Læsetid: 6 min.

Finans- og klimakrise kalder på en New Green Deal

USA's og EU's regeringer kaster billioner i syge banker, mens klimadagsordenen skubbes til side. I virkeligheden er den flerdobbelte krise den helt rigtige og stærkt nødvendige anledning til en ny grøn økonomisk strategi, der internationalt både kan hjælpe miljøet, økonomien og beskæftigelsen
Finanskrisen bør ikke få lov til at skubbe klimaet ned på dagsordenen. I stedet bør verdens ledere bruge investeringer i klimaindsasten som et redskab til at løse krisen. Her opsættes solceller på taget af pavens audienshal.

Finanskrisen bør ikke få lov til at skubbe klimaet ned på dagsordenen. I stedet bør verdens ledere bruge investeringer i klimaindsasten som et redskab til at løse krisen. Her opsættes solceller på taget af pavens audienshal.

Giuseppe Giglia

16. oktober 2008

Med historisk handlekraft har regeringer og centralbanker i Europa og USA på mindre end to uger mobiliseret den astronomiske sum af 15.000 milliarder kroner i akut krisehjælp til nødlidende banker og finansvirksomheder, ramt af den værste krise i den internationale finansøkonomi siden 1930'erne.

Ingen anstrengelser er blevet sparet, og ingen beløb har været for store i kampen for at afværge truslen om en fuldstændig nedsmeltning af det internationale banksystem. Så stor har både bekymring og beslutsomhed været, at andre emner på den globale dagsorden er skubbet markant i baggrunden. F.eks. klima- og bæredygtighedsdagsordenen.

Fra mange sider lyder således meldingen, at den finansielle krise og økonomiske nedtur gør det endnu sværere at få en ambitiøs klimaaftale igennem på det globale topmøde i København om godt et år. I aftes skød EU's stats- og regeringschefer en stillingtagen til EU's egen klimapolitik foran sig. Lande som Polen, Tyskland og Italien føler økonomien så presset af krisen, at de vægrer sig ved at acceptere de klimatiltag, som skal til for at opfylde EU's klimaforpligtelser. Det franske EU-formandsskab måtte i går opgive at få vedtaget et dokument med en fælles bekræftelse af EU-forpligtelserne.

"Vi diskuterede det i tre timer uden at komme ud af stedet, skønt dokumentet kun var på to sider. Så man kan forestille sig, hvor delte vi er i denne sag," sagde en EU-diplomat til EUobserver.

Også på andre måder bremses indsatsen for klimabeskyttelse og bæredygtighed af krisen. I USA tales om frygten for, at finanskrisen hæmmer långivning til store nye projekter med vindkraft og solceller. Og om at en pludseligt dalende oliepris - udløst af økonomisk afmatning og faldende oliebehov - svækker det økonomiske incitament til at investere i alternativerne.

Og fra Nairobi udtrykker FN's Miljøprogram, UNEP, frygt for, at indsatsen for at hjælpe de fattigste lande med klima-, miljø- og fattigdomsproblemer nu nedtones, fordi EU og USA bruger pengene og den politiske opmærksomhed på egne økonomiske trængsler.

"Det er helt utroligt, at verden med ét slag kan finde billioner af dollar til at udfri bankerne, men ikke kan præstere de nødvendige investeringer til at løfte millioner af mennesker ud af fattigdom på en bæredygtig måde," siger Nick Nuttall, UNEP's talsmand, til Information.

Inden for det seneste år er det således kun lykkedes FN-systemet og Verdensbanken tilsammen at mobilisere op mod 40 milliarder nye dollar fra de rige lande til u-landsindsatser mod den kombinerede klima-, fødevare- og fattigdomstrussel - en dråbe i havet i forhold til de ca. 3.000 mia. dollar, der på et par uger er skudt i banksystemet.

Trængt dagsorden

Også private investeringer i det nye marked for klima- og energiløsninger i u-landene er ramt.

"De internationale kilder til finansiering af de fremvoksende markeder er definitivt skrumpet ind," sagde i går Rashad Kandany, vicechef i Verdensbankens International Finance Corporation.

