Læsetid: 2 min.

EU vil have finansreform på 100 dage

Nicolas Sarkozy kan nu drage til Washington i næste uge med et europæisk forhandlings-udspil til en reform af det globale finanssystem, men det er ikke et egentligt mandat, siger kritikerne
Frankrigs præsident drager ikke til G20-møde i Washington med et egentligt europæisk mandat, fastslog Sveriges statsminister, Frederik Reinfeldt, efter fredagens uformelle møde.

Frankrigs præsident drager ikke til G20-møde i Washington med et egentligt europæisk mandat, fastslog Sveriges statsminister, Frederik Reinfeldt, efter fredagens uformelle møde.

8. november 2008

Som ventet var det et noget mere udvandet forslag til en reform af det globale finansielle system, end det franske formandsskab oprindeligt havde lagt op til.

Men det lykkedes at formulere en europæisk holdning, da EU's 27 stats- og regeringsledere i går mødtes til ekstraordinært topmøde i Bruxelles.

"Det er fælles holdning og vision for at restrukturere vores finanssystem," understregede den franske præsident, Nicolas Sarkozy, efter mødet, selv om han også indrømmede at forhandlingerne havde været "rimelig intense" for at nå til den fælles position.

Den vil nu blive serveret, når der holdes G20 med verdens tyve største økonomier om finanskrisen næste lørdag i Washington.

Her vil EU foreslå, at der ligger konkrete forslag til en restrukturering af det globale finanssystem senest 100 dage efter mødet. Derefter vil europæerne have et nyt G20-møde.

På Washington-topmødet vil EU blandt andet foreslå, at vigtige finansielle aktører som f.eks. kreditvurderingsintitutter skal være omfattet af tilsyn uanset hvilket territorium, de opererer på.

Central rolle for IMF

Samtidig vil der være mere gennemsigtighed i det finansielle system, og der skal indføres systemer, der kan varsle tidligt i et forløb, hvis nogen løber store risici ved værdiansættelsen af de forskellige økonomiske aktiviteter. Og her ser EU Den Internationale Valutafond, IMF, som en central aktør i et fornyet internationalt system, hvor fonden skal have mulighed for at gribe ind præventivt og effektivt komme kriseramte lande til hjælp.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde ifølge nyhedsbureaet Ritzau efter mødet, at han støtter Sarkozy i at sætte en ambitiøs dagsorden for Washington-mødet, men andre var mindre entusiastiske. Både Storbritannien og Sverige havde før mødet udtrykt bekymring for en alt for massiv overstatslig regulering af finansverdenen.

"Der er en risiko for, at vi nu ender med at overregulere vores økonomi igen," sagde den svenske statsminister, Frederik Reinfeldt, efter mødet og understregede, at i og med, der kun var tale om et uformelt topmøde mellem de europæiske ledere, så skulle det, Sarkozy nu drager til Washington med, ikke forstås som et egentligt europæisk mandat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor mange husker, hvorfor regeringer altid skal bedømmes på de første 100 dage?
Såmænd fordi, det nøjagtigt var det antal dage, den fra Elba hjemvendte detroniserede kejser Napoleon fik lov at regere.
Men han blev netop IKKE bedømt på de 100 dage, men på de 15-20 år, han regerede FØR han blev anbragt på Elba.
Rettelig bør i et demokrati regeringer vel bedømmes på den periode, de har regeret.

Hvor mange husker, hvorfor regeringer altid skal bedømmes på de første 100 dage?
Såmænd fordi, det nøjagtigt var det antal dage, den fra Elba hjemvendte detroniserede kejser Napoleon fik lov at regere.
Men han blev netop IKKE bedømt på de 100 dage, men på de 15-20 år, han regerede FØR han blev anbragt på Elba.
Rettelig bør i et demokrati regeringer vel bedømmes på den periode, de har regeret.