Den finansielle krise rammer Kina hårdt

DONGGUAN - Shi Hailin valgte at flygte. For hans egen sikkerheds skyld var det nok den rigtige beslutning. Han skyldte sine ansatte to måneders løn, ordrebogen var tom, og virksomheden kørt i sænk.

Da de lidt over 100 arbejdere opdagede, at deres chef var løbet fra regningen, var han allerede i sikker afstand af lynchstemningen.

"Folk var rasende, og kaldte ham en tyv og en kujon. Nogle sagde, de havde lyst til at dræbe ham," fortæller Liu Xuguang.

Det skete for en uge siden. Nu har stilheden lagt sig over fabrikken i byen Hengli i Guangdong-provinsen. Produktionshallen er forladt. Arbejderne, der alle var migranter fra Kinas landområder, er taget hjem til en usikker økonomisk fremtid.

Shi Hailins kontor er blevet tømt. Tilbage er kun hans skrivebord, der i størrelse er en chef værdig. På det står et af de få tilbageblevne beviser på, hvad virksomheden Yekui producerede: keramiknisser og snekugler til europæiske og amerikanske forbrugere.

Liu Xuguang er nu ene mand tilbage. Han er sat til at vogte fabrikkens udstyr - og fodre guldfiskene, der intetanende fortsat vugger rundt i vandet i det kinesiske havelandskab i virksomhedens imposante foyer.

Sådan ser den globale finanskrise ud i Kina. Yekui er blot et af de seneste ofre for den økonomiske nedgang. Dødsstødet kom, da en amerikansk kunde aflyste en ordre på 1,7 mio. kr.

Den samme historie fortælles utallige steder her i området omkring byen Dongguan i Sydøstkina, der er centrum for Kinas eksportproduktion.

Få kilometer fra Hengli, i byen Changping, har 4.000 netop mistet deres arbejde hos Meichang, en koreansk-investeret producent af dvd-afspillere. De eneste, der er tilbage, er i gang med at læsse maskinerne og samlebåndene, som er blevet solgt.

"Når vi er færdige med det, har vi heller ikke noget arbejde," siger arbejderen Guo Zhenglan.

Værre end forventet

Tidligere har den kinesiske regering sagt, at den globale finanskrise ikke i betydelig grad ville skade landets økonomi. Men der er rigelig med eksempler på, at konsekvenserne allerede er enorme og skæbnesvangre for titusinder. Og signalerne fra Beijing har da også ændret sig markant, for premierminister Wen Jiabao har netop indrømmet, at effekten af krisen på Kina er "værre end forventet".

Eksport er et af den kinesiske vækst hovedlokomotiver. Og det har været produktionen her i Perleflodsdeltaet, der har gjort landets årlige vækstrater tocifrede. Guangdong-provinsen er den største bidragyder til Kinas økonomi, da provinsen stod for næsten en tredjedel af landets eksport på 1.200 mia. dollar (7.200 mia. kr.).

Men allerede inden finanskrisen kæmpede fabriksejerne mod dyrere råstoffer, højere lønninger til arbejdere, strammere miljøregler og en kinesisk valuta, der stiger i værdi, og er med til at svække deres konkurrencedygtighed. De sidste måneders globale finanskrise, og det bratte fald i vestlige forbrugeres købelyst, har vist sig som det sidste spark, der har skubbet eksportfirmaer ud over skrænten. Titusinder af fabrikker er lukket - i første halvdel af i år så mange som 67.000. Kinas industriproduktions vækst faldt til 8,2 procent i oktober, sammenlignet med oktober sidste år, hvor væksten var helt oppe på 17,9 procent sammenlignet med 2006-produktionen.

For lidt arbejde

For migrantarbejderne repræsenterer de tal en virkelighed, der kan blive deres økonomiske ruin - og for mange allerede er det.

"Jeg forstår ikke, hvad det er, der sker, men vi kan alle mærke det," siger Yan Qiao.

Den spinkle 31-årige bærer stadig arbejdsuniformen fra firmaet Huifeng, der laver dvd-maskiner til eksport. Inden for de sidste to måneder har 1.200 mistet deres arbejde der. Det har Yan Qiao dog endnu ikke. Men hans glæde, over at være blandt de sidste 600 ansatte, er alligevel ikke til at få øje på.

For hvor han før arbejdede seks dage om ugen og arbejdede over hver dag, kan virksomheden nu kun tilbyde ham to dages arbejde om ugen. Og da han bliver betalt pr. dag, er beløbet på hans lønseddel skrumpet gevaldigt - fra 600 kr. om måneden til nu under 350 kr. om måneden.

"Chefen undskylder, og siger, der ikke er nok arbejde. Men jeg kan ikke overleve for så lidt. Hvad skal min kone og barn gøre. Jeg har sendt dem penge hver måned de sidste fire år, men det kan jeg ikke længere."

Familien er stadig hjemme i landsbyen i det centrale Kina, som Yan Qiao forlod pga. manglen på muligheder.

"Jeg kom hertil for at tjene penge, så min datter kunne få et bedre liv end os, men det er ikke muligt længere," siger han med en anstrengt mine, mens han står foran et arbejdsformidlingskontor i Changping og kigger efter nye job på en opslagstavle. Men der er ingen. Inde på kontoret vinker de også afværgende. "Vi har meget lidt at tilbyde," siger en ansat.

Yan Qiao går ud igen, og overvejer sine muligheder.

"Mange andre er taget hjem til landsbyen og markerne, men der er ikke noget at tage hjem til. Vi kan ikke dyrke noget om vinteren," fortæller han, og siger, det også er et spørgsmål om stolthed: "At tage hjem uden penge er en skam."

Hjem til markerne

Omkring ham er et landskab tæt begroet med firkantede, oftest pastelfarvede eller blot grå fabrikshaller. Inde i dem laves sko, tøj, møbler, elektronik og legetøj. Det meste vil ende på butikshylder i udlandet. I Dongguan og de tilstødende områder, der inkluderer Changping og Hengli, bor omkring 14 mio. - langt de fleste er migrantarbejdere. Eksportproduktionen har skabt fabriksarbejde til millioner af bønder, som drømmer om en større indkomst, end den de kan vride ud af deres marker. Der har været rigeligt med arbejde. Dongguans økonomi har inden for de sidste år holdt en årlig vækst på 15 procent. Men situationen er nu en ganske anden, hvor arbejderne må kæmpe mod hinanden om færre jobs, eller simpelthen vælge at tage hjem igen.

Luo Yuankuan har valgt den sidste løsning. Han sidder med sin taske ved togstationen i Dongguan.

"Det skete meget pludseligt. Den ene dag havde jeg et arbejde. Den næste var fabrikken lukket," siger han.

Han havde arbejdet på fabrikken i tre år.

"Leveomkostningerne er for høje her, så jeg tager hjem til familien, og håber det bliver bedre efter nytår," siger han.

Stabilitet truet

Spørgsmålet er, hvad der vil ske, hvis det ikke bliver bedre. Beijing advarede i går om, at Kina står over for alvorlige arbejdsløshedsproblemer pga. den globale finanskrise. Stor arbejdsløshed blandt migrantarbejderne kan vise sig at have store politiske konsekvenser.

Det enorme økonomiske skel mellem land og by har ført til voldsomme gnidninger i samfundet. Som løsning har Beijing satset på at flytte så mange som muligt ud af de fattige, tilbagestående landområder og ind i byerne. Kystbyerne, med deres store vækst, som tiltrækker bønderne, har været med til at opfylde det mål. Og de mange penge, som migrantarbejderne sender hjem til deres familier, er samtidig med til at forbedre økonomien i deres hjemstavn. Den udvikling trues nu - og dermed også samfundets stabilitet.

I et forsøg på at bremse nedturen reagerede Beijing for to uger siden med at annoncere en stimulipakke på 3.400 mia. kr., i et håb om, at det kan være med til at skabe flere jobs.

Men samtidig har den økonomiske nedtur ført til en stigning i antallet af arbejderdemonstrationer. Tusinder af arbejdere har samlet sig uden for flere fabrikker, og tvunget myndighederne til at gribe ind.

I et tilfælde, hvor fyrede arbejdere fra en skofabrik krævede den løn, som deres flygtede arbejdsgiver skyldte dem, kom det til kamp med politiet. Syv arbejdere blev fængslet og seks blev tæsket. Med den nuværende udvikling, kan antallet af sådanne episoder stige og vokse i omfang.

I nervøsitet over stigende uro har lokalregeringer i flere tilfælde stået for at dække arbejdernes økonomiske tab.

Klager forstummer

Det store antal fabrikslukninger kommer efter en periode med en positiv udvikling for arbejderne, der ellers ofte har kummerlige forhold, lav løn og lange arbejdstimer.

I januar blev en ny lov indført som gjorde det sværere at fyre arbejdere, som bekæmpede tvangsarbejde, tilbageholdelse af løn og andet misbrug. Samtidig var migrantarbejderne i langt større grad blevet opmærksomme på deres rettigheder.

Og deres forhandlingsposition var blevet stærkere, bl.a. fordi der var mangel på dem. Det er der ikke mere. Og det kan underminere de sidste måneders fremskridt.

Fu Shuixiu, der arbejder på en fabrik, som producerer trærammer, erkender, at det allerede har haft en effekt på manges tankegang.

"Tidligere, da det gik godt, talte vi meget om rettigheder," siger den 42-årige, som også arbejder færre timer end tidligere og får mindre i løn.

"Men hvordan kan vi klage nu? Nu vil vi bare beholde vores arbejde."