Læsetid: 4 min.

Hård klimakamp på EU-topmødet

Flere lande strittede voldsomt imod at godkende EU's klima- og energipakke inden december, men formandskabet stod fast. Til gengæld var der fuld enighed om at støtte op om eurolandenes finansielle hjælpepakke
Udland
17. oktober 2008
-Vores erhvervsliv er absolut ikke i stand til for øjeblikket at absorbere omkostningen af de regler, som er foreslået. Jeg har tilkendegivet min hensigt om at nedlægge veto-, lød meldingen fra Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, onsdag aften

-Vores erhvervsliv er absolut ikke i stand til for øjeblikket at absorbere omkostningen af de regler, som er foreslået. Jeg har tilkendegivet min hensigt om at nedlægge veto-, lød meldingen fra Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, onsdag aften

Dominique Faget

BRUXELLES - Det holdt hårdt, men det lykkedes.

Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, som i øjeblikket sidder i EU's formandsstol, havde allerede inden starten af topmødet droslet sine ambitioner om at komme videre med EU's klima- og energipakke ned til, at nøjes med at få alle 27 lande til at bekræfte de overordnede mål for pakken, og at den skal vedtages inden udgangen af året.

Målene er de såkaldte 20-mål, som indebærer, at EU skal skære sin CO2-udledning fra 1990 med 20 procent. Samtidig skal 20 procent af Unionens energi komme fra vedvarende energikilder og energiforbruget skal effektiviseres med 20 procent. Alt sammen inden år 2020.

Men den finansielle krise har den sidste tid fået flere lande til at slå sig i tøjret, specielt i spørgsmålet om reduktionen af CO2-udledning, som EU-Kommissionen har foreslået skal helt op på 30 procent, hvis det lykkes at få en global klimaaftale på plads i København i december 2009.

Lande som Tyskland, Polen, Italien og flere østeuropæiske har peget på risikoen for, at deres industrier bliver konkurrencemæssigt udvandede i forhold til industrier i andre lande, som fastsætter knap så hårde krav for CO2-udledning. Industrier der er ekstra pressede på grund af den økonomiske situation i verden lige nu.

Trussel om veto

Det fik onsdag aften både Polen og Italien til i kulisserne af topmødet direkte at true med at nedlægge veto i klimaforhandlingerne, hvis ikke målene blev lempet.

"Vores erhvervsliv er absolut ikke i stand til for øjeblikket at absorbere omkostningen af de regler, som er foreslået. Jeg har tilkendegivet min hensigt om at nedlægge veto", lød det således fra Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, da han onsdag aften holdt pressemøde.

Men Nicolas Sarkozy afviste Berlusconis trusler med ordene om, at "Mr. Berlusconi er en mand, der forstår at lade Europas interesser komme i første række".

"Hvis den første konsekvens af denne finanskrise er, at EU begynder at løbe fra sine aftaler på andre områder, så skaber vi et EU, der ikke tæller. Og det er ikke det franske formandskabs politik," sagde Sarkozy.

Også den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der næste år skal lægge hus til klimatopmødet i København, forsøgte torsdag aften at nedtone uenighederne mellem landene, ved at sige, at han havde hørt vetorygterne, men at de ikke var blevet nævnt ved forhandlingsbordet.

Kampen stadig i gang

Alligevel vågnede Sarkozy og Fogh i går op til et notat fra syv østeuropæiske lande, heriblandt Polen, der ville have ændret topmødekonklusionerne, så man ikke lagde sig fast på, at klima- og energipakken absolut skal være klar i december, men bare når der opnås 'politisk enighed på et passende tidspunkt'.

Problemet med at vente med at godtage pakken efter december er imidlertid, at det vil gøre det meget vanskeligt at nå et fælles EU-standpunkt inden klimatopmødet i København i 2009, og har man ikke det, vurderes det som urealistisk at få andre lande med på en global aftale.

Det franske formandskab fik da også afværget krisen ved at indskrive i topmødekonklusionerne, at det specifikt er Det Europæiske Råd, der skal tage stilling til, hvordan man når de klima- og energimål, som alle 27 medlemslande faktisk allerede vedtog for halvandet år siden.

At man fik indskrevet, at det er Det Europæiske Råd, altså de 27 stats- og regeringsledere, der skal vedtage strategien, gør den forskel, at der kræves fuldstændig enstemmighed i modsætning til for eksempel i Ministerrådet, hvor klima-, energi- og miljøministrene mødes, og hvor der kan træffes beslutninger ved kvalificeret flertal. På den måde har et land altså stadig mulighed for at spille vetokortet i december, hvis ikke det føler dets interesser er blevet tilgodeset.

Derfor er klimakampen langt fra overstået.

"Lad os være ærlige: Vi er langt fra færdige med aftalen, og vi kommer på hårdt arbejde frem til december," lød det da også fra José Manuel Barroso, EU-Kommissionens formand på topmødets afsluttende pressemøde.

Opbakning til kriseplan

Til gengæld kunne Barroso og Sarkozy glæde sig over, at der ikke har været nogen slinger i forhold til at få alle 27 EU-landes opbakning til den finansielle kriseplan, som de 15 eurolande og Storbritannien blev enige om i Paris i søndags - EU-landene påtager sig at sikre både indlånernes interesser og de såkaldte 'interbankforretninger' mellem bankerne.

I de europæiske lande er der i alt afsat mere end 15 billioner kroner til at hjælpe de kriseramte banker. Samtidig vil EU-landene nu forsøge at fremsætte en helt ny styring af det globale finanssystem, som blandt andet skal indebære en større overvågning af de finansielle institutioner. Allerede lørdag flyver Barroso og Sarkozy til USA for at drøfte med præsident George W. Bush, hvornår man kan afholde et topmøde med andre økonomiske stormagter som Kina, Japan, Indien og Rusland om udviklingen af de nye internationale finansregler. EU-landene ser gerne, at det bliver allerede i november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

PÅ SPIDSEN

Det politiske system er i vildrede med sig selv, om hvorvidt der er råd til at tage vare på livets forudsætninger. Det er det, der ses, når man nu diskuterer, om der er råd til at sænke CO2-udledningerne. Problemstillingen, som styrer den politiske opmærksomhed, centrerer sig om økonomien, som om det fri marked og den økonomiske vækst var løsningen på alle problemer.

Det politiske system har dermed mistet sin legitimitet. Det agerer som om den økonomiske vækst er løsningen på de problemer, som den økonomiske vækst skaber. Det politiske system tænker, som om spørgsmålet går på at få råd til at løse de problemer, det økonomiske system skaber for samfundet, som om spørgsmålet er om man er nødt til at have økonomisk vækst for at tage sig af vækstens destruktive indflydelse på livets forudsætninger. Det er den omvendte problemstilling. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der er plads til det økonomiske system, vi kender.

Det politiske system formår ikke at se rangordenen i problemerne.

Troen på at markedet indeholder nøglen til forståelsen af alle problemer og løsningen på dem, er så udbredt, så man i forlængelse af finanskrisen har gjort sig skyldig i historiens største performative selvmodsigelse. For at redde markedet har man med den gigantiske hjælpepakke og nationaliseringerne af bankerne sat markedet ud af kraft. Og ikke nok med det, man vil stadig ikke vedkende sig sin egen magt i det politiske system, man taler stadig om at få råd til at tage sig af følgevirkningerne ved dyrkelsen af den grænseløse økonomiske vækst, selv om man ud fra andre perspektiver let kan se, at der slet ikke er plads til den økonomiske vækst. Det er for længst afsløret uden for det politiske og det økonomiske system, at den økonomiske vækst ikke er løsningen på de problemer, den pengeøkonomiske aktivitet skaber i form af fattigdom hos alle andre, end dem der har andel i væksten og i form af underminering af den naturlige og menneskelige livsforudsætninger på lokalt og globalt plan.

Men det politiske system fraskriver sig evnen til at definere og løse problemerne selv, under henvisning til det økonomiske system, som om det økonomiske system var løsningen på de problemer, der kommer af den økonomiske vækst. Selv om man fra det politiske systems side har været nødt til at bruge sin magt, sætte markedet ud af kraft, for at redde genstanden for sin tro, markedet. Selv om man når det drejer sig om netop markedet, er parat til at demonstrere at det politiske systems magt er langt større end den kun økonomiske. Og selv om det beviser, at man kunne definere og løse problemerne direkte i det politiske system.

Logikken, som den praktiseres nu i det politiske system såvel i det økonomiske system, er hverken konsistent eller moralsk forpligtende. Det politiske system er selvforskyldt i sin nuværende position, hvor det hverken indeholder moralsk eller fornuftigt funderet legitimitet. Det er selvforskyldt i sin umyndighed.

Kære borgere, i er hermed fritstillede i forhold til jeres rolle i forhold til den herskende sociale orden. Lov-systemet, statsmagten med dets love og regler, det politiske system og hele det økonomiske system, som er bygget op om den samme orden er ikke længere forpligtende for den enkelte, fordi denne orden tenderer mod at negere sine egne forudsætninger med sin lovliggørelse af undermineringen af samfundets naturlige forudsætninger.

Den illegitime orden sikrer først og fremmes individets ret til at smadre livets forudsætninger, men er ikke i stand til at indoptage og indarbejde hensynet til det selvnegerende ved den lovlige praksis i sin selvbeskrivelse.

Den herskende samfundsorden har mistet sin autoritet. Vi er tilbage i naturtilstanden, hvor den enkelte kun er forpligtet på sig selv, hvor den enkelte er sin egen lovgiver. Hvis samfundet skal genvinde sin myndighed, må det sætte hensynet til samfundets såvel som individets eksistensbetingelser over hensynet til den økonomiske vækst. Væksten er nemlig problemet, ikke løsningen.

Men lad nu være med at gøre noget dumt. Civil ulydighed kan være mange ting. Den der går over for rødt må være særligt agtpågivende. Og husk, bruddet på loven kan kun legitimeres med en mere konsistent, dvs. logisk forpligtende begrundelse, end den der er til at overholde den orden som bruddet vender sig imod. Dvs. den civile ulydighed kan kun legitimeres med forsøget på at ændre den herskende orden mod det bedre, en ny sand form for autoritet.

Det gør såmænd ikke det store, at de ikke kunne blive enige om andet end det de allerede var blevet enige om, hvis de altså i virkeligheden - når det kommer til stykket - var enige om noget før mødet.

For det er jo ligegyldigt hvilke protokoller fyldt med blæk, der danner bogstaver og ord uden betydning, disse vore ledere måtte skrive under, for de føres alligevel ikke ud i livet.

Tag nu bare Kyotoprotokollens moderate krav til nedskæring i CO2. De er ikke i nærheden af at være indfriet, aldeles tværimod. Udledningerne er steget voldsomt siden protokollen blev underskrevet.

Hvorfor skulle det blive anderledes med en eventuel underskrivelse af en ny bunke papirer? Når der allerede nu klynkes løs rundt omkring i diverse lande, fordi det bare ikke siver ind, at omstillingen naturligvis vil komme til at gøre ondt, hvilken børnehave bliver næste års klimakonference så ikke?

Nej, det bedste man nok nu kan gøre er velsagtens at købe et par waders og en snorkel, så man er forberedt på havets komme.