Læsetid: 6 min.

Hamas er kommet for at blive

Det er stadig usikkert om den forsoningsplan, Egypten har planlagt til vedtagelse i i morgen i Kairo, overhovedet bliver til noget - og kan de palæstinensiske fraktioner ikke blive enige, bombes fredsprocessen tilbage til år nul
Udland
8. november 2008
Hamas-tilhængere protesterer mod Mahmoud Abbas. Hamas-ledelsen har udtrykt modstand mod det forestående forsoningsmøde, men har ikke afvist noget endnu.

Hamas-tilhængere protesterer mod Mahmoud Abbas. Hamas-ledelsen har udtrykt modstand mod det forestående forsoningsmøde, men har ikke afvist noget endnu.

BEIRUT - I skrivende stund overvejer Hamas-lederne i Gaza stadig, om de vil deltage i et forsoningsmøde, der er planlagt i Kairo i morgen, søndag, med alle de palæstinensiske fraktioner på invitationslisten.

Uden en 'genforening' af de stridende palæstinensiske fraktioner er det ikke muligt at komme videre med den fredsproces, som i forvejen trues af den politiske lammelse i Israel.

Den endnu siddende amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, ankom da også til Israel i denne uge med besked om, at stafetten nu bliver givet videre til Barack Obama. Men han vil heller ikke kunne hjælpe med at stable et fredsprojekt på benen, hvis palæstinenserne fortsat er delt i to enheder - i deres helt egen to-stats løsning, kan man sige - og det er baggrunden for, at europæiske og arabiske diplomater arbejder på højtryk for at få de to parter forenet.

"Uden palæstinensisk enighed, kan freden ikke leveres," som den danske udenrigsminister, Per Stig Møller (K), udtrykte det under sit nylige besøg i Mellemøsten.

Udsigterne er dystre, for selv om 13 partier er inviteret, er formålet alene at forlige hjemmestyre-præsident Mahmoud Abbas' Fatah-parti, der har magten på Vestbredden, med Hamas, den islamiske modstandsbevægelse. Hamas har siden juni sidste år været enerådende i Gaza-striben efter en 'lille borgerkrig', hvor PA-hjemmestyrets Fatah-dominerede instituioner og sikkerhedsstyrker blev smidt ud.

Konflikten opstod efter at Hamas overraskende vandt et parlamentsvalg i januar 2006, der gav organisationen absolut flertal i hjemmestyrets lovgivende forsamling. Hamas-regeringen, der blev dannet efterfølgende, nægtede at anerkende Israel, hvorfor den blev underkastet en vestlig blokade, der ramte hele den palæstinensiske befolkning.

Efter bruddet mellem Hamas og Fatah, der har anerkendt Israel, i juni 2007 genoptog EU og USA bistanden til Vestbredden, hvor Mahmoud Abbas stadig er ved magten.

Flere forsoningsinitiativer er siden hen løbet ud i Sinai-ørkenens sand, og det forestående møde i Kairo - hvis det ellers bliver til noget - er angiveligt sidste forsøg på at forlige parterne med en egyptisk fem punktsplan, som Fatahs leder, Mahmoud Abbas, har tilrådt på forhånd, og som Hamas i torsdags fik forelagt med ordene: "Take it or leave it".

De fem punkter

Planen indebærer etablering af en samlingsregering, reform af sikkerhedstjenesterne, så de samles under præsidentens kontrol, en ny procedure for valg, således, at det bliver muligt at forlænge Mahmoud Abbas' embedsperiode, der udløber i januar, med et år.

Desuden er en 'reaktivering' af PLO, den afdøde leder, Yassir Arafats, palæstinensiske paraplyorganisation, som Hamas ikke er medlem af, inkluderet i planen, som forudsætter dannelse af fire komiteer, der skal udarbejde retningslinjer for de ovenstående punkter.

Hele molevitten skal underlægges PLO, der refererer til det såkaldt Palæstinensiske Nationale Råd - PLO's kongres-myndighed.

Hamas-lederne har ventileret modstand mod denne konstruktion, da den indebærer, at de må opgive kontrollen med Gaza. Men da det politiske spil også handler om, hvem der får ansvaret for, at en forsoning ikke lykkes, tøver Hamas-ledelsen med blankt at afvise at diskutere planen.

Seks arabiske udenrigsministre plus Den Arabiske Liga er inviteret til Kairo-mødet, hvis formål altså alene er at banke Hamas på plads under hjemmestyrepræsident og Fatah-leder Mahmoud Abbas' dagsorden for de fortsatte fredsforhandinger med Israel.

Hamas-lederen, Mah-moud Zahar, sagde efter sin sondering i Kairo, at organisationen trods de mange forhindringer muligvis vil deltage i forsonings-mødet. Han har dog stillet som minimumsbetingelse, at PA-hjemmestyrets sikkerhedstjenster omgående ophører med at anholde og fængsle Hamas-sympatisører på Vestbredden, hvilket har stået på i en uges tid.

