'Endelig fik han det rigtige tøj på'

Omkring kl. otte om aftenen torsdag den 13. september 2007 stormede seks mænd, to af dem bevæbnet, ind på et værelse på det billige Palace Station Hotel and Casino i Las Vegas. Her stjal de forskellige stykker sports-memorabilia fra værelsets beboere, memorabiliaforhandlerne Alfred Beardsley og Bruce L. Fromong, før de forsvandt igen.

Allerede tre dage senere blev den ene af mændene, den sorte, tidligere fodboldspiller og skuespiller O.J. Simpson arresteret på Palms Resort Casino og ført til politistationen i Las Vegas, hvor han blev anklaget for seks forskellige overtrædelser af straffeloven. Da Simpson godt et år senere, fredag den 3. oktober 2008, rejste sig for at modtage sin dom i den berømte og berygtede spillebys domhus, blev han fundet skyldig i alle de 12 anklager, inklusive røveri, indbrud, konspiration, overfald og kidnapning, som anklageskriftet siden var blevet udvidet til at omfatte.

Simpson havde i løbet af retssagen forsøgt at overbevise juryen om, at de effekter, han og de øvrige fem mand - de fleste af dem kriminelle - tog fra hotelværelset, faktisk var hans egne og tidligere stjålet fra ham; at der ikke havde været våben involveret; og at han i øvrigt blev inviteret op på værelset for at besigtige varerne, fordi han var interesseret i at købe det jakkesæt, han bar under en anden meget omtalt retssag 13 år tidligere - en retssag, vi vender tilbage til lidt senere.

Men juryen, der bestod af ni kvinder og tre mænd, troede ham ikke, og lige nu sidder 61-årige O.J. Simpson i et fængsel i Las Vegas og venter på den dag i december, hvor dommer Jackie Glass vil udmåle hans straf.

Ifølge en artikel i New York Times skal Simpson regne med at tilbringe resten af sit liv i fængsel - alene kidnapning giver fra 15 år til livstid.

Gammel og slidt

Manden, der fra begyndelsen af 1970'erne til begyndelsen af 1990'erne var en populær sportsstjerne og skuespiller i blandt andet de tre populære Høj pistolføring-film, har efter en 14 år lang nedtur for alvor ramt bunden. New York Times' Steve Friess beretter i sine artikler fra retssagen i Las Vegas, at de mange mennesker, der stod O.J. Simpson bi, da han i 1994-95 stod anklaget - og blev frikendt - for at have dræbt sin ekskone og hendes ven, ingen steder er at se, og at mediernes interesse på ingen måde kan måle sig med det hysteri, der dengang gav genlyd verden over.

"Hr. Simpson rejste sig, ældre og tydeligvis mindre selvsikker, mens han blev fundet skyldig i alle 12 anklager, end han gjorde, da han indfølt erklærede sig 'absolut, helt og aldeles, hundrede procent ikke-skyldig' i mordene i 1994," skriver Friess.

"Denne gang sukkede han tungt, mens hans søster, Carmelita Durio, hulkede og besvimede. Han virkede opgivende over for tanken om, at juryen ikke havde troet på hans udsagn om, at han havde prøvet at få personlige effekter tilbage, som var blevet stjålet fra ham, og at han ikke var klar over, at to af de fem mænd havde båret eller brugt våben."

På billeder fra retssagen kan man se, hvor gammel og slidt Simpson efterhånden ser ud. Månedsmagasinet Vanity Fairs mangeårige retsreporter og celebre sladdertante Dominick Dunne, der fulgte den første Simpson-sag tæt, fortæller Friess, at "der er en ensomhed, en tristhed over O.J., som jeg aldrig har set før. Jeg tror, at han ved, hvor ødelagt hans liv er."

Sport og skuespil

Poetisk retfærdighed, lyder det fra de mange mennesker, der er overbevist om, at Simpson var skyldig i mordene på ekskonen og hendes ven. Hans advokat, Yale Galanter, mener dog ikke, at en jury er i stand til længere at være objektiv og fordomsfri i forhold til Simpson.

