Læsetid: 4 min.

Holder euroen året ud?

Europa står med endnu større problemer end USA i den nuværende globale finansielle krise. EU har ikke antydningen af et institutionelt apparat, der kan tackle krisen i fællesskab, siger den amerikanske økonom og professor James K. Galbraith
Den finansielle krise er langt værre for EU end for USA, for EU har ikke antydningen af et institutionelt apparat, der kan tackle krisen i fællesskab, siger den amerikanske økonom og professor James K. Galbraith, der mener, at euroen kan være i overhængende fare.

Den finansielle krise er langt værre for EU end for USA, for EU har ikke antydningen af et institutionelt apparat, der kan tackle krisen i fællesskab, siger den amerikanske økonom og professor James K. Galbraith, der mener, at euroen kan være i overhængende fare.

Dominique Faget

8. oktober 2008

WASHINGTON DC - "Den nuværende finansielle og økonomiske krise er den værste, jeg har set i mine over 30 år som økonom, men det er en styrke ved den amerikanske økonomi, at der eksisterer et apparat på føderalt niveau, som har muskler, og som er fleksibelt. Det står langt værre til i Europa. Der burde findes en europæisk finansiel autoritet, som kunne komme med et stærkt og overordnet udspil for hele regionen, men det findes simpelt hen ikke. Det er utroligt så svage, de europæiske finansielle institutioner er."

Det er den amerikanske økonom James K. Galbraith, der deler dumpekarakter ud til Europa, og han er ikke hvem som helst.

Som tidligere direktør for den økonomiske komite i den amerikanske Kongres og nuværende professor i økonomi ved den ansete Lyndon B. Johnson School of Public Affairs tippes han af mange som kandidat til en toppost, hvis Barack Obama skulle vinde det amerikanske præsidentvalg den 4. november.

Han siger:

"Jeg har kolleger, der ikke tror, euroen kommer til at se udgangen af 2008. Selv tror jeg, den overlever, men euroen er undervurderet som valuta og samtidig overstabiliseret politisk. Problemet ligger hos de europæiske regeringer. De fælles initiativer, der har været på EU-niveau har intet ført til. Til sammenligning er det amerikanske system stærkt institutionelt og uhyre fleksibelt. Det giver en bedre kapacitet. Vi har også bedre teknologiske muligheder, bedre universiteter, forskning, udvikling og generelt flere ressourcer til rådighed. Ikke at vi har fundet løsningen, men vi har nogle instrumenter til rådighed, som europæerne end ikke kan skimte konturerne af."

Galbraith har heller ikke høje forhåbninger til G7-mødet senere på ugen i Washington, hvor mange økonomiske iagttagere ellers håber, at de rigeste industrilande vil sende en stærk og samlet besked ud om, at de er klar til i samlet flok at gøre mere for at stabilisere de vaklende finansielle markeder.

Den rådne kerne

Når det gælder diagnosen for den amerikanske økonomi, tror Galbraith, i modsætning til mange andre af USA's progressive økonomer, at systemet kan reddes. Men at det er råddent i sin kerne:

"Det, der er sket, over de sidste 10 år, er, at Amerika er blevet taget som gidsel af en korporatistisk klasse af rovdyr. Man skal ikke lade sig snyde af retorikken, når de konservative taler om 'markedet'. Der findes ikke noget marked i USA. Alle moderne markeder er regulerede, alt andet er drømmerier foranstaltet af mennesker, der ønsker sig tilbage til de gyldne dereguleringsår under

Reagan. Den moderne amerikanske kapitalisme handler ikke om sund konkurrence mellem mange udbydere, ej heller om en inkluderende middelklasse-utopi eller klassekamp for den sags skyld. Amerikansk økonomi i dag er præget af 'predation'(udplyndring, red.), hvor få repræsentanter for store brancher og deres lobbyister udsuger hele det system, som skulle gavne middelklassen. Disse mennesker er udnævnt af den nuværende regering til at lede de samme offentlige instanser, der skulle regulere deres egne brancher, og resultatet er en korporativ republik af plutokrater."

Illusionen om markedet

- Er det så op til de liberale at genindføre markedsmekanismen i USA ? "Sjovt nok er det netop, hvad de selv tror. De progressive i dette land tigger fortsat om markedsløsninger - fordi de er rædselsslagne for at få klistret etiketten 'socialist' på sig - hvilket er en barriere for at redde os ud af suppedasen. Det, der er brug for, er en genindførsel af konceptet om fornuftig planlægning, som anerkender, at regeringen pt. er en del af problemet. Det er ikke et spørgsmål om at 'markedet skal virke bedre'. Markedet betyder bare 'ikke-stat'."

-Hvad er så løsningen ?

"En nyvalgt regering og ny præsident må alliere sig med de små og mellemstore virksomheder og resterne af institutionerne fra New Deal-æraen. Der skal en genregulering til, en reform af lønsystemet, af sundheds- og socialvæsenet såvel som den finansielle sektor. Små virksomheder må kunne vide, at deres penge er sikre i banken, og de private opsparere det samme," siger han og fortsætter: "Det er et spørgsmål om at genfinde tilliden til den offentlige sektor i Amerika. En velfungerende markedsøkonomi kan kun bygge på tillid mellem aktørerne og integritet. Og tilliden er nu væk."

Kig mod Skandinavien

- Vil den nye plan sikre dette ? "Noget af det er en god start. Der er gode elementer, f.eks. at Nationalbanken (The Federal Reserve, red.) nu kan låne direkte til bankerne, hvilket begrænser behovet for, at bankerne låner af hinanden, men solvensproblemet er ikke løst, og det vil tage 3-4 år at løse huskrisen, som det har taget 10 års forsømmelser at skabe. Vi må konvertere kreditforeningslån til banklån og stabilisere betalingsflowet, de lokale myndigheder må bemyndiges til at gennemføre skattestigninger, som kan finansiere ny regulering," siger han og fortsætter:

"Vi må også have en ny lov, der kan kompensere de dårligst stillede pensionister, som virkelig betaler prisen i den nuværende krise, enten ved at forhøje beløbene, der bliver brugt til social sikring eller ved at kompensere pensionsfondene. Endelig er der energisektoren, hvor vi har brug for en komplet gentænkning af hele den måde, vi producerer og forbruger energi på. Vi skal tilbage til konceptet om offentlig ansvarlighed, og denne krise udgør en politisk mulighed for at starte dette arbejde. En af grundene til, at de skandinaviske lande har haft økonomisk succes, er, at I har et institutionelt set-up, som gør, at virksomheder kan trives. Det opstår ikke af sig selv. Den offentlige sektor i USA, staten, må være sig sit ansvar for de kommende generationer bevidst. De er her ikke endnu, de nye generationer. Ingen taler for dem, men hvis vi vil eksistere som supermagt om 30 år, er det på tide, at nogen tager det ansvar alvorligt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Det står da ellers flere gange i artiklen at ikke alle økonomer er enige:

"Jeg har kolleger, der ikke tror, euroen kommer til at se udgangen af 2008. Selv tror jeg, den overlever”.

”Når det gælder diagnosen for den amerikanske økonomi, tror Galbraith, i modsætning til mange andre af USA's progressive økonomer, at systemet kan reddes.”

Men derfor bliver det da spændende alligevel, at se hvordan Euroen klarer sig, og ikke mindst Kronen. De omtalte ’muskler’, som den amerikanske økonomi skulle have i forhold til den europæiske, i hvert fald under det nuværende styre, mangler vi at se. Måske vil det oven i købet vise sig, at europæisk politik og filosofi er mere hårdfør end den amerikanske, på trods af at der også her er offentlig uansvarlighed og grådighed og inkompetence fra ’markedet’.

Rainer Lippold

Som altid viser Danmarks eneste satiriske dagblad en fin fornemmelse for ironi ved at dokumentere den her "eksperts" synspunkter. At bare skrive: "Amerikanere ved ikke en dyt om, hvad der foregår i verden, og derfor ved de ikke, hvor de står" havde ikke været så overbevisende i sig selv.

2008:

Jordens befolkning er en fragmenteret størrelse der stritter i alle mulige retninger.
Frem for at trække på den samme hammel til glæde for alle, bruger vi uanede resourcer på at konkurrere om de selvsamme resourcer.
Frem for at sætte alt ind på at udnytte de enorme mængder vedvarende energi som findes på denne klode, fortsætter man med at hive råolie op af jorden for, dybest set, at kunne placere flest muligt resourcer i hænderne på færrest mulige mennesker, den såkaldte globalisering.

Vi er stadig slaver af landegrænser og penge, og har ovenikøbet været så geniale at opfinde et system der knager, brager og måske braser sammen blot fordi der ikke bliver brugt lige så mange resourcer som året før. Eller fordi de voldsomt rige ikke får raget så meget til sig som sidste år.

Det er nok bare mig og min utopi, men jeg forestillede mig globalisering som sådan en rar ting, hvor hele menneskeheden arbejdede sammen om at nå en masse forskellige mål, og ikke som det er nu, hvor det bare drejer sig om at flytte nogen penge over nogle landegrænser til glæde for de få.

Beklager min grænseløse naivitet.

En del af årsagen til at det er gået og går så galt er nok netop, at 99 af 100 økonomer ikke er lige så kritiske, reflekterede og selvstændigt tænkende som Galbraith.

Jeg vil ikke beskylde mine fagfæller for at være spejlblanke, men har dog til tider oplevet en opsigtsvækkende mangel på refleksion.

Indenfor den seneste uge har jeg talt med et par sympatiske, matematisk intelligente og overordentligt vellønnede af slagsen, som havde nogle sandsynligvis mainstreamede, men ikke særligt hensigtsmæssige vurderinger.

Den ene mente ikke, at det burde have udløst alarmklokkerne, da de danske banker i løbet af de seneste få år opbyggede det nuværende kæmpe indlånsunderskud og deraf følgende afhængighed af udenlandske lån.

Den anden mente stadig ikke, at der manglede nogle fordelingspolitiske krav oveni de makroøkonomiske i de strukturtilpasningsprogrammer, som IMF pålagde Latinamerika. Det selv om befolkningerne i mange af landene fuldstændigt har forkastet disse systemer, netop fordi de fungerede ekstremt socialt uretfærdigt.

Inger Sundsvald

Og i dag kan vi høre statsministeren sige i tv, at Danmarks tiltag går ud på at tiltrække udenlandsk kapital, med ’deraf følgende afhængighed af udenlandske lån’ og investeringer.

Hvor får økonomer deres kritiske, reflekterede og selvstændige tænkning fra?

@ Thor

Jeg deler din drøm. Det kræver så bare, at det er befolkningerne og ikke de snævre eliter, der skal styre.

Det er så også en af mine begrundelser for, at EU og tilhørende euro ikke bør eksistere året ud.

Om de gør det, er så en helt anden sag.
Stive og udemokratiske systemer kan vare længe inden de bryder uigenkaldeligt sammen.

Annegrethe Rasmussen

Kære kommentator nummer et,
Jame K. Galbaraith er en af de mest velfunderede og kendte neo-keynesianske økonomer i USA. Han er bestemt ikke en krypto-socialist eller noget i den stil, men godt nok tilnyttet Demokraterne og en række såkaldt progressive tidsskrifter Jeg interviewede ham også til en artikel, jeg har i det kommende nummer af LO's ugebrev A4 om velfærdstatens mulige øgede opbakning i USA; og det troede han ikke en døjt på. Hans opskrift er at løse op for monopoldannelsen og hjælpe mindre og mellemstore virksomheder i gang med at få succes og fremgang altså profit !
Jeg er personligt ikke en døjt interesseret i at interviewe ekstremister af nogen art, de kan være eksotiske og underholdende, men Informations læsere har krav på det bedste og på at blive udfordret, ikke på at blive bekræftet i eventuelt socialistisk tunnelsyn.
gode hilsener
Annegrethe Rasmussen

Inger Sundsvald

”socialistisk tunnelsyn” (:-) – Det kan man vist ikke beskylde dig for at besidde. Men jeg vil da gerne sende en venlig hilsen. Jeg læser dine artikler med interesse, især de politiske, men også de mere kulørte.

Stephan Wehrsdorf

Det er jo netop det "de" vil have os til at sige JA til !!!
En økonomisk "hjælpepakke" på europæisk niveau som derved sluser DK og Irland ind i det samlede EU arbejde. Men hør nu en gang - der er intet der tyder på at krisen ikke kan løses ved at lade falde hvad ikke selv kan stå !
Tjek de film som du gratis kan downloade på hjemmesiden www.9112001.dk
Finanskrisen er PLANLAGT og udfaldet bliver EN NY MONITÆR MAGTELITE og vi bliver 7-17 slaver på et skodjob - hvis ikke vi ændrer kurs!

Inger Sundsvald

Ingen hjælpepakker vil nytte, så længe spekulanterne kan se deres snit til at tjene enorme summer på kursernes skiftende op- og nedture. De er kun interesseret i at holde gang i krisen. Og ingen regering er interesseret i at få stoppet festen, ved at lade falde hvad ikke kan stå, fordi det muligvis vil gå ud over endnu flere end aktieejere.

John Henriksen

Det er komisk at se, hvordan 'økonomiske eksperter' advarer om, at vi kan få en recession ... vi ER i en recession, worldwide. Og det bliver en recession, som går over i en depression af hidtil ukendt omfang.

Baggrunden er enkelt udtrykt globaliseringen. Den bygger på kapitalens frie bevægelighed og på international arbejdsdeling. Vi kan købe billige varer, fordi kinesiske arbejdere og andre semislaver verden over får tre hundekiks og en skål suppe for at fremstille Nikesko, Playstations og alt muligt andet opreklameret lort.

Konkret er det problem, der vælter finanssystemet pt., det amerikanske handelsunderskud. Det særlige ved USA er, at de kan købe varer i udlandet med deres egne penge. Når dollars kommer til Kina som betaling for varer, må fabrikkerne veksle de dollars til yuan, så arbejderne kan få deres hundekiks og suppe. Men hvor går de dollars så hen? De ryger lige tilbage til den amerikanske centralbank som financiering af handelsunderskuddet ... prøv at standse op og gennemtænke det perverse i det.

Men hvad skal den amerikanske centralbank stille op med alle de dollars? Den pumper dem tilbage i den amerikanske økonomi! Det skaber gigantisk prisinflation i boliger, som så igen fører til ny gæld, nyt forbrug, som sender dollars til Kina, som sender dollars tilbage ...

Imidlertid kan selve ikke USA forbruge alle de penge, som de skaber med deres eget handlesunderskud. Derfor har de eksporteret deres egen gæld som 'sikre obligationer' til resten af verden, de rhar købt den amerikanske gæld og bruger den som sikkerhed for nye udlån. Men disse obligationer er lige knap det papir værd, som de er trykt på, for de kan kun give udbytte, så længe amerikanerne kan øge forbruget. Da huslånerne ikke længere kyunne betale deres renter, brast boblen. Derfor ligger banker, pesnionskasser m.v. verden over inde med værdeiløse obligationer, som de har brugt som sikkerhed for selv at låne penge, som de har videreudlånt i vores 'friværdier'.

Dette er simpelthen en gigantisk katastrofe. USA genbruger sin egen gæld fra handelsunderskuddet, de har simpelthen solgt denne gæld over hele verden, men USA kan slet ikke skabe værdier, de rkan betale den gæld, fordi den største værdiskabelse i USA sker genenm noget, der slet ikke skaber værdier men det modsatte, nemlig forbrug.

Vi står nu på tærsklen til den største krise, verden har set, intet mindre. Så længe globaliseringen ikke bliver korrigeret for de ubalancer, den medfører - især det gigantiske amerikanske handelsunderskud, som det tager tilbage i form af dollars og genudlåner til nyt forbrug - kan denne krise ikke løses. Og selv da bliver det uhyggeligt svært.

Den amerikanske centralbank har tabt kontrollen over pngemængden, som bliver mindre og mindre, samtidig med at papirværdierne aldrig har været større. Derfor har vi en kreditkrise af et omfang, som truer stabiliteten på alle områder.

Prøv at forstå hvor perverteret det er: et land køber varer for penge, som det ikke har. Disse penge, som landet til en start ikke havde, vender tilbage til landet. Herefter pumper landet disse penge ind i samfundet som ny gæld - denne gæld bliver solgt til hele verden som sikre værdier, der bliver belånt verden over og kastet ud i nyt forbrug.

Galbraith agerer som ærke amerikaner på traditionel westernmaner - skyder først, spørger bag efter:

" ...det er en styrke ved den amerikanske økonomi, at der eksisterer et apparat på føderalt niveau, som har muskler, og som er fleksibelt. Det står langt værre til i Europa..."

I Galbraiths paniske hjerne opstår den ide, at våbnene er de samme som de hele tiden har været og "..at systemet kan reddes .."

Netop det er amerikanernes store fejl. De lære ikke af deres fejl - de er fejlfri i egen optik - og det er der måske ikke noget at sige til - for læren er at "Det store ædegilde" er forbi..

Og hvem er bedre til at formulerer det end en Franskmand:

"Vi må lære af det, der er sket. Verden står over for den værste økonomiske og finansielle krise siden 1930'erne. Vi er nødt til at se på, hvordan vi er havnet her, hvem der er ansvarlige, og hvad der skete. Vi må lære af det, der er sket. Verden må forandre sig," sagde Sarkozy sent fredag..

G7-mødet bør sendes direkte på DR2. Æbleskiver og rødvisnstoddy.