Læsetid: 3 min.

Volden blusser igen op i Congo

Oprørernes seneste offensiv har sendt titusinder på flugt i Østcongo - også regeringshæren løber for livet
Udland
30. oktober 2008

Ad røde jordveje, der snor sig gennem junglen, vandrer de i titusindvis. Kvinder klynger spædbørn til deres bryst og balancerer med sammenrullede madrasser, tæpper og gryder på hovedet. Alle børn, som er gamle nok til at gå selv, bærer en potte med vand eller en sæk med madvarer.

Disse mennesker tæller ikke længere de gange, de har måttet flygte for de kampe, som i 15 år har hærget den østlige del af landet. Da oprørerne for få dage siden rykkede frem mod provinsens hovedby, Goma, og regeringstropperne samtidig indledte et hovedkulds tilbagetog, måtte de igen pakke deres få ejendele og begive sig ud på en ny lang march.

Omkring 30.000 mennesker er nået frem til Kibati. Dermed er denne flygtningelejr vokset til den tredobbelte størrelse, oplyser FN's flygtningeagentur (UNHCR).

"Det er kaos deroppe", siger agenturets talsmand, Ron Redmond.

Også verdens største fredsbevarende mission må konstatere, at den nu også er under angreb. Der kastes sten efter De Blå Hjelme, mange er vrede over FN's manglende evne til at beskytte dem imod volden.

De udenlandske hjælpearbejdere forsøger at komme væk fra kampzonen kun for at finde vejen spærret af harmdirrende menneskemængder. Andre forsøger febrilsk at dække de ekstra behov krisen har skabt.

"Vi har brug for at få tilført en hel mængde flere forsyninger til området," siger Redmond.

"Men vores bevægelsesfrihed hæmmes af sikkerhedssituationen, som også sætter grænser for, hvor mange vi kan indsætte i operationen."

Humanitær katastrofe

Allerede før den seneste vold var det østlige Congo ramt af en omfattende humanitær katastrofe med 850.000 internt fordrevne i Nord-Kivu.

Manden, der har antændt lunten er den frafaldne general, Laurent Nkunda. Med høj, ranglet skikkelse og briller på sin lange næse passer Nkunda på alle fordomme om tutsierne ved Afrikas Store Søer, for hvem han hævder at kæmpe. Nkunda insisterer på, at Congos regering ikke har formået at beskytte hans mindretalsstamme imod den rwandiske hutumilits, som flygtede til Congo efter sin rolle i folkedrabet i 1994 - hvorfor det nu er op til ham at gøre det.

I teorien burde kampen mellem regeringen og Nkunda være en ensidig affære. Congos hær har 20.000 soldater i regionen, mens rebellernes styrke kun tæller 6.000. Alligevel beretter vidner, at regeringens soldater er på vild flugt.

Selv hærens operationschef i Nord-Kivu indrømmer, at hans tropper er trængt.

"Situationen er alvorlig. Inden længe må jeg forlade området," siger oberst Delpin Kahimbi til Reuters.

Krisen i Øst-Congo er en udløber af det berygtede folkedrab i Rwanda og lignende grusomheder i nabolandet Burundi. De flygtningelejre i Goma, der nu oplever stormløb af nye flygtningestrømme, blev oprettet for at huse de hutuer, der flygtede fra konsekvenserne af deres egne morderiske gerninger i Rwanda. Da tutsierne under Paul Kagames ledelse fik kontrol med Rwanda og stoppede folkemordet, blev mange hutuer i Congo af frygt for, hvad der ville vente dem hjemme.

Regional konflikt

Kagames styrker forfulgte militserne dybt ind i Congo. Det var denne invasion, som i 1997 kom til at fælde Zaires Mobutu Sese Seko. Dengang som nu havde konflikten potentiale til at inddrage næsten alle lande i Centralafrika. På et tidspunkt havde både Angola, Zimbabwe, Namibia, Burundi, Rwanda, Uganda, Sudan og Tchad tropper i Congo. Tabstallene under de 15 års kampe er fire gange større end de 800.000, der blev myrdet under Rwandas folkemord,

I begyndelsen af i år tegnede udsigterne mere håbefulde. Nkunda og regeringen underskrev i januar en fredsaftale for at gøre det muligt at genoptage det humanitære og udviklingsmæssige arbejde. Men næsten dagligt var der brud på våbenhvilen, og i august brød kampene atter ud i fuldt omfang.

Oprørerne siger, at de ønsker nye samtaler med regeringen om løsninger på deres problemer, hvilket præsident Kabila hidtil har afslået.

"Det kunne se ud til, at der er visse skridt i den retning," siger Michel Bonnardeaux, talsmand for FN's fredsbevarende styrke, MONUC.

"Vi håber meget, at dette er en magtdemonstration fra oprørernes ... Det ser ud til at være et forsøg på at styrke deres forhandlingsposition."

MONUC er verdens største fredsmission, men med kun 17.000 soldater i et land på størrelse med Vesteuropa, er dens ressourcer strakt til det yderste. Og jo længere kampene varer, desto større vil antallet af flygtninge blive.

"Disse mennesker er i en meget sårbar situation," siger Gertrud van Goor fra Læger uden Grænser.

"Vi er midt i regntiden nu, og uden ordentlig vand og sanitet risikerer de alle slags sygdomme."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mon ikke humanisterne er så realistiske, at de ved, det ikke nytter at aktionere mod en diktatorisk krigsherre 10.000 km væk - men man kunne jo nok forvente at FN-soldaterne kunne/skulle beskytte flygtningelejrene…hvad er ellers deres opgave?