RUTHSHURU - Som han sidder her og taler i skyggen af et træ i en skolegård i Ruthshuru, er Laurent Nkunda nået frem til foreløbig sidste akt i sin flerfacetterede charmeoffensiv. Han har danset med små børn, optrådt som brandtaler foran en tusindtallig menneskeskare, demonstreret sin militære styrke og endda fyret vitser af på swahili.
Nu overvejer han tanken om at blive ny præsident for Den Demokratiske Republik Congo:
"Præsident kunne jeg godt blive. Det er min ret som congoleser. Min drøm er ikke at blive præsident, men hvis det er en vej, der skulle ligge åben, så vil jeg være det," siger han.
Den deserterede general, hvis hastige fremryk i forrige måned udløste massepanik i det østlige Congo og truede med en total ydmygelse af FN's største fredsbevarende styrke, forsøger nu at spille rollen som fredsmager. Med den officersstok med forsølvet spids, der er blevet hans varemærke, hvilende imellem sine ben erklærer han, at der nu er indledt en "fredsproces", idet han dog advarer om, at hans styrker kan marchere mod regionens største by, hvert øjeblik det skal være.
"Hvis der ikke findes nogen løsning, og svaret er at indtage Goma, så vil vi tage til Goma."
Talegaver
Efter at have søgt at dupere FN's fredsudsending, den tidligere nigerianske præsident Olusegun Obasanjo, i sidste uge med sit stilige grå erhvervsleder-jakkesæt, er general Nkunda nu igen trukket i militæruniformen. Han er nok en frygtet soldat med magt til at fordrive en million mennesker i Nordkivu-provinsen og jage regeringshæren på flugt, som han lyster, men han taler som en garvet politiker. Hans svar på alle spørgsmål er umiddelbare, velformulerede, men uklare.
Den 41-årige landmand, der skiftede til en militær karriere, siger, at han ønsker at gøre dette allerede vældige land "stort" igen, men på hvilken måde dette skal ske, kommer han ikke nøjere ind på. Han vil ikke udelukke at påtage sig hvervet som præsident i fremtiden, men antyder dog, at positionen som hærchef kunne være et første mål.
Foragt for valg
Han er fuld af foragt over for de valg, som for to år siden blev gennemført under omfattende international bistand.
"Vi kan holde valg, men har vi af den grund demokrati? Hvad er demokrati?", spørger han.
"Er det fattigdom? Er det dårlig regeringsførelse?"
Congo har begge dele i overvældende grad, men generalen udviser ikke større bekymring for ofrene for sin udskudte revolution:
"Selvfølgelig er der lidelser. Vi er i krig."
Men lidelserne er dog værst, insisterer han, i de områder, der står uden for hans kontrol.
Tutsigeneralen, som sværger, at han blot forsøger at beskytte sin egen minoritetsgruppe imod hutuekstremister, har skabt sig sit helt eget rige i et stort stykke af det østlige Congo. Han har foreløbig afstået fra at indtage hovedbyen Goma og erklæret ensidig våbenhvile (skønt denne jævnligt belastes af sammenstød mellem hans mænd og lokale styrker, der er loyale over for regeringen i det Kinshasa, som ligger tusindvis af kilometer herfra). Nu forsøger han at omsætte sin ubestridelige militære magt til politisk kapital, begyndende med et kæmpe folkestævne i den voldsramte by Ruthshuru. Bag det lokale stadions smuldrende betonvægge strækker det politiske massemøde sig over flere timer denne lørdag, og nok har det tiltrukket en stor menneskemængde, men stemningen blandt de fremmødte svinger imellem demonstrativ passivitet og forknyt modvilje.
De som står på forreste række og hele formiddagen har måttet vente i den ubarmhjertige hede, har fået udleveret bannere med slagord, der proklamerer 'fred og forsoning'. Forsøgene på at oppiske en festlig stemning forud for generalens ankomst omfatter et congolesisk messingorkester og teenage-rappere, der takker Gud for 'Ruthshurus befrier'. Men bestræbelserne synes spildte. Og da general Nkunda, lederen af den oprørsbevægelse, som kalder sig Den Nationale Kongres til Folkets Forsvar (CNDP) endelig ankommer i sin luksuriøse Lexus-SUV omgivet af joggende soldater, må han opfordre den nervøse menneskemængde til ikke at være bange for ham og sværge, at han er kommet for at bringe fred, ikke krig, til Congo.
Ruthshuru ligger to timers kørsel nord for Goma og er omgivet af frodige marker, der sammen med landbrugsarealerne ved det nærliggende Kibumba leverer det meste af Gomas fødevarer. Ved at beherske disse to områder har generalen også kontrol over hovedbyens mad- og vandforsyning. Ruthshuru er hurtigt kommet til at fremstå som hovedstaden i et nyt land, og oprørerne har da heller ikke tøvet med at indsætte deres egne administratorer. Blandt disse er sågar en 'koordinator for humanitære anliggender', der har indrettet sig i et kontor, som blev plyndret af regeringstropperne på disses tilbagetog.
Rwandisk lakaj
Men den lokale befolkning, der kun langsomt vender tilbage efter at være flygtet fra oprørernes fremstød, har ikke let ved at lade sig overbevise af den mand, som beskyldes for at være en rwandisk lakaj.
"Vi er alle congolesere," råber general Nkunda fra scenen, men den tilslutning, han aftvinger menneskemængden, forbliver lunken.
Frem for alt bedyrer general Nkunda, at alle anklager mod hans tropper for plyndringer, drab og rekruttering af børnesoldater er falske. En dreng i snavset sort T-shirt - han ser ikke ud til at være en dag over 12 og gør indtryk af at være lettere bedøvet - bringes ind på scenen foran menneskemængden. Han får en mikrofon på og udtaler derpå, at han har kæmpet sammen med Mai Mai - en samlebetegnelse for de kaotiske lokale militsgrupper, men nu har indset, at dette var forkert af ham.
Der er sparsom omtale af massedrabene ved Kiwanja, selv om denne lokalitet kun ligger et par kilometer herfra - ja, general Nkundas eneste kommentar består i den kategoriske afvisning af, at hans mænd skulle have dræbt civile.
En anden version
Dette stemmer ikke overens med, hvad Zulfati Kamemba husker om, hvad der skete i hendes landsby. Den 25-årige skolelærer flygtede til Goma og fortæller, at da CNDP rykkede ind i hendes område, var situationen i første omgang rolig. Men da unge krigere fra Mai Mai-militsen den 7. oktober gennemførte et mislykket angreb, udløste det voldsomme repressalier, fra Nkundas mænd, der ramte helt i flæng.
Hun fortæller, at Mai Mai gennemførte hit-and-run-angreb på CNDP, beskød dem og derpå gemte sig i folks huse i Kiwanja. Hun og hendes familie barrikaderede sig og skjulte sig i deres hjem i de næste tre dage:
"Vi kunne høre dem gå fra hus til hus og skyde løs. Vi kunne høre stemmer udenfor, der råbte: 'De myrder folk'."
Da hendes bror François ikke kunne holde det ud længere og gik uden for for at finde et toilet, blev han skudt og dræbt med en kugle gennem hovedet. Og da familien derefter besluttede sig for at bryde op fra deres skjulested og flygte, konstaterede de omfattende ødelæggelser og indså, at der var blevet begået en massakre i byen.
"Vi måtte vade hen over lig".
Kabemba hævder, at Røde Kors' skøn på 200 dræbt i kamp er lavt sat, og at der snarere er tale om 300 dødsofre. Og nok bebrejder hun Mai Mai for at have brugt de lokales hjem til at gemme sig i, men hun er også vred på Nkundas CNDP:
"De myrdede løs uden at stille spørgsmål."
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
