Læsetid: 7 min.

Feriefoto af en afrikaner på flugt

Den italienske ø Lampedusa er anløbshavn for tusinder af afrikanere på flugt fra krig og nød. Flygtningene bliver gemt væk, men øen har store økonomiske fordele af flygtningestrømmen. 'De mange turister kommer ikke kun for at bade, men også for at tage billeder af flygtningene,' fortæller en Røde Kors-medarbejder på øen
Antallet af bådflygtninge, der lægger til på den italienske ø Lampedusa, er steget med 60 procent i de første otte måneder af 2008 i forhold til samme periode sidste år. Det er i stigende grad flygtinge fra konfliktzoner som Nigeria, Somalia, Eritrea, Etiopien og Sudan, der kommer til øen.

Antallet af bådflygtninge, der lægger til på den italienske ø Lampedusa, er steget med 60 procent i de første otte måneder af 2008 i forhold til samme periode sidste år. Det er i stigende grad flygtinge fra konfliktzoner som Nigeria, Somalia, Eritrea, Etiopien og Sudan, der kommer til øen.

Mauro Seminara

17. oktober 2008

LAMPEDUSA - På den italienske ø Lampedusa ligger en bådkirkegård. Hundredvis af fiskerbåde og andre små fartøjer er gennem tiden blevet slæbt på land og stablet oven på hinanden. Bådene er stadig fyldt med sko, tøj og tomme flasker. På indersiden af skroget sidder emigranternes indtørrede ekskrementer.

I de første otte måneder af 2008 er antallet af flygtninge, som anløber Lampedusa, steget med 60 procent i forhold til samme periode sidste år. På hovedgaden i Lampedusa, den eneste by på øen, er der dog ingen spor af de over 23.000 emigranter, som i løbet af 2008 er ankommet til øens modtagelsescenter for flygtninge. Der er så godt som ingen kontakt mellem lokalbefolkningen og flygtningene, der efter ankomsten bliver transporteret direkte til modtagelsescentret og efter blot få dages ophold flyvets eller sejles til andre flygtningecentre på det italienske fastland. Man får på paradoksal vis indtryk af at befinde sig på det mindst multietniske sted i hele Europa.

Selv om byens barer og hoteller nyder godt af den øgede omsætning fra de over 600 politifolk og soldater, som året rundt patruljerer til lands, til vands og i luften, mener borgmester Bernardino de Rubeis, at de 6.000 indbyggere i hans kommune er de sande ofre.

"Hygiejnen er truet," siger han på det lille rådhus.

Borgmesteren, som tilhører Movimento per l'Autonomia, en syditaliensk pendant til det højreradikale norditalienske føderalistparti Lega Nord, sagde til den italienske avis La Repubblica, at "negrene lugter, selv når de har vasket sig". Han forklarer nu, at avisen fejlagtigt har fået ham til fremstå som racist ved at bringe hans udtalelser uden for den oprindelige kontekst.

"Det er mennesker, som ikke er vant til at bruge toiletpapir," uddyber Bernardino de Rubeis og fortsætter:

"De er tvunget til at leve og lugte som dyr."

På væggen bag borgmesteren hænger et krucifiks og billeder af paven og Jomfru Maria, og på hans skrivebord ligger der et tilbud på pigtrådsindhegning af modtagelsescentret.

"De stikker af. Jeg har selv fanget tre," siger han.

Modtagelsen

Nede ved byens havn bliver en fiskerbåd, fyldt til bristepunktet, eskorteret til en afspærret mole af den italienske kystvagt. På molen har nødhjælpsarbejdere og pressen har taget opstilling. Da båden lægger til ved kajen, kan man skelne Afrikas mange forskellige ansigter fra hinanden: somaliere, sudanere, nordafrikanere, egyptere. De fleste er unge mænd mellem 15 og 25 år, men der er også kvinder og små børn. En højgravid, nordafrikansk kvinde bliver hjulpet fra borde på vaklende ben. De fleste er barfodede og medbringer ingen bagage. Trods synlig udmattelse smiler mange lettet. Nogle kysser jorden, da de er kommet i land. Det skønnes, at mindst 20.000 flygtninge har mistet livet i Den Sicilianske Kanal i løbet af de sidste 15 år, men der findes ingen pålidelige tal.

De fleste både stævner ud fra de libyske kyster, og overfarten tager minimum to døgn. Via EU's grænseagentur, Frontex, bliver kystvagten adviseret, når et ukendt skib er på vej ind i italiensk territorialfarvand. De større fiskerbåde bliver derefter eskorteret i havn, mens flygtninge i små gummibåde bliver overført til kystvagtens skibe på åbent hav.

Efter landgangen udfører Læger Uden Grænser et summarisk sundhedstjek på havnemolen, og derefter bliver flygtningene i busser transporteret til det stærkt bevogtede modtagelsescenter.

Uvidenhed og racisme

Det nyopførte modtagelsescenter, der er det største af sin slags i hele Europa, ligger godt skjult i en dal midt på øen. Den eneste vej, som fører til centret, ender bag den høje port.

Modtagelsescentret har kapacitet til 840 flygtninge, men efter flere dages kraftig tilstrømning huser det over dobbelt så mange. Madrasser langs indhegningen og under træerne vidner om, at mange har sovet udendørs.

Mens Federico Miragliotta, som er leder for Lampedusa Accoglienza, det private firma, som varetager driften for det italienske indenrigsministerium, viser rundt og med forretningsmæssig nøgternhed informerer om centrets indretning og forplejningen, virker mange af flygtningene mest af alt, som om de var på feriekoloni. De fleste har iført sig den joggingdragt, de fik udleveret ved ankomsten. Børnene leger henrykte med det legetøj, som nødhjælpsorganisationerne uddeler, og kvinderne står i kø foran to telefonbokse for at ringe til deres slægtninge.

Nogle har været flere år om at nå frem til Lampedusa, og for første gang i lang tid - eller måske nogensinde - skal de ikke bekymre sig om deres sikkerhed eller om at skaffe mad, fortæller Laura Ritzello fra Røde Kors-delegationen på centret. Et stigende antal flygtninge ankommer med fysiske og psykiske lidelser på grund af krig og tortur, fortæller hun og harcelerer over de europæiske politikeres manglende forståelse for flygtningenes situation:

"Man bør ikke definere immigrationen som et problem, men snarere som et fænomen. At tale om bekvemmelighedsflygtninge er udtryk for manglende viden og racisme. Det svarer til at gemme sig bag et græsstrå," siger Laura Ritzello.

Hun fortsætter:

"Det er til at tude over, når man tænker på, at de, der krydser Middelhavet med livet som indsats, har en urokkelig tro på, at de europæiske lande forsvarer universelle menneskerettigheder. De, der taler om at indhegne modtagecentret med pigtråd, glemmer, at årsagerne til masseimmigrationen har ændret sig. De fleste kommer ikke for at arbejde, men er på flugt fra krige og forfølgelser."

Forsvundne børn

Og statistikkerne bekræfter Laura Ritzellos udlægning. De fleste bådflygtninge, som ankommer til Lampedusa, stammer fra Nigeria, Somalia, Eritrea, Etiopien og Sudan. Ifølge det italienske indenrigsministeriums tal har syv ud af ti ret til politisk beskyttelse i Italien, men mange vælger at undgå kampen med det italienske bureaukrati og søger ikke om opholdstilladelse, fortæller Laura Ritzello.

Egentlig skulle flygtningene kun opholde sig på modtagelsescentret i to dage, inden de bliver transporteret videre til flygtningecentre på det italienske fastland. Men eftersom alle flygtningecentre i Italien for tiden er overfyldte, bliver de her i gennemsnit i en uge, forklarer Laura Ritzello.

De fleste af dem, der ikke bliver sendt direkte tilbage til deres hjemland som følge af bilaterale repatrieringsaftaler, ender som sort arbejdskraft til ca. 20 euro om dagen i de italienske landbrugs- og industrivirksomheder. Nogle ender som prostituerede, mens andre bliver rekrutteret af kriminelle organisationer. Forleden kunne avisen La Repubblica afsløre, at en tredjedel af de 1.400 mindreårige uden ledsagere, som i år er ankommet til Lampedusa og siden er kommet i familiepleje, nu er sporløst forsvundet.

Missiler og gaver

Indtil 1986 havde de færreste hørt om Lampedusa. Men så affyrede Libyen to missiler mod den amerikanske radarbase på øen. Missilerne ramte dog i vandet to kilometer fra Lampedusas kyst, men Muammar Gaddafis aggression bragte alligevel den lille middelhavsø på landkortet. Derefter begyndte turisterne at strømme til og bragte velstand til øen. Siden er det lille fiskersamfunds indbyggertal blevet fordoblet.

Laura Ritzello mener, at historien gentager sig i forbindelse med de store flygtningestrømme, som i de seneste år har skaffet øen megen omtale.

"De mange turister kommer ikke kun for at bade, men også for at tage billeder af flygtningene," siger hun.

Borgmesteren Bernardino de Rubeis er derimod af den opfattelse, at de mange flygtninge har skadet øens image og udgør en trussel mod den blomstrende turistindustri.

"Aftalen med Gaddafi fungerer ikke," siger han med henvisning til en aftale mellem Libyen og den forrige italienske regering fra december 2007 om fælles patruljering af de libyske kyster.

Gaddafi udnyttede imidlertid forårets regeringsskifte i Italien til at se stort på den indgåede aftale. I slutningen af august besøgte Silvio Berlusconi så Libyen, som han bl.a. forærede 500 millioner dollar til finansiering af elektronisk overvågning af kystlinjen og landets sydlige grænser mod Niger, Tchad og Sudan.

Ifølge flere iagttagere er grænsekontrollen dog kun et påskud: De flotte gaver, som Berlusconi på de italienske skatteyderes vegne forærede Gaddafi, skal snarere betragtes som en slags beskyttelsespenge for de store italienske virksomheder, der opererer i Libyen. Italien har så godt som ingen selvstændig energiproduktion og er således afhængig af store olieleverancer fra Libyen. Samtidig kan man sætte spørgsmålstegn ved den reelle vilje til at dæmme op for flygtningestrømmene, som er stærkt medvirkende til at øge Italiens konkurrenceevne i f.eks. landbrugserhvervene.

Men efter Berlusconis besøg i Libyen har de italienske medier valgt at nedtone problemet, som nu stort set er forsvundet fra nyhedsudsendelserne på trods af den øgede tilstrømning.

Fortrængninger

Borgmesteren er bekymret for det øgede antal flygtninge.

"Øen risikerer at havne i en decideret krisesituation," siger Bernardino de Rubeis.

"Man må ikke glemme, at vi først og fremmest lever af turisme, og vi er nødt til at kunne garantere for turisternes sikkerhed. Det kan ikke fortsætte på denne måde," siger borgmesteren, der fantaserer om store hoteller på den lille ø, hvor befolkningen i forvejen tidobles i sommermånederne, og turisterne ligger som sild i en tønde på fire små badestrande.

Hvert år bruger den italienske stat og regionen Sicilien tilsammen 50 millioner euro på Lampedusa. Byrådet er i disse dage i gang med budgetforhandlingerne for 2009, og selv om modtagelsescentret ikke medfører udgifter for kommunen, men tværtimod kun sikrer arbejdspladser og indtægter til øens erhvervsdrivende, satser borgmesteren på at få mest muligt ud af den megen opmærksomhed, som flygtningestrømmen skaber. Han spiller højt spil og kræver nu, at regeringen som kompensation for flygtningebyrden giver øen status som toldfrit område.

Kommunen har tidligere afvist et tilbud fra FN's flygtningehøjkommissariat om finansiering af en udvidelse af den lille lufthavn samt en reklamekampagne for øen. I stedet satser indbyggerne på Lampedusa på at opnå en kompensation på 200 millioner euro fra regeringen i Rom. Man kunne således få den tanke, at Lampedusa er blevet ramt af et fænomen, som er så meget større end øen selv, at indbyggerne har valgt udelukkende at fokusere på de mulige økonomiske fordele og fortrænge resten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu