Læsetid: 4 min.

Tyskere lokkes væk fra DDR-nostalgien

På Stasi-museet i Leipzig kan man nu prøve at blive taget i skole af en Margot Honecker-klon. Det sker for at belære den uoplyste tyske ungdom om det upassende i 'ostalgien'
Nostalgien efter DDR-tiden kommer til udtryk på mange måder i Tyskland - her i restauranten Zur Firma i Berlin.

Nostalgien efter DDR-tiden kommer til udtryk på mange måder i Tyskland - her i restauranten Zur Firma i Berlin.

RAINER JENSEN

24. oktober 2008

LEIPZIG - En bistert udseende lærerinde i tarveligt, gråt, syntetisk tøj flår et Mickey Mouse-hæfte væk fra en elev:

"Er du ikke klar over, at det vestlige bras er strengt forbudt i vores skole. Du bliver indberettet," bjæffer hun.

Et par minutter tidligere har klassen måttet terpe det foreskrevne svar på spørgsmålet "For fred og socialisme - er I beredte?" Gang på gang måtte de 15 elever springe op, gøre honnør og intonere: "Vi er altid beredte!".

Det pikante ved disse scener, der er som taget ud af en gammel kommunistisk propagandafilm fra den stat, der engang var kendt som Den Tyske Demokratiske Republik (DDR), er, at de udspiller sig live. Det sker i et rollespil, som to gange om måneden finder sted i det tidligere Leipzig-hovedkvarter for DDR's hemmelige politi, Stasi.

Rollespillet, der skal minde om, hvordan det var at gå i skole under det hedengangne kommunistregime, er Tysklands seneste forsøg på at sætte ind mod en række foruroligende statistikker.

Ikke blot ser stadig flere tyskere ud til at orientere sig mod venstre - Karl Marx' Kapitalen sælger i nye masse-oplag, og medlemstallet svulmer i det nyligt reformerede socialistparti Die Linke.

Undersøgelser viser også, at et stigende antal unge tyskere født efter nationens genforening i 1990 kun ved lidt eller intet om tilværelsen under kommunismen. Nogle tror sågar, at det var Vesttyskland, der rejste Berlinmuren.

"Nogle tror, at det var som at leve i et socialt paradis," siger Elke Urban, som står i spidsen for DDR-skoleprojektet i Leipzigs Stasi-bygning, der i dag er omdannet til museum. "Og paradoksalt nok ved de unge østtyskere mindst. Det skyldes deres forældres modvilje mod at tale om fortiden."

Dystert levn fra fortiden

Ikke desto mindre forekom mange lige så uvidende i den klasse med 18-årige gymnasieelever fra vesttyske Karlsruhe, som var prøve-kaniner i denne uges rollespil. Før deres historiske anskuelseslektion gik i gang, fik de udleveret en dukke, der var iklædt en uniform fra datidens kommunistiske ungdomsbevægelse, Freie Deutsche Jugend (FDJ). De fleste troede, at uniformen var Hitlerjugends.

Eleverne fik dernæst besked på at gå ind i et klasseværelse, der var prydet af kommunistpartiets faner, et sort-hvidt foto på væggen af DDR-lederen Erich Honecker og slagordet "Vi elsker Den Tyske Demokratiske Republik" skrevet på tavlen. Alle, på nær én, som skulle repræsentere en af de få dissidenter, som vovede at gå imod regimet, måtte des-uden iføre sig de kommunistiske ungpionerers blå spejdertørklæder. Så gjorde Elke Urban, som spiller rollen som skolelærerinden Frau Müller, sin entré, iklædt et dystert levn fra kommunisttidens mode - en dragt skabt i det østtyske nylonprodukt Dederon - og gav sig til herse rundt med eleverne i en ulidelig blanding af kammeratlige opmuntringer og fjendtlige reprimander.

En elev i hættetrøje med påskriften "USA" fik ordre til at rejse sig op. "Se din klasse i øjnene," bjæffede Frau Müller. "Hvor vover du at komme i skole iført en vestlig pullover - dette er ikke et modeshow for klassefjenden. Et klagebrev vil blive sendt til dine forældres kollektiv."

Eleverne fik derefter ordre til at afsynge en marchsang fra den kommunistiske ungdomsbevægelse og blev orienteret om et forestående besøg af et østtysk grænseregiment, hvor de ville få mulighed for at klatre om bord i en sovjetisk T34-kampvogn og holde "et rigtigt maskin-gevær".

Blev frosset ud

Det mest foruroligende ved den 45 minutter lange rollespilslektion var dog elevernes reaktion over for 'Steffen' - den skoledreng, som havde meldt sig frivilligt til at spille dissidenteleven, der ikke ville være med i FDJ. Steffen blev først udsat for en styrtsø af kritik fra Frau Müller og derpå demonstrativt ignoreret, hver gang han rakte hånden i vejret for at svare på et spørgsmål.

De andre elever begyndte efterhånden at fryse Steffen ud og beskylde ham for at forstyrre klassen. Skønt de før rollespillet blev opmuntret til "at udfordre systemet", var der i sidste ende ingen, som tog Steffen i forsvar.

I rollespillet har Elke Urban forsøgt at lægge sig op ad Margot Honecker, den østtyske leders kone, som også var kendt som en strengt ideologisk undervisningsminister. Urban fortæller, at kun én gruppe elever har taget dissidentelevens parti i de hidtidige rollespil.

"Jeg skaber bevidst en totalitær atmosfære, og hver gang bliver jeg chokeret over, hvor hurtigt og hvor let de unge formår at tilpasse sig," siger hun.

"Det kan godt være, at DDR kun efterlod sig dynger af Stasi-dokumenter og ikke dynger af lig. Men lighederne med naziregimet er alligevel slående."

Turde ikke sige fra

Elena Margones, en af de 18-årige, der deltog i rollespillet, sagde bagefter:

"Presset for at rette ind var så stort, at selv om jeg synes, Steffen blev behandlet helt urimeligt, så turde jeg ikke sige fra."

Elke Urban, som nåede at være fransk- og musiklærer i fire år i det gamle DDR, kommer fra en familie med stærke kirkelige bånd, der talte flere modstandere af regimet. I 1989 var hun blandt de tusindvis af Leipzig-borgere, som deltog i de masseprotester, som fremkaldte Berlinmurens fald. Indtil videre er hendes skolemuseum det eneste i Tyskland, der anvender rollespil til at oplyse om kommunisttiden.

Hendes projekt afspejler dog en stigende bekymring. Regeringspartiet CDU har erklæret sig foruroliget over Die Linkes kometagtigt stigende tilslutning - partiet er arvtager efter DDR's kommunistparti og er nu Tysklands tredjestørste efter CDU/CSU og Socialdemokraterne.

Museumsledere som Elke Urban er dog ikke rede til at bruge samme teknikker i forhold til nazi-æraen.

"Der er alt for mange nynazister, som formentlig ville elske at få chancen for at tage plads i et nationalsocialistisk klasseværelse. Det tør vi simpelthen ikke."

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"..Det sker for at belære den uoplyste tyske ungdom om det upassende i 'ostalgien'.."

Ja ! For de ældre DDR -borgere, er der ikke noget at gøre ved - de må leve med deres nostalgi..

Efter ”Murens fald” har det stærkeste trumfkort i forhold til det politiske styre i de tidligere østbloklande været disses efterretningstjenester. Især STASI er igen og igen blevet fremført som det ultimative bevis på disse regimers manglende legitimitet.

Dette argument bringes da også til torvs med en næsten søvngængeragtig sikkerhed i Tony Paterson artikel i ovenstående.

Jeg synes imidlertid det er tankevækkende at de såkaldte vestlige demokratier efter 9/11 alle har givet deres efterretningstjenester så vide beføjelser, at de i realiteten har langt bedre muligheder for at spionere mod befolkningerne end man havde i DDR.

STASI ville simpelthen have været grøn af misundelse over de overvågningskameraer der filmer det offentlige rum i Vesteuropa eller en lovgivning som i Danmark hvor efterretningstjenesten har lov til at dømme folk ved hemmelige retssager osv.

I vores nuværende overvågningssamfund præget af den nye ”terrorlovgivning” klinger det tiltagende hult hver gang magthaverne og de vestlige medier forsøger at spille STASI kortet.