Blandt danske erhvervsvirksomheder med globalt udsyn er der tilsvarende opmærksomhed på fokusskiftet.

"Der er ingen tvivl om, at bæredygtighedsdagsordenen netop nu er trængt, og mulighederne for et godt resultat af klimatopmødet er desværre forringet," siger Steen Riisgaard, administrerende direktør i Novozymes.

"Det er helt sikkert, at hele bæredygtighedsdebatten bliver trængt i baggrunden, når der nu skal laves nye finanslove rundt omkring i Europa," siger Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand i Danfoss-koncernen.

"Det er mit klare indtryk, at den finansielle krise har stjålet noget opmærksomhed blandt verdens ledere. Det er svært at køre flere dagsordener parallelt," siger ATP's administrerende direktør Lars Rohde.

Mest bekymret af alle er muligvis Yvo de Boer, chef for FN's Klimasekretariat og praktisk tovholder på den lange forhandlingsproces, der skal slutte i København næste år.

"Hvis den tilgængelige globale kapital primært bruges på at gøre den finansielle verden flydende igen, vil vi bogstaveligt talt sænke fremtiden for de fattigste af de fattige. Jeg håber ikke, at kreditkrisen vil indebære, at mennesker i Syd må vente til dem i Nord har repareret deres kreditkortgæld og lån, før opmærksomheden på ny kan rettes mod Syd," sagde de Boer forleden på et pressemøde hos FN i New York.

Yvo de Boer er imidlertid også en af dem, der nu signalerer perspektivet i netop at se klima- og bæredygtighedsindsatsen som redskab til at bringe den internationale økonomi på fode. En strategi, der af nogle kaldes A New Green Deal, inspireret af præsident Roosevelts program for økonomisk genrejsning i 1930'erne.

"Kreditkrisen kan bruges til at skabe fremskridt i en ny retning, en global mulighed for grøn økonomisk vækst. Regeringer har nu chancen for at etablere og realisere strategier, der stimulerer privat konkurrence om at investere i en ren industri," siger de Boer.

Samme melding kommer fra EU's miljøkommissær Stavros Dimas:

"Lige nu er folk fokuseret på den økonomiske krise, men vores pakke er en del af løsningen. At bekæmpe klimaforandringerne indebærer investeringer i energieffektivisering, fremme af vedvarende energi og sikring af incitamenter, der stimulerer økonomien," siger Dimas om EU's trængte klimapakke.

Hos UNEP siger Nick Nuttall, at man i næste uge i London vil præsentere en ambitiøs plan for en New Green Deal, hvor man ved at ændre de globale investeringers retning kan skabe en robust økonomisk udvikling og nye arbejdspladser og samtidig afværge fortsat klima- og miljøødelæggelse.

Naturen er primus motor

"Man plejer at sige, at 'Money makes the world go round', men det er forkert. Det er naturen, der får verden til at løbe rundt - pengene er blot noget, der følger efter. Problemet er, at vi har ladet pengene styre på kortsigtet vis og ikke geninvesteret i bæredygtighed og i planetens virkelige økonomiske værdier: økosystemerne, biodiversiteten og de naturlige ressourcer. Hvorfor har man f.eks. stadig energisubsidier for 300 mia. dollar, som hovedsagelig går til fossile brændsler? Det er penge, der især er til glæde for de fossile energiselskaber og dem, der laver fossil energiteknologi og ikke rummer noget incitament til energibesparelser, ikke hjælper klimaet og ikke når frem til de meget fattige, der mangler energi," påpeger Nuttall.

Han siger, at hvis ikke det globale samfund nu kan præstere en mere intelligent strategi for økonomien i en verden, hvor befolkningen bevæger sig mod ni mia., "så vil vi uvægerligt løbe ind i mangelsituationer med hensyn til naturkapitalen."

"Og det er en diskussion, vi må tage netop nu. Der er ekstrem kort tid til at skabe en ny klimaaftale, der kan være et billede af mulighederne i en New Green Deal. Der er virkelig ikke brug for, at kreditsammenbrud og bankkrise bliver alibi for passivitet," siger UNEP-talsmanden.

Novozymes' direktør Steen Riisgaard betoner tilsvarende tidspresset.

"Det her med en New Green Deal skulle man være startet på for fem år siden. Jo længere vi venter, desto mere smertefuldt bliver det," siger Riisgaard med hensyn til forudsigelserne fra FN's Klimapanel om de kommende klimaændringer.

Jørgen Mads Clausen, Danfoss, kalder New Green Deal-tænkningen "et helt klart satsningsområde", hvis den økonomiske krise også rammer Danmark i form af fornyet arbejdsløshed.

"Men man skal ikke tænke det som jobskabelsesstrategi i dag, hvor der endnu er høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft herhjemme," siger Jørgen Mads Clausen.

Tiden er moden

Den britiske regerings tidligere chefforsker, professor David King, siger til Information, at udfordringen er, at alle kriser nu hænger sammen: klimakrise, svindende fossile energireserver, fødevarekrise, mangel på rent vand, økosystemer under nedbrydning og oven i det hele en økonomisk krise. "Vi har i det 21. århundrede en serie af indbyrdes forbundne udfordringer, der adskiller sig markant fra det 20. århundredes udfordringer, men vi har i dag ikke de aftaler og mekanismer på plads, som skal til for at håndtere dem. Krisebevidstheden knyttet til økonomiens problemer frembyder imidlertid en reel chance for fremsynede politikere til at bane vej for politik - globalt og nationalt - der kan håndtere de sammensatte kriser."

David King nævner USA's krig i Irak som eksempel på en strategi, der hører det 20. århundrede til.

"Her har man investeret op til flere billioner dollar i et militært forsøg på at sikre adgang til olien i regionen. Men det har ikke sikret olien, og det har samtidig medvirket til undergravelsen af USA's økonomi. Altså en massiv fejlinvestering. Jeg foreslog tidligt i 2001 ved et møde i Det Hvide Hus, at man investerede sine penge i at fremme alternativer til USA's olieafhængige transportsektor. Det kunne have nedbragt olieafhængigheden og CO2-udledningerne og samtidig skabt nye amerikanske job og en sundere økonomi. Med talen om en New Green Deal kan man håbe, at vi omsider er ved at nå frem til den type politik," siger David King.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

martin sørensen

Danmark´s normal hus, mangler bogstaveligt talt ca 200 mm isolering i hulmuren og nye lav energi vinduer samt et par nye danfoss temostater, til at styre vores varmeforbrug og en intelegent ny elmåler der kan styre vores el forbrug.

Jeg kan kun erklære mig 100% enig, i denne artikels konklusion, new green deal er det enste og gentager det eneste svar der kan løse alle kriser samtidigt, for vi er ikke over energikrisen endnu, verden forbruger max 1-2 millioner tønder rå olie mindre om dagen pga denne krise, Dvs denne krise hvis den bider sig fast i 3-5 år. så kan højest udsætte en fremtidig global energi forsynings krise med max et år.

For at løse både den fremtidige enegikrise og den nuværnde ressions krise bør, Danmark derfor, indføre en ny tybe real kredit lån. det grønne realkredit lån, en grøn ombygnings opliations lån, hvor staten garantere 100% for lånet, Med en garanreret lav rente, Når lånet er øremærket til grønne husforbedringer, efterisolering ny intelegent elmåler nye lavenergi vinduer, lånen kan også bruges til grønne inviseringer som ex vindmøller solceller på taget, elbiler og andre vedvarnde transport løsninger mm.

for når vi ombygger vores huse så sætter vi igen tømmere og mure i arbejde der bliver igen behov for bygge martialer og udviklingingen af nye lavenergi martrialer vil sætte utroligt mange i arbejde, det gælder både for lavt udannede jobs som højt udannede jobs.

Brug endelig vores nordsø olie som fiansering af de grønne løsninger og lad nu profitten fra de lån og andre olie penge fra nordsøen, være bais for nye grønne invisteringer i de nye teklogiere som der bliver udviklet i de nye løsninger dette kunne danner basis for en olie fond, som der i fremtiden vil kunne fiansere næsten alt offenlige invisteringer i veje jernbaner mm i fremtiden fonden skal aktivt vidre udlåne de midler som der kommer ind fra de første aktiviter ( de grønne ombygnings opligationer). Ved at vidre invistere denne formue, så kan staten på sigt afbetale alt sin gæld mens samfudnet bliver forsikret mod fremtidige energi pris chok, for når energien er primært lokalt produceret ja så er det jo nærmest umuligt at der kan gå inflasion i denne energi pris, dvs denne politik vil give stabile priser der på sigt er langt billigere end de nuværnde energi priser.

For vi forlænger herved vores tid som olie exportør, og tjæner samtidigt penge på at sælge vores know how som verdens førende grønne land.

En reform af moms systemet ved at indføre en co2 moms kunne sparke den udvikling vidre igang, vi har virkeligt behov for en new green deal for at løse krisen. en anden part er en energi skat på vores huses energi forbrug, ved at beskatte efter kvadrat meter energi forbrug med en skrå beskatning der øges drastisk efter jo højere forbruget det er der motiveres hus ejere nu til at tage de nye ombygnings lån for at udgå at betale energi skatten, og dette sætter gang i ny grøn vægst.

dem der ombygger deres huse efter den nye standart de spare penge mens dem der lader stå til ja de må nu betale en højere afgift, den sparede energi financere ca 100% lånet for hus ejeren,

Så enden er at trods co2 moms og kvadrat meter varme afgift så spare hus ejeren, penge ved at ombygge sit hus for at sætter ny vægst igang ved at lade sin egendom forbruge mindre energi.

om det er vindmøller eller efter isolering eller elbiler, er principelt ligegyldigt resultatet er det samme,

Dette er green new deal, i praktis.

Steen Rasmussen

Det politiske systems offervilje og handlekraft er gigantisk, når det drejer sig om at bevare troens genstand. Den magt, som ligger i det politiske system, er i virkeligheden gigantisk. Det ser man nu, efter at det politiske system så lang tid frivilligt har stået i skyggen af det økonomiske system med sin uindskrænkede tro på det fri marked.

Man må håbe det politiske system for alvor opdager, at det netop selv er det største system, den største magtfaktor, og at det i virkeligheden selv har evnen til at definere og forfølge de rigtige problemer. Man kunne forestille sig, at det ville blive resultatet af de pudsige kognitive processer der må falde inden for systemet, når det ser sig selv, sine handlinger i forbindelse med finanskrisen. De troende må da for guds skyld snart finde ud af, at de er mere end genstanden for deres tro, at deres blinde tro har fungeret som afledning i forhold til det at få øje på sig selv. De troende er større end det de tror på. De har skabt deres gud, det fri marked i deres billede, og er derfor de sande magthavere. Så forstå det dog! Forstå dog, at problemerne kan defineres i det politiske system, og løses i forlængelse af først og fremmest politisk styrede processer. Hold op med at tilbede markedet så endimensionalt! Markedet er ikke løsningen, det er problemet. Markedet kan ikke en gang tage vare på sig selv, og det kan slet ikke løse de problemer, der falder som følge af den økonomiske vækst!

Det er besynderligt, at man skal se troens genstand truet i den grad, før den virkelige magtrelation afslører sig i de troendes forblindede bevidsthed. Det er besynderligt at man kan fortrænge bevidstheden om sin egen styrke så meget med sin tro. Men nu hvor markedet er blevet den lille, og politikken den store, ja så må det politiske system da for helvede opdage, at det selv kan løse de rigtige problemer, i stedet for at lade sig forblinde af de falske! Den gigantiske handlekraft vi nu ser inden for det politiske system i dets forsøg på at redde genstanden for dets tro, kan også rette sig mod de rigtige problemer. Problemerne er at nu at se selve den økonomiske vækst som forklaringen på den mangelsituation, man finder hos alle andre end de 14 % af verdens befolkning, som har haft fordel af den herskende økonomiske orden. De selvfede, dvs. os, vi har bildt os selv ind, at vi kunne forbruge os ud af mangelsituationen i resten af verden. Det er bare løgn. Vor velstand er baseret på udnyttelse. Vor velstand er ikke selvfortjent. Det er tyveri. Hvis det politiske system opdager sin egen magt, samtidigt med at det erkender, at den hidtidige økonomiske orden bare var en både moralsk vederstyggelighed og en selvdestruktiv mekanisme, så er der håb for at systemet rejser sig igen og går bedre tider i møde. Men hvis det aldrig vågner af sin blinde tilbedelse af den destruktive økonomiske kræftsvulst, ja så fortjener det som end den skæbne, at gå ned med genstanden for sin tro. Det sidste er nok stadig det mest sandsynlige. Men selvforståelsen har dog haft lidt sværere ved at falde ind i sin vante søvngængeragtige rytme på det sidste. Lidt spasmer, lidt logiske blokeringer, paradokser og krampetrækninger er alt sammen gode tegn. Den syge må meget i gennem for at blive rask. Erkendelsen af at være dødssyg vil nok falde som den syges største lidelse. Den er absolut ikke indtrådt endnu.

martin sørensen

Vi så idag på dr nyhederne, hvordan vandvides resime, kræver at man betaler co2 afgift på co2 neutral strøm.

Ja i hørte rigtigt co2 afgift, på 100% garanteret co2 neutral strøm. man må måbe over dette nivue af vandvid som vores skattemyndigheder må være ramt af, det svare lidt til at kræve alkohold afgift af en alkohold fri øl. jo for vores skatteminster mener ikke at det er praktisk muligt at skille denne afgift af så derfor er det bedre at opkræve samme co2 afgift af alt strøm og energi uanset om den er co2 neutral eller ej.

Nej lad os nu vende det 180 grader rundt, skattestoppet stopper tilsyneladede alle initeritiver der kan og vil løse denne energi og fianskrise,

Så ja svaret er et styret markdet hvor man aktivt bruger afgifter som styrigns redskaber til at få os til at opføre os co2 neutralt.

Nej den neo liberale skattestops logikken har spillet fallit, Giver det ærligt mening at vi hverdag oplever det samme cirkus ved vores byer, vi taber bogstaveligt et stort 2 cifferet milliard beløb på at danmark holder i kø mens vi fravæger, den enste logiske løsning nemlig at beskatte vores veje efter trængses afgifter der kunne være efter et co2 skrå beskatning. ved at reducere mægten af biler kan vi både spare tabt arbejdstid, reducere offenlig spild og undlade at betale for unødventige ny vej kapasitet, det er sund logisk fornuft .

Nej Nyrup har ret neo liberalismen har spillet fallit. tiden er kommet til at søge tilbage til de gode gamle socialistiske løsninger.

Først og fremmest mangler der en reel folkelig opbakning om nødvendigheden af de forandringer, som vi skal igennem. For til trods for, at diverse undersøgelser viser, at der synes at være stadig større folkelig bekymring over klimatruslen og ressourcemanglen, så ser jeg det ikke omsat til væsentlige ændringer i personlige handlemønstre.

Tag for eksempel situationen for nogle måneder siden, hvor olieprisen var tårnhøj og der blev talt om snarlig mangel på olie. Var der nogle væsentlige ændringer i folks chartermønstre? Nej, naturligvis var der ikke det. For undvære disse luksusglæder ville man jo ikke.

Det er som om, at alvoren bare ikke siver ind. Måske skyldes det 'bare' uskyldig uvidenhed, fremfor patologisk grådighed, som følge af en (i forhold til mængden af fordummende udsendelser i TV) bekymrende ringe dækning af omfanget af den systemkrise, som vi befinder os i.

TV'et er jo ikke længere til for at oplyse. Det er til for at fordumme én så tilstrækkeligt, at man bliver modtagelig for den suggestion, der ligger i reklamerne, så man kan gå ud og købe dippedutter og dingenoter, som man egentlig ikke har behov for, og herved sende aktiekurserne yderligere mod stjernerne. Hvis man så oveni købet privat spekulerer i aktier så er lykken jo fuldstændig, for ikke alene har man kunnet forbruge, man har også herved sammen med alle de andre i samme båd kunnet forøge hinandens aktiekapital.

Uden reel folkelig opbakning, så vil vore demokratier forblive magtesløse med hensyn til at redde os ud af krisen på en fornuftig måde. For så vil et flertal af borgere vedvarende kunne afsætte regeringer, der tør ytre sig om nødvendige nedskæringer i vores levestandard. Så derfor hælder jeg mest til den udpræget sørgelige version: Forandringerne bliver ikke frivillige og fornuftige. De vil blive os overvældende ubehageligt påtvunget af Moder Jord selv.

I den kamp vil de fleste naturligvis tænke på sig selv og sine allernærmeste. I kampen om redningsbådene vil de fleste gensidigt skubbe hinanden i døden. Nogle ganske få vil måske væmmes så voldsomt ved denne intimitet, at de foretrækker at gå værdigt til grunde:

"Han væmmedes i den grad ved trængselen på skibet, at han foretrak druknedøden. At være i legemlig kontakt med mennesker, der forsøgte at skubbe hinanden væk og hver især sende den anden i døden, forekom ham langt værre end at afslutte livet alene i vandenes klare renhed".
Citat fra Milan Kunderas "Udødeligheden".

jan henrik wegener

Blot en kættersk tanke:måske er hele den tanke at "vi skal løfte i flok" netop når det gælder finans-halløjet en misforståelse. Måske ville netop de aktører (statlige, finansielle etc)der turde kræve førsteprioritet til løsning af andre fællesproblemer for jorden og menneskene før de rørte en finger for "økonomien" gøre os alle en kæmpetjeneste på længere sigt(problemet er vel at det ville kræve nogle ressourcer eller indflydelse af de pågældende aktører).
Måske skal vi sætte spørgsmåstegn ved en evt pludselig dyrkning af "solidaritet", samarbejde og lignende, som snævert går på "økonomisk opretning".

Steen Rasmussen

Wegener har ret. Der er noget absurd over det sammenhold, der viser sig bag kampen for at bevare individualismen.

Distinktionen mellem det kollektive og det individuelle bruges både kollektivt og individuelt.
Individualisterne har ret i, at markedet bygger på alt andet end individuelle forudsætninger og konsekvenser, men deres skæbne på markedet er nu pludseligt af så vital almen interesse, så kollektivet må træde til for at redde dem ud af deres individuelle skæbne på markedet. Dvs. når de selv rammes individuelt så er det et kollektivt problem, hvorimod det absolut aldrig har været et kollektivt problem for dem, at der altid har flydt med skæbner i kølvandet på deres succes.

Finanskrisen sætter fed streg under det moderne samfunds paradoksale selvbeskrivelse. Markedets vindere har altid postuleret, at deres individuelle succes var alles succes, og for det, at den individuelle fiasko skulle begrænses til individet. Men nu hvor de taber stort alle sammen, ja så er kollektivet pludseligt nødt til at tage over.

Det sjove ved det, er at troen på individualismen er så alment udbredt, at alle tilsyneladende køber argumentet fra dem der står for billedet på succes, men nu i rollen som tabere. Troen er stærk og den bæres kollektivt. Men, igen, erfaringen svarer sjældent til en skid.

Heinrich R. Jørgensen

I liberalistisk tankegang, burde nogle af statens vigtigste opgaver være at kompensere for markedsøkonomiens imperfektioner, hvilket i praksis (bl.a.) betyder miljøbeskyttelse, således at nogle ikke ødelægger et fælles gode til egen vinding. Samme tankesæt nævner vist ikke noget om, at statens opgave skulle inkludere at holde et sikkerhedsnet under spekulanters virksomhed, og sikre disse mod tab.

Bizart, som alt vendes på hovedet...