Læsetid: 3 min.

De franske socialister er i 'pinlig' krise

Det franske socialistparti stemmer om ny formand i dag. Ségolène Royal er favorit, men har mange fjender i partiet. 'På mange måder mindede hun om Sarah Palin', siger en fransk professor
Socialisten Ségolène Royal er oppe imod mere end to modkandidater: Partiets anseelse er i bund efter tre nederlag om præsidentposten.

Socialisten Ségolène Royal er oppe imod mere end to modkandidater: Partiets anseelse er i bund efter tre nederlag om præsidentposten.

Pis Hov

20. november 2008

"Vort parti er i dyb krise," sagde Paris borgmester Bertrand Delanoë.

Den afgående partiformand, François Hollande, sagde, at han "skammede sig". Og en af kandidaterne til formandsposten - tidligere arbejdsminister Martine Aubry - ytrede frygt for, om partiet overhoved kan overleve. Reaktionerne var voldsomme, efter de franske socialister i weekenden ikke formåede at finde en ny formand.

"Det er krise - og en pinlig en af slagsen. Det er svært at se, hvordan de kan udgøre en trussel mod præsident Sarkozy under de nuværende omstændigheder," siger Denis Baranger, der er professor i statskundskab og offentlig ret ved Paris X - en afdeling af Paris' Universitet.

"Delanoë har længe været regnet som deres redningsmand. Men han har trukket sig. Uden ham har de ikke nogen modvægt til Sarkozy," siger Baranger og konkluderer: "Det er åbenbart ikke alle, der lærer af deres fejl."

Den sidste uge har været hård for det hårdt prøvede venstreparti. Det har lidt nederlag ved de tre seneste præsidentvalg (2007, 2002, 1995, red.), men efter finanskrisen og en flodbølge af strejker landet over skulle man ellers tro, at Parti Socialiste - som blev dannet af den legendariske François Mitterrand i 1969 - endelig var på vej tilbage. Men det modsatte har vist sig at være tilfældet, og det har ført til skadefro i den borgerlige del af pressen, hvor flagskibet avisen Le Figaro udkom med overskriften:"Socialisterne er gået fra forstanden."

Som Palin

På delegeretmødet i den franske champagnehovedstad, Reims, lod ingen propperne springe.

Bertrand Delanoë trak sit kandidatur tilbage, da han ikke blev kronet på weekendens kongres. Den nye favorit til at vinde, er den forkætrede, tidligere præsidentkandidat Ségolène Royal. Det er mange oprevet over.

"Da hun var præsidentkandidat var hun i krig med sine egne. Og på mange måder minder hun om Sarah Palin, den republikanske vicepræsidentkandidat; enten elsker man hende eller også kan man ikke døje hende," siger Baranger om den 55-årige Royal.

Royal, der sidste år fik knap 47 procent i anden runde af det franske præsidentvalget, er ikke kendt for sin takt. Hun har ved flere lejligheder haft standpunkter, som har skabt problemer for hende selv og for hendes parti.

Under præsidentvalgkampen sidste år udtrykte hun f.eks støtte til uafhængighedsbevægelsen i den fransktalende canadiske provins Québec og mødtes kontroversielt med lederen af Parti Québcois den kontroversielle André Boisclair.

"Det er tegn på politisk umodenhed, som man ikke skulle forvente fra en kvinde, der har været politiker i mange år og som er udgået af École Nationale d'Administration" (Den franske eliteskole for diplomater og embedsfolk, red.)," siger Baranger, der tilføjer, at den fotogene Royales smag for dyrt tøj ikke just har gjort hende populær i det franske arbejderparti.

Stop Royal

Royal er oppe imod to modkandidater. Martine Aubry, den tidligere arbejdsminister der stod bag indførelsen af 35-timers arbejdsuge, og Benoît Hamon, der er medlem af Europa-Parlamentet og repræsenterer partiets venstrefløj.

Ifølge Le Figaro er Aubry på papiret favorit. Hun er borgmester i Lille i det nordlige Frankrig og opfattes som en traditionel socialist, der støtter større statslig indgriben i samfundsøkonomien og statens overtagelse af kerneindustrier. Aubry er en 'stop-Ségolène-Royal-kandidat', men hun er også lidt farveløs og mangler den knivsspids af stjernestøv, som har vist sig at være en forudsætning for at blive leder.

Men der er politiske modsætninger. Royal har argumenteret for et samarbejde med centrum-partierne - blandt andet det lille liberale parti UDF og den midtsøgende tidligere præsidentkandidat François Bayrou.

Den kurs fik overraskende opbakning, da partiets 200.000 medlemmer i sidste uge direkte stemte om partiets fremtidige politik. Baranger mener, at det er interessant, at partimedlemmerne - især her under krisen - lader sig overbevise om en mere midtsøgende kurs.

"Normalt er partimedlemmer mere yderliggående end almindelige vælgere. Det er positivt for socialisterne, at deres medlemmer har realistisk sans - og at de ikke bevæger sig up på det ideologiske overdrev. Det kan give et spinkelt håb for fremtiden," siger Baranger, der understreger, at partilederen ikke nødvendigvis bliver præsidentkandidat. Det er nemlig ikke utænkeligt, at Delanoë stiller op til præsidentvalget i 2012.

Et andet af socialisternes problemer er, at præsident Nicolas Sarkozy i de seneste uger har forsøgt at overhale dem venstre om.

Selv om han blev valgt på et program om at reformere den meget statsdirigerede franske økonomi, har han i de seneste uger talt for, at staten overtager dele af industrien. Det er en politik der ikke er blevet set siden 1981, hvor den socialistisk-kommunistiske koalitionsregering nationaliserede de største virksomheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det franske socialistparti stemmer om ny formand i dag. Ségolène Royal er favorit, men har mange fjender i partiet. 'På mange måder mindede hun om Sarah Palin', siger en fransk professor."

Jeg synes nu mere hun minder om Helle Thorning Schmidt...

"Under præsidentvalgkampen sidste år udtrykte hun f.eks støtte til uafhængighedsbevægelsen i den fransktalende canadiske provins Québec"

Det minder om dengang i 60`erne, da Charles De Gaulle holdt en offentlig tale i Quebec, og under jubel erklærede: " leve et frit Quebec"

I de tidligere europæiske kolonier bærer man for det meste over med Europas frustration over at 600 års verdensherredømme er slut. Man må virkelig sige, at Ségolène Royal forsøger at prøve grænser af i denne overbærenhed. Canada har i 26 år været en selvstændig stat, og jeg skal hilse og sige, at de føler sig fuldt ud modne til bestemme over sig selv uden europæisk indblanding.

I stedet for burde hun koncentrerer sig om den udfordring der ligger i, at ikke kun europæiske jobs, men også europæisk industriel forskning flytter til Asien.