Læsetid: 5 min.

Finanskrisen presser EU-landene til at gå solo

De europæiske lande løber panisk i hver deres retning, og den økonomiske nationalisme er vendt tilbage, siger eksperter. Storbritannien og Frankrigs regeringer raser over tysk enegang
Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, (anden fra venstre) mødtes i går med Belgiens premierminister, Yves Leterme (anden fra højre), og andre ministre fra den belgiske regering i Paris for at diskutere, hvordan EU skal håndtere den voksende globale finanskrise.

Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, (anden fra venstre) mødtes i går med Belgiens premierminister, Yves Leterme (anden fra højre), og andre ministre fra den belgiske regering i Paris for at diskutere, hvordan EU skal håndtere den voksende globale finanskrise.

John Schults

Udland
7. oktober 2008

"Ligesom i 1930'erne er det nu enhver for sig selv. Det er let at være enig om solidariteten, når der er højkonjunktur. Men når det går nedad eller tilbage, er man sig selv nærmest. Sådan var det i 1930'erne, sådan var det i 1970'erne, og sådan er det også nu. Historien gentager sig."

Sådan siger Alex Coram, der er professor i økonomi på Aberdeen Business School, om EU-landenes adfærd i den finansielle krise.

"Der er sket et paradigmeskift. Den økonomiske nationalisme er vendt tilbage. I 1930'erne havde flere lande fælles valutaer, men det holdt indtil krisen. Det er ren snak. Ingen regering skal genvælges i andre lande. Hvorfor skulle de så tænke på småsparere i andre lande? Det er tragisk - men logisk, at landene reagerer på denne måde," siger Alex Coram.

Den danske økonomiprofessor Finn Østrup fra handelshøjskolen CBS er enig:

"Set fra et europæisk synspunkt er det ikke et kønt syn, hvad der foregår. Fællesskabet synes at stoppe ved døren til bankerne i krise. Det er imidlertid ikke en situation, som er testet tidligere. Heller ikke i 1930'erne, for dengang trak USA sine penge hjem fra Europa og udløste de tyske bankers fald. I dag er det omvendt USA, der skylder Europa penge," siger Finn Østrup og tilføjer:

"Det er urealistisk at forestille sig, at landene kunne have reageret anderledes end med de nationale redningsplaner. Der foreligger hverken i EU eller på verdensplan regler for, hvad man skal gøre, og ingen regler er dermed brudt. Og nationale politikere elsker at stille sig op foran kameraerne og redde borgernes penge."

Mandelson: Fælles aktion

Den nyudnævnte britiske erhvervsminister Peter Mandelson opfordrede dog til solidaritet landene imellem på sin første arbejdsdag i går.

"Nu er der behov for en fælles aktion og fælles handling. Enegang er ikke vejen frem," sagde han.

Men andre regeringer har ikke fulgt hans opfordring. Tværtimod. Med Tyskland i spidsen har flere lande valgt at gøre det modsatte; at sikre deres egne banker - og se stort på solidariteten.

Tyskland vedtog søndag en redningsplan, hvor staten garanterer, at alle sparepenge i de tyske banker er 100 procent sikret. I andre store økonomier har regeringerne ikke lovet noget tilsvarende. I for eksempel Storbritannien garanterer regeringen kun op til 50.000 pund.

Under weekendens topmøde i Paris enedes landende om at holde hinanden orienterede om deres indenrigspolitiske tiltag over for finanskrisen. Men den tyske kansler Angela Merkel nævnte intet om sin plan til sine kolleger. Beslutningen var endnu ikke truffet.

Det blev den, da hun efter hjemkomsten havde et krisemøde med sin finansminister tidligt søndag. Som baggrund nævnes det mislykkede forsøg på at redde Hypo Real Estate - et af Tysklands største investeringsfirmaer og holdingselskaber.

Den tyske finansminister Peer Steinbrück skulle under et møde have ytret frygt for, at markederne ville reagere negativt, hvis den tyske regering undlod at handle.

For at afværge en mulig krise valgte Merkel og Steinbrück at love en 100 procent garanti for alle sparere i tyske banker. I sidste uge lovede både Irland og Grækenland, at sparepenge var sikret mod kollaps. Og sent søndag aften fulgte både Danmark og Østrig efter med store garantier.

Usolidarisk og uhørt

Tyskland havde inden lørdagens topmøde i Paris gjort klart, at man var imod idéen om en fælleseuropæisk redningspakke til 300 milliarder euro. Merkel talte i stedet for, at de enkelte lande handlede enkeltvis for at redde deres skrantende banker.

Ud over meddelelsen om en garanti for sparere bekendtgjorde Steinbrück, at Forbundsbanken og finanstilsynet i Tyskland vil gå sammen om en plan, der skal redde Hypo Real Estate. Den tyske plan for redning af Hypo er anslået til over på 50 milliarder euro.

Merkels beslutning beskrives som 'usolidarisk og uhørt' af embedsmænd i det britiske finansministerium. Den britiske økonomiminister Yvette Cooper var mere diplomatisk, men indrømmede over for BBC, at hun var 'meget overrasket'.

"Jeg har endnu ikke set oversættelsen af Merkels udtalelse, men vi vil se nærmere på den," sagde Yvette Cooper.

"Vi må huske på, at ingen - jeg gentager - ingen, småsparere har mistet så meget som en øre på bankkrisen. Ingen banker er gået konkurs i Europa, så vi skal passe på, at vi ikke skaber unødig frygt," siger Adair Turner, tidligere formand for den britiske erhvervsorganisation The Confederation of British Industry til Information. Lord Turner er i dag medlem af det britiske overhus - og formand for en kommission, der arbejder med regulering af den finansielle sektor.

Europæisk fond

Italien forsøgte i går på ny at samle opbakning til at etablere en redningspakke for europæiske banker.

Den tanke støttes af Hans Martens, dansk direktør for den uafhængige tænketank European Policy Centre i Bruxelles.

"Det optimale ville være en fælles europæisk redningsplan, men den kommer ikke ud af det blå, og man har ikke forberedt sig godt nok. Nu fejer EU-landene i stedet for egen dør og laver panikløsninger", siger Hans Martens til politiken.dk med henvisning til, at blandt andet Tyskland, Irland og Danmark har lanceret nationale redningsplaner.

I dag mødes de 15 euro-lande i Luxembourg for at drøfte finanskrisen. Og i morgen får de selskab af de resterende 12 lande - heriblandt Danmark.

Det sker efter weekendens møder i Paris mellem de fire største økonomier i Europa - Tyskland, Storbritannien, Italien og Frankrig.

De fire lande blev enige om at samarbejde med resten af EU-landene om at inddæmme finanskrisens følger. Men der blev ikke tale om nogen fælleseuropæisk redningsplan a la den amerikanske på 700 milliarder dollar (3.800 milliarder kroner). Og det er der heller ikke udsigt til ved møderne i Luxembourg, mener Hans Martens. EU er ganske enkelt ikke rustet til at håndtere de store pengesummer, som en fælles redningsplan ville omfatte.

"Vi taler om et beløb, der er seks gange større end EU's samlede budget. Jeg har svært ved at se, hvor de penge skal komme fra, når vi gang på gang hører finansministrene tale om at begrænse EU's budget. Jeg tror ikke, der bliver nogen fælles penge at forvalte", siger han til politiken.dk.

Protektionisme på vej

Også økonomiprofessor Finn Østrup stiller sig tvivlende over for en fælles fond.

"Skulle for eksempel Tyskland, der har ført en meget tilbageholdende udlånspolitik, virkelig begynde at hjælpe Spanien og Danmark, som blot har givet los? Det ville svare til ølordningen på mit gamle kollegium, hvor alle bidrog med samme beløb til indkøbet af øl, som nogle så skyndte at forsyne sig rigeligt af, sikkert mere end sundhedsmæssigt forsvarligt," siger Finn Østrup til Information.

Han vurderer, at finanskrisen globalt set vil fremme protektionisme, men han mener ikke, at det er de europæiske nationale redningsplaner, der vil trække verden mest i protektionistisk retning. Det vil snarere USA.

"Man kan forudse, at Barack Obama nu vinder præsidentvalget, og han står for amerikansk tilbagetrækning fra verden, både militært og økonomisk. Det vil få stor betydning," siger Finn Østrup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Den tyske redningspakke for bankopsparinger er i følge Der Spiegel ikke andet end symbolpolitik:
http://www.spiegel.de/wirtschaft/0,1518,582503,00.html
Og den danske ditto strider måske mod EUs konkurrenceregler:
http://borsen.dk/okonomi/nyhed/142010/

Artiklen har ret i at Europastaten ikke kan finde fodslag om en fælles løsning, men den husker omhyggeligt at glemme at gøre opmærksom på at den sagtens kan forhindre landene i at gøre noget her for sig.

Det hedder selektiv opmærksomhed. Sådan en har vi alle sammen.

Regin Rysz- Vogensen

Steen Ole:

Du har læst forkert.
Der står i Spiegels artikel (løseligt oversat): 'For mange er det den største garanti i Verdenshistorien - for andre blot symbolpolitik'

Altså drejer det sig ikke om hvad Spiegel siger den er - men hvad den er for dem der betragtes (tyskerne).

Og desuden har udtrykket 'symbolpolitik' i denne kontekst (og ganske generelt i Tyskland) ikke samme kedelige negative klang som normalt herhjemme.

Så det er også en klar fejltolkning.

Som bunder i at du ikke har indset at det netop er den måde et marked fungerer på i økonomisk forstand.

Hvis du er fuldstændig dækket - som er tilfældet med den tyske garanti - vil ingen have grund til nervøsitet, systemet overlever. Og garantien vil ikke blive relevant undtagen for pengeinstitutter der var på spanden i forvejen. Det er i hvert fald teorien, men den synes at holde i Tysklands tilfælde.

Og i så fald er garantien rent symbolsk - men læg mærke til det, den er samtidig stadig ganske reel - og forpligtende, den situation der forudsætter dens praktiske ikrafttrædelse forhindres blot teknisk set af den økonomiske situation selve garantien skaber.

Og...hvor præcis fremgår det i øvrigt, at EU kan forhindre de enkelte lande i at gøre noget hver for sig - og hvad er det EU konkret kan forhindre i så fald?

Hvad kommisionens spændende initiativ om at det er konkurrenceforvridende at nogle lande giver fuld dækning via indskydergarantier i tilfælde af konkurs, andre ikke, så kan du roligt se bort fra det. Havde kommisæren lidt sund fornuft burde hun have bemærket at der ikke er en meningsfuld konkurrence i øjeblikket, dette ville forudsætte at den reelle risiko kunne vurderes, og som sagerne står nu kan den netop kun det med en fuld garanti, så dybt på spanden er der formodentlig nogle banker der er - vi ved blot ikke eksakt hvilke, hvilket er hele problemet.

En retssag herom ville iøvrigt tage måneder - mindst.
Hvilket regeringerne givetvis er komplet ligeglade med, det aktuelle problem er større end som så.

Mon ikke det så kan gå op for EU-systemet, at konkurrencen ikke i alle forhold er vejen frem?! Mens sammenholdet er...

Steen Rasmussen

Garantien er ikke indført i noget budget eller skrevet ind i nogen lov. Den er alene en politisk erklæring, hvis virkning først og fremmest er forventes at være af psykologisk art. Og det er da rigtigt, at hvis garantien får folk til at tro på, at de ikke behøver at hæve deres surt opsparede penge for at beholde dem, ja så krakker det hele alligevel ikke, og garantien har så den tilsigtede funktion, selv om der ikke er skrevet noget ind i noget budget eller i nogen lov.

Men hvis garantien ikke er andet end et politisk løfte, så kan man ikke endnu vide hvordan den skal materialisere sig, i det tilfælde hvor folk ikke er blevet beroliget af den.

Symbolpolitik er ikke kun symbolik, fordi den performativt virker i kraft af den psykiske tilstand, den er med til at skabe hos dem der i øjeblikket skaber udviklingen.

Bankernes likviditet afhænger helt af om folk tror på, at den vil fortsætte med at være der. Tror de på at den er der, lader de deres penge blive i banken, og banken bevarer sin likviditet. Mister folk troen på bankernes likviditet, hæver de deres penge, og så mister bankerne deres likviditet.

Både tilliden til systemet og mistilliden til systemet bekræfter sig selv. Psykologien er markedets primære realitetsprincip. Symbolpolitikken er enten performativ selvbekræftende eller selvnegerende og dermed i praksis alt andet end kun symbolsk.

Markedet kan performativt bekræfte sine værste anelser og sine hedeste ønsker for fremtiden. De nominelle værdier og kurserne er nemlig i alt overvejende grad ren psykologi. Forestillingen om den adækvate relation mellem nominel pengeværdi og værdien af det pengene refererer til er udtryk for illusion om den ”rigtige pris”. Det økonomiske system refererer til alt andet i kraft af pengenes symbolik, som ikke danner mening i andet end økonomisk forstand. Men det kan man kun se i kraft af andre anskuelsesformer, end dem der hersker internt i kraft af den økonomiske symbolik. F.eks. betjener jeg mig ikke af økonomer når jeg forholder mig til det økonomiske system.

Så når lokummet brænder, bliver alle de fine taler afsløret som det de er, røgslør!