Læsetid: 4 min.

Pirateri er blot et symptom på kaos

Den blomstrende piratindustri ud for Somalias kyst er blot et af mange symptomer på det totale kaos, der hersker i verdens mest mislykkede stat. Flere krigsskibe kan standse pirateriet, men løser ikke problemet, vurderer eksperter
Hver tredje somalier er fuldstændig afhængig af nødhjælp, og den FN-støttede regering magter end ikke at holde ro i hovedstaden, Mogadishu. Pirateriet er blot det seneste symptom på det totale kaos, der hersker i landet.

Hver tredje somalier er fuldstændig afhængig af nødhjælp, og den FN-støttede regering magter end ikke at holde ro i hovedstaden, Mogadishu. Pirateriet er blot det seneste symptom på det totale kaos, der hersker i landet.

MUSTAFA ABDI

7. oktober 2008

De kommer som lyn fra en klar himmel. Seks-syv stykker i et par småbåde, som sejler tæt hen langs skibet. Få minutter senere er et par lange stiger hægtet fast på rælingen, mændene er om bord, og kapringen er en realitet.

Så enkelt foregår de piratangreb, der den seneste tid er eksploderet i omfang.

Mindst 250 sømænd og tolv skibe holdes i øjeblikket som gidsler af somaliske pirater, der er opsatte på at inkassere millioner af kroner i løsesum fra desperate rederier verden over. Ti EU-lande er parat til at sende krigsskibe til området, hvor den dansk-ledede Combined Task Force 150 allerede er dybt involveret i at bekæmpe pirateriet. Jo flere krigsskibe, jo bedre, siger eksperterne, men det løser ikke problemerne, hverken på kort eller på lang sigt.

Symptom på kaos

Pirateriet er blot det seneste symptom på det kaos, der hersker i Somalia, verdens mest fejlslagne stat. Sytten års borgerkrig, ekstrem tørke og total lovløshed giver de somaliske pirater fuldstændig frie hænder.

I virkeligheden er det blot nogle få hundrede mand, som er direkte involveret i at angribe den internationale skibstrafik. Hans Tino Hansen fra det danske sikkerhedsfirma Risk Intelligence anslår, at omkring 400 personer er direkte involveret i pirateriet. Roger Middleton fra den britiske tænketank Chatham House siger et sted mellem 100 og 1.000. Andre tusinder tjener penge på pirateriet på anden hånd, for eksempel ved at bespise de mange gidsler, bygge villaer eller sælge både og våben til piraterne.

Når det alligevel er så svært at sætte en stopper for sørøverne, har det flere forklaringer.

Dels er der ekstremt store penge at tjene på at kapre skibe. Ifølge Risk Intelligence betaler rederierne i gennemsnit fem millioner kroner for at få deres skib og besætning fri, en fuldstændig eksorbitant sum i et land, hvor en tredjedel af befolkningen overlever på nødhjælp.

Dels har piraterne fuldstændig frit spil i landet. Sytten års borgerkrig, ekstrem tørke og en total mangel på regeringskontrol giver piraterne immunitet mod både arrestation og retsforfølgelse.

"Pirateriet er et symptom på et land, der er faldet fuldstændig fra hinanden," siger Roger Middleton. "Den FN-støttede somaliske regering er mest optaget af at holde præsident Abdullahi Yusuf Ahmed i live og etablere en smule ro og orden i hovedstaden, Mogadishu. Alt andet er uden for regeringens kontrol."

Siden Siad Barres regime faldt i 1991, har Somalia ikke haft en stabil regering. I øjeblikket kæmper regeringen mod den islamistiske Sabab-milits, der forsøger at genetablere det islamistiske styre, som Sammenslutningen af Islamiske Domstole indførte i en kort periode i 2006.

Kan ikke ignoreres

Roger Middleton ser piratindustrien som en advarsel til det internationale samfund om en konflikt, som vi bliver nødt til at forholde os til.

"Somalia er en af verdens mest mislykkede stater og på vej ind på radaren som det næste sted, som det internationale samfund bliver nødt til at forholde sig til.

"Vi har flere muligheder, men at ignorere problemet er ikke en af dem," som han udtrykker det.

I første omgang har mindst ti EU-lande besluttet at sende krigsskibe til området ud for Somalias kyst, hvor Task Force 150 for nylig har etableret en beskyttet korridor, som de 26.000 fragtskibe, der årligt krydser området, skal følge. Tilsyneladende har korridoren forbedret sikkerheden en smule, men piraterne har langtfra givet op.

"Vi ser stadig nye angreb hver eneste dag," understreger Noel Choong, leder af Det Internationale Maritime Bureaus Center for Pirateri i Malaysia. Centeret følger situationen nøje og skaffer assistance fra CTF 150, når de modtager melding om kapringer eller kapringsforsøg. Så sent som 1. oktober var det danske skib Absalon, der deltager i CTF 150, involveret i at afværge fire kapringsforsøg.

Kræver fredsaftale

Den militære optrapning er imidlertid kun symptombehandling, fastslår eksperterne.

"Det hjælper selvfølgelig at skræmme piraterne væk, men uden effektiv kontrol af Somalias kystlinje løser det ingenting, heller ikke på kort sigt. På lang sigt skal der en fredsaftale og en massiv, langsigtet statsopbygning til for at fjerne problemet," siger Hans Tino Hansen.

En effektiv kystkontrol kunne etableres af Den Afrikanske Union, der er i Somalia på mandat fra FN, men det er ikke en opgave, som den ekstremt underbemandede styrke indtil nu har kunnet klare.

Roger Middleton håber, at piratproblemerne vil få det internationale samfund til at gøre noget alvorligt ved den katastrofale situation i Somalia,

"Millioner og atter millioner af somaliere er tvunget væk fra deres hjem på grund af borgerkrigen og flere års ekstrem tørke," siger han.

"Men hverken det eller risikoen for, at konflikten i Somalia destabiliserer hele regionen, synes at være tilstrækkeligt til at få det internationale samfund på banen."

Ifølge FN er 3,2 millioner somaliere i øjeblikket helt afhængige af nødhjælp, men det tal kan hurtigt vokse. Flere hjælpeorganisationer, heriblandt CARE, overvejer at suspendere arbejdet i det krigshærgede land efter trusler fra Shabab-militsen.

Også nødhjælpsforsyninger, som sejles til Somalia fra Kenya, er løbende udsat for piratangreb. Foreløbig har FN's fødevareorganisation, FAO, været i stand til at opretholde leverancerne af nødhjælp, men kun takket være militær beskyttelse fra CTF 150.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jamen var der ikke i Somalia, at amerikanerne, og denne gang helt uden Komiske Anders' hjælp, havde så stor succes for nogle år siden?

Hjælp mig !