En bevæbnet vagt åbner langsomt den sorte gitterport til lighuset ved Guatemala Bys største kirkegård, og en pickup-truck fra byens redningstjeneste kører ind gennem porten med sin last dækket af en blå presenning. Endnu et lig. Hver dag bringes de seneste ofre for volden i det mellemamerikanske land ind gennem porten for at blive obduceret og gjort klar til begravelse af lighusets retsmedicinere.
Her sidst på eftermiddagen har en snes personer forsamlet sig uden for lighusets port, mens de venter på at få ligene af deres sønner, døtre og søskende udleveret.
"Det var en ulykke," siger 20-årige Cecília Marroquín, der klædt i sort har ventet siden i formiddags på at få liget af sin storebror udleveret.
Den formulering lader til at være standardforklaringen, når de forsamlede mennesker ved lighuset skal forklare, hvordan deres familiemedlemmer kom af dage. Sagen er bare den, at de fleste enten er blevet skudt eller stukket ned. Således også Cecílias Marroquíns storebror på 31. Han blev skudt gennem halsen for nogle dage siden og døde i morges.
"Staten har fejlet. Den evner ikke at beskytte befolkningens forfatningssikrede ret til liv og sikkerhed. Og ikke alene det - dens evne til at beskytte retten til liv og sikkerhed bliver ringere og ringere," konstaterer Edgar Celada, der som rådgiver for landets ombudmandskontor for menneskerettigheder står for at analysere sikkerhedssituationen i landet.
Retssystemets kollaps
Volden har på det nærmeste paralyseret det guatemalanske samfund. Således er flere hundredetusinde mennesker i fare for ikke længere at kunne komme til og fra arbejde, fordi antallet af væbnede overfald på bybusserne i Guatemala stiger og stiger. Den seneste uges tid er fire buschauffører blevet skudt og dræbt i Guatemala By, hvormed i alt 108 buschauffører er blevet dræbt siden januar. Efter sigende er det de berygtede internationale bander Mara Salvatrucha og Mara 18, der kræver beskyttelsespenge for at lade busserne passere. Når busselskaberne ikke betaler de anslået cirka 2.500 kroner om ugen, banderne kræver, griber bandemedlemmerne til vold.
Pengeafpresning og mord på buschauffører er bare ét eksempel på den vold og kriminalitet, der råder i Guatemala. Siden 1990'erne har Guatemala og de andre mellemamerikanske lande afløst Caribien som narkokartellernes foretrukne transitsted for kokainsmuglingen fra Syd- til Nordamerika.
"Vi udgør en bro," som Carolina Montepeque, politisk analytiker for menneskerets- og retssikkerhedsorganisationen Fundación Myrna Mack, udtrykker det.
Dertil kommer menneskesmugling af migranter, prostituerede og adoptivbørn, hvidvaskning af penge, våbenhandel, kidnapninger, korruption - snart sagt enhver form for organiseret kriminalitet.
"Manglen på sikkerhed er god forretning. Man skal ikke stikke sig selv blår i øjnene. Der er bestemt nogen, der tjener enorme summer på det kaos, Guatemala befinder sig i," siger Edgar Celada.
Ethvert forsøg på at komme kriminaliteten til livs møder derfor modstand fra magtfulde grupper i samfundet. Den organiserede kriminalitet lever af den næsten totale straffrihed, der hersker i Guatemala.
"Retssystemet er kollapset. For hver 100 mord, der begås, falder der kun dom i to af sagerne. Og over 90 procent af mordene bliver dårligt nok efterforsket. Straffriheden råder uantastet," fortæller Edgar Celada og understreger, at det ikke kun er voldskriminaliteten, der i det store hele forbliver ustraffet. Det gælder stort set alle former for kriminalitet.
Samtidig hersker der en dyb mistillid til både politi, anklagemyndighed og retsvæsen, fortæller han. Og det mindretal af myndighedspersoner, der insisterer på, at forbrydelser skal efterforskes og retsforfølges, lever livet farligt. Ifølge en opgørelse i dagbladet Prensa Libre har der i årets første 10 måneder været 67 tilfælde af trusler, kidnapninger og angreb rettet mod landets dommere, og to dommere er blevet myrdet.
Magthavernes evne og vilje til at rette op på retsløsheden er øjensynligt ikke stor. Mestendels fordi den organiserede kriminalitet har forbindelser overalt i statsapparatet.
"Det er en offentlig hemmelighed i Guatemala, at der selv på regeringsniveau er personer med tætte forbindelser til den organiserede kriminalitet. Hvis ikke der var det, hvordan skulle det så kunne lade sig gøre at underminere retssystemet og sikre straffriheden?" spørger Leyli Santizo, advokat og juridisk rådgiver for Fundación Myrna Mack.
Den påstand lader sig nemt bekræfte.
Den 4. september kunne Guatemalas præsident, Álvaro Colom, fortælle den lokale presse, at der var blevet fundet skjulte overvågningskameraer og aflytningsudstyr i hans hjem. Chefen for præsidentens sikkerhedstjeneste, en forhenværende kaptajn i Guatemalas hær ved navn Carlos Quintanilla, blev øjeblikkelig afskediget, og få dage senere blev der udstedt en arrestordre mod ham. Siden da har ingen set Quintanilla, der menes at have forbindelser til narkokriminalitet.
Også likvideringen af tre salvadoranske medlemmer af det Centralamerikanske Parlament sidste år illustrerer, hvor tætte båndene er mellem statsapparatet og den organiserede kriminalitet. De tre parlamentsmedlemmer blev angiveligt dræbt af fire guatemalanske politimænd, deriblandt chefen for politiets enhed til bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Kort før de fire anholdte politimænd skulle afhøres af FBI-agenter, der bistod myndighederne med efterforskningen, blev de fundet dræbt i deres celler i Guatemalas bedst sikrede fængsel. Ingen er hidtil blevet dømt for drabene.
Ondets rod
Guatemalas forkæmpere for retssikkerhed er enige om, at årsagen til de tætte bånd mellem statsapparatet og den organiserede kriminalitet skal findes i fortiden og i arven fra den væbnede konflikt, der udspandt sig mellem marxistiske guerillabevægelser og skiftende militærdiktaturer fra 1960 til 1996.
"Straffriheden i dag er barn af fortidens straffrihed," siger Edgar Celada.
"For at finansiere oprørsbekæmpelsen involverede dele af hæren sig i enhver tænkelig lyssky forretning - smugleri, menneskehandel, kidnapninger, narkohandel, våbenhandel. Målet - at besejre fjenden - helligede midlet. Derfor kunne de kriminelle netværk inden for hæren og politiet gøre deres lyssky forretninger uden risiko for at blive straffet. Og det har forplantet sig til nutiden."
På en diskret adresse i en relativt rolig del af Guatemala By kan man få et indtryk af omfanget af fortidens forbrydelser. Godt beskyttet af meterhøje mure, NATO-pigtråd og vagter har Fundación de Antropología Forense de Guatemala (FAFG) til huse. Her gemmer sig gruopvækkende vidnesbyrd fra Guatemalas 36 år lange væbnede konflikt. FAFG's arkæologer og retsantropologer graver helt bogstaveligt i den blodige fortid for at finde ofrene for statens vold mod befolkningen. Tøj og knogler fra massegravene rundt om i landet bringes til FAFG's hus i hovedstaden, hvor retsantropologerne forsøger at identificere de dræbte og fastslå dødsårsagen.
"Ham her er fra landsbyen Chortiz tæt på Nebaj (i det nordvestlige Guatemala, red.). Han var ca. 18 år, da han blev slået ihjel. Man kan se på mærkerne her, at hunde har haft fat i knoglerne, før han er blevet begravet," fortæller retsantropologen Jennifer Trowbridge.
På baggrund af vidneudsagn fra den unge mands pårørende ved hun, at han blev taget til fange af hæren, bundet til et træ og derefter slået ihjel med machete. Derfor er skelettet heller ikke intakt, men mangler halvdelen af venstre arm og det nederste af venstre ben.
At dokumentere fortidens forbrydelser er en enorm opgave - efter 16 års arbejde har retsantropologerne kun udgravet ca. 5.000 af de anslået 200.000 dræbte. Og selv om FAFG troligt overdrager dokumentationen for massakrer og lemfældige henrettelser til Guatemalas offentlige anklager, er det kun en brøkdel af sagerne, der får et retsligt efterspil.
"Af de 800 sager, vi har dokumenteret, er der kun fire, der har ført til dom. Den guatemalanske stat har simpelthen ikke viljen til at stille de ansvarlige for en dommer," siger José Samuel Suasnavar, vicedirektør for FAFG.
Amnesti
Samme mønster viser sig i stort set alle de sager om overgreb under krigen, som guatemalanske menneskeretsorganisationer har forsøgt at bringe for en dommer. Ingen er hidtil blevet dømt for at stå bag de 40.000 forsvindinger, der fandt sted, og kun i ganske få tilfælde er det lykkedes at få nogen dømt for at have begået massakrer mod civilbefolkningen. "I de få tilfælde er det fodfolket, som er blevet dømt. De øverste ansvarlige går altid fri," siger Carolina Montepeque fra Fundación Myrna Mack.
Netop det udeblevne retsopgør udgør fundamentet for den aktuelle kriminalitet og straffrihed.
Mario Polanco, leder af organisationen Grupo de Apoyo Mútuo (GAM) og en af veteranerne fra Guatemalas menneskerettighedsbevægelse, siger:
"Den guatemalanske stat har reelt givet amnesti til de ansvarlige. Havde staten ikke givet denne amnesti, ville det have sendt et signal om, at staten er stærk. Det ville have skabt præcedens, så de aktører, som begik menneskeretskrænkelser i fortiden, ikke kunne føle sig så sikre på, at de praktisk talt kan begå en hvilken som helst forbrydelse uden at risikere at blive stillet til ansvar."
Carolina Montepeque påpeger, at militæret reelt aldrig har sluppet sit greb om staten:
"Med indførelsen af demokrati afstod militæret fra at stå i spidsen for regeringen. Men det betød ikke, at militæret holdt op med at bestemme. Det tilpassede sig blot nutiden. Det er ikke længere oprørsbekæmpelse, der driver værket, men narkohandel og organiseret kriminalitet. Militæret og det parallelle magtapparat har fastholdt sin magt og taget institutionerne som gidsel. Det er derfor, etableringen af en retsstat er slået fejl."
Manglende vilje
Retsstatens forkæmpere håber nu på den kommission, FN i samarbejde med den guatemalanske stat nedsatte sidste år, Den Internationale Kommission mod Straffrihed i Guatemala. Kommissionens primære formål er at slå sprækker i straffrihedens mur ved at bistå de guatemalanske myndigheder med at efterforske og føre en række principielle sager og derved afdække forbindelsen mellem statens institutioner, det parallelle magtapparat og den organiserede kriminalitet. Kommissionen har foreløbig fået to år til opgaven og ventes at levere de første resultater først i det nye år.
Mario Polanco er optimistisk: "Jeg er overbevist om, at kommissionen i en række konkrete sager vil kunne levere stærke beviser på forbindelser mellem den organiserede kriminalitet og medlemmer af statsapparatet. Jeg håber det. For hvis kommissionen fejler, er alt håb ude."
Ana Isabel Garita, politisk rådgiver for kommissionen, er bevidst om, at der hviler et tungt forventningspres på hende og resten af kommissionens godt 100 medarbejdere.
"Man er nødt til at gøre sig klart, hvad det reelt er, kommissionen kan gøre og har mandat til. Jeg er sikker på, at vi vil kunne leve op til vores formål om at afdække det parallelle, kriminelle magtapparat, og at vi vil kunne kortlægge dets måde at operere på, og måden hvorpå det øver indflydelse på statens institutioner. Men det er og bliver det guatemalanske retssystem, der skal stå sin prøve. Vi kan presse på for, at myndighederne lever op til deres ansvar, men kommissionen alene kan ikke bryde straffriheden."
Og Leyli Santizo, juridisk rådgiver for Fundación Myrna Mack, tvivler på, at kommissionen for alvor indvarsler et nybrud. For som hun siger:
"Alle er klar over, hvad der skal til for at lave om på tingene. Spørgsmålet er, hvorfor man så ikke gør det. Og svaret er ligetil. Fordi der ikke er politisk vilje til det," siger hun og konkluderer:
"I et land, hvor der ikke er retfærdighed, er der ikke fred."
