Læsetid: 7 min.

Kvinderne, der trodsede Taleban - og tabte

De var fire af Afghanistans markante kvinderetsforkæmpere - nu er de tre myrdet, mens den fjerde er på flugt
De var fire af Afghanistans markante kvinderetsforkæmpere - nu er de tre myrdet, mens den fjerde er på flugt
Udland
4. oktober 2008

For så vidt var det bare endnu et mord blandt så mange andre i Afghanistans blodige konflikt, da en politichef i sidste uge blev skudt ned af Taleban. Men med Malalai Kakars død blev en modig og engageret forkæmper for undertrykte kvinder likvideret, og det forstærker nu frygten blandt andre kvinder i nationens offentlige liv for, at også de i realiteten er dømt til døden.

For tre år siden interviewede jeg fire afghanske kvinder til en artikel om kvindefrigørelsens fremskridt efter Taleban-styrets fald. I dag er tre af dem, deriblandt Malalai Kakar, blevet myrdet, mens en fjerde er flygtet efter med nød og næppe at have overlevet et bagholdsangreb, hvorunder hendes mand blev dræbt.

Afghanistans religiøse fundamentalister fører en nådesløs kamp for at fjerne alle kvinder, som har påtaget sig offentligt fremtrædende job. Parlamentsmedlemmer, skolelærere, statsansatte funktionærer, sikkerhedsarbejdere og kvindelige journalister bliver nøje udvalgt som mål for fundamentalisternes angreb. Utallige andre er blevet lemlæstet og myrdet i landsbyer, hvor et hævngerrigt Taleban er vendt tilbage for med vold og magt at genoprette den gamle orden.

Malalai Kakars brøde var ikke blot at være Afghanistans mest fremtrædende politikvinde. Det, som beseglede hendes skæbne, var i høj grad også, at hun var en ihærdig og succesrig forkæmper for kvinders rettigheder. Den 40-årige kommandant Kakar vidste udmærket, at hendes arbejde gjorde hende til mål for Taleban. Hun stod i spidsen for en enhed på 10 politikvinder, der havde sager om hustruvold som speciale. Hun var kompromisløs over for de voldsmænd, der før i tiden kunne regne med at få mandlige politibetjente til at kigge den anden vej.

"Jeg er blevet beskyldt for at være barsk over for ægtemænd, der slår deres koner," sagde hun. "Og det er rigtigt, at den slags gør mig vred, men vi forsøger jo bare at håndhæve loven på korrekt vis, for ifølge forfatningen er det vores opgave at beskytte kvinders rettigheder."

Kakar elskede at lave morgenmad til sin mand og parrets seks børn, før hun gik på arbejde, fortalte hun mig. Hun brugte altid lang tid på at sige farvel til familien, fordi hun aldrig kunne være sikker på, om hun ville overleve endnu en dag. Hendes 15-årige søn var ved hendes side, da hun blev dræbt i sidste weekend. Hun havde ganske vist en pistol under den burka, hun bar for at ikke at blive genkendt, når hun gik på arbejde, hvor hun skiftede til uniform, men kunne ikke nå at trække den, da de to mordere på motorcykler skød hende ned.

Tv-vært i vestligt tøj

Som Kakar var Shaima Rezayee en af dem, der troede på en ny og friere tid for af-ghanske kvinder. Efter fem års påtvungen brug af burka under Taleban var den unge, livsglade kvinde på 24 år blevet vært for et popmusik-show på den uafhængige tv-kanal Tolo TV, ligesom hun var aktiv i programmer, som skulle fremme kvinders medvirken i medierne. Da jeg bad om hendes hjælp til min artikel, var hun dog allerede pessimistisk.

"Situationen bliver ikke bedre," sagde hun. "Vi har gjort visse fremskridt, men der er mange, som vil tage dem fra os igen. Og det er ikke engang Taleban, jeg mener, men folk her i Kabul."

Hun havde store problemer. Tolo TV blev i vide kredse fordømt for at tillade en kvinde, som var iklædt vestligt tøj og havde makeup på, at tale frit til mænd i fjernsynet. Til sidst blev hun fyret efter pres fra de konservative gejstlige i Det Nationale Ulemaråd, som anklagede kanalen for at udsende "musik, nøgendans og udenlandske film". Der var ingen støtte at hente fra politiet, som erklærede, at de måske ikke ville være i stand til at beskytte hende.

Shaima Rezayee blev vred.

"Undertrykkelsen kommer tilbage, og vi bliver nødt til at gå i eksil igen," sagde hun. Ikke længe efter begyndte der at versere rygter om, at hun var blevet dræbt. Tolo tilbød at udsende et interview.

"Men det skulle være i radioen," lo hun. "De religiøse kunne gå hen og blive krænket, hvis de skulle se på mig i bare fem minutter."

Shaima Rezayee blev skudt ned i sit hjem ikke langt fra Kabuls ambassadekvarter. Ifølge politiet må hun have kendt sine mordere, for der var ingen tegn på, at nogen havde tiltvunget sig adgang til huset.

Byen Kandahar, som er Talebans oprindelige udgangspunkt, er scene for en særlig ondartet brutalitet mod kvinder.

"Det er meget værre dernede, end det er for os i Kabul," sagde Shaima Rezayee.

Hemmelig undervisning

En kvinde, som arbejdede utrætteligt for Kandahars kvinder, var den 65-årige Safia Amajan, som blev tilbage i byen i Taleban-regimets dystre tid for at give lokale piger skoleundervisning i al hemmelighed. Efter den amerikansk-ledede invasion i 2001 gik hun ind i frivilligt arbejde for den nye regering med stor succes. Det resulterede blandt andet i åbningen af flere skoler og workshops, hvor mindst 1.000 kvinder har lært at fremstille og sælge deres varer på markedet.

Amajan overlevede under Taleban, fordi hun havde lært Koranen udenad. Men hun var altid uafhængig af sind og afviste i sin tid et ægteskab, som hendes far havde arrangeret, og valgte selv sin ægtemand, en veluddannet oberst i hæren, som gav hende sin fulde støtte. Parret boede i udkanten af Kandahar, hvor hun helt uden dramatik beskrev den tilværelseskamp, som kvinderne måtte føre under Taliban.

Amajan selv blev dræbt i september 2006. Hendes mand havde kørt hende til hovedvejen, hvorfra hun ville tage en taxi til sit arbejde. To unge mænd kørte forbi på en motorcykel, og en af dem åbnede ild med sin Kalashnikov. En Taleban-kommandant, Mullah Hayat Khan, meddelte siden, at hun var blevet "henrettet" for at ikke have adlydt Talebans ordre om at holde op med at arbejde.

Jeg mødte de to mænd, som blev anholdt for mordet på hende, sidste år i Sarposa-fængslet i Kandahar. De var først i 20'erne og så forhutlede og ynkelige ud. Gentagne gange forsvarede de sig med, at de var blevet truet af Taleban. De havde dræbt Safia, sagde de, for 5.000 dollar, som en mullah i Pakistan havde udlovet. De to mænd blev pågrebet, da mullahen krævede bevis for, at de havde udført deres opgave, hvorefter de om natten forsøgte at grave deres offers lig op for at klippe en hårlok af det.

Kakar var en god ven af Amajan og kastede sig ind i jagten på hendes mordere.

"Vi ville ikke fået dem, hvis de ikke havde forsøgt at grave Safia op," sagde hun på sit kontor på politistationen i Kabuls centrum.

"Jeg tør ikke være i samme rum som disse mænd, for jeg ved ikke, hvad jeg kan finde på at gøre mod dem. De myrdede en kvinde, som var gammel nok til at være deres egen bedstemor, og som gjorde så meget for Kandahars borgere ... og for Afghanistan."

Fik ingen beskyttelse

Amajan og Kakar plejede at arbejde tæt sammen med et kvindeligt parlamentsmedlem fra Kandahar, Zarghuna Kakar (ingen familierelation). Den 36-årige Zarghuna Kakar er nu flygtet fra sit hjem, efter at hun og hendes familie blev angrebet på et marked. Hendes mand, Mohammed Nasir, blev dræbt.

Før skyderiet havde Zar-ghuna Kakar gentagne gange bedt om mere beskyttelse. På et tidspunkt henvendte hun sig i desperation til Ahmed Wali Karzai, bror til den afghanske præsident og en fremtrædende figur i Kandahar.

"Han sagde til mig, at der ikke var noget, han kunne gøre," fortalte hun. "Han sagde også, at jeg burde have gjort mig klart, hvad konsekvenserne af at stille op til valget kunne blive. Men det var jo hans bror, amerikanerne og briterne, der sagde til os kvinder, at vi nu kunne engagere os i det politiske liv."

Zarghuna Kakar var flygtet til Kabul med sin familie. Vi mødtes på et koldt, mørkt hotelværelse. Hun var konstant bekymret for sin sikkerhed.

"I sidste ende lykkedes det mig at få et møde med præsident Karzai. Han bad mig tage tilbage til Kandahar og lovede, at han ville få guvernøren til at give os livvagter. Men guvernøren har ingen ledige sikkerhedsfolk."

Manglen på officiel beskyttelse af kvinder fra såvel de afghanske myndigheders som fra de vestlige styrkers side skaber stor bitterhed blandt de kvinder, som nu må se sig permanent truet af de islamistiske fanatikere.

Nu hvor Talebans stadig mere dristige angreb også er nået til udkanten af Kabul, og præsident Karzais regering forhandler med Taleban og andre islamistiske grupperinger, er de kvinder, som har råd til at flygte, nu ved at planlægge mulige flugtveje. Udenlandske ambassader rapporterer således om en kraftig stigning i visumansøgninger fra uddannede, professionelle kvinder.

Kaptajn Jamilla Mujahid Barzai forbliver dog i Kandahars politistyrke, hvor hun nu vil fortsætte sin myrdede chefs arbejde. Hun forlod i sin tid politiet, da hun blev vidne til en berygtet Taleban-henrettelse af en kvinde på Kabuls fodboldstadion, et drab, som blev filmet og vist over hele verden som et skrækeksempel på periodens barbari.

"Jeg kendte fangen og vil aldrig glemme, hvordan hun døde. Der var intet, jeg kunne gøre, så jeg forlod politiet ... Men nu er det meget vigtigt, at kvinder igen forsøger at få magtpositioner, så vi kan forsøge at hindre, at den slags gentager sig. Det er ganske vist meget farligt for os. Men vi kan ikke vende tilbage til den tid igen."

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

@ Jesper Haarlev

"Kære afghanske udsatte kvinder i må klare jer selv!", skriver du.

Jeg hører hverken til på den ene eller den anden "venstrefløj", men jeg vil forsigtigt mene, at der måske er kvinder og børn andre steder i verden, der har ligeså meget eller måske endda mere brug for hjælp ... om det lige netop er soldater, de har brug for, ved jeg ikke.

Det der er spørgsmålet er, hvorfor det lige netop er i Afghanistan, at vi gerne vil "hjælpe".

Er det fordi der ingen masseødelæggelsesvåben har, ingen olie har, er det fordi de USA m.fl. gik ind og smadrede løs på befolkningen og skabte en let forståelig modstand, en modstandbevægelse ... eller er vi der virkelig fordi vi gerne vil hjælpe disse kvinder og børn ?

Der er masser kvinder og børn at hjælpe uden at skulle sende soldater så langt bort. F.eks. kunne de "villige" stoppe den omfattende hustruvold i Danmark og i f.eks. Frankrig (Hver tredie dag tæves en kvinder (hustru) til døde i Frankrig). Kom nu op af stolene alle I "vilige" til højre eller venstre for den ene eller den anden "venstrefløj", der er nok at gå i gang med.

Travis Malmzon

Naturligvis må de passe på sig selv.

Tilbage til kolonihaverne.

Vi skal ikke rodes ind i noget.

Var der nogen som sagde Dafur ????

Per Jongberg
- jeg går ud fra at du er klar over Talebans status som forbilledlig organisation blandt islamister - også herhjemme. Dine prioriteringer mht. hjælp af kvinder er - well - dine, men der er heldigvis bred enighed om vigtigheden af kampen for kvinders rettigheder i Afghanistan . Jeg tror ikke at det vigtigste for disse kvinder er, at sikre sig at vestens hjælp ,over hele linjen er fremkommet udfra 100% noble og uselviske interesser. Det er sgu storpolitik og ikke sort /hvidt . Men hvis du gerne vil gå islamisternes ærinde og fremstille Afghanistan som et land voldtaget af de "vestlige imperialister" så står det dig frit for. Det er set før...

Det er skam ikke kun Taleban. Jeg vil foreslå at se hvad de mandlige medlemmer af det Afghanske parlament gjorde ved deres ene kvindelige medlem.

Thomas Bolding Hansen

Det er bekæmmende at der ikke kan findes livvagter til de vigtigste kvinderettighedsforkæmpere i Aghanistan. Det ville ikke overraske mig at selv mindre betydningsfulde mænd ikke har de samme problemer.

"hvis du gerne vil gå islamisternes ærinde og fremstille Afghanistan som et land voldtaget af de "vestlige imperialister" så står det dig frit for. Det er set før..."

Og det ville ikke komme som nogen overraskelse, kan jeg lige tilføje.
Hukommelsen er godt nok kort i det her tilfælde.

Taliban er vel noget nær det værste totalitære rakkerpak der nogensinde har vandret på den her jord.

http://www.nationmaster.com/encyclopedia/Nadia-Anjuman

@ Jesper Haarlev og Nils Brakchi

Nej, jeg sammenligner kke afghanske kvinders situation med de europæiske. Jeg mener ikke min tekst foreslår en sådan fortolkning.

Jeg foreslår, som en meget nærliggende opgave for os, at løse problemer, der hober sig op lige indenfor vores egen dør - og lige udenfor vores egen dør (derfor nævnede jeg Frankrig).

Der er naturlig mange andre steder at tage fat, og kan vi danskere klare det, jamen hvorfor så gøre det ikke samtidigt ... det går jo så fint i Afghanistan, ikke ?

Har vi mere kapacitet, så kunne vi jo gå igang f.eks i Saudi Arabien, nu kom jeg da uden for Europa. Dernede er det vist heller ikke alt for lystigt at være kvinde, og der er da vist iøvrigt også rigeligt med forbindelser til al-Qaeda terrornetværket, er der ikke ?

Se f.eks. Berligske Tiden idag: ”Saudi Arabien var et af de tre lande, der anerkendte Talebanstyret, mens det sad ved magten fra 1996 til 2001 og al-Qaeda voksede sig stærk med udgangspunkt i terror-trænings-lejre i Afghanistan.”

Var det egentlig ikke det dér med terror, det hele begyndte med i Afghanistan ? Faktisk erindrer jeg ikke, hvorfra den dér opgave med kvindernes kår kommer fra ?

Nå, men hvis det nu er Folketinget vilje, at vi ordner kvindernes problem i Afghanistan, nu vi alligevel er dernede, jamen så er det da sikkert også godt.

Eller hvad med Iran ? Dér ville Bush jo nok hjælpe til. Hvordan er det iøvrigt med kvinders lod på Grønland ?

Spøg til side: Jeg forstår simpelt hen ikke "vores" ophidselse over og optagethed af, hvad der foregår lige netop i Afghanistan ... altså mht kvinders lod ?

Jeg ville faktisk gerne forstå det !

Per,

Det er sammen med demokratiskabelsen et middel til at pacificere befolkningen og dermed svække Taleban og deres greb om afghanerne.

Det er det der med hearts and minds.

hey Per Jongberg

Nu er jeg (heldigvis ) ikke politiker med deraf følgende ansvar. Det kendetegner også min , og andres måde at gå til problematikerne på her i debatten.
Men man er vel nødt til at starte i et hjørne hvad angår bistand - til trængte befolkningsgrupper/samfund. Verden bliver jo alligevel aldrig perfekt.

Saudi Arabien er vel nok det mest afskyelige system af dem alle - især pga. deres kæmpe indflydelse, økonomisk såvel som åndeligt i store dele af verden.

Når man påtænker en konfrontation med dette land, diplomatisk eller militært ,bliver man jo helt træt og resignerende. Skræmmende. En sikker start på en form for tredje ( fjerde ? )verdenskrig skulle man mene.

Så - ja - det er hyklerisk og flovt at Saudierne har frit spil i deres promovering af wahabisme og hele pibetøjet. Naturligvis betalt af de dollars som amerikanerne ikke rigtig har længere. Godnat og sov godt.....

Nu er efter alt hvad man hører fra Riyahd Karzai og Taleban jo ved at slutte fred, så de gamle allierede-der-blev-terrorister bliver nu nok snart allierede-der-blev-terrorister-de-blev-allierede-igen.

@ nils brakchi

" Saudi Arabien er vel nok det mest afskyelige system af dem alle - især pga. deres kæmpe indflydelse, økonomisk såvel som åndeligt i store dele af verden.", skriver du.

Ja, det var faktisk det, jeg tænkte på ... og altså også lidt på de gode, hvide, kristne i vores overlegne kulteur, der regelmæssigt tæver vore kvinder ihjel indenfor, og lige udenfor, vores dør.

Hvorfor går "vi" mon ikke løs på Saudi Arabien ? De har olie, masser af militært isenkram vi har selv solgt det til dem, - og heller ingen masseødelæggelsesvåben, kvindernes lod er vist ikke misundelsesværdig, demokrati er vist så som så, de har forbindelse til terrornetværk ... den er sgu da hjemme ? Lige noget for Rasmussen og Søren Gade og svendene.

Eller hvordan er det nu, ejer/ kontrollerer de slyngler ikke henved 10 % af den amerikanske økonomi ? Bush vil måske ikke være med ?

Lad os heller gå løs på Grønland.

well..Nu finder de jo også snart olie og gas i den helt store stil på Grønland. Så gi´r de jo nok en lille én....
Lad os for guds skyld forblive venner med dem...