Læsetid: 4 min.

Solgt - og fortabt i bankjunglen

Hvad gør man, når ens penge er forsvundet i cyberspace, og verden er ved at krakke?
Usikerhed. Fjernsynet kørte med nyheder om, at den ene bank efter den anden - danske, europæiske og amerikanske - var krakket og overtaget af staten eller venlige, men skrantende konkurrenter, og min nye bank tog ikke telefonen...

Usikerhed. Fjernsynet kørte med nyheder om, at den ene bank efter den anden - danske, europæiske og amerikanske - var krakket og overtaget af staten eller venlige, men skrantende konkurrenter, og min nye bank tog ikke telefonen...

Martin Rasmussen

Udland
10. oktober 2008

Det startede med en rudekuvert, vel omtrent samtidig - eller måske lidt før - det begyndte at knirke omkring Roskilde Bank. Kortfattet og neutralt forklarede min bank, at de havde valgt at sælge deres privatkunder fra til en anden bank, som jeg indtil da aldrig havde hørt om. De ville kun beholde deres "velhavende" kunder, som de forklarede. Jeg ville "snart blive kontaktet af min nye bank".

Formuleringen gjorde en anelse ondt på den måde, ubenægtelige sandheder ind imellem gør. Som når man en dag indser, at man aldrig bliver professionel fodboldspiller, eller at det ikke er vejen til umådelig velstand, man er slået ind på.

Mere provokerende var imidlertid selve ideen om på den måde at blive handlet som en vare, uden selv at have noget at sige. Halvandet år efter Roskilde Bank havde stået på hovedet for at hive mig ind i folden, var jeg ikke interessant længere - jeg var brugt og solgt som et stykke slidt legetøj.

Et kort øjeblik rumsterede tanken om at gøre oprør. Finde en bank, hvor ens bankrådgiver i det mindste ville ringe op og beklage, at de havde solgt mig, ønske mig held og lykke og spørge, om de kunne tilbyde mig gode råd. Men jeg havde travlt og tanken om igen at skulle ud i bankjunglen fik mig hurtigt ned på jorden igen.

Et par uger senere ringede der vitterlig også en mand fra den nye bank. Med en lidt adspredt salgstale fik han mig overbevist om, at alting ville blive endnu bedre hos dem. Han ville sende nye papirer frem, som jeg kunne underskrive med det samme, og jeg gav ham min nye adresse.

Ufordelagtigt

Et par uger gik, uden at jeg hørte noget. Så en dag ringede en kvinde og spurgte lettere ophidset, hvorfor jeg ikke havde returneret papirerne. Jeg forklarede hende, at jeg ikke havde modtaget dem, og sammen nåede vi frem til, at de stadig havde den forkerte adresse. En uges tid mere passerede uden brev, og usikker på, om det skyldtes postvæsnet, der også er begyndt at rangliste deres kunder, eller banken, ringede jeg til dem: igen den forkerte adresse.

Til sidst nåede brevet frem. En tyk bunke papirer, der krævede en krusedulle på gennemsnitligt hver tredje side, som jeg pligtskyldigt satte, mens radioen fortalte om den tiltagende weltschmerz i finansverdenen.

En overskrift på en af siderne fangede min opmærksomhed: Afgift 1400 kr. stod der. Jeg rynkede brynene og syntes, at handlen så mere og mere ufordelagtig ud. Efter 15 minutter i en telefonsluse fik jeg at vide, at jeg i virkeligheden skulle ringe til et andet nummer. Her opgav jeg efter 10 minutters ventetid. Dagen efter var resultatet omtrent det samme, og jeg opgav endeligt, skrev det sidste stykke papir under og sendte det afsted.

Guldbarrer og suppekøkkener

En uges tid senere nåede et nyt brev frem, som i en lidt bebrejdende tone spurgte, hvorfor jeg ikke havde taget mit nye Visa-kort i brug. Jeg ringede tilbage til nye min bank og forklarede dem, at jeg ikke havde modtaget det. Endnu en uges tid gik, hvorefter jeg modtog et nyt brev, hvor min nye bank forklarede, at jeg ville få spærret mit nye kort, som jeg ikke havde modtaget, hvis jeg ikke straks begyndte at bruge det.

Sidste fredag nåede affæren så et foreløbigt crescendo. Jeg skulle til en fødselsdag og var blevet udset til at købe gaven; en gang massage i en af den slags wellnessbutikker, som gør mange kvinder opstemte og de fleste mænd dybt utilpasse, og hvor smukke sminkede piger taler med afdæmpede stemmer i et hav af duftende flakoner, blid atmosfærisk musik og lidt fesen hvid 90er-minimalisme.

Ekspedienten kom tilbage med mit kort og spurgte, om jeg plejede at have problemer med det. Hun prøvede det en gang til i maskinen og kom tilbage med et udtryk af sand beklagelse i ansigtet:

"Jeg bliver desværre nød til at konfiskere det," forklarede hun og kiggede venligt og medlidende på mig, mens jeg desperat forklarede, at jeg skam ikke var insolvent, men at der var en god forklaring.

Inde på avisen kørte fjernsynet med nyheder om, at den ene bank efter den anden - danske, europæiske og amerikanske - var krakket og overtaget af staten eller venlige, men skrantende konkurrenter, og min nye bank tog ikke telefonen.

Til sidst tog en mand den alligevel og sagde, at de ville sende et nyt Visa-kort afsted, men at det nok ville tage 10 dage. Jeg spurgte, om jeg så i mellemtiden kunne hæve penge i en af deres filialer.

"Desværre nej, vi har ingen filialer, hvor du kan hæve kontanter," sagde han, men tilføjede, at jeg jo kunne overføre penge via min netbank.

Jeg forklarede ham tålmodigt, at jeg ikke havde fået adgang til min netbank.

"Du kan jo prøve at ringe igen på et andet tidspunkt," foreslog han hjælpsomt og prøvede at sælge mig et shoppingkort med kredit på op til 30.000 kr.

For et par dage siden modtog jeg så rent faktisk et nyt Visa-kort, himmelblåt og skinnende nyt. Lige nu overvejer jeg, om jeg skulle trække pengene ud og investere dem i mere gangbare valutaer som guldbarrer eller suppekøkkener. Jeg tror, jeg lader være. Men ikke så meget af tillid til systemet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her