Læsetid: 3 min.

'Hvide vælgere identificerer sig med Obama'

Den første sorte guvernør i USA's historie fortæller om sit forhold til den første sorte præsidentkandidat. En understrøm af hvid racisme vil ikke være afgørende for valgets udfald, vurderer Douglas Wilder
-Da jeg blev valgt til guvernør i Virginia i 1989 vidste jeg, at det ikke ville vare længe, førend vi ville få den første sorte præsident,- siger Douglas Wilder.

-Da jeg blev valgt til guvernør i Virginia i 1989 vidste jeg, at det ikke ville vare længe, førend vi ville få den første sorte præsident,- siger Douglas Wilder.

Martin Burcharth

Udland
31. oktober 2008

RICHMOND, Virginia - Barack Obama har lyttet til mange rådgivende røster i løbet af de sidste 19 måneders valgkamp. Ingen har haft så stor autoritet som Douglas Wilder - den første sorte guvernør i USA's historie.

"Vi har talt jævnligt, og Barack lytter opmærksomt. Hans hukommelse er fænomenal, så når jeg minder ham om noget, svarer han altid: Ja, jeg ved det godt, Doug," fortæller Wilder, som i dag er borgmester i Virginias hovedstad Richmond.

Da Wilder blev valgt til guvernør i Virginia i 1990 var det en sensation. Han var den første afroamerikaner til at indtage den høje stilling - og det endda i en gammel slavestat. Siden har kun én anden sort politiker erobret en guvernørpost, nemlig Deval Patrick der i 2006 fik det højeste politiske embede i det 'hvide' Massachusetts.

I de få dage inden præsidentvalget på tirsdag svirrer spekulationerne i amerikanske medier og i almindelige menneskers samtaler om, hvorvidt Obama kan blive fældet af en underliggende racisme blandt hvide vælgere trods hans solide føring i meningsmålingerne. Det er en ting, som Wilder kan tale vidende om.

Wilder-effekten

"Der er ingen tvivl om, at en lille del af de hvide vælgere ikke var ærlige over for meningsmålerne, når de udtrykte støtte til mit kandidatur. Men det tog vi stort set højde for i kampagnens interne målinger," forklarer den tidligere guvernør. Dagen inden guvernørvalget i Virginia i 1989 vidste Wilder og hans kampagne, at det ville blive et tæt opløb med den republikanske rival.

"Vores målinger gav mig en føring på to procentpoint. Jeg vandt med 0,5 point," fortæller han. Offentlige meningsmålinger havde givet Wilder et lidt større forspring i dagene inden valget.

"Min føring blev overvurderet på grund af en for høj vægtning af vælgere bosat i demokratiske områder af Virginia. Herudover påstod min rival i valgkampens sidste time, at jeg på et møde med minearbejdere havde foreslået at ophæve en lov, der lægger hindringer i vejen for organisering af lønmodtagere i fagforeninger. Det var ikke rigtigt, men det fik en negativ indvirkning på valgresultatet," forklarer han.

For nogle valgforskere bekræftede Wilder-effekten den såkaldte Bradley-effekt. Tom Bradley stillede op til guvernørposten i Californien i 1982 og tabte med en tynd margin, skønt han havde været foran i meningsmålingerne og endda i exit polls. "Bradleys støtte hos sorte vælgere blev vildt overvurderet. Han var ikke særlig populær blandt Californiens afroamerikanere. Endvidere skulle der stemmes om en skærpelse af våbenkontrollovene, og det var mange republikanske vælgere arge modstandere af," fortæller Wilder, der mener Bradley- og Wilder-effekten er overdrevet.

I sine mange samtaler med Obama - der har holdt ni valgmøder i Virginia siden det Demokratiske Partis kongres i august - har Wilder slået på nødvendigheden af at gå ud og tale direkte med almindelige mennesker.

"I Virginias landområder, såvel som blandt landboere i hele nationen, har vælgerne aldrig før haft mulighed for at stemme på en sort præsidentkandidat. Derfor er det så vigtigt med ansigt-til-ansigt-møder. Dengang jeg stillede op til guvernør, måtte jeg ud og tale direkte med folket hele tiden. Det råd har Obama lyttet til. Det var derfor, han vandt partivalget i Iowa i januar. Hvide vælgere føler, at de har lært at kende ham, og han kan mærke det. Der er etableret en slags personligt forhold," forklarer Douglas Wilder.

Intern magtkamp

Trods sine høje alder identificerer Wilder sig ikke med den ældre generation af sorte borgerrettighedsledere, som opnåede stor indflydelse efter mordet på Martin Luther King Jr. i 1968. Uden at kritisere tidligere demokratiske præsidentkandidater Jesse Jackson og Al Sharpton direkte, siger Virginias eksguvernør: "Hvis Obama vinder, bliver vi fri for de selvudpegede ledere, der har benyttet deres race til at fremme deres egen karriere."

Wilder husker, at Obama under deres første møde udtrykte irritation over de ældre borgerrettighedslederes forsøg på at blande sig i hans politiske planer.

"De ville have, at Obama spurgte dem om lov til at stille op som præsident. Det ville han ikke høre tale om," fortæller eksguvernøren, der mener, at Obama i valgkampen er vokset utroligt med opgaven.

"Han er blevet mere resolut og sikker på sig selv og sine instinkter. Han har altid haft et fantastisk talent for at formulere sine idéer. Nu skal han tage de store politiske beslutninger og tale mindre. Det bliver et skift. Ingen kan være forberedt på opgaven. Han vil nødvendigvis skuffe nogen. Sådan er det altid."

Følg valgets sidste dage på bloggen Amerikanske Perspektiver www.luftskibet.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her