"Hvor forfærdelige mordene dengang så end var, og de var en forfærdelig tragedie, så overvej lige det her," siger han til New York Times:

"Hvad nu hvis juryen i Los Angeles havde ret, hvad nu hvis O.J. Simpson ikke gjorde det? Han fik aldrig sit liv tilbage, efter at han blev frikendt."

Orenthal James Simpson blev født den 9. juli 1947 i San Francisco. Hans mor arbejdede med administration på et hospital, hans far var kok og bankfunktionær. I high school begyndte unge Simpson at spille amerikansk fodbold, han fortsatte i college og var så god, at han fik et atletik-stipendium til University of Southern California, hvor han var running back på skolens fodboldhold i 1967-68. Allerede dengang slog han rekorder - han fik tilnavnet 'The Juice' - og i sine 10 sæsoner som professionel fodboldspiller, fra 1969-1977 hos Buffalo Bills, 1977-79 hos San Francisco 49ers, blev han blandt andet den første til at løbe mere end 2.000 yards på en sæson.

Da han stoppede sin karriere, havde han løbet i alt 11.236 yards, hvilket var det næsthøjeste i National Football Leagues historie - i dag ligger han på en 16. plads - og i 1985 blev han optaget i Pro Football Hall of Fame.

Samtidig med sin fodboldkarriere begyndte O.J. Simpson at medvirke i film, tv-serier og reklamer, og indtil 1994, hvor han af naturlige årsager ikke længere var så eftertragtet en skuespiller, optrådte han i en lang række mere eller mindre interessante roller. Sjovest og mest mindeværdig var han nok som Nordberg, politimanden Frank Drebins evigt uheldige kollega i Høj pistolføring-filmene, hvoraf den sidste havde premiere i 1994.

Flugten gik verden rundt

O.J. Simpson har været gift to gange og har fire børn, et femte, pigen Aaren, druknede i 1979 i en alder af to år i familiens svømmepøl. I 1989 blev Simpson separeret fra sin anden kone, Nicole Brown, efter at hun havde anklaget ham for vold, og de blev skilt tre år senere.

Om aftenen den 12. juni 1994 blev Nicole Brown og hendes kæreste, Ronald Goldman, stukket ihjel uden for hendes hjem i Brentwood-delen af Los Angeles, mens hendes og O.J. Simpsons to børn lå inde i huset og sov. Beviser pegede på, at Simpson var den skyldige, og fem dage senere lavede hans advokater en aftale med politiet om, at han skulle melde sig selv. Men Simpson valgte i stedet at stikke af, og hvem kan ikke huske tv-billederne af ham og vennen Al Cowlings, der flygter fra politiet i en hvid Ford Bronco? De gik verden rundt, og selv om biljagten foregik i et adstadigt tempo og ikke varede mere end en time, bidrog det kun til dramatikken, at Simpson havde efterladt sig et brev, hvori han takkede sine fans for alt, bedyrede sin uskyld og lød, som om han var ved at tage afsked med verden.

Politiet var i mobilkontakt med Cowlings, der fortalte, at O.J. Simpson sad med en pistol rettet mod sit eget hoved, og derfor turde man ikke forsøge at stoppe ham (bagefter fandt man 8.000 dollars i bilen, og spørgsmålet er, om O.J. var tæt på at tage sit eget liv eller i desperation forsøgte at slippe væk).

Dramaet endte ved Simpsons hus, hvor han efter nogle forhandlinger endelig overgav sig og blev ført bort af politiet. Retssagen var ikke mindre dramatisk, og alverdens medier kastede sig frådende over den, velvidende at O.J. Simpsons navn sikrede dem læsere og seere i millionvis.

"Simpson-sagen er som at se en fantastisk og kulørt roman komme til live," skrev Dominick Dunne i Vanity Fair i februar 1995, hvor retssagen lige var begyndt.

"En gigantisk fyrværkeriudstilling af ægteskaber mellem forskellige racer, kærlighed, begær, løgn, had, berømmelse, rigdom, skønhed, besættelse, ægteskabelig vold, forfølgelse, ulykkelige børn, det blodigste blodige knivdrab og al den retfærdighed, som penge kan købe."

Retssagen, der varede 10 måneder, gjorde Simpsons advokater, ikke mindst Johnnie Cochran og Robert Shapiro, og dommeren, Lance Ito, til mediestjerner. Forlagsaftaler blev forhandlet på plads - ca. et dusin bøger om forskellige aspekter af sagen er siden udkommet - og sendeflader fyldt.

I The Tonight Show gjorde Jay Leno sig f.eks. lystig over dette farvestrålende cirkus med De Dansende Ito'er, dansere klædt ud som dommer Ito. Usmageligt måske, men også ret underholdende og en understregning af, hvor stor Simpson var, og hvor meget man gik op i sagen.

En snert af race

O.J. Simpson brugte millioner af dollars på sit forsvar - han havde en hær af advokater med sig i retssalen hver dag, hvilket ruinerede ham - og trods vægtige beviser på det modsatte og hele 11 anklagere blev han frikendt. Nogle mener, at frifindelsen skyldtes, at juryen var overvejende sort, og at anklagemyndigheden simpelthen ikke gjorde sit arbejde godt nok.

Court TV's direkte billeder fra domsafsigelsen er voldsomme: Simpson smiler og ser lettet ud, mens Cochran klapper ham på skulderen; chokerede medlemmer af Nicole Brown og Ronald Goldmans familier giver udtryk for deres forfærdelse og begynder at græde.

Også offentligheden reagerede voldsomt. Mange sorte amerikanere, som efter Rodney King-affæren fire år tidligere - hvide politibetjente gennemtævede en uskyldig, sort mand - havde mistet tiltroen til ordensmagten, følte, at retfærdigheden var sket fyldest. Mange hvide amerikanere mente derimod, at Simpson var skyldig, og retssagen og dens efterdønninger kom i høj grad til at handle om race.

Simpson blev løsladt, men i et civilt søgsmål to år senere blev han kendt skyldig i, at have været ansvarlig for Brown og Goldmans død, og deres familier blev tilkendt en erstatning på mere end 30 millioner dollars, et beløb, som Simpson endnu ikke har betalt ret mange af.

En færdig mand

Det vakte naturligvis stor furore, at de to juryer nåede frem til hvert sit resultat, men lidt forenklet var forskellen på de to retssager, at hvor anklageren i den første skulle bevise Simpsons skyld 'beyond any reasonable doubt', skulle det i den anden for at opnå en skyldig-kendelse kun anskueliggøres, at Simpson sandsynligvis havde haft noget med mordene at gøre.

Tiden siden har været én lang, ydmygende nedtur for O.J. Simpson, der ikke længere er den amerikanske helt, han var engang. Han har gjort alverdens krumspring for at undgå at betale de få penge, han efterhånden har tilbage - inklusive sin fodboldpension - til Brown og Goldmans familier, som omvendt har gjort, hvad de kunne for at forhindre ham i at tjene penge på tv-interview og bøger om sagen.

Simpson skrev i 2006 selv en bog, If I Did It, hvori han forestillede sig, hvordan han ville have begået mordene - hvis han altså havde begået dem. Mange opfattede bogen som Simpsons tilståelse, og Ronald Goldmans familie fik nedlagt fogedforbud mod bogen inden udgivelsen. De fik siden selv tilkendt rettighederne til at udgive den, hvilket de også gjorde, nu med et nedtonet If og undertitlen: Confession of the Killer.

Og efter det mærkelige indbrud i Las Vegas, der formentlig blev begået i desperation, sidder Simpson altså nu igen, hvor mange synes, at han hører hjemme, blandt andet Dominick Dunne, der er tidligere filmproducent og begyndte som retsreporter, fordi hans egen datter blev myrdet. I en artikel i Vanity Fair i december 2007 giver han Simpson følgende skudsmål: "Jeg synes, at det var en af de største uretfærdigheder, at O.J. blev frikendt for de to modbydelige mord på Nicole og hendes ven, Ron Goldman. Jeg tror på den ultimative retfærdighed. Han slap af sted med mord i retssalen, men nu var han tilbage i spjældet, hvor han hørte til, med hænderne i håndjern bag ryggen og i en fængselsdragt. Endelig havde han det rigtige tøj på."

Videoklip fra retssagen, domsafsigelsen, biljagten og meget andet kan findes på YouTube, hvis man søger på O.J. Simpson