Læsetid: 8 min.

Forræderiet mod Nicaraguas revolution

Engang var sandinisterne revolutionære idealister, der styrtede et korrupt styre - for deres leder, Daniel Ortega, er der intet andet end kynisk magtbegær tilbage. Alle kneb gælder for at fastholde magten, om det så er at gå i forbund med den katolske kirke eller begå valgsvindel
Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, (tv.) taler, mens kardinal Miguel Obando y Bravo lytter. I dag indgår sandinisterne tæt parløb med kirken, som de i 1980-erne anså som fjenden. Ortega beskyldes derfor for at have solgt sin sjæl til kirken. Den katolske kirkes overhoved i landet, kardinalen, er også formand den sandinistiske regerings Nationale Kommission for Sandhed, Forsoning, Fred og Retfærdighed. Paradoksalt, da kirken i 1980-ernes borgerkrig ikke gjorde meget for at skabe forsoning.

Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, (tv.) taler, mens kardinal Miguel Obando y Bravo lytter. I dag indgår sandinisterne tæt parløb med kirken, som de i 1980-erne anså som fjenden. Ortega beskyldes derfor for at have solgt sin sjæl til kirken. Den katolske kirkes overhoved i landet, kardinalen, er også formand den sandinistiske regerings Nationale Kommission for Sandhed, Forsoning, Fred og Retfærdighed. Paradoksalt, da kirken i 1980-ernes borgerkrig ikke gjorde meget for at skabe forsoning.

Miguel ALVAREZ

28. november 2008

MANAGUA - I marts 1983, få dage før pave Johannes Paul II skulle ankomme til Nicaragua, syndede Fader Bismarck Carvallo.

Han havde i forvejen haft svært ved at finde fred i sjælen i forhold til sit kyskhedsløfte. Nu bukkede han så under for en sandinistagents forføreriske charme.

Hvad han ikke vidste, da hun inviterede ham til at tilbringe natten i sit hjem, var, at hun var på mission for den revolutionære regering, hvis venstrefløjsdoktriner den katolske kirke havde fordømt som kætterske - ja, som Fader Carvallo havde taget personligt afstand fra i sin egenskab af officiel talsmand for kirken.

I det afgørende øjeblik brasede den agent, som spillede rollen som fristerindens ægtemand, ind i huset, simulerede et vredesanfald, slæbte elskeren nøgen ud af sengen og kastede ham på gaden, hvor den ulykkelige prælat blev blændet af en spærreild af blitzlys. Det sandinistiske efterretningsvæsen havde, naturligvis, varskoet pressen og dens fotografer.

Hele historien, komplet med de kompromitterende fotografier, blev behørigt sprøjtet ud over hele forsiden af næste dags udgave af sandinistpartiets avis, Barricada.

Paven fandt ikke dette optrin morsomt, men hvad der siden hændte, hensatte ham for alvor i blindt raseri. Da han den følgende weekend deltog i en friluftsmesse i Managua, blev seancen forvandlet til farce af en sandinistisk menneskemængde, der forstyrrede og afbrød gudstjenesten fra start til slut med øv og revolutionære slagord.

Trøst i Gud

Det var dengang. Rejser man rundt i hovedstaden Managua i dag, hvor luften er tyk af rygter om omfattende svindel ved det netop afholdte landsdækkende kommunalvalg, vil ingen kunne fortænke en i at få den tanke, at dette land må styres af et katolsk teokrati.

Da sandinisterne efter 16 år i opposition igen kom til magten i 2006, og præsidentposten tilfaldt den samme Daniel Ortega, som beklædte den, da Fader Carvallo-episoden fandt sted, blev der rejst statuer af Jomfru Maria ved alle større vejkryds i Nicaraguas byer.

På strategiske områder i Managua - nøje udvalgt med henblik på at bemægtige sig de steder, hvor oppositionsgrupper ynder at iscenesætte deres protester - har hele flokke af ældre kvinder taget opstilling dag som nat, hvor de ses knæle i bøn under bannere, der proklamerer 'Kærlighed er større had'. Og lukker man op for tv eller radio hører man gang på gang regeringens yndlingsslagord: 'Folkets vilje er Guds vilje'.

Hvad i Sandinos navn er der sket? Kan det virkelig passe, at Daniel Ortega - en mand, hvis ry er plettet af anklager om misbrug af børn - virkelig har søgt trøst i guddommelig hjælp? Man skulle tro det at dømme ud fra hans adfærd under valgkampen for to år siden, da han lagde demonstrativ stor vægt på at blive set hver søndag ved messe, siddende på forreste række. Eller ud fra hans beslutning om at gifte sig ved et kirkeligt bryllup - også midt under valgkampen - med sin trofaste livsledsagerske, politiske sjælefrænde og mor til hans otte børn, Rosario Murillo, hvis datter fra et tidligere parforhold, Zoilamerica Narvaez, præsident Ortega beskyldes for at have misbrugt seksuelt fra 11-års-alderen.

Abortforbud

Men i mindst én vigtig henseende har Daniel Ortega levet op til de budskaber, han har hentet fra den kirkelige lære: Han lovede under sin valgkamp, at hvis han blev valgt, så ville han udvide landets forbud mod abort til også at gælde de tilfælde, hvor fødslen udgør en alvorlig risiko for moderens liv.

Og ikke så snart var han kommet til magten, før han lod dette løfte ophøje til lov.

Det er svært at tro på, at der er så meget som en tøddel oprigtighed i præsidentens nyfundne fromhed. Lige så lidt plausibel er den forklaring, som foreslås af Sofia Montenegro, en mangeårig prominent sandinist-aktivist, der nu står i spidsen for en kvinderetsgruppe, der agiterer for fri abort.

"Når jeg påstår, at de er sindssyge, så mener jeg det ikke som skældsord," sagde hun for nylig i et avisinterview.

"Jeg mener, at de er sindssyge i klinisk forstand."

Sandinistledelsens magtbegær er så ekstremt, sagde hun, at de i deres stræben efter absolut beherskelse er blevet fuldkommen skruppelløse.

"De er blevet tropiske bananmonarker," sagde Montenegro. Og det er vel muligt. Men er kong Daniel blevet gal, så er der metode i hans galskab.

Det viser sig, at patriotisme i Nicaragua ikke er en slyngels sidste tilflugt; Det er Gud.

Fausts aftale med Gud

En katolsk Gud, som Ortega er tyet til i sin egen variation af Fausts handel: Giv mig magt, og jeg vil sælge dig min sjæl.

Pointen er naturligvis, at Ortega efter tre mislykkede præsidentvalgkampe til sidst måtte konstatere, at uden det troende katolikkers støtte, ville han aldrig kunne vinde.

At gå i seng med den katolske kirke blev derfor præsidentens version af det samme, som John McCain foretog sig, da han udnævnte Sarah Palin, det amerikanske kristne højres darling, til sin vice-præsidentkandidat.

Dog med den forskel at strategien i Ortegas tilfælde virkede - med lidt hjælp fra valgsvindel. Ved kommunalvalget i denne måned blev først de to store oppositionspartier med fuldkomment vilkårlige påskud nægtet retten til at stille op ved valget.

Det ene af dem var Bevægelsen for Sandinistisk Fornyelse, som Sofia Montenegro tilhører og som blandt sine støtter også tæller Ortegas vicepræsident i de glade revolutionsdage, Sergio Ramirez, foruden Gioconda Belli og Dora Maria Tellez, begge guerillaheltinder i det oprør, som bragte sandinisterne til magten i 1979, da operettediktatoren Anastasio Somoza blev styrtet. Et andet præventivt skridt var at føre krig mod den uafhængige presse. Et særligt yndet mål for denne kampagne blev Carlos Fernando Chamorro, en anset dybdeborende tv-journalist, der var redaktør for Barricada under skandalekampagnen mod Fader Carvallo, og hvis avisredaktør far, Pedro Chamorro, blev myrdet af Somoza i 1978.

Observatører

Ortega forhindrede også internationale observatører i at overvåge valget, og han sikrede sig, at den øverste valgkommission var helt i hænderne på hans sandinistparti.

Det kom næppe bag på mange, da det midt i stormen af protester og krav om omtælling kom frem, at bunkevis af stemmesedler, hvor krydset var sat på oppositionspartier, blev fundet på en losseplads. Eller at de officielle valgresultater, som gav sandinisterne en overbevisende sejr, afveg markant fra de tal, som blev offentliggjort i aviserne og fra dem, som blev bragt på valgrådenes hjemmesider.

Kræver stemmeoptælling

Stenkastende Ortega-tilhængere stødte i denne sidste uge sammen med demonstranter i Managua, og da Det Liberale Partis støtter forsøgte at afholde en demonstration i byen León blev deres vej blokeret af sandinistbøller med køller og macheter, der overtog kontrol med vejen og truede alle, der ville forbi - politiet glimrede ved deres fravær.

"Det var ingen spontan aktion. Naturligvis blev det hele koordineret fra sandinisternes hovedkvarter," siger Gioconda Belli, en feteret digter og internationalt anerkendt romanforfatter, der har viet 30 år af sit liv til sandinisternes sag.

Den oprindelige sag

En ting er for hende lige så indlysende, som den er for Sergio Ramirez, Sofia Montenegro, Carlos Fernando Chamorro og alle de andre, der forsøger at fastholde bevidstheden om den oprindelige sandinistiske sag, og det er, at alt, hvad Ortega og hans folk stræber efter, alene sigter mod et bestemt mål: at fastholde hans greb om magten. (At indynde sig hos russerne skønnes nyttigt, hvilket var grunden til, at Ortega besluttede sig for, at Nicaragua skulle være det første land til at anerkende Sydossetiens 'uafhængighed' efter Ruslands invasion i august.)

Ramirez knyttede an til Bellis pointe, da han i et interview med det spanske dagblad El País søndag udtalte, at valget alene var et forsøg på "at konsolidere et autoritært regime med en folkelig opbaknings tilsyneladende legitimitet".

Ifølge Ramirez var det umiddelbare praktiske mål at gøre, hvad der mislykkedes for Ortegas bedste ven i Latinamerika, Venezuelas præsident, Hugo Chávez - nemlig at sikre sig tilstrækkelig stor tilslutning fra vælgerne til at gennemtvinge en forfatningsændring, der kan gøre det muligt for ham at blive siddende på præsidentposten, lige så længe han lyster.

Det er alt sammen meget langt fra de euforiske revolutionsdage efter Somozas fald, da sandinisterne blev genstand for kultisk heltedyrkelse af det internationale venstre. Dengang var de unge, romantiske, idealistiske.

Trods årene med kontrarevolutionær krig, som blev finansieret og dirigeret af Ronald Reagans 'yankee-imperialisme' var Managua var en festlig hovedstad, hvor det en sen nat ikke var usædvanligt at støde på El Commandante de la revolucíon og høre ham deklamere poesi efter rigelig indtagelse af Nica libres (rom og cola - bedst kendt som Cuba libre, red.).

Det var, som om den sandinistiske drøm fik ånden fra Paris '68 til at blive virkelighed. Som om den fuldkommengjorde den socialistiske model, stalinismen havde forrådt.

Ingen poesi

Men i Nicaragua i dag, to år efter los sandinistas' tilbagevenden til magten, er der ikke skygge af idealisme, poesi eller romantik tilbage.

Det regime, som Daniel Ortega præsiderer over, er snarere som en hyldest til den rå kynisme. Eller som en lignelse om menneskelig svaghed, den urgamle historie om, hvordan det går for idealister, altid og overalt de, når de først har smagt magtens sødme. Det er som en reprise af Kammerat Napoleon. Truslerne mod Carlos Fernando Chamorro, hvis kontorer blev hærget og ransaget af sandinistiske voldsmænd, og hvis far blev dræbt af Somoza, har fuldendt den Orwell'ske cirkel.

Slaverne er blevet som de tidligere herrer: Sandinisterne er blevet som somozister. Nok er deres sprogbrug en anden end Somozas - den er mere hyklerisk - men metoder og målsætninger forbliver de samme.

Præsidenten og hans kompaner fører en stadig mere luksuøs tilværelse, alt imens Nicaragua forbliver det fattigste land på det latinamerikanske fastland - og et af de mest socialt ulige.

Ortega, der dyrker den socialistiske retorik med lige så hul overbevisning, som han tilbeder den katolske Gud, er godt i gang med at forvandle Nicaragua til en banankarikatur af det dystopiske samfund, som Orwell så for sig, hvor "alle dyr var lige, men nogle dyr mere lige end andre."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu