Analyse
Læsetid: 4 min.

Dødt løb i Israel vil atter forsinke fredsprocessen

De første meningsmålinger efter udskrivelsen af valg i Israel peger i retning af ligevægt mellem duer og høge i Knesset
Udland
29. oktober 2008

JERUSALEM: Bybusserne i den regnvåde hellige stad er allerede, samme dag som præsident Shimon Peres' officielle udskrivelse af nyvalg, klistret til med valgplakater for det konservative Likud-parti og Mafdal, et national-religiøst parti, der støttes af de illegale bosættere i de besatte områder.

Plakaterne lover trafikanterne, at begge partier vil "stå vagt om Jerusalem", og således haster højrefløjen i israelsk politik med at slå et centralt valgtema an: At udenrigsminister Tzipi Livni, ny leder af Kadima-partiet, der har stået i spidsen for regeringskoalitioner de seneste tre år, med føje kan mistænkes for at "sælge ud" af Israels "udelelige hovedstad", knæsat efter annektering af den arabiske bydel med Tempelbjerget og Grædemuren, jødernes helligdomme, efter krigen i juni 1967.

Tzipi Livni, der for nylig afløste den skandaleramte Ehud Olmert som partileder, har solgt sin beslutning om at opgive at danne en ny regering efter det kaos, Ehud Olmerts afgang afstedkom, med, at hun "nægter at pantsætte Israels fremtid for en premierminister-post". Hun afviste pression fra det ultra-ortodokse Shas-parti, der krævede kontanter til deres vælgerbagland og et løfte om, at hun ikke ville gøre indrømmelser til palæstinenserne om Jerusalem.

Hun fremstår i mange israeleres øjne som uplettet i et snavset politisk miljø, men det betyder ikke, at hun ikke gør brug af billige tricks. Som den erfarne politiske kommentator Nahum Barnea skrev i sin klumme, havde Livni iklædt sig langt sort skørt, da hun første gang var hos præsidenten for at blive udpeget som forhandlingsleder af en ny koalition.

Dette klædningsstykke var et signal til de ultra-ortodokse: I kan stole mig. Da hun anden gang blev tv-filmet i en lænestol over for Shimon Peres, denne gang for formelt at bede om udskrivelse af nyvalg den 10. februar næste år, var hun i mørk buksedragt, den internationale dress code for kvindelige politikere på lederposter.

Klummen afspejler den generelle holdning til politikere i Israel som løgnere og bedragere - selv de mestdesillusionerede europæiske og amerikanske vælgere kan ikke opvise en tilsvarende kynisme - og det er præcis, hvad den 50-årige jurist og tidligere Mossad-agent spiller på i den valgkamp, hun nu skal ud i: Hun har aldrig været grebet i urent trav, hverken politisk eller økonomisk.

Omvendt er hun heller ikke, hvis man skal tro det israelske politiske miljø, grebet i original politisk tænkning, endsige taktiske og strategiske evner. Forhandlings-sammenbruddet om en ny regerings-koalition tilskrives i høj grad, at hun undervejs begik, som en analytiker påpeger i avisen Haaretz, "en endeløs stribe af taktiske fejl".

Holder stillingen

Alligevel viser de første meningsmålinger efter valgudskrivelsen, at hun holder Kadimas stilling - og i visse målinger går partiet endog lidt frem, efter at det i mange måneder har ligget efter oppositions-partiet Likud, som ledes af den tidligere premierminister Benjamin Netanyahu. I en måling fastholder Kadima de nuværende 29 mandater i det 120 sæder store Knesset-parlament, hvor Likud vil få 26, en gevinst på 14, og Arbejderpartiet vil få 11 mod 19 i dag.

I en anden måling får Kadima - og altså Livni - 31 mandater mod Likuds 29 og stadig med 11 til forsvarsminister Ehud Barak og hans tilsyneladende vingeskudte Arbejderparti. Meget tyder på, at vælgerne giver Barak skylden for, at de nu skal ud i et valg på et svært tidspunkt, hvor forhandlingsprocessen med Mahmoud Abbas' palæstinensiske selvstyre har stået i stampe, siden den blev genoptaget for et år siden.

For ganske vist har Tzipi Livni været forhandlingsleder i fredsprocessen, men hun har ikke brilleret med visionære ideer, og hun har heller ikke fået hjælp af Ehud Barak, der som forsvarsminister har ansvaret for de besatte områder, og som har saboteret fredsprocessen (og EU's og USA's opfordringer) med stadig flere tilladelser til opførelse af jødiske boliger i de besatte områder.

De fleste politiske iagttagere i Jerusalem tror på, at Livni vil føre valgkamp på en succesfuld afslutning af fredsforhandlingerne, således at en to-stats-løsning kan bliver en realitet inden for det kommende par år. Den løsning kan kun opnås, hvis Israel går med til at dele Jerusalem, således at palæstinenserne får Østjerusalem som deres hovedstad.

Saudiarabisk initiativ

På et seminar i Tel Aviv i går, hvor den danske udenrigsminister Per Stig Møller i øvrigt var blandt talerne, erklærede præsident Shimon Peres, at en fredsløsning aldrig har været tættere på end i øjeblikket. Han nævnte - i samklang med Livni - at et saudiarabisk fredsinitiativ fra 2002 nu er på dagsordenen i den israelske debat. Initiativet, i sin tid lanceret på et topmøde i Den arabiske Liga, går ud på arabisk-muslimsk anerkendelse af Israel til gengæld for tilbagetrækning fra alle besatte og annekterede områder. Både Peres og Livni har erklæret sig villige til at forhandle ud fra det forslag.

Og det er følgelig her, højrefløjen vil sætte deres angreb på Livni og Kadima ind: Enhver indrømmelse på spørgsmålet om Jerusalems deling, som bliver den sidste og afgørende hurdle, før der kan skrives under på en holdbar aftale, vil blive udlagt som forræderi.

Og som meningsmålingerne ser ud lige nu, er vandene delt omtrent på midten - en lang valgkamp kan næppe - Livnis manglende evner som oratorisk og populistisk forførerske in mente - ændre på et udfald, der tyder på dødt løb i Knesset. Derimod har valget udskudt forhandlingerne med mindst et halvt år - nemlig til maj, efter 40 dage med ny regeringsdannelse og de jødiske helligdage i april - før der kommer realiteter på bordet.

Til den tid kan alt være for sent, dersom Hamas og Fatah ikke får bilagt deres stridigheder, og Abbas går af, som han har truet med. Men selvfølgelig: Man kan med Per Stig Møller vælge at se på det positive, nemlig at pausen giver parterne tid til at tænke, og palæstinenserne tid til at blive gode venner igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her