SHANGHAI - Kinas økonomi buldrer fortsat derudaf i et tempo, som det finanskriseramte Vesten kun kan drømme om. Det er ikke recession, de kinesiske økonomer taler om. De grubler i stedet over, om væksten i år falder til lige under 10 procent eller lige over ni. Mandag meddelte Kinas nationale statiske kontor, at væksten i årets tredje kvartal faldt til ni procent fra 10,1 procent i andet kvartal.
Det er dog ikke et fald, der spreder misstemning som i Europa og USA. De mange byggekraner, der rejser sig op i disen over Shanghai, Kinas vækstcenter, fortæller, at der bygges og investeres på livet løs. Kinas ledelse og også Verdensbanken og økonomiske tænketanke siger, at Kina stort set er sluppet helskindet fra finanskrisen.
Kinas banker er skarpt reguleret og har ikke kastet sig ud i optimistiske lånearrangementer, da finansmarkederne havde deres optur.
Snerper til
Men alt er alligevel ikke, som det plejer at være i Kina, der i den seneste halve snes år har udviklet sig til det, der kaldes verdens store fabrikshal. Finanskrisen presser de vestlige økonomier, hvor der tales om krise og smalhals i de kommende år, og det betyder lavere efterspørgsel efter de varer, millioner af kinesiske arbejdere knokler med at producere.
De første tegn på uvante lyde i vækstmaskinen er hørt, og de lyde er ikke kun nationaløkonomiske tal fra det statistiske kontor. Toldmyndighederne, som holder snor i eksporten, meddelte tidligere i denne måned, at antallet af eksportfirmaer inden for legetøjsindustrien er halveret i det seneste år.
Ifølge nyhedsbureauet Xinhua drejer det sig om 3631 firmaer, der overvejende er små. I sidste uge var det imidlertid et noget større foretagende, der gik ned, nemlig Smart Union Group i Dongguan i det sydlige Kina. 6500 arbejdere havde ikke fået løn i to måneder, da legetøjsproducenten måtte lukke.
I tekstilindustrien begynder det også at snerpe til. Eksportvæksten var i årets første ni måneder 1,8 procent - i samme periode i fjor var væksten 23 procent.
En af årsagerne til Kinas vækstboom er, at landet har en næsten uudtømmelig reserve af billig arbejdskraft. Men færre penge hos vestlige forbrugere rammer beskæftigelsen i Kina. I weekenden skrev avisen South China Morning Post, at organisationen Forbundet af Hongkong Industrier vurderer, at mellem to og 2,5 millioner arbejdere i Hongkong og det sydlige Kina risikerer at miste deres arbejde inden for et par måneder, fordi mange små og mellemstore virksomheder frygtes at gå ned.
Den mindre produktion i Kina vælter problemer tilbage på omverdenen, fordi Kina så importerer værre råvarer som olie, aluminium, kobber og halvfabrikata. Regeringen i Beijing har meddelt, at den vil forsøge at sætte skub i væksten med en række offentlige investeringer inden for infrastruktur, ligesom den har bebudet en jordreform, der skal øge landbrugsproduktionen og indkomsterne i landdistrikterne.
idag@information