Nobelkomite uddeler ulovlige fredspriser

De fleste modtagere af Nobels fredspris siden Anden Verdenskrig burde aldrig have fået prisen. Den er nemlig blevet givet på et forkert grundlag og i strid med Alfred Nobels retsligt bindende testamente, hævder den norske forfatter Frederik Heffermehl i en ny bog. Jurister bakker forfatteren op
De fleste modtagere af Nobels fredspris siden Anden Verdenskrig burde aldrig have fået prisen. Den er nemlig blevet givet på et forkert grundlag og i strid med Alfred Nobels retsligt bindende testamente, hævder den norske forfatter Frederik Heffermehl i en ny bog. Jurister bakker forfatteren op
6. oktober 2008

I morgen, tre dage før offentliggørelsen af dette års vinder af Nobels fredspris, udkommer bogen Nobels vilje i Norge, der retter en skarp kritik mod Nobelkomiteen. Manuskriptet har været holdt strengt fortroligt op til udgivelsestidspunktet, men Information har med forfatteren Fredrik Heffermehls tilladelse haft teksten til gennemlæsning.

Heffermehls centrale påstand er, at den norske Nobelkomite, der står for uddelingen af fredsprisen, ikke forvalter sin opgave i overensstemmelse med Alfred Nobels intention. Og det er ulovligt. Ifølge elementær arveret skal testators intention nemlig følges nøje. Og som det fremgår af denne artikel er to uafhængige forskere enige med Heffermehl i, at Nobelkomiteen overtræder denne bestemmelse.

Det er klart, hævder Heffermehl, at Nobel ønskede, prisen skulle gå til personer, der har ydet en aktiv og målrettet indsats imod krig og militarisme. Han pålagde det norske Storting at opfylde denne intention, men den komite, som Stortinget gav mandatet til at udvælge prisvinderen, har i løbet af prisens historie bevæget sig stadig længere væk fra det anti-militaristiske udgangspunkt.

I de første år, fra prisen første gang blev uddelt i 1901, gik langt de fleste priser i fuld overensstemmelse med Nobels vilje til personer, der havde ydet en vigtig indsats imod krig, forklarer Heffermehl. Men efter Anden Verdenskrig begyndte komiteen at tage sig stadig større friheder og glemte helt teksten i Nobels testamente. Man udvalgte således kandidater som George Marshall, der blev tildelt prisen i 1953. Han var øverstkommanderende for den amerikanske hær under krigen og ikke ligefrem kendt for sin anti-militarisme.

Denne udvikling væk fra Nobels intention er fortsat op igennem tiden, mener Heffermehl at kunne konstatere. Og i de senere år er der for alvor sket en devaluering af fredsprisen. Komiteen har udvalgt folk som Al Gore og Mohammad Yunus, der bestemt har eminent prisværdige indsatser for menneskeheden på cv'et, men som ikke kan siges at have ydet en aktiv og målrettet indsats imod krig og militarisme og derfor ikke burde kunne løbe med lige præcis Nobels fredspris.

"Fredsprisen er med tiden blevet komiteens og ikke Nobels," konkluderer Heffermehl over telefon til Information.

Ændring af praksis

Heffermehl er imidlertid ikke upartisk i denne sag, idet han er aktiv i den norske fredsbevægelse og blandt andet tidligere vicepræsident for International Peace Bureau.

Men over for Information bakker andre jurister ham nu op: "Jeg synes, det er en vældig spændende bog og et godt stykke arbejde. Og når det gælder fortolkningen af Nobels testamente, mener jeg, han har ret," siger Ståle Eskeland. Han er professor ved det juridiske fakultet på Oslo Universitet og er en af de få, der har haft lejlighed til at læse Heffermehls bog i manuskriptform.

"Nobel var jo optaget af nedrustning. Først og fremmest som et middel til fred. Og de fredspriser, som bygger på det udvidede fredsbegreb, at alt, hvad der er godt, også bidrager til fred, de er jo udtryk for en fejlfortolkning af testamentet, og dermed er de ulovlige," fortsætter Eskeland og konkluderer:

"Praksisen må bestemt lægges om for fremtiden."

Også Rasmus Felthusen, der er lektor ved juridisk fakultet på Københavns Universitet og ekspert i arveret, mener, Heffermehl har fat i noget. Den danske forsker har med Heffermehls tilladelse læst en del af manuskriptet.

