Baggrund
Læsetid: 2 min.

Kapitalismens helte

Demokratiske præsidenter betyder opgangstider for aktiemarkedet. Under Bill Clinton voksede markedet bedst. Republikanerne Bush, Nixon og Hoover er bundscorere
Demokratiske præsidenter betyder opgangstider for aktiemarkedet. Under Bill Clinton voksede markedet bedst. Republikanerne Bush, Nixon og Hoover er bundscorere
Udland
15. oktober 2008

Forestil dig, at du i 1929 skulle investere 10.000 dollars i det amerikanske aktiemarked. Udbyttet ville du få tilbage i dag, med den betingelse at pengene kun gav afkast under enten republikanske eller demokratiske præsidenter. Hvad ville du vælge?

New York Times har regnet på tallene. Under republikanske præsidenter ville beløbet ikke vokse meget. Sølle 11.733 dollars kunne det blive til. Men var det ikke også en republikanske præsident, der var i embedet under børskrakket i 1929 og den efterfølgende Depression i 1930’erne?

Jo. Og det er vist det, amerikanerne kalder a minor set back. Så måske skulle man for fairheds skyld udelade Herbert Hoover, der var præsident i denne periode, hvor værdien af aktiemarkedet faldt med 31 procent, af regnestykket. Så stiger det endelige resultat til 51.211 dollars.

Clinton topscorer

Selv med Depressionen ude af billedet, er det dog lang vej op for Republikanerne. I de demokratiske præsidenters embedsperioder ville 10.000 dollars nemlig vokse til hele 300,671 dollars! Den gennemsnitlige årlige vækst på aktiemarkedet er 8,9 procent under Demokraterne.

Tilsvarende tal for Republikanerne er 4,7 procent uden Hoover. Bill Clinton er suveræn topscorer med en årlig stigning på 15,2 procent. John F. Kennedy ligger i den demokratiske bund med 6,5 procent vækst i aktiemarkedet. Ingen demokratisk præsident har siddet, mens markedet er faldet. Den tvivlsomme ære har både Herbert Hoover, Richard Nixon, og nu også George W. Bush Junior.

Opgang og nedgang

Men kan man overhovedet bruge aktiemarkedets udvikling til at sige noget meningsfuldt om USA’s præsidenter? Tesen er sjov, men måske ikke helt vandtæt.

Bærer Hoover, der blev indsat som præsident i 1929, strengt taget noget ansvar for børskrakket og den efterfølgende økonomiske stagnation? Var oliekrisen 1970’erne Richard Nixons skyld?

Og er den fortsatte liberalisering af aktiemarkedet under Bill Clinton i 1990’erne ikke en del af forklaringen på den nuværende finanskrise, som hiver George Bush ned efter to præsidentperioder med solid vækst?

Ekstreme tider

Under Bill Clinton steg aktiemarkederne mest. Men der følger fire republikanske præsidenter lige efter: George W. Bush Senior, Dwight Eisenhower, John Ford og Ronald Reagan. Alle oplevede stigninger over 10 procent.

Der viser sig et mønster i tallene. Under demokratiske præsidenter er der moderat fremgang. Under Republikanerne går det enten rigtig godt eller rigtig skidt. Den liberale markedsøkonomi byder i sin natur på både fremgang og modgang. Så måske er Republikanerne trods alt stadig kapitalismens helte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Det politiske system står som ”den store hånd”, der ud fra troen på ”den skjulte hånd”, bruger sine sidste ressourcer på at redde troens genstand. Hvordan oplever man det så? Jo man bliver ved med at tale om den skjulte hånd, og holder stædigt fast i magien omkring sin tros genstand, fuldstændigt selvforglemmende opofrende og uden fornemmelse for styrken i det politiske system selv.

Tænk sig, hvis det politiske system ville bruge sin magt direkte på at definere de virkelige problemer og løse dem, i stedet for at dyrke markedet som meningen og forudsætningen for løsningen af alle problemer.

Det handler endnu ikke særligt meget om de etablerede politiske retningers ideologiske forskelle. Forskellen er nemlig stort set den samme. Alle tilbeder markedet som løsningen på alle problemer, det er derfor man er enige om at bruge den sidste politiske magt på at redde det økonomiske system. Det handler om at hele det politiske system sætter den økonomiske nødvendighed over sin egen.

I umindelige tider har man talt om at få råd til ditten og datten. Også om det at få råd til at tage sig af bivirkningerne ved den økonomiske vækst. Nu viser det sig, at man i Europa har råd til at ofre mere end 800 000 000 000 kr. på at holde den finansielle sektor oppe, nationalisere og styre bankerne osv. Det må før eller siden afstedkomme nogle gevaldige problemer internt i det politiske systems forsøg på at forstå sig selv.

Krisen kan måske medføre at fokus vender sig mod mere rigtige problemer end det at redde økonomien:
- Overvindelsen af olieafhængigheden kunne løse en stor del af klimaproblemet.
- Det er uholdbart at de ”succesrige” 14 % af verdens befolkning lægger beslag på 5/6 af de absolut begrænsede ressourcer. Væksten hos de privilegerede har aldrig været løsningen på den mangel de skaber omkring sig. Det er et faktum som kunne løses af et politisk system der ikke underlægger sig illusionen om det fri markeds guddommelighed.
- De succesadækvate og i økonomisk forstand ultimativt nytteoptimerende subjekters misforståede udgave af sig selv kunne måske komme så langt ned med nakken, at de selv kunne komme frem til den konklusion, at deres nominelle værdier ikke svarer til en skid. Behovet for andre og mere gyldige mål for værdi om mening i tilværelsen ville melde sig herefter, ikke før.

Lennart Kampmann

Ja det er da en sjov artikel. Den er ikke særligt videnskabelig, men hvad, så længe den underholder.

Måske skulle det kobles med andre ting: Kongressens sammensætning, regnfald i Sierra Nevada, Gnu vandringer i Kenya.....

med venlig hilsen
Lennart

Man kan vel næppe tale om "helte". Jeg vil lade følgende ord fra Runrig's "The Old Boys", der er en hymne til soldaterne fra første verdenskrig, tale for mig:

What kind
Of heroes
Here for us now
Where leaders, stone preachers
Minnows on flow
But low hang the lights
Over Viewfield
And this night will day see no more