Fremtidens Tyskland: For mange gamle og for ukvalificerede unge

Berlins undergrundsstationer lider af en fatal mangel på elevatorer. Nu kan man selvfølgelig være ligeglad med småbørnsforældrene, der slæber klapvogne op og ned ad trapperne.

For det første får tyskerne alligevel næsten ingen børn. For det andet er de jo ved deres fulde førlighed og kan bare selv tage fat i karrosseriet.

Men hvis den hær af ældre mennesker, der ifølge demografer vil befolke Tyskland om føje år, skal gøre sig håb om at komme bare lidt rundt med det offentlige, må bydelstaten hellere se at komme i gang med byggeriet.

Europas største land bliver nemlig ældre og ældre. Fødselstallet er ekstremt lavt, og folk lever stadig længere. Det betyder med andre ord, at der bliver færre til at tjene de penge, der skal forsørge den voksende gruppe af ældre mennesker.

Tallene taler deres tydelige sprog: I 1964 fødtes der 1.34 millioner børn i Tyskland. I fjor bare det halve, nemlig 685.000. Politikerne har set til uden for alvor at forbedre vilkårene for småbørnsfamilier og uden at forbedre skolesystemet, så man kunne få mere kvalificeret arbejdskraft ud af de færre hænder, man råder over.

Inge Kloepfer, der er nationaløkonom og journalist på Frankfurter Allegemeine Zeitungs søndagsavis, skriver i sin netop udgivne bog 'Underklassens oprør', der handler om et Tyskland med voksende klasseskel, at det tyske skolesystem holder børnene låst fast på deres nedarvede trin på den sociale rangstige.

Andelen af unge i Tyskland, der forlader skolen stort set uden kvalifikationer, ligger på 20 procent. Stadigt færre unge skal altså ikke kun forsørge stadigt flere gamle, men også mange ukvalificerede jævnaldrende.

Eckhart Bomsdorf, der er professor ved Fakultetet for Økonomi- og Socialvidenskab ved Kölns universitet er helt enig.

"Vi er gået fra at være et industrisamfund til at være et servicesamfund. Der er slet ikke som tidligere brug for uudannede folk ved samlebåndet. Disse mennesker kan og bør uddannes, men problemet vil stadig bestå, for nogle mennesker har - uddannelse eller ej - bare ikke så høj arbejdsevne som andre. Og da den offentlige pension optjenes gennem indsatsen på arbejdsmarkedet, får vi i fremtiden et problem," siger han.

Men han er mere forsigtig med at male fanden på væggen. Bomsdorf siger til Information, at "mange laver undergangsscenarier, når talen falder på den demografiske udvikling i Tyskland, mens andre skønmaler den. Hvordan det virkelig ser ud, ligger nok et sted midt imellem."

De fattige gamle

I Tyskland har man ikke et skattefinansieret pensionssystem. Her optjener man retten til offentlig pension, mens man er på arbejdsmarkedet. Størrelsen af ens pension afhænger af, hvor længe man har arbejdet og især af, hvor høj en løn man har haft og dermed, hvor meget man har indbetalt. Har man været arbejdsløs eller selvstændig, og har man ikke sørget for at indbetale til en privat pensionsforsikring, må man søge om 'grundsikring' (socialhjælp til ældre) i sin alderdom.

Såfremt man har råd, kan man sikre sig en mere velstillet alderdom ved at indbetale til den såkaldte Riester-Pension. Det er en seks år gammel pensionsordning, der er opkaldt efter den daværende socialdemokratiske arbejdsminister Walter Riester. Riester-Pensionen er en frivillig privat pensionsopsparing, som ansatte og selvstændige kan anbringe en bestemt del af deres løn i, og som staten så også bidrager til. Riester-Pensionen kan ikke ophæves eller udbetales før tid. Den skal løbe til ens pensionsalder. Til gengæld er den sikret. Hvis man for eksempel går konkurs, kan ens kreditorer ikke røre den.

Ordningen bliver dog uattraktiv, hvis man har haft et kort og dårligt betalt arbejdsliv. Så har man nemlig kun sparet lidt sammen på den offentlige pensionskonto. Kommer man under 660 euro om måneden i pension, har man ret til den såkaldte grundsikring. Men har man samtidig også indbetalt til Riester-Pensionen, bliver disse penge modregnet socialhjælpen. Selv om man har sparet sammen, så godt man kunne, ender man med ikke at få noget som helst ud af sin Riester-Pension.

Pensionsalderen op

Man har fra politisk side forsøgt at dæmme op for det problem, at antallet af arbejdsduelige mennesker mellem 15 og 64 år i Tyskland i dag ligger på 55 millioner og i år 2050 vil være nede på 44 millioner. For to år siden besluttede man gradvis at sætte pensionsalderen op, så den i 2029 er på 67 år.

"At man sætter pensionsalderen gradvis op vil hjælpe betragteligt. Derudover kommer der flere og flere kvinder på arbejdsmarkedet, også det tyske. Disse to ting tilsammen gør, at problemet halvvejs er løst," siger Bomsdorf.

"Hvis vi arbejder længere, er der flere til at betale. Og når middellevetiden stiger, er vi nødt til det. Det siger sig selv. Derfor kan man heller ikke sige, at folk får udbetalt mindre i pension, fordi de først modtager den, fra de er 67 år. For de lever jo så det længere i den anden ende. I 1960 kunne man forvente at leve i ti år, efter at man var blevet pensioneret. I dag kan man forvente at få pension i tyve år," tilføjer han.

Men problemet er altså kun halvvejs løst, for gruppen af ukvalificeret arbejdskraft vil ligge samfundet til lige så meget byrde som de mange dårligt stillede ældre. Inge Kloepfer skriver i sin bog:

"En ung generation, der på grund af manglende kvalifikationer slet ikke eller næsten ikke er til at få integreret på arbejdsmarkedet, har den samme indflydelse på økonomien som et faldende fødselstal. For samfundet som sådan er det endnu værre, fordi den uproduktive del af den unge generation skal forsørges hele livet."