Læsetid: 3 min.

Finanskrise i centrum for Biden og Palin

Finanskrisen og USA's tilstedeværelse i Irak var højt på dagsordenen, da Joe Biden og Sarah Palin mødtes i tv-debatten natten til fredag
Finanskrisen og USA's tilstedeværelse i Irak var højt på dagsordenen, da Joe Biden og Sarah Palin mødtes i tv-debatten natten til fredag
3. oktober 2008

ST. LOUIS - De to amerikanske vicepræsidentkandidater stødte natten til fredag dansk tid sammen under en debat, der var ventet med spænding blandt amerikanske politikere, vælgere og iagttagere.

Øjnene var især rettet mod den republikanske vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, der leverede en fast og til tider aggressiv indsats over for sin modpart, den mere erfarne demokratiske senator Joe Biden.

Tonen mellem de to var overvejende høflig, selv om de begge skød løs med kritik af præsidentkandidaterne, republikaneren John McCain og demokraten Barack Obama.

- Rart at møde dig, må jeg kalde dig Joe?, lød det fra Palin, da hun gav hånd til Joe Biden umiddelbart inden debatten gik i gang.

Krisen på finansmarkedet var et af aftenens første emner, og Biden lagde ud med at stemple den republikanske præsident George W. Bushs økonomiske politik gennem de seneste knap otte år som direkte årsag til miseren.

Derefter langede han ud efter McCain, som "har mistet grebet" med de økonomiske realiteter i USA. Biden kritiserede, at McCain indtil for nylig fastholdt, at USA's økonomiske grundlag er stærkt.

- For kun to mandage siden sagde John McCain klokken ni om morgenen, at USA's økonomiske grundlag er stærkt, sagde Biden.

- Senere samme dag sagde John McCain, at vi oplever en økonomisk krise. Det gør ikke John McCain til en skidt fyr, men det viser, at han har mistet grebet.

Palin forsvarede omgående McCain og gentog, at han talte om den amerikanske arbejdsstyrke som USA's vigtigste fundament.

Begge kandidater lovede at forbedre vilkårene for den amerikanske middelklasse, mens Palin angreb den demokratiske fløj og sagde, at de vil hæve skatterne og dermed bremse op for at skabe nye arbejdspladser.

I spørgsmålet om Irak gentog Biden, at han og Obama vil afslutte USA's tilstedeværelse i Irak, mens Palin anklagede Biden for at vifte med det hvide overgivelsesflag i kampen mod terror. Hun kaldte det også naivt, at Obama tidligere har sagt, at han vil mødes med ledere af slyngelstater som Iran og Nordkorea.

- Det er mere end bare dårlig dømmekraft. Det er farligt, sagde Palin.

Debatten betragtes som særlig vigtig for Palin, der på det seneste er blevet kritiseret for ikke at kunne redegøre for sine synspunkter om blandt andet den redningsplan til 700 milliarder dollar, som Kongressen fredag skal tage endelig stilling til.

En meningsmåling fra Washington Post og ABC News viste forud for debatten, at 60 procent af amerikanerne mener, at Palin mangler den nødvendige erfaring til at være præsident, hvis det skulle blive nødvendigt for hende at træde til. Det er en markant stigning fra sidste måned, hvor 45 procent af de adspurgte betragtede hende som for uerfaren.

Begge kandidater gav eksempler for at vise, at de forstår almindelige amerikaneres livsvilkår. I løbet af debatten slog Palin flere gange på det "hockey mom" image, hun tidligere har præsenteret, og sagde, at hvis man vil forstå amerikanernes følelser om den nuværende finanskrise, skal man tage til fodboldkamp og spørge de forældre, der står på sidelinjen.

- Jeg er sikker på, at I vil høre om frygt, sagde hun.

Også Joe Biden præsenterede en mere menneskelig side af sig selv nær afslutningen af debatten. Han talte om en opvækst under hårde vilkår og om at miste sine kære, og hans stemme knækkede over da han nævnte sin kone og datter, der blev dræbt i en trafikulykke i 1972.

Nattens debat mellem Palin og Biden er den eneste, der er planlagt mellem de to vicepræsidentkandidater.
/ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer