Læsetid: 2 min.

Blikkenslagerens hemmelighed

Hvorfor er blikkenslagere en konstant bestanddel af politiske valgkampe? Hvad er det, de kan? Fra USA til Frankrig over Polen til Danmark? Hjælp bagsiden med gode forslag
-Joe the Plumber- er gået i brechen for John McCain. Hvad er det med de blikkenslagere?

-Joe the Plumber- er gået i brechen for John McCain. Hvad er det med de blikkenslagere?

Chip Somodevilla

3. november 2008

WASHINGTON DC - Den amerikanske valgkamp er i sin allersidste fase, og det er for længst slået fast, at hovedpersonen ikke har været hverken Barack Obama eller John McCain, men en mand fra Ohio ved navn Joe Wurzelbacher, der nu er blevet verdensberømt under navnet Joe the Plumber.

Blikkenslager Joe stillede, som Bagsidens læsere sikkert ved, et kritisk spørgsmål til Obama under et valgmøde om den demokratiske kandidats skattepolitik. Ifølge Joe svarede Obama, at han mente, det ville være en god ide to spread the wealth around, altså med andre ord en slags fordelingspolitik, som McCain begejstret har klynget sig til i sin kritik af modstanderen lige siden.

Joe er for længst er blevet indrulleret i Republikanernes officielle kampagne som ikon for den hårdtarbejdende middelklasse, om end han vist ikke engang er certificeret blikkenslager.

Han holder nu sine egne vælgermøder, overvejer at stille op til Senatet og svarer på spørgsmål "sågar om udenrigspolitik, som han for nogle uger siden sagde, han intet anede om og ikke interesserede sig for; det bliver ikke mere absurd", som en politisk kommentator opgivende sagde på MSNBC's faste aftenprogram om politik i denne uge.

De er overalt

Her fra Bagsiden skal vi imidlertid pege på et helt overset, interessant aspekt i debatten. En slående parallel, der får Bagsidens medarbejder til at stille det enkle spørgsmål: Hvad er det med blikkenslagere? Hvorfor er de alle steder?

Til den protesterende læser, som måtte indvende, at det er blikkenslagere langtfra og i særdeleshed aldrig, når man mest har brug for dem, kan overtegnede kun sige: forkert!

Således spillede le plombier polonais alias den polske blikkenslager en helt afgørende rolle i folkeafstemningen i Frankrig for to år siden om EU-forfatningen. Som symbol på den østeuropæiske, lavtlønnede trussel mod gode franske jobs. Den polske blikkenslager var overalt i valgkampen. Og foranledigede det polske nationale turistbureau i Paris til at fremstille en plakat, der gik verdens medier rundt, hvor en sexet yngre mand i arbejdstøj og sine hænder strategisk placeret på henholdsvis VVS-værktøj og sit skridt, inviterede de globaliseringsforskrækkede franskmænd til Polen. "Kom og besøg mig - jeg bliver hjemme", lød den ledsagende tekst.

Watergate og Khrusjtjov

Ej heller er det første gang, at faget har spillet en rolle i amerikansk politik. For det var blikkenslagere, der brød ind og placerede aflytningsudstyr i Watergate-komplekset, som senere førte til præsident Nixons fald.

Og i denne uge afslørede en ny bog om Forsvarets Efterretningstjeneste, at også FE hyrede blikkenslagere, da den daværende sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov kom på besøg i Danmark i 1964, og tjenesten ønskede hemmeligt at dissekere topkommunistens afføring. De gæve fagfolk ledte røret fra Khrusjtjovs hoteltoilet direkte til FE.

Overtegnede har sågar en veninde, som engang indledte et hemmeligt forhold til en 30 år ældre en af slagsen, da han kom og fiksede hendes vask. Er det, fordi de kan lægge rør ind? Hvad er der med dem?

Send gode forslag til: anra@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu