Note
Læsetid: 1 min.

Palin shopper for 150.000 dollar

Udland
24. oktober 2008

Meget kan man sige, men velklædt, det er hun. Den republikanske kampagne har spenderet ikke mindre end 150.000 dollar - godt 800.000 kroner - på at opdatere vicepræsidentkandidat Sarah Palins garderobe til valgkampen. Ifølge kampagnen var det nødvendigt, bl.a. fordi Palin skulle have tøj, der "passer til klimaet i 50 stater". Derudover blev pengene brugt på makeup og regninger til frisører. Ifølge avisen USA Today vil den regning nok få "Joe Six-Pack til at spilde øllet".

Republikanerne mener, at den gigantiske regning er helt i orden. Tøjet vil nemlig kun blive brugt til valgkampen og efterfølgende blive doneret væk til velgørende formål, meddelte talskvinden Tracey Schmitt.

"Med alle de vigtige spørgsmål, landet står over for at skulle forholde sig til, så er det bemærkelsesværdigt, at vi skal bruge tid på at tale om buksedragter og bluser. Det har altid været meningen, at tøjet skulle gå til velgørende formål efter valgkampen," siger hun til Politico.

Joy Behar, vært på det populære tv-program The View på ABC, mente, at den enorme regning kunne overskygge republikanernes bestræbelser på at fremstille Obama som økonomisk uansvarlig.

"Jeg tror ikke, Joe the Plumber går med Manolo Blahniks," sagde Behar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her