Læsetid: 2 min.

Grøn økonomi kan skabe millioner af job

FN præsenterer sit udspil til 'A New Green Deal' i næste uge
FN præsenterer sit udspil til 'A New Green Deal' i næste uge. Målet er en en omdirigering af økonomiske ressourcer bort fra finansspekulation, og hen mod investeringer i bæredygtig jobskabelse og ny vækst
Udland
16. oktober 2008

På onsdag i næste uge præsenterer FN's Miljøprogram, UNEP, med støtte fra den tyske og norske regering samt EU-Kommissionen en ambitiøs appel til verdens politiske ledere om at skifte kurs og arbejde for en New Green Deal, der kan afværge miljømæssige katastrofer og samtidig skabe nye arbejdspladser i stort tal, trænge fattigdommen tilbage og hjælpe den syge internationale økonomi på fode.

Appellen præsenteres i London ved fremlæggelsen af The Green Economy Initiative, der henter inspiration fra præsident Roosevelts New Deal-initiativ i 1930'ernes USA.

UNEP påpeger det uholdbare i den eksisterende globale økonomi, der er fordoblet gennem det seneste århundrede, men samtidig bærer ansvar for, at 60 pct. af de naturressourcer, der sikrer grundlaget for mad, drikkevand, energi og ren luft er blevet alvorligt undergravet.

På den baggrund vil UNEP appellere til de globale ledere om at sikre en omdirigering af økonomiske ressourcer bort fra den finansspekulation, der har drevet finansmarkedet til randen af nedsmeltning, og hen mod investeringer i bæredygtig jobskabelse og ny vækst.

Bag initiativet ligger rapporten The Economics of Ecosystem and Biodiversity, udarbejdet af formanden for Deutsche Banks Global Market Centre, Pavan Sukhdev.

"Vi forsøger at navigere i ukendte og turbulente farvande med et gammelt og defekt økonomisk kompas, og det påvirker vores evne til at forme en bæredygtig økonomi i harmoni med naturen," siger den tyske bankøkonom.

Hans pointe er, at dagens økonomi stort set mangler redskaber til at værdisætte de goder, planeten tilbyder i form af økosystemerne og naturens tjenesteydelser. Derfor håndteres de som gratis goder, og derfor overforbruges, udpines og ødelægges de. Ifølge Sukhdevs analyser betyder f.eks. rydningen af skove, at verden p.t. mister - hidtil ikke værdisatte - tjenester og goder på 2.500 milliarder dollar årligt, sammenligneligt med de ca. 3.000 mia., der er gået til verdens kriseramte finanssektor.

En grøn økonomi, der tilskriver naturen dens reelle værdi for menneskeheden, vil lede til anderledes økonomiske dispositioner, der sikrer denne naturkapitals opretholdelse og dermed fastholder grundlaget for varig og bæredygtig anvendelse og jobskabelse, påpeger Sukhdev.

"Før har det været muligt at fare kloden rundt og udnytte den som en mine, hvorfra vi hentede reserverne. Det er tydeligt, at det ikke går længere. Hvor det 20. århundrede var industriens tidsalder, må det 21. århundrede blive biologiens tidsalder, hvor vi omdefinerer, hvad velstand og økonomi betyder," siger UNEP-talsmand Nick Nuttall.

Millioner af jobs

I en anden rapport, udarbejdet for bl.a. UNEP og FN's arbejdstagerorganisation ILO, dokumenteres beskæftigelseseffekten ved at styre de globale investeringer i bæredygtig retning.

"Ændrede mønstre for ansættelser og investeringer som resultat af en indsats for at bremse klimaændringerne og disses effekter skaber allerede nye arbejdspladser i mange sektorer og økonomier og kan skabe millioner flere i både i- og u-lande," hedder det i rapporten Green Jobs: Towards decent work in a sustainable low-carbon world.

"Vedvarende energi skaber flere jobs end beskæftigelse i den fossile energisektor. Projekterede investeringer på 630 mia. dollar i 2030 vil føre til mindst 20 mio. nye job i den vedvarende energisektor (...) En global omstilling til energieffektive bygninger kan skabe millioner af arbejdspladser og samtidig gøre eksisterende jobs grønnere for mange af de 111 mio. mennesker, der allerede arbejder i byggesektoren," konkluderer rapporten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

tankerne er gode..

jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at selvom der ligger flotte ord og gode intentioner bag forslaget, bliver det alligevel, den samme økonomiske magtelite, der kommer til at profitere, på en "new green deal".

Dvs. at det er IMF og Verdenbanken, der prakker udviklingslandene nogle billige lån på, til gengæld for at private selskaber, social business udviklingsorganisationer , skal have lov til at bruge pengene på, projekter,(infrastruktur påtænkt afskibning af udviklingslandets naturlige rigdomme), der gavner de private selskaber, når udviklingslandene ikke kan betale lånet tilbage, og de private selskaber tager "pant" i udviklingslandenes naturressourcer som f.eks. drikkevand, mineraler, ædelsten, fossile brændstoffer, osv, som afbetaling på deres projekter.

Dvs. at det er det internationale udviklingsbistandssystem, som er helt fåkt. Systemet sikre at "donerne" har større udbytte af samarbejdet end udviklinglandene.

Dette skyldes det kapitalistiske diktatur, hvor mængden af kapital i verden, altid vil være mindre end det samlet gæld i verden, og hvor kapital opfindes ved gensidig fabrikation af gældsbeviser, imod betaling af rente (som også skal tilbagebetales via fabrikeret gældsbeviser).

UNEP skal have ros for dette initiativ.

Følgende sætning fra den bagved liggende rapport af Pavan Sukhdev skurer dog i mine ører:

"Ifølge Sukhdevs analyser betyder f.eks. rydningen af skove, at verden p.t. mister - hidtil ikke værdisatte - tjenester og goder på 2.500 milliarder dollar årligt ..."

Hvorfor skal alt på denne måde gøres op i penge? Er det os ganske umuligt at tænke udenfor det monetære system? Hvorfor magter vi ikke uden denne økonomiens optik at anskue det naturgivne for noget, der skal forvaltes med nænsomhed og respekt? At der er noget, der ganske enkelt er ukrænkeligt og ikke kan og ikke bør gøres til genstand for økonomiske overvejelser?