Læsetid: 5 min.

McCain og bin Laden har brug for hinanden

Terroraktioner før et valg styrker højrefløjen, viser ny forskning. Et terrorangreb - eller blot en videotrussel - fra al-Qaeda vil flytte vælgere til McCain. Det vil omvendt gavne terrorister, fordi et USA med Obama i spidsen vil være sværere at fremstille som roden til alt ondt
Blot en videotrussel fra Osama bin Laden kan ændre valgets gang - til fordel for McCain. Det vurderer amerikanske terrorforskere. Her ses et stillbillede fra en bin Laden-video bragt på den arabiske tv-kanal al-Jazeera 22. oktober 2007.

Blot en videotrussel fra Osama bin Laden kan ændre valgets gang - til fordel for McCain. Det vurderer amerikanske terrorforskere. Her ses et stillbillede fra en bin Laden-video bragt på den arabiske tv-kanal al-Jazeera 22. oktober 2007.

Udland
1. november 2008

Osama bin Laden har brug for en sejr til John McCain i det amerikanske valg, for med Obama ved roret vil al-Qaedas ideologiske offensiv mod USA blive stækket. Og måden, hvorpå Bin Laden kan give McCain en håndsrækning, vækker bekymring i USA.

Mindre end en uge før den lange valgkamp endelig kulminerer, har bin Laden endnu ikke ladet høre fra sig. Men han kan nå det endnu og vil gøre det, hvis han har nogen som helst mulighed for det, lyder det fra flere amerikanske terroreksperter. Én af dem er R.P. Eddy, der var chef for terrorbekæmpelse i præsident Clintons nationale sikkerhedsråd og tidligere politisk rådgiver for Kofi Annan. Eddy regnes for at være blandt USA's fremmeste terroreksperter, og han ser med ængstelighed frem mod de afsluttende dage af den amerikanske valgkamp.

"Det her valg er af enorm betydning for al-Qaeda. Vinder Obama, tager han vind ud af al-Qaedas sejl," siger Eddy, der i dag beskæftiger sig med terror som seniorforsker i den konservative tænketank Manhattan Institute.

Sammen med chefen for Los Angeles politistyrke skrev Eddy i sidste uge et indlæg i New York Daily News, hvor de slog fast, at terrortruslen er forøget i den sidste tid op til valget. Obama fører i meningsmålingerne, og bin Laden og de øvrige ledende militante islamister ved, at det vil være vanskeligere at portrættere USA som roden til al ondskab, hvis den internationalt beundrede Obama bliver præsident.

Nationens sikkerhed

Vil al-Qaeda påvirke valget, har organisationen to muligheder. Den første er et angreb på amerikansk jord eller mod amerikanske interesser i udlandet. Den anden er en videomeddelelse fra bin Laden.

Sidstnævnte er det mest sandsynlige, og i 2004 kom meddelelsen fra bin Laden blot fire dage før valget. John Kerry har efterfølgende givet den en væsentlig del af skylden for sit valgnederlag. Faktum er også, at Kerry i den første meningsmåling efter bin Laden havde vist sig på de amerikanske tv-skærme, var sakket yderligere bagud. Ganske naturligt, for under hele valgkampen havde Kerry klaret sig dårligere end Bush i meningsmålinger, når der blev spurgt til, hvem af de to der var bedst egnet til at forsvare nationens sikkerhed. På det område klarer McCain sig også bedre end Obama.

Ny forskning bekræfter eksperternes mavefornemmelse af, at vælgerne vil rykke til højre i tilfælde af terrorangreb - eller måske blot en videobesked fra bin Laden. Tænketanken RAND har set nærmere på sammenhængen mellem terroraktioner og valgresultater og konkluderer, at et terrorangreb i Israel i gennemsnit giver 1.35 procentpoint større vælger-opbakning til højrefløjspartierne. Israel er centrum for undersøgelsen, fordi det er det eneste demokrati, hvor antallet af terroraktioner er så højt, at der er videnskabeligt grundlag for en undersøgelse. Men resultatet kan formentlig godt overføres til USA.

"Det vil jeg tro. Der er flere ting fra Bush-årene, der tyder på, at det er tilfældet," siger Claude Berrebi, der har en Ph.d i økonomi fra Princeton, er terrorforsker og en af mændene bag undersøgelsen.

Undersøgelsen viser også, at det ud fra et rent taktisk udgangspunkt giver mening for McCain at tale om terror og national sikkerhed. For jo mere politikere taler om risikoen for terror, desto mere følsomme bliver vælgerne over for terroraktivitet og vil være tilbøjelige til at rykke mod højre i tilfælde af et angreb.

Burde tie om terror

"Snakken øger terrorens potentielle effekt. Men vi har i demokratiske samfund selvfølgelig også ret til viden. Det er en balanceakt, for der er en klar negativ effekt, også økonomisk, ved at få terroren højt på dagsordenen. Hvis vi vil eliminere terroren og dens virkning på valg, ville det bedste være slet ikke at tale om den," siger Claude Berrebi.

R.P. Eddy er klar over, at han har bidraget til øget fokus på terrorrisikoen i valgkampens sidste uger med sit indlæg i New York Daily News.

"Men pointen var ikke at skabe bekymring, snarere at fortælle folk, at al-Qaeda muligvis vil forsøge at blande sig og manipulere valget. Mit mål er, at vi som folk forstår det, er forberedte og vil reagere på passende vis," siger R.P. Eddy.

Forsøger al-Qaeda at gøre sin indflydelse gældende, vil det i både Berrebi og Eddys optik være et forsøg på at skubbe vælgere over til McCain

"Bin Laden fungerer som den militante islamismes globale talsmand. Hans mål er rekruttering til al-Qaeda og at skaffe opbakning til sit verdenssyn og sin ekstreme version af islam. Til det formål har han brug for en fjende, en bøhmand. Bush hjalp ham på vej, da han efter 11. september talte om et begyndende korstog, og siden kom invasionen af Irak og fangemishandlingerne i Abu Grahib. Dermed fik bin Laden mulighed for at skabe et fjendebillede at definere sig selv imod. For mig er det rimelig klart, at al-Qaeda vil foretrække McCain, som har talt om at bombe Iran, om amerikansk tilstedeværelse i Irak på ubestemt tid og i det hele taget præsenteret sig selv som en aggressiv kriger," siger R.P Eddy.

Det synspunkt bakkes op af førende tænkere inden for international politik, blandt andre Harvard University's Joseph Nye, der støtter synspunktet om, at en videreførelse af præsident Bushs politik vil hjælpe al-Qaeda i rekrutteringen af jihad-krigere. Og på et password-beskyttet islamistisk website med bånd til al-Qaeda, lyder det også, at de støtter McCain.

Første reaktion afgørende

Men vil 'opbakningen' ligesom i 2004 komme i form af en videobesked fra bin Laden, eller er der en reel grund til at frygte et angreb?

"På grundlag af al-Qaedas historie med aktioner i forbindelse med valg, er der grund til at tro, at de vil forsøge. Men det er uklart, om de har midlerne til at gennemføre det. Timingen er god med valget og vores økonomiske krise. De vil i givet fald forsøge at ramme finansielle institutioner. USA's fallit er tidligere blevet betegnet som et mål, og med den økonomiske krise, tror de måske, at de kan vippe os ud over kanten. Men jeg vil ikke betegne det som sandsynligt. Der er en øget risiko, den er større end for fem måneder siden, men præcis hvor stor er umulig at sige," siger R.P. Eddy.

Kommer et angreb eller den mere sandsynlige videobesked, vil kandidaternes umiddelbare reaktion være vigtig for, hvor stor effekten bliver på vælgerne.

"Jeg tror, Obamas folk bruger en del tid på at spekulere over, hvad de så skal gøre. Det burde de i hvert fald," siger R.P Eddy.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"McCain og bin Laden har brug for hinanden"

Man kunne vel med lige så god ret påstå at Pia Kjærsgard/Jyllands Posten og bin Laden har brug for hinanden?

Michael Skaarup

Jeg syens at der grineren, at Osama bin laden løgnen er accepteret, selvom vi ved hvor solide efterretninger var om Saddams masseødelæggelsevåben og tætte relationer til terrori. bla. Al.kajda lejrer.

Sådan er det jo også i Danmark, Michael.

Vi har gang på gang set eksempler på at efterretningstjenesten har taget godt og grundigt fejl, men alligevel mener politikerne at det er betryggende at efterretningstjenesten kan få lov til at anklage og dømme personer ved hemmelige "retssager".

Det ville også være "grineren", hvis det ikke var så fantastisk alvorligt og tragisk...

Michael Skaarup

Lars..

der er noget du har misforstået ...

Det er Pia, søren, jesper og peter, der har brug HuT, Islamisk trossamfund, al-kajda... De er hinandens modpoler og kan kun eksistere i kraft af hinanden.
på samme måde som den yderste venstrefløj(AFA), har brug for den yderste højrefløj((whitepride), og vice versa, for at kunne skabe en identitet.

Per Thomsen

Det er jo tragi-komik af højeste karat, du nævner.

Jeg tror det svært at finde noget modstykke til fænomenerne PET og FET i Danmark og den siddende regerings begejstring, over deres effektivitet og saglighed.

Michael Skaarup

Lars..

ps. Al-kajda er det bedst markedsført brand siden årtusindeskiftet. Så lad nu være med tro at reklamen, svarer til produktet. Ligesom man ikke får flere venner af at brug rexona, eller bliver gladere af at drikke koka-kola.

Ja, ih hvor er det påfaldende, at Osama bin Laden ikke har givet lyd fra sig; men måske ved han ikke, at der er valg i USA, fordi Internet-forbindelsen til bjerghulen i Tora-Bora området ikke er den allerbedst fungerende. Men så kunne hans netværk, Al Qaeda (al-ka-i-da) jo udtale sig på hans vegne. Hvad er forresten forbindelsen mellem Al Qaeda og Taleban? Hvem kan bevise, at Osama bin Laden eksisterer? "He's irrelevant" (Bush) - "det hjælper ikke at finde bin Laden, for så kommer der bare mange flere bin Laden'er; Ondskaben vil altid være der!" (Pind, DK). Folkekrav: FIND HAM SÅ!