Læsetid: 14 min.

Imperiets kulisser

I USA skammer man sig hverken over sit militær eller sin patriotisme. I sin tredje og sidste reportage fra dagens USA rejser forfatteren og journalisten Göran Rosenberg gennem en nation, som har stadig vanskeligere ved at finde balancen mellem virkeligheden og sin egen myte
Fort Irwin er et militært øvelsesområde på 3.000 kvadratkilometer og er i øjeblikket verdens største og formentlig dyreste filmkulisse.

Fort Irwin er et militært øvelsesområde på 3.000 kvadratkilometer og er i øjeblikket verdens største og formentlig dyreste filmkulisse.

Göran Rosenberg

28. oktober 2008

Et par timers kørsel nord for Los Angeles ligger Irak. Eller i det mindste noget, der skal ligne Irak. Her er irakiske moskeer, irakiske landsbyer, irakiske markedsboder, irakiske palmer, irakiske vasketøjssnore, irakiske flag og omkring 400 civile irakere i mange forskellige positioner og afskygninger. Nogle er shiitter, andre er sunnier, nogle er venligtsindede, andre er terrorister. Med jævne mellemrum indtræffer der bombardementer og snigskytteangreb, hvorunder pladser og gader bliver fyldt med svært bevæbnede amerikanske soldater, som hurtigt indtager positioner på gadehjørner og forsigtigt rykker frem langs husfacaderne.

Fort Irwin er et militært øvelsesområde på størrelse med Gotland (3.000 kvadratkilometer) og er i øjeblikket verdens største og formentlig dyreste filmkulisse. Ingen ressourcer er sparet for at få amerikanske soldater til at føle sig hjemme i Irak uden at have været i Irak. Nok er moskeerne af træ, frugten på markedspladsen af plastik og palmerne importeret fra Kina, men de civile irakere er ægte irakiske indvandrere, som man har rekrutteret fra byer over hele USA, og som efter en grundig sikkerhedskontrol er skønnet pålidelige nok til mod betaling at agere lokalbefolkning i den amerikanske hærs kampøvelser i Fort Irwin/Irak. Deres opgave er at se ud som irakiske byboere, fungere som irakiske byboere, svare på arabisk, når soldaterne tiltaler dem på engelsk, og dermed bidrage til oplevelsen af realisme.

Til oplevelsen af realisme bidrager dog mere end noget andet en pludselig og voldsom sandstorm, som blæser bilens forrude i itu, hvorefter vi og vor eskorte kører vild i ørkenen.

"Det er den værste sandstorm, jeg kan huske," siger eskorten, som hedder John Wagstaff og har været informationschef i Fort Irwin i så mange år, at han kan huske, da amerikanske soldater øvede i sovjetiske uniformer og kørte rundt i sovjetiske kampvogne.

USA's eget Fallujah

Nu er det i al overskuelig fremtid Irak, det gælder - eller noget, som i stigende grad skal ligne Irak. Da sandstormen atter har lagt sig, kører vi forbi byen i ørkenen eller forbi byggepladsen til det, som må formodes at blive til en by med kvarter efter kvarter af halvfærdige huse i tre etager med gabende tomme vinduer. John Wagstaff forklarer, at man her er ved at opføre Fort Irwins eget Fallujah, det største øvelsessted for moderne byguerillakrig i Amerika, hvis omkostninger indtil videre er løbet op i 57 millioner dollar.

"Selv murstenene importerer vi fra Irak," tilføjer han kort efter som en slags forklaring på udgifterne.

De samlede omkostninger for hele det enorme kulissebyggeri i ørkenen hævder han ikke at kende til, men intet tyder på, at disse omkostninger overhovedet har været noget problem i denne sammenhæng. Tværtimod er Fort Irwin for nylig blevet udvidet med yderligere 133.000 hektar for at gøre plads for større øvelser over større afstande i mere realistiske miljøer. Der har medført en mindre uforudset ekstraudgift på 75 millioner dollar til flytning af i alt 800 truede californiske ørkenskildpadder til nye levesteder. Tilsynet med projektet forventes at strække sig over mange år, således at man får vished for, at skildpadderne akklimatiserer sig efter flytningen.

Det er for så vidt en ganske rørende historie, som øjeblikkelig burde gøre det af med alle illusioner om, at vi skulle befinde os i en virkelig krig og i et virkeligt Irak.

Enormt område

Nej, vi er umiskendeligt i Amerika og umiskendeligt på militært område, hvilket kan siges at være umiskendeligt amerikansk, eftersom enorme landstrækninger i Amerika er reserveret til militær anvendelse - ja, faktisk, så stort et område som sammenlagt 7.000 kvadratkilometer, svarende til 20 gange Gotlands størrelse eller en sjettedel af Sveriges land-areal. I ørkenen sydvest for Fort Irwin, på et halvt Gotland, ligger den berømte Edwards Air Force Base, hvor rumfærgen plejer at lande, når det er dårligt vejr i Florida, og mod nordvest på halvandet Gotland ligger China Lake Naval Air Test Center, mens man i henholdsvis øst og syd finder Marine Corps Air Ground Combat Center (næsten et helt Gotland) og Marine Corps Logistics Base. Sidstnævnte to danner en næsten lukket halvcirkel af militære områder i ørkenen øst for Los Angeles. Indbefattet heri er den store flådebase Great Marine Corps Base Camp Pendleton, som ganske vist ikke ligger i ørkenen, men til gengæld optager 30 kilometer af den smukke kyststrækning nord for San Diego. Alt i alt befinder vi os altså i Amerikas, ja måske i verdens mest gennemmilitariserede befolkningsregion. Og ikke alene findes disse militære områder - de fortsætter også med at ekspandere.

Da Den Kolde Krig hørte op i begyndelsen af 1990'erne, og USA blev verdens eneste supermagt, og der ingen reelle fjender var i horisonten, var der ellers mange, som håbede på, at USA's militære udgifter og forpligtelser ville blive reduceret ligesom behovet for arealer til militær brug.

Ingen nedrustning

Sådan gik det ikke. Siden 2001 er de amerikanske militærudgifter steget til det højeste niveau siden Anden Verdenskrig, og der er ingen tegn på, at Amerika overvejer at neddrosle rustningstempoet, endsige nedruste. Og det gælder, uanset hvem der bliver USA's næste præsident.

Barack Obama har ganske vist været kritisk over for krigen i Irak. Han ønsker fastsat en tidsgrænse for, hvornår de amerikanske tropper skal have forladt Irak, ligesom han har erklæret, at han vil bruge de sparede milliarder fra Irak til at investere i Amerika. Men han har ikke sagt, at han vil ruste ned. Tværtimod har han foreslået at sende flere tropper til Afghanistan, at udvide hæren med 65.000 mand og flådekorpset med 27.000, ligesom han har talt for, at investeringer i avanceret våbenteknologi skal forøges, således at USA's globale militære rækkevidde og slagkraft ikke blot bevares, men forbedres - at Amerika kort sagt bør forblive en militær supermagt.

Med i billedet hører, at enhver præsidentkandidat, som ville vove at foreslå noget andet, formentlig dermed ville begå politisk selvmord. Ligesom enhver, som ville vove at udtrykke kritik af militæret som institution, ville møde samme skæbne. At sætte spørgsmålstegn ved "vore tapre mænd og kvinder i uniform" er så tæt på et politisk tabu, man kan komme i amerikansk politik. De politikere, der kan mistænkes i så henseende, risikerer ikke blot at blive stemplet som upatriotiske oguamerikanske, men også som potentielle forrædere, hvilket selv den multidekorerede krigshelt John Kerry fik bittert at føle ved forrige præsidentvalg.

Måske var det for at forhindre en gentagelse af karaktermordet på Kerry (a la krigshelten McCain mod den civile kujon Obama), at Demokraterne til deres partikonvent i Denver havde bestilt en svulstig filmhyldest til USA's krigsveteraner signeret Steven Spielberg. I filmen fremhævede Obama omhyggeligt sin morfars aktioner som amerikansk soldat i Anden Verdenskrig og gjorde dette så godt, at morfaren næsten fremstod som krigshelt.

Krigshelt er et ord, som i USA savner enhver antydning af ironi eller distance, hvilket for øvrigt også gælder for ordet patriotisme. I Amerika giver det status at være krigshelt, og det er mere eller mindre obligatorisk at være en patriot. Selv om amerikanerne udmærket kan tillade sig at være kritiske over for, hvordan USA til tider fører sine krige, eller være decideret modstander af bestemte krige, så skal der meget til, før der falder skygger over militæret som sådan. Hvor der trods alt er faldet skygger - fra massakren i My Lai til torturovergrebene i Abu Ghraib - har den folkeligt forløsende forklaring været, at dette så var undtagelserne, der bekræftede reglerne.

I det godes tjeneste

Reglen er, at alle USA's krige, selv de mindre vellykkede, står i det godes tjeneste, og at Amerikas "mænd og kvinder i uniform", med undtagelse af de få uundgåelige brodne kar, repræsenterer noget af det bedste og det fineste, som Amerika har at byde på. Intet andet sted i den moderne verden er nationens militære traditioner og institutioner så klinisk rensede for skam og ydmygelse som Amerika, og intetsteds er de så lidt anfægtede. Det amerikanske landskab præges ikke blot af de mange militære baser og ekspanderende militære lokaliteter, men måske i endnu højere grad af de talrige militære mindesmærker, kirkegårde, ceremonier og veteranhøjtider. USA har to nationale helligdage, én om foråret og én om efteråret, til at mindes sine krige, sine faldne og sine veteraner og højtideligholder dette ved folkelige sammenkomster og ceremonier på talrige steder i hele landet. Det er måske ikke

så overraskende i betragtning af, at 25 millioner regnes som krigsveteraner, og over en million soldater har mistet livet i Amerikas krige.

»Hvis du elsker friheden, så tak en veteran og vort aktive militær,« lyder det officielle tema for fejringen af Memorial Day 2008 på Mount Soledad nord for San Diego, en enlig bakketop, hvorfra der er en betagende udsigt over Stillehavet.

Hvad der imidlertid må overraske er, at de militære traditioner synes at blive holdt stærkest i hævd i de dele af landet, hvor man må anstrenge sig mest for at forestille sig nogen trussel mod USA. Langs Highway 83, der strækker sig 210 km mellem småbyerne North Platte og Valentine i staten Nebraska, findes der knap nok et hus, knap nok en benzinstation, hvor man kan gøre holdt, men alligevel vrimler det med små vejskilte, som skal påminde de sjældne gennemrejsende om, at man befinder sig på Veterans Memorial Highway, og hist og her ses da også en enlig postkasse eller lade, hvorpå et vejrbidt amerikansk flag trodsigt er sat fast.

Ved indvielsen af det 73. årlige rodeo på Brown County Fair i Ainsworth, godt en times kørsel ad den øde prærievej øst for Valentine, er den patriotiske indramning endnu mere indlysende og slående. Hymnerne til nationen, hænderne på hjertet, de sentimentale flagridt gennem manegen. Selve rodeoen er en festlig familiebegivenhed, men de ceremonier, som omgiver det, signalerer utryghed og beredskab. Som om livet og friheden, ja selve eksistensen i denne fjerntliggende og tyndt befolkede egn af Amerika, vedvarende stod på spil.

Eksistentiel sårbarhed

Hvilket jeg efter nogle dages forløb må indse, at den måske også gør. I det mindste møder jeg ganske mange mennesker her, som før eller senere giver udtryk for noget sådant. Som de siger, så kan alt, som de har i dag, være væk i morgen. Hele deres samfund kan blive fejet værk af en tornado, blive ødelagt af et kreditkrak eller blive sultet økonomisk ihjel og forvandlet til en spøgelsesby med græstilvoksede gader, tilskoddede butikker og gabende åbne vinduer.

Jeg tror ikke, at denne følelse af eksistentiel sårbarhed er unik for småbyerne på den amerikanske prærie. Men den er tydeligere her, eftersom det ubestandige i menneskers tilværelse er mere udtalt her. Den amerikanske civilisations hinde er gennemgående tyndere og af nyere dato end hos os. Naturen er mere magtfuld, afstandene er større, den menneskelige kulturs aftryk svagere. Samfund opstår og opløses med en lethed, som vi europæere har svært ved at forestille os. Fordelen ved en sådan civilisation er dens uophørlige dynamik. Ulempen er dens eksistentielle skrøbelighed. Ud fra sidstnævnte har der udviklet sig en særlig følsomhed over for trusler og fjender, og ud fra førstnævnte en særlig tiltro til ens egen evne til at overvinde dem, om fornødent med hjælp fra en »velreguleret milits« og folkets ret til at bære våben (som det hedder i den amerikanske forfatnings andet tillæg).

Her findes rimeligvis en del af den historiske forklaring på, hvorfor våbenlobbyen i USA fortsat er en folkebevægelse, hvorfor det amerikanske militære establishment fortsat har stærk folkelig opbakning, og hvorfor den selvforherligende patriotisme, der undertiden ikke er til at skelne fra selvretfærdig nationalisme, fortsat udgør en bred midterstrøm i amerikansk politik. I Amerikas kollektive erindring findes der ikke nogen omvæltende oplevelser af den folkelige nationalismes mørke og destruktive sider. Den amerikanske nationalisme har til forskel fra den europæiske ikke nogen dårlig samvittighed.

Hvad der tjener Amerikas sag, tjener fortsat hele menneskehedens sag.

Løgnen om Irak-krigen

Den første uge i september interviewer jeg forkvinden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, i et flag-
udsmykket værelse i Capitol i Washington DC. Hendes assistent kommer ind med en buket blomster, som hun gerne vil have med på billedet. Nancy Pelosi er en af USA’s højeste placerede politikere og den første kvinde i den amerikanske historie, der kun er på to hjerteslags afstand fra Det Hvide Hus (efter vicepræsidenten), og hun er også kendt som en mangeårig skarp kritiker af USA’s ageren i verden under George W. Bush. Det er kort før det store finanskrak på Wall Street, den panikagtige turbulens på børsen, den politiske uro i Kongressen og den vidtgående statsovertagelse af banker, realkreditinstitutter og realkreditlån – dvs. kort før det dramatiske vendepunkt i USA’s økonomiske og politiske situation og de usandsynlige begivenheder, som snart skal føre Nancy Pelosi frem i det nationale og globale rampelys og sandsynligvis ødelægge enhver chance for, at en svensk journalist kunne få et interview.

Så endnu kan jeg stille spørgsmålet om USA’s adfærd i verden uden at være tynget af den viden, at USA inden længe i lang tid fremover vil have meget andet end sin adfærd i verden at tænke på. Og endnu kan jeg mødes af en stærk forvisning hos en ledende amerikansk politiker om, at verden snart kommer til at se et andet og bedre Amerika
Hvad Nancy Pelosi gerne vil fremhæve, er det tilfældige 0g afvigende præg ved det mørke, som George W. Bush efter hendes mening har nedsænket over nationen.

»Det er næsten syndigt – sinful – det, som han har gjort,« siger hun.
Det, hun refererer til, er den løgn, hvormed krigen mod Irak blev motiveret – og til samme krigs konsekvenser.

»Krigen var en historisk og grotesk fejl,« tilføjer hun.

– På hvilken måde?

»Ud over alle de liv, den har kostet os, har den også plettet vores moralske autoritet i verden, undergravet vores økonomi, svækket vores militære kapacitet og skadet vores evne til at beskytte amerikanske interesser overalt, hvor de er truet.«

At denne evne kan og bør genoprettes, forekommer for Nancy Pelosi som en ren selvfølgelighed. Fejlen må der rådes bod på. Krigen må afsluttes, tropperne forflyttes (til Afghanistan), den militære kapacitet genopbygges, og USA’s tabte prestige genskabes.

Det gode i magten

Den tabte anseelse er også det, som volder Madeleine Albright, amerikansk udenrigsminister under Clinton, den største bekymring.
»Krigen i Irak er den værste katastrofe i amerikansk udenrigspolitik nogensinde – værre end selv Vietnam-krigen, hvis ikke i antal faldne, så i tab af moralsk anseelse,« siger Albright, da vi mødes under det demokratiske konvent i Denver.

Madeleine Albright taler om Amerika som den »uundværlige« og »exceptionelle nation« med en »exceptionel« rolle at spille i verden.
»Jeg har altid troet på det gode i amerikansk magt «, siger hun og smiler. Som om hun indser, hvor naiv jeg må finde hendes udtalelse.
»Men dette har aldrig givet os nogen ret til at kræve dispensation fra de internationale aftaler og konventioner,« fortsætter hun. »Og det er, hvad vi har krævet i de seneste otte år. Og det er det, som har kostet os vor moralske anseelse og dermed vort moralske lederskab.«

– Og hvordan skal det genoprettes?

»Det vil tage tid, for vi har gravet os ned i et dybt hul, hvorfra det vil blive vanskeligt for en hvilken som helst præsident at få os op igen. Men det første, vi må gøre, er at forlade Irak, lukke Guantánamo, forbyde tortur og genoptage det internationale samarbejde om klima og spredning af kernevåben og ...«

Madeleine Albright stopper. Så gentager hun, at situationen er vanskelig, forventningerne høje og økonomien en bekymring – og at Amerika, selv hvis Barack Obama bliver præsident (hvilket hun både håber og tror), vil få brug for andres hjælp.

Imperium på retur

Det spørgsmål, som til sidst må stilles, er, om det såkaldte amerikanske imperium har set sine bedste dage. Et modvilligt eller ufrivilligt imperium måske eller sågar et »frihedens imperium« (Thomas Jefferson, 1809), men i alle tilfælde en slags imperium eller i al fald en historisk magtfuld nation med globale interesser og fordringer.

Det kan forekomme som et drastisk spørgsmål her knap 20 år efter at USA vandt Den Kolde Krig og blev verdens eneste supermagt, og i lyset af at dets militære overlegenhed synes uindtagelig og dets økonomiske system det eneste mulige.

Men på kort tid er der sket meget. Det strategiske nederlag i Irak og den militært uvindelige krig mod terror (der senest er blevet omdøbt til The Long War) har ikke blot kastet voksende skygger over det amerikanske imperiums motiver og moral, men også over dets militærpolitiske omdømme og evne.

På samme måde som det panikagtige sammenbrud for den amerikanske kreditkultur og den amerikanske markedsideologi er begyndt at kaste voksende skygger over imperiets økonomiske styrke og stabilitet. Og dermed over den økonomiske verdensorden, den såkaldte globalisering, der har haft det amerikanske imperium som sin fremmeste aktør og garant. Ikke mindst er Amerikas stigende afhængighed af eksterne långivere til at finansiere både sin militære krig, sine økonomiske redningsaktioner, for slet ikke at tale om de forsømte behov i dets egen civilisation (se forrige reportage), blevet dramatisk anskueliggjort.

Før eller senere vil dette rimeligvis sætte grænser for såvel imperiets ambitioner som for dets operationer. Amerikanerne og resten af verden må have måbet over den enorme sum offentlige midler, 700 milliarder dollar, som var nødvendig for at frelse det amerikanske kreditsystem fra kollaps.

Men beløbet er ikke så meget højere, end hvad den amerikanske kongres den 24. september – dvs. midt i det værste finanskaos – afsatte til det militære forsvar: 612 milliarder dollar for regnskabsåret 2009. Tilsyneladende uden at vække den mindste opsigt. Militærbaser udbygges, militære områder udvides, militærkaserner moderniseres, de militære lønninger forhøjes, nye våbensystemer bestilles, fortsatte krige forberedes, uden at nogen løftede et øjenbryn. Som om de militære udgifter var hævet over den finansielle kapacitet. Som om det ene ikke havde noget med det andet at gøre. Som om intet har forandret sig i Amerika.

USA’s forsvarsbudget for 2009 er stedvis surrealistisk læsning, med stedvis det samme fantasifulde forhold til virkeligheden som de ekspanderende kulisser i Fort Irwin, Californien.

Hvorfor er jeg ikke overrasket?

Amerika er på godt og ondt et samfund med et fantasifuldt forhold til virkeligheden. Eller er i hvert fald et samfund, som styres af magtfulde myter og overbevisninger om, hvordan virkeligheden i Amerika er eller burde være. Den amerikanske drøm er en politisk realitet ligesom forestillingen om Amerika som et bedre og friere samfund end alle andre. Det samme er den heraf afledte forestilling om Amerika som den udvalgte nation.

Amerika har følgelig haft sine brutale møder med virkeligheden. Været ude for et reality check, som amerikanerne selv ville sige. Er blevet tvunget til at afstemme ideerne efter erfaringerne. 1930’ernes depression var et sådant møde, den 11. september 2001 et andet, sammenbruddet i det amerikanske kreditmarked i efteråret 2008 sandsynligvis endnu et. I mødet med depressionen sejrede en ny erfaring over en gammel idé, og Amerika styrkede sin kontakt med virkeligheden. I mødet med terrorister fra al-Qaeda vandt en gammel idé over en ny erfaring, og Amerikas kontakt med virkeligheden blev svækket.

Og hvad nu? I mødet med de knuste rester af en selvoppustet kreditballon, som er en baron Münchhausen værdig?

Kulisserne falder. Sandstormen består.

idag@information.dk

© Dagens Nyheter og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vilhelm von Håndbold

Som sagt: var det ikke for Niels sans for god reflektiv journalistik, så var avisen ikke meget anderledes end en wire-service mht. internationale affærer.

Madeleine Albright: “every president has a position much like the Bush doctrine in his back pocket, but it is simply foolish to smash people in the face with it and to implement it in a manner that will infuriate even allies.” - Foreign Affairs