Læsetid: 3 min.

Nyt parti kan genoplive etniske konflikter i Sydafrika

Sydafrikas legendariske befrielsesbevægelse ANC står over for en splittelse, og trods glæde over udsigten til en stærkere opposition, frygter flere eksperter, at partideling kan resultere i etnisk vold og ustabilitet
Sydafrikas legendariske befrielsesbevægelse ANC står over for en splittelse, og trods glæde over udsigten til en stærkere opposition, frygter flere eksperter, at partideling kan resultere i etnisk vold og ustabilitet
27. oktober 2008

"One man, one vote in a unitary state".

Det er kun 14 år siden, at det sydafrikanske befrielsesparti African National Congress, ANC, oplevede sit slogan blive virkelighed, da der for første gang blev afholdt demokratisk valg i den tidligere apartheidstat.

Skeptikere var der mange af. De frygtede, at landets overgang til demokrati ville resultere i, at man blot fik en ny gruppe af undertrykkere.

"One man, one vote, one time" lød en sarkastisk omskrivning fra dem, der frygtede, at ANC ville holde fast i magten, hvis først de fik den tildelt.

Sydafrikas demokrati bestod, men ANC har, siden det første valg i 1994, siddet så solidt på magten, at flere alligevel har sammenlignet Sydafrika med en reel et-partistat.

Derfor ser mange også den seneste tids interne uenighed i ANC, der ser ud til at resultere i en splittelse af partiet, som et skridt i en positiv retning for det spæde sydafrikanske demokrati.

"ANC's monopol er brudt. Partiet bliver udfordret politisk, og det er sundt for vores demokrati,"" siger professor Patrick Bond, der er leder af centeret for civilsamfund ved KwaZulu-Natal School of Development Studies i Sydafrika.

Han bakkes op af professor i sociologi ved Johannesburg Universitet, Dr. Ashwin Desai.

"Der er kommet reel opposition og debat i vores land. Det er blevet spændende at se nyheder igen," siger han og forklarer, at et nyt parti stiftet af tidligere ANC folk, har helt andre muligheder for at udgøre en vægtig opposition til ANC end andre partier.

"Som befrielsesparti nyder ANC en enorm respekt i befolkningen. Så en reel opposition har kun haft mulighed for at opstå ved en splittelse af ANC, så modspillet kommer fra et parti, der rummer den samme legitimitet som ANC," siger Ashwin Desai.

Etniske spændinger

Flere er dog også bekymrede for, hvad en splittelse af ANC kan føre med sig.

Jacob Zuma, der tilhører Zulu-stammen, har ved flere offentlige lejligheder defineret sig selv i klan-termer.

Noget, som flere af de tidligere ANC folk fremhæver, og som eksperter frygter, de vil tage op, hvis de stifter et nyt parti.

"Red Sydafrika fra krigsherrerne," råbte tilhængere af udbryderne fra ANC i torsdags ved et stormøde i Johannesburg, som endte i uroligheder, da Zuma-støtter forsøgte at forhindre de fremmødte i at komme ind til mødet.

Det er sådanne sammenstød, der får eksperterne til at frygte for fremtiden.

"Politikerne må ikke begynde at bruge stammekultur-retorik for på kort sigt at vinde point. For konsekvenserne på lang sigt vil være uoverskuelige," siger Ashwin Desai, der ser en stigning i etnisk vold som et muligt scenarium, hvis politikerne følger den vej.

"Historisk set har der altid været etniske spændinger. Jeg siger ikke, at det er sådan, det ser ud nu, men det ligger og lurer i baggrunden. Vi kommer med en historie med mere end 300 år med vold, som ikke forsvinder, bare fordi Mandela siger, den skal," siger Ashwin Desai og henviser til den stramme linje over for stammeorganisering, som ANC har ført for at forhindre intern splittelse i partiet.

"Hos mange familier findes stadig gamle sår, der ikke er helet. Så hvis folk, i en tid med massiv fattigdom og desperation, føler, at regeringen holder dem for nar, så kan meget gå galt."

Også Patrick Bond mener, der er fare for, at landet kan løbe ind i problemer.

"Det er ikke utænkeligt, at vi vil opleve en stigning i intolerance, ustabilitet og muligvis etnisk vold," advarer han.

André Sonnichsen, der er forsker i sydafrikansk politik ved Københavns Universitet, mener, der er tilstrækkelig modenhed i den sydafrikanske kultur til, at de godt kan håndtere flere partier, men understreger dog, at det er et scenarium, der før har vist sig.

"Unge demokratier er i en vis forstand skrøbelige og kan derfor ikke holde til den form for robuste oppositionspolitik, der kendetegner et spektrum af flere partier. Det er typisk sådan, at den tidligere konflikt ligger meget tæt på, og så er der ikke en demokratisk kultur, der gør, at man har oplevet, at magten på demokratisk vis skifter hænder," siger han og kalder den seneste tids begivenheder for "den mest frugtbare udvikling siden det første frie valg i 1994 og et klart skridt frem for demokratiet i Sydafrika".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu