Læsetid: 3 min.

Pakistan rydder op i infiltreret spiontjeneste

Den pakistanske regering gør et nyt forsøg på at skifte ud i toppen af efterretningstjenesten ISI. Men nemt bliver det ikke, mener eksperterne, for islamistiske gruppers infiltration i den magtfulde tjeneste er massiv
2. oktober 2008

Først beskyldte amerikanerne Pakistans efterretningstjeneste, Inter-Services Intelligence (ISI), for at samarbejde med Taleban og for at være involveret i terrorbombningen af Indiens ambassade i Kabul. Så besluttede USA, at Pakistan ikke længere kunne håndtere kampen mod terror og sendte derfor egne specialstyrker ind for at klare de militante islamister.

Med udnævnelsen af Ahmed Shujaa Pasha som ny ISI-chef samt udskiftningen af flere andre topchefer viser Pakistan, at de vil gøre noget ved anklagerne mod tjenesten og samtidig opruste til en intensiveret indsats i Af-ghanistan. Det giver håb om, at Pakistan, som Vestens vigtigste allierede i regionen, i højere grad vil forsøge at balancere vestlige og pakistanske interesser, siger Pakistan-ekspert Conrad Schetter fra Bonn Universitet.

Afpolitisering af ISI

Den 56-årige nye leder af ISI, Ahmed Shujaa Pasha, er soldat ind til benet og har selv kæmpet i regionen. Ligesom de andre nye topfolk i ISI er han blevet håndplukket af den pakistanske hærchef, general Ashfaq Kayani, der blev indsat, kort efter præsident Pervez Musharraf blev presset til at gå af i august.

Om det vil lykkes at reformere tjenesten er usikkert, men Pasha og Kayani vil gøre et reelt forsøg, mener Pakistan-eksperten Farzan Shaik fra den engelske tænketank Chatham House.

"Der er en bred opfattelse af, at Kayani og Pasha begge er professionelle soldater, der er ivrige efter at afpolitisere ISI. De vil gøre et reelt forsøg. Spørgsmålet er bare, om det kan lade sig gøre," forklarer hun.

Amerikansk pres

Præsident Asif Ali Zardari gjorde i et interview meget ud af, at udskiftningen af ledelsen ikke er påvirket af interesser udefra, men der-imod er en rutineudskiftning. Ifølge Farzan Shaik forholder det sig dog sandsynligvis ikke sådan. USA har gennem længere tid lagt pres på Pakistan for at få ryddet op i ISI, siger hun.

"USA har villet have ISI reformeret i lang tid. Ved et hemmeligt møde sidst i september gjorde CIA det klart over for Zardari, at de var meget utålmodige og gerne ville have den tidligere ISI-chef, Nadeem-Taj, udskiftet," forklarer hun.

En svær opgave

Flere gange har amerikanerne beskyldt ISI for at underminere deres missioner i Afghanistan ved bl.a. at advare Taleban inden angreb. Tidligere præsident Pervez Musharraf mislykkedes i sine forsøg på at reformere tjenesten, der er dybt involveret i støtte til både Taleban og al-Qaeda.

"Musharraf forsøgte at fjerne pro-islamiske folk fra ledelsen i efterretningstjenesten. Men resultatet af hans anstrengelser levede ikke op til forhåbningerne," siger Farzan Shaik og påpeger, at det netop er på grund af disse "autonome elementer," at det har været svært for Pakistan at markere sig som en fuldt pålidelig allieret i kampen mod terror.

For mange forbindelser

Om det vil lykkedes i denne omgang er tvivlsomt, mener Conrad Schetter:

"ISI er i høj grad blevet en maskine, der kører af sig selv. Der er så mange forbindelser til islamistiske organisationer på de lavere ledelsesniveauer, at jeg er bange for at selv ikke ledelsen i ISI kan kontrollere dem."

Farzan Shaik er enig:

"ISI er ofte blevet beskrevet som 'en stat i staten,' og det gælder stadig i dag. Tjenesten opererer i høj grad alene og uafhængigt af regeringen, og måske endda også uafhængigt af militæret."

I går bekræftede præsident Zardari, at han selv og regeringen skulle have holdt møde på Hotel Marriott i Islamabad, og at terrorbomben, der ramte forrige lørdag, derfor med stor sandsynlighed var et attentat mod ham selv og regeringen. Efter bombningen beskyldte amerikanerne igen ISI for at have en finger med i spillet.

Conrad Schetter er enig:

"Et attentatforsøg af den størrelse og med så meget sprængstof kan ikke udføres uden hjælp fra militæret," siger han og pointerer, at bombningen var endnu en hændelse, der medvirkede til, at den pakistanske ledelse efterkom kravet om en reform af ISI.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu