Læsetid: 11 min.

'Vores land er blevet et legetøj'

USA er underlagt handelsverdenen og der er ingen grundlæggende politisk forskel på republikanere og demokrater. Til gengæld er der stor forskel på, hvad den amerikanske befolkning og den amerikanske magtelite ønsker, siger den venstreliberale filosof Noam Chomsky, der mener, at den feterede demokratiske præsidentkandidat Barack Obama vil blive en karikatur af Clinton
Der er ingen grundlæggende politisk forskel på republikanere og demokrater, siger den amerikanske filosof Noam Chomsky i et eksklusivt interview med information.dk. Obama er blot en karrikatur af Clinton.
25. oktober 2008

Noam Chomsky har ikke tænkt sig at stemme på Barack Obama. USA’s politik er styret af handelsverdenen, og det vil Obama ikke lave om på, siger den intellektuelle superstjerne i et interview med information.dk

Hvem stemmer Noam Chomsky på den 4. november? Sikkert ikke Barack Obama, fortæller han information.dk i et telefoninterview to uger før valgdagen. Faktisk fornemmer man en vis træthed i den 80-årige mands stemme, når samtalen undervejs kommer ind på den ellers så feterede præsidentkandidat.

Chomsky er professor i lingvistik ved Massachusetts Institute of Technology. Og staten Massachusetts er en af de mest liberale i USA, så der er ingen fare for, at Obama får brug for Chomskys stemme i kampen mod McCain, forklarer professoren:

”Massachusetts stemmer automatisk demokratisk, så jeg har den luksus at kunne stemme på Det Grønne Parti. De gør i det mindske en indsats for at bygge et alternativ op til det, som i sidste ende er et et-parti-system”, siger Chomsky om manglen på forskel mellem Demokraterne og Republikanerne.

”Kandidaternes kropssprog og attituder bliver heftigt diskuteret. Var McCain for beskidt? Holdt Obama sig for meget tilbage? Lignede de præsidenter? Alt andet end de politiske problemer. Hvad fortæller det? Det fortæller, at vi ikke er Bolivia, hvor der er et velfungerende demokrati. Vi er et land, der er blevet et stykke legetøj for handelverdenens pr-industri. Det langsigtede mål på tværs af det politiske spektrum er, at befolkningen skal være tilskuere. Ikke deltagere.’

Karikatur af Clinton
Chomskys vedholdende indsats som offentlig intellektuel har gjort ham til en af verdens mest citerede forfattere. Hans radikale, kritiske blik på demokratiet i USA og supermagtens opførsel på den internationale scene appellerer stærkt til det liberale Amerika. Og Chomsky er hverken imponeret over Demokraterne eller Obama. Men er han i det mindste ikke lettet over, at Obama ser ud til at vinde?

”For det første er det langtfra sikkert, at han vinder”, siger Chomsky. ‘Der er mange ukendte faktorer. Blandt andet den berømte Bradley-effekt, som indicerer, at vælgerne siger én ting i meningsmålingerne, men i virkeligheden ikke vil stemme på en sort kandidat, når først de står i stemmeboksen. Det grundlæggende element af racisme og utryghed ved en sort kandidat er svært at vurdere.”

Trods alt tror Chomsky, at Obama vinder valget. Han giver til gengæld ikke meget for den ukritiske hyldest af Obama, som fylder europæiske aviser:

” Jeg forventer, at han vil være en midtersøgende Demokrat, stort set en karikatur af Clinton. Det er meget bedre end McCain, men stadig ikke særligt ophidsende’.

Handelsverdenens skygge
Obama vil trods alt distancere sig fra George Bush’s udenrigspolitiske linje, hvis han bliver valgt som præsident. Men det ville en hvilken som helst kandidat have gjort, mener Chomsky. Og Bush er faktisk selv i gang med det:

”USA kunne trods alt dets magt ikke overleve i den atmosfære, som Bush skabte i de første fire år af sin periode som præsident. I sin anden periode begyndte Bush at flytte sig, og Obama vil sikkert bevæge sig endnu mere i retning af forhandlinger og diplomati. Men det er værd at lægge mærke til, at både McCain og Obama på en række udenrigspolitiske emner er langt til højre for befolkningen. Obama vil nærme sig befolknings holdninger, men han vil ikke komme tæt på.”

- Hvordan forklarer du forskellen på befolkningens holdninger og den førte politik?

”Fordi politik, som det foregår i de nuværende rammer, med den amerikanske socialfilosof John Deweys ord, er den skygge, som handelsverdenen kaster over civilsamfundet.”

Chomsky vender igen og igen tilbage til afstanden mellem befolkningens holdninger og den politik, som bliver ført i Washington. Medierne nægter at bringe meningsmålinger, der afspejler befolkningens utilfredshed. Repræsentanter for ‘big business’ styrer regeringen:

”Ingen kandidat kan vinde uden stor støtte fra handelsverdenen. Samtidig sætter handelsverdenen skarpe grænser for, hvad en præsident kan gøre ved at placere bestemte folk i præsidentens administration, i Senatet og ved at afpresse det politiske system økonomisk’, siger Chomsky og fortsætter:

‘Både Det Demokratiske og Det Republikanske Parti er reelt repræsentanter for finans- og handelsverdenen. En af de førende teorier i mainstream politisk teori, Thomas Furgesons investeringsteori, går ud på, at man kan sige en masse om en præsidents politik ganske enkelt ved at se på den gruppe af investorer, som giver penge for at kontrollere staten indefra ved at støtte en bestemt kandidat. Teorien er ret overbevisende’.

USA’s image
Den politik, som handelsverdenen dikterer, kalder Chomsky for ”Clinton-doktrinen”, fordi den kulminerede med USA’s totale dominans efter Den Kolde Krig. Essensen af Clinton-doktrinen er, at USA for at sikre sig adgang til markeder og ressourcer har ret til at bruge militær magt uden støtte fra verdenssamfundet.

”Bush spurgte så berømt efter 11. september: ‘Hvorfor hader de os?’ Men det er enormt vigtigt at huske på, at han ikke var den første præsident, der har stillet spørgsmålet. Eisenhower spurgte i 1958: ‘Hvorfor er der en hadekampagne imod os?’. Hans toprådgivere havde svaret: fordi der er en opfattelse af, at vi støtter brutale regimer og underminerer demokrati og udvikling, fordi vi vil kontrollere deres olie. Det var sandt i 1958, og det er sandt i dag’, siger Chomsky.

Mens handelsverdenen følger kortsigtede interesser for at maksimere deres indtjening, varetager staten langsigtede interesser, som sikrer handelsverdenens indtægter på lang sigt. Det sidste kalder Chomsky for ‘statsinteresser’:

”Iran viser den tilsyneladende forskel mellem statens og handelsverdenens interesser. Energiselskaberne ville foretrække en mere moderat politik overfor Iran, fordi de som situationen er i dag er forhindret i at investere i landets rige energikilder. Men de samme folk, som har dette ønske på vegne af handelsverdenen, ville foretrække at fastholde en mere militaristisk tilgang til Iran, hvis de sad i udenrigsministeriet’, siger Chomsky.

Chomsky mener ikke, at det betyder så meget for den førte politik, hvem der er den siddende præsident. De store linjer blev fastlagt af Pentagon efter Anden Verdenskrig og er blevet fulgt lige siden. Har Obama så overhovedet nogen chance for at ændre USA’s image i verden, som alle siger er så nødvendigt?

‘Det er allerede lykkedes’, siger Chomsky. ‘Tænk på hans seneste tur til Europa. Efter min mening byggede den europæiske reaktion mest på illusioner. Men det var stadig en meget entusiatisk reaktion. Der har været et par undersøgelser af, hvordan valget ville se ud, hvis hele verden kunne stemme. Resultaterne er temmelig gode for Obama.’

- Vil der være mere frihed for individer i en verden, hvor USA har mindre magt?

‘Det kommer an på udviklingens forløb. Vil Sydamerika bevæge sig mod større frihed og social retfærdighed i takt med, at verdensdelen gør sig uafhængig af USA? Det kan gå begge veje. Columbia har haft den sydlige halvkugles værste menneskerettighedssituation de sidste 15-20 år og det fortsætter. På den anden side er der Bolivia. Den oprindelige befolkning, som udgør flertallet af befolkningen og som har været undertrykt i 500 år, er gået ind på politiske scene og valgt en præsident, Evo Morales, fra deres egne rækker på seriøse emner som kulturelle rettigheder og kontrol med resourcer. Det er demokrati! Så det er ikke til at sige, hvilken vej det går.’

- Hvad tror du personligt?

‘Hvad jeg tror?’, spørger Chomsky og holder en pause. ‘Lad os forestille os, at vi var rationelt tænkende marsmænd, der så ned på jorden. Vi ville tro, at folk på jorden var blevet sindssyge! I de sidste otte år har planetens skæbne været i hænderne på én supermagts leder, som venter på Kristi genkomst! En anden magtfuld statsleder venter på den tolvte imam! Slå op i en hvilken som helst avis, og du vil se forslag om at udskyde indsatsen mod global opvarmning på grund finanskrisen. Det vil med almindelige ord sige, at vi skal sikre, at der er nok overflødige varer til vores overforbrug, selvom det betyder, at vores børnebørn ikke har nogen jord at leve på!’

‘Så hvordan ser fremtiden ud? På den ene side, ikke særligt lovende. På den anden side har vi, primært i vesten, oplevet en bevægelse mod større personlig frihed og respekt for menneskerettigheder, som folkebevægelser har kæmpet for og vundet. Og det er en slående og positiv udvikling.’

En ny verden
Gamle stormagter som Kina og Rusland vender i disse år tilbage på verdensscenen. Lande som Indien, Brasilien, Sydafrika får stadig mere økonomisk magt og indflydelse. Altsammen truer det potentielt USA’s rolle som verdens enevældige supermagt. Det bør dog ifølge Chomsky ikke bekymre amerikanerne:

‘Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle være bange for, at verden bliver mere alsidig og multipolær. Det kan vise sig at være en meget konstruktiv udvikling. Hvorfor skulle vi ønske en verden styret af én supermagts jernhånd?’

Chomsky fremhæver Sydamerika som et eksempel på konstruktiv udvikling. Nye regeringsledere kommer til, der ikke vil bøje sig for USA’s ønsker.

‘For første gang i 500 år bevæger Sydamerika sig mod samarbejde og uafhængighed af USA. Jeg mener, at en verden, hvor USA har et konstruktivt forhold med Sydamerika, er sundere end en verden, hvor USA med jævne mellemrum rykker ind og afsætter demokratiske regeringer.’

- Hvordan har du det med, at en totalitær magt som Kina øger sin økonomiske magt og sin indflydelse, ikke bare i Sydøstasien, men også i fattige, afrikanske lande?

‘Kinas indre strukturer er skandaløse. Men blandt verdens stormagter er Kina måske den mindst truende militært. Jeg er ikke glad for, at Kina støtter brutale regimer som Sudan, når landet går ind i Afrika for at udvikle resourcer. Men se på os selv. Sudans opførsel i Darfur er en forfærdelig forbrydelse, men ikke engang i nærheden af de forbrydelser, som bliver begået i Østcongo, hvor drabstallene måske er ti gange så høje. Disse forbrydelser støttes af multinationale selskaber og de regeringer, der støtter dem. Det er for eksempel Schweiz, USA og Storbritannien. Så hvis vi bekymrer os over Kinas forhold til Sudan, kan vi finde meget værre handlinger hos os selv.’

Diplomati er løsningen
Chomsky mener, at Rusland er blandt de største udfordringer, som den kommende præsident står overfor på verdensscenen. Men ikke på den måde, som vi har hørt problemet beskrevet siden Ruslands invasion af Georgien i sommers. Det forholder sig nærmest omvendt:

‘Rusland har ligesom Kina et grimt styre i landet selv. Men på trods af det, der skete i Georgien, er Rusland ikke en aggressiv magt. Husk på at Gorbatjov i 1990 lod et forenet Tyskland træde ind i en fjentlig alliance, nemlig NATO. Det er en bemærkelsesværdig indrømmelse i betragtning af, hvad der gik forud.’

Til gengæld lovede USA’s daværende præsident, George Bush, at NATO ikke ville udvide sig længere mod øst. Så snart Clinton kom til magten, brød han løftet. Fordi NATO er en militæralliance, var det en klar trussel mod Rusland, mener Chomsky:

‘At udvide NATO er ikke det samme som at udvide EU. Østrig, Finland og Sverige er medlemmer af EU, men ikke af NATO. Der er ingen argumenter for at udvide NATO mod øst. Og slet ikke for at inddrage Georgien og Ukraine i NATO. Det samme gælder for USA’s såkaldte Missilskjold i Polen og Tjekkiet. Påstanden om, at Missilskjoldet har noget som helst at gøre med Iran er direkte latterlig.’

Regionale interesser
Sammen med Bush-regeringens aggressive militarisme har disse provokationer ført til en farlig, men forudsigelig, russisk reaktion i Georgien, vurderer Chomsky. Samme problem kan meget vel opstå i Mellemøsten, der er den næste præsidents anden store udfordring. Der er USA’s støtte til brutale styrer og undertrykkelse af demokrati og udvikling igen hovedproblemet. Israel-Palæstina er det perfekte eksempel.

‘I 30 år har USA reelt set blokeret for en løsning af konflikten i Israel-Palæstina. Og sådan fortsætter det. Libanon, Iran og Irak vil fortsat være konfliktområder, som der er meget fornuftige løsningsforslag for. Et stort flertal af den amerikanske befolkning støtter idéen om en atomfri zone i Mellemøsten, der inkluderer Iran og Israel. Det er meget fornuftige løsninger. Desværre er de diametrale modsætninger til USA’s politik på området’, siger Chomsky.

Afghanistan og Pakistan viser det samme problem. Der er fornuftige løsningsforslag på bordet, som USA konsekvent modsætter sig. Pakistan er verdens farligste land, mener Chomsky. Radikale islamister står stærkt og landet har atomvåben. Hvordan sikrer man, at landet ikke bliver en endnu større fare for regionen?

‘Der er ikke meget tid tilbage at handle i, men lad mig komme med et forslag. I Foreign Affairs, som er etablismentets vigtigste udenrigspolitiske tidsskrift, foreslår Barnett Rubin og Ahmed Rashid en meget detaljeret plan for at løse problemerne i Afghanistan og Pakistan. Primært ved at benytte sig af diplomati og forhandlinger, der tager hensyn til interesser og bekymringer hos regionens stormagter, bl.a. Indien og Iran. Det er en fornuftig plan, som støttes af den amerikanske befolkning, men som er meget langt væk fra USA’s politik.’

Verden ifølge Chomsky
Chomskys kompromisløse holdninger har fået højreorienterede debattører til at kalde ham skinger. Men hvad er den kritiske debattørs egen vision for kloden? Hvordan ville en verdensorden designed by Chomsky se ud?

‘Overrraskende meget som den verdensorden, flertallet af den amerikanske befolkning støtter’, Det ville være en verdensorden, hvor internationale institutioner som FN og Den Internationale Straffedomstol i Haag var hovedansvarlige for at løse internationale konflikter. Hvor vetoretten i FN’s sikkerhedsråd blev opgivet, og hvor lande ville følge Sikkerhedsrådets beslutninger, selvom de ikke var enige.’

