Læsetid: 3 min.

EU’s udenrigspolitik er styrket under Sarkozy

Frankrig roses for effektivt EU-formandskab trods flere store akutte kriser. Ikke kun finanskrisen, men også Georgien-konflikten blev håndteret godt af Sarkozy, lyder det fra diplomater ᇏ
Udland
15. oktober 2008

Op til midtvejstopmødet under det franske EU-formandskab bliver præsident Nicolas Sarkozy og hans regering rost for at have ledet EU overbevisende under finanskrisen. Samtidig er der i det europæiske diplomati en næsten begejstret hyldest til franskmændene for at have sikret Bruxelles en udenrigspolitisk succes i forbindelse med sensommerens krise i Georgien.
»Sarkozy gør det rigtig godt. Det mener alle,« siger en dansk diplomat og pointerer samtidig, at den franske finans- og økonomiminister, Christine Lagarde, er »døddygtig« og har været meget lydhør over for de små medlemslande under krisen.
Det franske formandskab fik ellers en meget turbulent start efter Irlands nej til Lissabontraktaten ved en folkeafstemning i juni. Dermed ændredes en vigtig del af dagsordenen for dette efterår, hvor traktatens ikrafttræden skulle være blevet forberedt.
»Et EU-formandskab bliver altid mere eller mindre præget af uforudsete begivenheder, men Frankrig har stået over for særligt store udfordringer og klaret dem effektivt. Det irske nej fik ikke lov til at skabe fornyet krisestemning i EU, og da krisen i Georgien brød ud, fik Paris på kun 10 dage skabt enighed om en ekstraordinær resolution til trods for dyb uenighed om EU’s forhold til Rusland,« siger analytikeren Piotr Kaczynski fra tænketanken Ceps til Ritzau.
Han henviser dermed til den kortvarige russisk-georgiske konflikt om udbryderregionerne Sydossetien og Abkhasien, hvor Sarkozy fik forhandlet en våbenhvile på plads.
»Normalt tager det måneder at nå til enighed om en sådan resolution, hvis det overhovedet lykkes. EU har ikke tidligere været i stand til at nå til enighed om fælles effektiv handling under så store internationale kriser,« tilføjer han med henvisning til Bosnien og Irak.

Ikke nyt og gammelt EU

Frankrig står i midten af et delt EU, hvor en række lande er relativt venligtsindede over for Moskva – blandt andre Italien, Grækenland, Cypern, Bulgarien og til dels Tyskland. Derimod går Storbritannien, Holland, Baltikum og de nordiske lande ind for en hårdere linje over for Moskva.
En EU-diplomat siger, at Frankrig har forstået at tage hensyn til denne brede vifte af holdninger i Europa, hvilket er en del af baggrunden for den diplomatiske succes i Georgien-krisen.
»Under det franske formandskab er det blevet klart, at EU er helet efter splittelsen omkring Irak. Vi har ikke længere et ’nyt og et gammelt Europa’, og der er pro-amerikanske ledere i Frankrig og Tyskland,« siger Antonio Missiroli fra det europæiske forskningscenter EPC.
Han understreger, at det har gjort indtryk i et pro-amerikansk land som Polen, at det var EU – og ikke USA – som fik en fredsplan på plads i Georgien.
Rusland udgør ifølge analytikeren Piotr Kaczynski den største udfordring for EU’s udenrigspolitik i dag og skaber normalt splittelse i de europæiske hovedstæder.
»Det var næppe lykkedes for et lille land som Slovenien, der havde formandskabet før Frankrig, at få skabt samme handlekraft i Bruxelles,« siger han og pointerer, at den slovenske premierminister ikke ville have gjort sig gældende i Moskva på samme måde som den franske præsident.

Store udfordringer

Krisen i Georgien skaber fortsat splittelse blandt EU-landene, men EU’s fredsplan er baggrunden for, at Rusland og Georgien i dag indleder forhandlinger i Genève med deltagelse af repræsentanter fra EU, USA, FN og OSCE.
»Store udfordringer venter EU i de kommende år. Det gælder både i forholdet til Rusland og i spørgsmålet om Afghanistan og frihandel, der kan belaste forholdet til USA. Men den fælles handlekraft i EU i de seneste måneder har vist, at EU er i stand til at handle i meget svære krisesituationer,« fastslår Piotr Kaczynski.
Frankrig overlader EU-formandskabet til Tjekkiet den 1. januar 2009. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her