"Man skal finde frem til testators vilje. Hvad kan han have ment, må man spørge sig selv. Det er det afgørende," siger Rasmus Felthusen, der dog understreger, at han kun kan tale om sagen, som den ville tage sig ud i en dansk kontekst, Men samtidig påpeger han, at dansk lovgivning på dette område ligger tæt op ad norsk og svensk.

"Med min baggrund som jurist med speciale i arveret synes jeg, det ser ud til, at man er i gang med at bøje fortolkningen for vidt. Det er jeg meget enig med Heffermehl i," siger Felthusen og fortsætter:

"Hvis man vælger at åbne op for noget, som ikke umiddelbart passer ind, for eksempel klima, så skulle det være, fordi krig ikke længere fandtes. Eller fordi fonden ikke længere havde midlerne til at leve op til Nobels intention. Men det er der ikke tale om. For fonden har jo en anselig størrelse, og krig florerer som bekendt kraftigt ude i verden."

Testamentet

Det juridiske kernepunkt i sagen er Nobels kortfattede testamente, som den salomonisk rige dynamitkonge skrev i 1895, et år før sin død, uden bistand fra jurister. Her erklærede han, at størstedelen af hans formue skulle gå til oprettelsen af en fond, hvis renter skulle deles op i fem lige store portioner og udbetales en gang om året til personer, "som under det forløbne år har gjort menneskeheden den største nytte".

Priserne skulle falde inden for områderne fysik, kemi, medicin og litteratur, skrev Nobel, samt til den person, "som har virket mest eller bedst for folkenes forbrødring og afskaffelse eller mindskning af stående armeer samt dannelse og udbredelse af fredskongresser." Ordet fredspris benyttede Nobel vel at mærke ingen steder i testamentet.

Heffermehl viser nu, hvordan den norske Nobelkomite imidlertid er gået ud fra ordet fredspris, som om Nobel havde kaldt prisen sådan i sit testamente. Som da den daværende formand for komiteen, Egil Aarvik, i 1983 argumenterede for udnævnelsen af Lech Walesa med, at "fredsprisen skal være et tegn på solidaritet med dem som i fredens tjeneste fører deres kamp for menneskehedens højeste idealer".

Men som Heffermehl nøgternt bemærker: "Det er selvsagt forkert, at bringe et nyt ord ind og så tolke ud fra dette".

Endnu mere tydeligt er det, at komiteen har fortolket testamentet som om, arbejdet for henholdsvis folkenes forbrødring, nedrustning og fredskongresser er tre adskilte kriterier. Efter den manøvre har de benyttet kriteriet folkenes forbrødring separat og særdeles frit. Som da den nuværende formand for komiteen, Ole Danbolt Mjøs, i 2007, hvor Al Gore, løb med prisen, erklærede, at dette kriterie betød, "at man skal overleve på kloden.... dette må være noget af det fremmeste af forbrødring eller forsøstring ... dette er en rumlig kategori".

Men ud fra en juridisk fortolkning af testamentet, siger Heffermehl, der selv er uddannet jurist fra Oslo Universitet og New York University, er denne læsning helt forkert. Afgørende er det ifølge Heffermehl, at Nobel i sit testamente kæder de tre kriterier sprogligt sammen i stedet for at adskille dem med 'eller', som han benytter andre steder i teksten, hvor han ønsker at adskille kriterier.

Det betyder ikke nødvendigvis, at kun personer, der lever op til alle tre kriterier, kan komme i betragtning til prisen, fortsætter Heffermehl. Så rigidt har Nobel næppe tænkt det. Ligesom det også virker rimeligt, at opdatere det, Nobel kaldte stående armeer til også at dække moderne fænomener som luftvåben, a-bomber, forskning i militærteknologi og så videre.

Men den sproglige sammenkædning betyder i hvert fald, at de tre kriterier indgår i en indbyrdes sammenhæng, sådan at de kaster lys over hinanden. Og denne sammenhæng peger klart i retning af, at kandidaterne skal have ydet en målrettet indsats imod krig som konfliktløsningsstrategi.

"Kampen for fred skal stå centralt hos prisvinderne, ikke være en perifer, måske utilsigtet bieffekt", konkluderer Heffermehl, der også inddrager det faktum i sin fortolkning, at Nobel var meget optager af fredsbevægelserne i sin samtid, og at han valgte at prisen skulle uddeles af det norske Storting, der var kendt som det måske mest anti-militaristiske parlament i verden.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Alfred Nobel var en svensk kemiker, opfinder og industrimagnat, der blev en af sin tids rigeste mænd. Blandt andet takket være sin opfindelse af dynamit, der gav ham tilnavnet dynamitkongen. Han var imidlertid også kendt som en fredselskende internationalist,
der talte flere sprog og interesserede sig for kunst og politik. Året før sin død skrev han det testamente, der ligger til grund for nobelpriserne. Her testamenterede han størstedelen af sin enorme
formue til en fond, der skal uddele renterne til personer, der i løbet af det forgangne år har gjort menneskeheden nytte.

Nobelprisen
Nobelprisen bliver hvert år på Alfred Nobels dødsdag, d. 10. december, uddelt til en eller flere personer eller organisationer,
der har ydet en afgørende indsats inden for områderne: fysik, kemi, medicin, litteratur og fred samt økonomi, der kom til i 1969. Men allerede fra i dag bliver det offentliggjort, hvem der vinder priserne. Kalenderen for offentliggørelserne ser ud som følger: Mandag kl. 11.30: Medicin. Tirsdag kl 11.45: Fysik. Onsdag kl. 11.45: Kemi. Torsdag kl. 13.00: Litteratur. Fredag kl. 11.00: Fred. Mandag kl. 13.00: Økonomi.

Bertha von Suttner
Inden for arveret er det almindelig praksis at inddrage andre fortolkningsdata end selve testamentet for at forstå testators intention. Hefferdahl inddrager således det faktum i sin fortolkning, at Nobel var meget optaget af sin samtids frodigt florerende fredsbevægelser. Muligvis fordi han angrede sin indsats som opfinder af krigsteknologi. Men i hvert fald også, fordi han blev præget af sin nære veninde, det anti-militaristiske ikon Bertha von Suttner, der meget passende vandt fredsprisen i 1905, og som tilbage i 1889 udgav tidens absolutte bestseller, romanen ’Die Waffen nieder’ (dansk ’Ned med Våbnene’), der stadig gælder som et af de vægtigste værker i antikrigslitteraturen. Hun bad ofte Nobel om penge til det fredsarbejde, hun stod i spidsen for, og ofte imødekom han hendes bønner. Endog sagde han ifølge hendes memoirer engang til hende i en diskussion, at hvis hun kunne overbevise ham om sin sag, ville han ’gøre noget stort for bevægelsen’.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Per Erik Rønne

Som jeg læser formuleringen dækker den også politikere der i praksis bidrager til at mindske spændinger, og dermed reducerer risikoen for fred.

Dermed er politikere som israelske Menachem Begin, ægyptiske Anwar Sadat og israelere som Shimon Peres og Yitzhak Rabin passende modtagere, og naturligvis også en tysk jøde som Heinrich Kiesinger, der som USAs udenrigsminister spillede en afgørende rolle for at afslutte Vietnamkrigen.

Men det virker som om forfatteren, og de jurister journalisten har udvalgt, først og fremmest er interesserede i lallegale pacifister som modtagere af prisen. Lallegal pacifisme i Vesten var i øvrigt en af grundene til 2. verdenskrig.

De udspurgte jurister? Det er velkendt at journalister udvælger de jurister til udspørgning, der skal underbygge den enkelte journalists egen holdning.

I øvrigt er der vundet hævd på at se bort fra testamenters bestemmelser. Herluf Trolles og Birgitte Gøyes bestemmelse om at Herlufsholm Kostskole skulle være en DRENGEskole er sløjfet, da den ikke passer til nutidens fordringer om fælleskønnede skoler.

Og Carl Jacobsens bestemmelser om at Carlsbergfondet skal have aktiemajoriteten i Carlsberg, og at hans bolig skal være æresbolig, har man skøjtet hen over ... så når nu Mærsk McKinney Møller har givet almenfonden aktiemajoriteten i A P Møller, kan en eftertid bare ændre fondens bestemmelser ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Peter Simonsen

To grunde til 2. Verdenskrig var også den "fredsaftale" Tyskland blev påtvunget efter 1. Verdenskrig som skabte fuldstændig urimelige forhold i Tyskland hvor Adolf Hitler og co havde let spil med at få solgt sit såkaldt socialistiske program. En anden grund, den sædvanlig, tii krigen var at der var penge at rjene på den! Lallegal pacifisme, må vi så lige være her!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Olsen

Per Erik Rønne :"og naturligvis også en tysk jøde som Heinrich Kiesinger, der som USAs udenrigsminister spillede en afgørende rolle for at afslutte Vietnamkrigen."

Var det for eller efter tæppe-bombningen af Cambodia ?Jaja, vi ved det godt, pacifismen er skyld i krig, ligesom kvinder er skyld i voldtægt og børn er skyld i pædofili ..

anbefalede denne kommentar