- Er det et realistisk scenarie?

” Alle de løsninger, jeg foreslår, er realistiske. Og befolkningen støtter dem. Den eneste barriere er det demokratiske underskud. Men det demokratiske underskud kan vendes. Det er sket før.”

- Hvornår kan det ske?

”Det er umuligt at forudsige. I 1950’erne lød standardretorikken, at historien var afsluttet og alt var roligt. Og så sprang alt i luften i 1960’erne. Det er ikke til at sige.”

Blå blog
Noam Chomsky er professor i lingvistik ved Massachusetts Institute of Technology i Boston. Han har været en skarp kritiker af USA’s politiske system i en menneskealder. Hans politiske engagement har gjort ham til en af verdens kendteste og mest citerede akademikere.

Bøger
- Interventions. En samling af debatindlæg skrevet efter 2001. City Lights Books. 2007

- Hegemony or Survival: America's Quest for Global Dominance. Metropolitan Books. 2003

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

martin sørensen

Valget 2008 er opgøret mod "new amrican centry". ja naturligtvist har venstreliberale filosof Noam Chomsky ret i at obama ikke vil gennemføre et radikalt opgør med de fiancelle insitudutioner og derfor nok bliver en karaktur af clinton, det bliver nok højst til en lille reform penge markdet, og gennemføre en række reformer som der bevæger usa væk fra den neo koncervative dagsorden omkring new american centry, jeg forventer et usa der skriver under i kbh på klima aftalen. Dette er i sig selv et klart opgør, og et tydeligt tegn på forandring, usa vil nu spille rollen som vesten leder på det gode og ikke som den magt der med våben magt ønsker at ændre hele verden i usa´s eget billede.

Så det kan godt være at obama ikke er en revulusuion kan han bare samle usa til at løse sine egne problemer og feje for egen dør før man begynder at feje for andres, så er det nok til at gøre ham til en stor president.

Chomsky "..Essensen af Clinton-doktrinen er, at USA for at sikre sig adgang til markeder og ressourcer har ret til at bruge militær magt uden støtte fra verdenssamfundet.."

martin sørensen peger på: Project for New American Century. PNAC erklærede mål er, at fremme "amerikansk globalt lederskab som værende godt for Amerika og godt for verden". PNAC's tanker har haft stor bevågenhed i Bush-administrationen, især i forbindelse med Irak invasionen.

Chomsky "..Hvorfor skulle vi ønske en verden styret af én supermagts jernhånd?.."

Problemet er at mange grupperinger uden for USA har nydt godt af USA's hegemoni: Religiøse grupper, Diktaturer, Erhvervsinteresser, Militærinteresser m.m. og de vil føle svigtet af en et isolationistisk USA som meget ubehageligt..

Det undre mig i øvrigt, at den globale finanskrise vi er vidner til for tiden - og som tilsyneladende er udløst af kombinationen af en overproduktion af vare og en fri adgang til forbrugs finansiering - i den grad har tilgodeset Kinas industri, så Kina i dag sidder med en formue på 10.000 mia. kr. eller et beløb svarende til USA udenrigsgæld. Man kunne have ventet at en sådan gældsætning af amerikanske værdier i langt højere grad havde kommet USA’s egen industri til gode.

Har jernhånden svigtet eller er USA's økonomiske politik dybest set filantropisk?

Sorry
Jeg ser nu at jeg i ovenstående indlæg har undervurderet USA's udlandsgæld med kursen på dollars - altså USA's gæld er 10.000 mia. $ og det besvarer muligvis mit spørgsmål om, hvordan USA kunne tillade at belåningen i USA gik til blandt andet, en enorm støtte til den kinesiske produktion.
Hvor der handles der spildes...!

Udover at Chomsky som altid rammer plet, så se også Ralph Naders politske program http://www.votenader.org/

Det Republikratiske diktatur har hersket alt for længe og forhindret at det amerikanske samfund har kunnet opnå demokratiske fremskridt. Som en af den amerikanske kapitalismes store mænd meget sigende udtrykte det:

"We must support the Democrats so we can continue to live like Republicans.” – Henry Ford II

Inger Sundsvald

Bill H
"Jeg tror vi blev cencureret...."

Det må da lige afprøves. Jeg skrev dette indlæg, som en kommentar til et andet indlæg:

Det er ren ønsketænkning, men jeg har tit ønsket mig, at USA havde nogle flere partier. To partier må vel siges at være et minimum, hvis man skal forestille at være et demokrati.

Men når amerikanerne nu ikke har andet at vælge imellem end disse to partier, så er der da noget der tyder på, at de må have en rigtig lang valgkamp, før de finder ud af hvad de vil.

Nu ser jeg frem til at de, efter den 4. november, bliver færdige med at tælle, så vi kan få resultatet og lægge hele denne cirkusforestilling bag os. Og jeg ’be’r’ til, at det ikke må vare så længe som tidligere – og især at der ikke bliver valgfusk.

Vilhelm von Håndbold

Den engelske tekst jeg skrev som kommentar i denne tråd, var en mail, som jeg havde modtaget af chomsky for 3 mdr. siden. Denne blev også slettet. Det var ellers en god uddybelse af ovenstående artikel.
Tror ikke, at vi er blevet censureret - det må skyldes en fejl!

@Poya Pakzad

"Tror ikke, at vi er blevet censureret - det må skyldes en fejl! "

Det gør censur vel altid - altså: Skyldes en fejl -
eller ?

--------
@Bill H

Undrer mig over at også vor udveksling blev bortcensureret - vi kritiserede jo egentligt ikke engang Israel's nuværende politik, påpegede jo blot at Chomsky ( indirekte ) faktisk gør det.

Vilhelm von Håndbold

1. Chomsky er nok den mest navnkundige kritiker af Israels politk. Så inden i diskuterer, så sæt Jer ind i mandens tekster.

2. Censur er vel altid som funktion af en fejl. Fejlen kan dog være intentionel eller tilfældig.

Vilhelm von Håndbold

Hermed mailen fra chomsky (igen):

"Recently Vice-President Cheney was asked by ABC News correspondent Martha Raddatz about polls showing that an overwhelming majority of US citizens oppose the war in Iraq (not to mention the overwhelming opinion on behalf of the Iraqis themselves), he replied, "So?"
"So -- you don't care what the American people think?" Raddatz asked.
"No," Cheney replied, "I think you cannot be blown off course by the fluctuations in public opinion polls."
Later, White House spokeswoman Dana Perino, was asked to explain Cheney’s comments regarding public “input.”
Her reply: "You had your input. The American people have input every four years, and that's the way our system is set up."
And it's correct. Every 4 years the people can choose between candidates whose views they reject, and then they have no subsequent influence on the political process - a part from minor issues.
Now, not only are we encouraged to vote for candidates (whose policies we don’t know) based on speculation, slogans and perceived character, but we are also asked to butt out, after we have made this decision.
Plainly it's failing to understand democratic theory, and the public rightly disagrees with this presupposition and institutional "imperfection":
"Eighty-one per cent say when making 'an important decision' government leaders 'should pay attention to public opinion polls because this will help them get a sense of the public's views,"' reports the Program on International Policy Attitudes, in Washington.
And when asked "whether they think that 'elections are the only time when the views of the people should have influence, or that also between elections leaders should consider the views of the people as they make decisions,' an extraordinary 94 per cent say that government leaders should pay attention to the views of the public between elections."
These are not trivial considerations; if we take democracy seriously, these are important drawbacks requiring conservative, yet crucial, institutional reforms. This is also a quite illustrating difference between the formal democracy of the US and the social democratic institutional structure of the Danish democracy - as is quite apparent in practice.
With its unbounded neglect for public opinion, the Bush administration has been far to the radical nationalist and adventurist extreme of the policy spectrum, and was subjected to unprecedented mainstream criticism for that reason.
A Democratic candidate is likely to shift more towards the centrist norm. However, the spectrum is narrow. Looking at the records and statements of Hillary Clinton and Barack Obama, it is hard to see much reason to expect significant changes in policy in the Middle East- which is the subject we addressed later on, as a point of reference regarding so-called "change" – the banner from the Obama campaign.
It is not trivial either, that neither of the two democratic candidates has expressed principal dissent or objection to the invasion of Iraq. By "principal" I mean the reflexive standards we apply when Russia invaded Afghanistan (or Georgia)... or when Saddam invaded Kuwait and so on... condemnation on the grounds that aggression is a crime -- in fact the "supreme international crime," as the Nuremberg Tribunal determined. No one criticised those invasions merely as a "strategic blunder" or as involvement in "another country's civil war, a war (they) can't win" (Obama, Clinton, respectively, on the Iraq invasion). This is not a class in rhetoric, but the death toll in Iraq is officially somewhere between 400.000-1.2 million Iraqis – that’s serious, and we should rise to the minimal level of honesty and apply the same standards to ourselves, which we reflexively apply across the board when someone else carries out a crime. Or else we are hypocrites by the very definition of the word. Remember Hitler invaded Poland to “liberate the population of Europe from undemocratic tyrant regimes.”
With regard to Iran, Obama is considered more moderate than Clinton, and his leading slogan is "change." So let us keep to him.
Obama calls for more willingness to negotiate with Iran, but within the expectable constraints. His reported position is that he "would offer economic inducements and a possible promise not to seek 'regime change' if Iran stopped meddling in Iraq and cooperated on terrorism and nuclear issues," and stopped "acting irresponsibly" by supporting Shia militant groups in Iraq.
Some obvious questions come to mind. For example, how would we react if Iran's President Mahmoud Ahmadinejad said he would offer a possible promise not to seek "regime change" in Israel if it stopped its illegal activities in the occupied territories and cooperated on terrorism and nuclear issues? – now that’s a conceptual consideration, which has nothing to do with official Iranian policy.
Obama's moderate approach is well to the militant side of public opinion -- a fact that passes unnoticed, as is often the case. Like all other viable candidates, Obama has insisted throughout the electoral campaign that the United States must threaten Iran with attack (the standard phrase is: "keep all options open"), a violation of the U.N. Charter, (if anyone cares). But a large majority of Americans have disagreed: 75 per cent favour building better relations with Iran, as compared with 22 per cent who favour "implied threats," according to PIPA. All the surviving candidates, then, are opposed by three-fourths of the public on this issue.
Turning to Israel-Palestine the candidates have provided no reason to expect any constructive changes here either. Standardly sticking to the rejectionist policy in the Security Council and General Assembly. These are not secret facts, and I’ll return to this subject later.
On his web site, Obama, the candidate of "change" and "hope," states that he "strongly supports the US-Israel relationship, believes that our first and incontrovertible commitment in the Middle East must be to the security of Israel, America's strongest ally in the Middle East."
Transparently, it is the Palestinians who face by far the most severe security problem, in fact a problem of survival. But Palestinians are not a "strong ally." At most, they might be a very weak one. Hence their plight merits little concern, in accord with the operative principle that human rights are largely determined by contributions to power, profit and ideological needs.
By now it’s clear that Obama is a so-called “hawk” with regard to Israel (a word often used to describe assholes in political trajectory). "He believes that Israel's right to exist as a Jewish state should never be challenged." He is not on record as demanding that the right of countries to exist as Muslim (Christian, White) states "should never be challenged." So much for his “black symbolism” and empathy towards minorities.
He also insists forcefully that the United States must not "recognise Hamas unless it renounced its fundamental mission to eliminate Israel." No state can recognise Hamas, a political party, so what he must be referring to is the government formed by Hamas after a free election that came out "the wrong way" and is therefore illegitimate, in accord with prevailing elite concepts of "democracy." Hamas won a landslide internationally monitored election in 2006 – the Palestinians were brutally bombed, suppressed and starved collectively as a punishment for voting the wrong way – so much for democracy promotion.
And it is considered irrelevant that Hamas has repeatedly called for a two-state settlement in accord with the international consensus, which the United States and Israel reject.
For Palestinians, there are now two options. One is that the United States and Israel will abandon their unilateral rejectionism of the past 30 years and accept the international consensus on a two-state settlement, in accord with international law and, incidentally, in accord with the wishes of a large majority of Americans. That is not impossible, though the two rejectionist states are working hard to render it so – as is obvious by the actions: illegal settlements, annexation of land and slow ethnic cleansing.
Nevertheless, circumstances may change, and perhaps the candidates along with them, to the benefit of the United States and the region. Public opinion may not remain marginalised and easily ignored. The concentrations of domestic economic power that largely shape policy may come to recognise that their interests are better served by joining the general public, and the rest of the world, than by accepting Washington's hard line narrow interests of the few."

@Poya Pakzad

Diskussion gik vist også kun på Chomsky's fremtræden i denne artikel - ikke på hans holdninger i øvrigt - der jo som du selv skriver, er temmeligt velkendte.

Vilhelm von Håndbold

Før Information sletter mit indlæg:

"In accordance with Title 17 U.S.C. Section 107, this material is distributed without profit to those who have expressed a prior interest in receiving the included information for research and educational purposes. Poya Pakzad has no affiliation whatsoever with the originator of this article nor is Poya Pakzad endorsed or sponsored by the originator.)"

Aurora Andersen

Poya Pakzad:

Tak for at sende mailen fra Chomsky, skyndte mig at kopiere den, så den kan genlæses, hvis Information sletter den.

Det er altid rart at få informationer fra andre kilder end de gængse.

Mvh

Jo, censur forekommer, det er lidt for tydeligt.

Chomsky er en insider, så han ved hvad han taler om. Kan kun takke ham for hans mod.

"Hamas won a landslide internationally monitored election in 2006 – the Palestinians were brutally bombed, suppressed and starved collectively as a punishment for voting the wrong way – so much for democracy promotion."

Den politik, som handelsverdenen dikterer, kalder Chomsky for ”Clinton-doktrinen”, fordi den kulminerede med USA’s totale dominans efter Den Kolde Krig. Essensen af Clinton-doktrinen er, at USA for at sikre sig adgang til markeder og ressourcer har ret til at bruge militær magt uden støtte fra verdenssamfundet.

”Bush spurgte så berømt efter 11. september: ‘Hvorfor hader de os?’ Men det er enormt vigtigt at huske på, at han ikke var den første præsident, der har stillet spørgsmålet. Eisenhower spurgte i 1958: ‘Hvorfor er der en hadekampagne imod os?’. Hans toprådgivere havde svaret: fordi der er en opfattelse af, at vi støtter brutale regimer og underminerer demokrati og udvikling, fordi vi vil kontrollere deres olie. Det var sandt i 1958, og det er sandt i dag’, siger Chomsky.

Mens handelsverdenen følger kortsigtede interesser for at maksimere deres indtjening, varetager staten langsigtede interesser, som sikrer handelsverdenens indtægter på lang sigt. Det sidste kalder Chomsky for ‘statsinteresser’:

Mens handelsverdenen følger kortsigtede interesser for at maksimere deres indtjening, varetager staten langsigtede interesser, som sikrer handelsverdenens indtægter på lang sigt. Det sidste kalder Chomsky for ‘statsinteresser’: