Læsetid: 2 min.

Flertal for Lissabon-traktat i Irland

En meningsmåling offentliggjort i Dublin i dag tyder på, at de irske vælgere nu støtter et nationalt kompromis. Irland forhandler om at beholde sin kommissær, siger udenrigsministeren
Irlands regering - her udenrigsminister Martin og statsminster Cowen forhandler om EU-garantier og traktat.

Irlands regering - her udenrigsminister Martin og statsminster Cowen forhandler om EU-garantier og traktat.

Philippe Wojazer

18. november 2008

DUBLIN - Et flertal af de irske vælgere ville stemme ja, hvis en nyforhandlet Lissabon traktat kom til afstemning i dag. Ifølge meningsmålingen, som Information er kommet i besiddelse af, ville 43 procent stemme ja, 39 procent nej, mens 18 procent er uafklarede.

"Det er det første lysglimt for regeringen og et tegn på, at en ny afstemning er en realistisk mulighed," siger Maurice Haynes, der er formand for the European Forum - den organisation som er nedsat til at informere om Lissabon-traktaten.

Meningsmålingen er baseret på, at Irland beholder sin kommissær, samt at landet får garantier om, at det kan beholde sin abortlovgivning, kan forblive neutralt og kan fastholde sit skattesystem.

Forhandlinger

Dette resultat er bemærkelsesværdigt, fordi udenrigsminister Micheál Martin i går bekræftede, at regeringen forhandler med de andre EU-lande om netop disse emner.

Denne indrømmelse er et markant nybrud. Så sent som i fredags nægtede finansministeren over for Information, at Irland forhandlede. Men det har ændret sig over weekenden.

"Vi har hele tiden sagt, at vi håbede at have en løsning klar til topmødet i december. Den tidsplan håber vi stadig at holde," sagde udenrigsministeren i går til det nationale tv-selskab RTE.

Valgeksperter tror, en afstemning kan vindes:

"Regeringen tror, at en afstemning kan vindes. Og det er der meget, der tyder på. Ligesom i Danmark i 1993 og i Irland i 2002 er der eksempler på, at vælgerne - efter nogle populære indrømmelser - får mulighed for at stemme igen. Det ser ud til at gentage sig," siger Richard Sinnot fra universitet i Dublin.

Men han gør opmærksom på, at store forspring i meningsmålingerne ikke er ensbetydende med en sejr i en folkeafstemning. Declan Ganley fra Libertas - en prominent modstander - mener heller ikke, at meningsmålingen er garanti for, at regeringen kan vinde en ny afstemning.

"De irske vælgere vil ikke lade sig overbevise af denne Frankenstein-traktat," siger han. Han arbejder på mulighederne for at etablere et paneuropæisk modstanderparti. I sidste uge deltog han i et møde med den tidligere danske EU-parlamentariker Jens Peter Bonde - der ifølge irske medier er udtænkt en hovedrolle i det nye parti.

53 procent af de irske vælgere forkastede i juni Lissabon-traktaten ved en folkeafstemning. En ny afstemning forventes tidligst til foråret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu