Læsetid: 2 min.

Tyrkiske fly bomber PKK-baser i Irak

Det tyrkiske militær meddeler, at kampfly har været på bombetogter mod kurdiske PKK-oprøreres baser i det nordlige Irak som modsvar på dødbringende PKK-angreb
Det tyrkiske militær meddeler, at kampfly har været på bombetogter mod kurdiske PKK-oprøreres baser i det nordlige Irak som modsvar på dødbringende PKK-angreb
Udland
6. oktober 2008

Tyrkiske kampfly har bombet kurdiske PKK-baser i det nordlige Irak, oplyste det tyrkiske militær søndag.

Militæret sagde, at bomberne ramte regionen Avasin Basyan sent lørdag, efter at kurdiske oprørere havde dræbt 15 tyrkiske soldater i et angreb. Flyene vendte alle sikkert tilbage til deres baser.

Ifølge det tyrkiske militær var bombetogterne kun rettet mod PKK's (Kurdistans Arbejderparti) baser, og der blev udvist den nødvendige omhu for at undgå, at civile skulle komme til skade.

Samtidig fordømte den irakiske præsident, Jalal Talabani, som er kurder, søndag det seneste PKK-angreb, som var rettet mod en tyrkisk militærpost nær den irakiske grænse. Talabani kom med udtalelsen i en telefonsamtale med den tyrkiske præsident, Abdullah Gül.

Kritiserer Irak

Men det tyrkiske militær kritiserer alligevel Irak for at forsømme at samarbejde om at lokalisere PKK-medlemmer i det bjergrige Nordirak.

"Vi modtager ikke nogen form for støtte fra den lokale administration i den nordlige del af Irak," sagde general Hasan Igsiz, tyrkisk viceforsvarschef.

"Vores forventning til dem er, at de accepterer, at organisationen er en terrororganisation og eliminerer den støtte, som bliver givet til den," sagde Igsiz.

Tyrkiet opfordrer irakisk-kurdiske ledere til at anholde oprørerne og afskære deres forsyningslinjer efter PKK-angrebet i byen Aktütün, som foruden de 15 omkomne soldater medførte 20 sårede soldater, mens to stadig savnes. Samtidig blev mindst 23 kurdiske oprørere dræbt.

"De døde ikke forgæves. De gjorde deres pligt, og de havde succes," sagde Hasan Igsiz.

Præsident Gül og Recep Tayyip Erdogan, den tyrkiske premierminister, deltog søndag i begravelsen af nogle af dødsofrene fra PKK-angrebet.

Mandat udløber

Tyrkiske tv-stationer anslog, at i alt omkring 10.000 mennesker deltog i begravelserne rundt om i flere provinser. Her var der også ukvemsord mod tyrkiske ledere for passivitet over for PKK.

Erdogan lovede søndag, at der vil blive holdt et møde på torsdag om yderligere foranstaltninger mod PKK.

PKK-oprørerne har ført væbnet kamp for kurdisk selvbestemmelse siden 1984.

Anslået 44.000 har mistet livet i sammenstød.

Det tyrkiske parlament gav i oktober sidste år bemyndigelse til militæret om at kunne angribe ind i Irak.

Denne bemyndigelse udløber den 17. oktober, men Erdogan ventes at ville bede om en forlængelse af mandatet.

Ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her