
Den nuværende republikanske regering vil tilsyneladende lægge hindringer i vejen for Barack Obama, hvis den demokratiske kandidat bliver valgt til præsident i dag.
Det Hvide Hus arbejder febrilsk på at udstede en række bekendtgørelser og cirkulærer, som vil gøre det vanskeligt at gennemføre Obamas miljø- og forbrugerbeskyttelsespolitik. Det skriver den amerikanske avis The Washington Post.
Bekendtgørelserne, som ikke kræver støtte fra den demokratisk kontrollerede kongres, beskrives som blandt de "mest kontroversielle dereguleringer siden Bush blev valgt, og det vil være vanskeligt for hans efterfølger at ophæve dem".
De fleste af dem vil "være til fordel for mineindustrien og energisektoren". Det er grupper, der har støttet republikanerne i valgkampen.
Konkret vil bekendtgørelserne føre til lavere grænseværdier for "drikkevand, ret til større CO2 udledninger, arbejdsretslige spørgsmål og forringet ret til at modtage sygehjælp for de fattige", skriver avisen.
"Det er stik imod praksis og meget kontroversielt. Normalt kræves det, at sådanne regler undergår en uvildig proces og en analyse af deres effekt. Det har ikke været tilfældet denne gang," siger Matthew Madia, en uafhængig ekspert fra organisationen OMB Watch.
Han er kritisk over for det, han kalder "Bush smag for at deregulere på områder, hvor industrien ønsker større frihed".
Denne kritik afvises af Det Hvide Hus' talsmand, Tony Fratto. Han indrømmer dog, at bekendtgørelserne vil have en langsigtet virkning. Miljøorganisationerne er oprørte over reglerne.
Disse dekreter "vil tvinge amerikanerne til at indånde forurenet luft i mange år fremover," siger John Walke fra miljøorganisationen The Natural Ressources Defence Council.
Den opfattelse deles ikke af Scott H. Segal, talsmand for the Electric Reliability Coordinating Council, en pressionsgruppe med nære forbindelser til energisektoren og olieindustrien.
"Disse reguleringer forenkler the Clean Air Act, og på den made bidrager de til at gøre energisektoren mere effektiv og til at forbedre miljøkontrollen," siger han ifølge Was-hington Post. Ikke alle eksperter mener, at der er tale om ny praksis.
Almindelig praksis
"Det er relativt almindeligt, at man lægger hindringer i vejen for ens efterfølger - især hvis han kommer fra et andet parti," siger statskundskabsprofessor Shaun Bowler fra University of California, Riverside.
"Den gamle George Bush gjorde det i udenrigspolitikken, da han sendte soldater til Somalia. Det blev et mareridt for præsident Clinton. Det, den yngre Bush gør nu, er det samme, men på det indenrigspolitiske område," siger Bowler til Information. Han påpeger, at det ikke kun er republikanerne, der bruger det, han kalder "beskidte tricks".
"Bill Clinton udstedte mange dekreter, da Al Gore havde tabt præsidentvalget til George Bush."
Noget kunne tyde på, at George Bush har lært lektien fra sin forgænger. Samme eftermiddag han blev indsat, udstedte hans stabschef et memorandum, der krævede implementeringen af Clintons dekreter stoppet øjeblikkeligt. Man nåede at stoppe 254 bekendtgørelser - primært skærpede regler om luftforurening.
Bowler mener, at lovgivningen er et tegn på, at Bush -regeringen har "har erkendt, at slaget er tabt."