LONDON - "Så du Ledley King? Nu vender det!"
Stemningen er - for en enkelt gangs skyld - opløftet uden for White Hart Lane i Haringey i det nordlige London, hvor Tottenham Hotspur har hjemmebane. Klubben har netop vundet den første kamp i år. 2-0 stod den ved sidste fløjt, da Spurs søndag mødte Bolton Wanderers.
Det er første gang i otte kampe, at det hæderkronede hold vinder en kamp.
"Det er den værste start i 100 år," siger Derek - en efter eget udsagn die hard supporter af klubben.
Den udsendte er ikke vant til at komme på disse kanter. Og som Arsenal-fan - traditionelt arvefjenden i det nordlige London - er det så som så med sympatien og den journalistiske objektivitet.
Jødisk
Tottenham Hotspur er mere end et fodboldhold. Det er en del af den britisk-jødiske kultur. Området omkring den legendariske hjemmebane er præget af harediske jøder, der ses iført de karakteristiske sorte frakker, store hatte og med lange slangekrøller. Det er folk, der tager to ting alvorligt: Jahve og Tottenham Hotspur.
Arsenals fans - som også omfatter mange jøder - ynder at synge uhøviske sange om KZ-lejre under de indbyrdes opgør. Fodbold er ikke for de blødsødne!
Shakespeare
Der er mere kultur i Spurs end i mange andre klubber. Klubben er opkaldt efter en Henry Hotspur - en person i Shakespeares drama Henry IV. Og i den seneste tid har det engang så mægtige holds formkurve mindet mere om en af Shakespeares tragedier end om det storhold, som de aspirerer til.
Engang var Spurs et superhold. I 1960-61 var de det første hold der vandt The Double: mesterskabet og FA Cup'en.
Og i 1984 vandt de UEFA-cuppen med elegante spillere som Steve Archibald, Garth Crooks, Glenn Hoddle og argentinske Osvaldo Ardiles.
Få år senere var klubben kendt for spillere som Teddy Sheringham, Jürgen Klinsmann og ikke mindst Paul Gascoigne og Gary Lineker. Tottenham - eller the lilly-whites, som de nogle gange kaldes af pressen, men aldrig af deres fans - er den eneste klub bortset fra Manchester United, der har vundet et trofæ i alle tiår siden 1900.
Yids
Men det er snart længe siden, og der er ikke meget, som tyder på, at Spurs vinder noget trofæ i den nærmeste fremtid. I de seneste år har det været ned ad bakke for the Yids - som Spurs-fans ofte kalder sig selv med henvisning til deres jødiske rødder.
Selv om Spurs endte på en femteplads i sæsonen 2005-2006, har klubben ikke levet op til fordums storhed siden begyndelsen af 1990'erne.
2005-2006 sæsonen var ekstra bitter, fordi Arsenal overhalede ærkerivalerne og sikrede sig adgang til Champions League på sæsonens sidste spilledag, da Tottenham-spillerne kollektivt havde maveinfluenza.
Den seneste triumf var i 1991, hvor Spurs vandt FA Cup-finalen med en 2-1-sejr over Nottingham Forest - et andet af fordums nu lidende storhold.
Ørkenvandring
Det er ikke talenter på banen, som Tottenham har manglet. Men de mange fremragende spillere som f.eks. franskmanden David Ginola - årets spiller i England i 1999 - og den ofte elegante Robbie Keane - der nu spiller for Liverpool - har ikke kunnet ændre på det faktum, at The Yids ikke har haft Jahve påderes side i de seneste mange år.
"Det er en ørkenvandring, men vi kommer kun til det forjættede land, hvis vi tror på os selv," siger Gary Sus-kind, en af klubbens fans.
Han har haft sæsonkort siden 1964 (det år, hvor Tottenham som det første britiske hold vandt Europa-pokalturneringen).
Han mener ikke, at klubbens nuværende krise skyldes sportslige problemer, men dårlig ledelse og elendig økonomisk administration. Det er ikke noget nyt. Men det kunne være gået meget anderledes.
Abramovich
I begyndelsen af 1990'erne var klubben på randen af betalingsstandsning, og denne blev kun undgået, da millionæren Alan Sugar - en kendt jødisk forretningsmand - købte klubben.
"Der var rygter om, at Abramovich (den nuværende ejer af Chelsea FC, red.) ville have købt Spurs. Det er rimeligt nok, for han er jøde. Men da han steg af helikopteren ved Chelsea Harbour, så han et skilt med Chelsea, og så købte han den i stedet for," siger Gary og tager en slurk af sin Fosters.
"Sådan kan det gå. Og vi fik Daniel Levy i stedet."
Manden, han henviser til, er klubbens nuværende formand.
Levy er ikke en hvilken som helst mand. Han er tidligere rådgiver for den daværende israelske premierminister Ehud Barak, og Levys far - Lord Michael Levy - var en kontroversiel rådgiver for Tony Blair.
Klubbens ejerforhold har måske smittet af på antallet af trænere, som klubben har ansat og fyret i de seneste år.
I denne weekend afløste Portsmouths nu tidligere manager Harry Redknapp spanieren Juande Ramos, der kom til klubben så sent som sidste år som afløser for den ligeledes fyrede hollænder Martin Jol.
Redknapp er Spurs' niende manager siden 2000. Det er en rekord, som ingen andre klubber ønsker at efterligne.
Som situationen er nu, er der ikke råd til at købe nye spillere, men selv arvefjender - som den udsendte - håber, at The Yids også er at finde i den bedste række, når næste sæson går i gang. En Premier League uden Spurs ville føles forkert.
Audere est Facere - lyder Spurs' latinske motto. Det betyder noget i retning af: "at vove er at turde!"
Vi må håbe, at Redknapps tropper vover at spille den form for medrivende totalfodbold, som boring Arsenal - desværre - ikke altid har spillet.