Per Stigs pessimisme

Og som også foregik den dag Per Stig Møller i sidste uge var på Vestbredden som led i hans årlige rundrejse til Mellemøsten.

På en måde var det næsten rørende at registrere den danske udenrigsministers optimisme, da han i Kairo tidligere på turen fik forelagt den egyptiske forligsskitse til Fatah-Hamas forsoning, og ligeledes i Kairo mødtes med Mahmoud Abbas, der ikke signalerede synderlig bekymring, men mente, at en løsning var i sigte.

"For hvis Hamas-lederne ikke går med til den fem- punkts-plan, der ligger på bordet, vil de blive isoleret i hele den arabiske verden - det er det, jeg har hørt hele vejen rundt," var Per Stig Møllers melding efter striben af samtaler i Syrien, Egypten og Israel.

Hans optimisme var intakt til den sidste dag, hvor han tonsede rundt på Vestbredden fra det ene møde til det andet, og mødte muren. I mere end en forstand. Både den mur, der udhegner de knap tre millioner palæstinensere på Vestbredden, og de mure, der er i hovederne på Fatahs ledere, og som indhegner deres etablerede magtprivilegier.

Især var PA-styrets chef-fredsforhandler, Ahmed Qurei en showstopper med sit sure syn på udsigten til enighed med Hamas.

Og hans pessimisme smittede af på Per Stig Møller, der efterfølgende bemærkede, at det ikke er gensidig kærlighe', der dominerede på disse kanter.

Den gamle gardes mand

Qurei tilhører den gamle Fatah-garde, der kom tilbage til Palæstina med Oslo-processen og Yassir Arafat i 1994 og overtog det nydannede hjemmestyre hen over hovedet på de lokale ledere som Hanan Ashrawi og Haider Abdel-Shafi.

Det blev en fest, ikke mindst økonomisk, og for fire år siden måtte Qurei ud i svævende dementier af dels en overførsel af tre millioner PLO-dollar til hans private konto i Rumænien, dels at hans familieejede cementfabrik i Jerusalem-forstaden, Abu Dis, har leveret cement til den 'sikkerhedsbarriere', der skæmmer landskabet øst for Jerusalem, og som Qurei var en af de mest højrøstede kritikere af.

Qurei overlevede skandalen, som mange af de øvrige Fatah-ledere har overlevet korruptionsanklager, da de af de vestlige donorer ses som et mindre onde end det fundamentalistiske Hamas.

Men Qureis tid er ved at rinde ud, uanset om forsoningen gennemføres eller ej. Ikke alene er Fatah splittet internt mellem 'de gamle' og 'de unge', der kræver reformer, og som vil til magten her og nu - og hvor Mahmoud Abbas, en af PLO's stiftere, er med den unge fløj - det er heller længere muligt at isolere Hamas, som Per Stig Møller udtrykte det.

For som en kilde på Vestbredden sagde under Per Stig Møllers besøg:

"Hamas er igen langt mere populær end det PA-styre, der har magten på Vestbredden. Og der er ingen her, der tror på, at nogle arabiske regeringer vil gøre noget konkret for at 'isolere' Hamas, der er lige så populær på 'den arabiske gade' i Egypten og Syrien, som blandt palæstinenserne. Hvorfor skulle Bashar og Mubarak risikere misnøje i egen baggård."

Nyder udbredt støtte

Og faktisk er Hamas langt fra alene. Udover at Hamas støttes af Iran og Hizbollah - og af Syrien, trods den tilsyneladende erklærede velvilje overfor den 'isolering', Per Stig Møller var talsmand for i Damaskus - nyder Hamas udbredt velvilje i Golfen, hvor rige, islamiske velgørenhedsorganisationer, de såkaldte 'zakat's sender millioner af dollars til Gaza City.

På skift har Hamas fået støtte af lande som Jordan, Saudi-Arabien og Yemen - og f.eks. er Qatar blandt de mest trofaste støtter både politisk og økonomisk, og er Hamas' næststørste donor efter Iran.

I den vestlige CNN-optik er dette lille, stenrige olie-emirat synonymt med tennis, golf og uafhængigt arabisk satellit-tv.

Hovedstaden Doha er tillige hovedkvarter for USA's militære overkommando i Den Persiske Golf og samtidig Mellemøstens 'Helsinki', hvor krigeriske arabere forliges med emiren som neutral mægler. Qatar-araberne er da moderate.

"Så hvorfor støtter de Hamas?" Per Stig Møller lød både forbitret og forbløffet på sit sidste pressemøde i den danske Ramallah-repræsentation på Vestbredden og så ud over et bord, dækket tæt med arabiske lækkerier, der ledte tanken hen på det diplomatiske udtryk 'en fuld tallerken' - et dækkende udtryk for fredsprocessens problemer.

Svaret er, at islamiseringen af hele den arabiske verden stadig vinder frem - og at den sekulære nationalisme, som Fatah repræsenterer, er på retur. Sådan er det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vilhelm von Håndbold

Haniyeh: Hamas willing to accept Palestinian state with 1967 borders

By Amira Hass, Haaretz Correspondent
http://www.haaretz.com/hasen/spages/1035414.html

Thomas Bolding Hansen

Ja, det har de været længe, som en hudna - midlertidig våbenhvile.
Intet nyt fra sydfronten.

Men Israel bør da gribe selv den chance, måske bliver Hamas marginaliseret med tiden? Det kan man da kun håbe.
Desværre er de ikke så korrupte som de andre. Eller de andre så lidt korrupte som Hamas.

Vilhelm von Håndbold

1. Israel har ikke givet afkald på vold.

2. Israel besætter det palæstinensiske selvstyreområde.

3. Israel har ikke formelt accepteret den internationale konsensus om en Palæstinensisk stat i Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.

4. Hamas og Fatahs standpunkt er mere imødekommende overfor den internationalt opbakkede tostatsløsning; navnlig FN resolution 242. Israel har i international isolation afvist folkeretten siden 1973 med afgørende amerikansk opbakning i sikkerhedsrådet. Såvel Hamas som Fatah og PLO har kaldt på forhandlinger i overensstemmelse med 242.

Vilhelm von Håndbold

Let's hope Obama won't be a 'friend of Israel'

By Gideon Levy, Ha'aretz

http://www.haaretz.com/hasen/spages/1035415.html

Thomas Bolding Hansen

Israel har trukket sig tilbage en gang, det tog, husker ikke præcist, ca. en uge med mange angreb før de var tilbage.
Hvorfor skulle Israel vende den anden kind til, når resultatet er det bare bliver ved?

"3. Israel har ikke formelt accepteret den internationale konsensus om en Palæstinensisk stat i Vestbredden, Gaza og Østjerusalem."

Israel har været oppe og tilbyde 97 procent af vestbredden, hvis det ikke er at anerkende deres ret til at have en stat, så ved jeg ikke. De overvejer nu at tilbyde det hele.
Det som Palestinænserne ender med at få, vil Israel også godkende, som helhed, ikke bosætterbevægelsen, men hvis du synes, vi skal skelne mellem Hamas og Islamisk jihad og øvrige Palestinænsere. så skeln selv mellem Israel som helhed og bosætter-bevægelsen.

I øvrigt, måske skulle Palestinænserne spørges demokratisk om, hvor de vil bo:

"Just 30 percent of Israel's Arab population, a May 2001 survey found, agree to the Galilee Triangle being annexed to a future Palestinian state, meaning that a large majority prefers to remain in Israel.[26] By February 2004, according to the Haifa-based Arab Center for Applied Social Research, that number had jumped to 90 percent preferring to remain in Israel. No less startling, 73 percent of Triangle Arabs said they would resort to violence to prevent changes in the border. Their reasons divided fairly evenly between those claiming Israel as their homeland (43 percent) and those cherishing Israel's higher standard of living (33 percent).[27] So intense was the Arab opposition to ceding the Galilee Triangle to the Palestinian Authority that Sharon quickly gave the idea up."

http://www.danielpipes.org/article/2534

Hamas og Islamisk jihad er et problem, hamas vil kun give en midlertidig våbenhvile og Islamisk jihad vil ikke stoppe kampen.

Det samme er bosætterbevægelsen, de vil også angribe og provokere, fanden tage religion, nå nej, det har han allerede gjort.

Thomas Bolding Hansen

Jeg tror gerne Obama vil skrive Fredsløsning i sit CV.

Tror heller ikke han er den værste i den rolle.

Vilhelm von Håndbold

1. "Israel har trukket sig tilbage en gang, det tog, husker ikke præcist, ca. en uge med mange angreb før de var tilbage.
Hvorfor skulle Israel vende den anden kind til, når resultatet er det bare bliver ved?"

Du er nødt til at være mere specifik vedr. denne begivenhed hvis jeg skal kommentere den.

2. "Israel har været oppe og tilbyde 97 procent af vestbredden, hvis det ikke er at anerkende deres ret til at have en stat, så ved jeg ikke. De overvejer nu at tilbyde det hele.
Det som Palestinænserne ender med at få, vil Israel også godkende, som helhed, ikke bosætterbevægelsen, men hvis du synes, vi skal skelne mellem Hamas og Islamisk jihad og øvrige Palestinænsere. så skeln selv mellem Israel som helhed og bosætter-bevægelsen."

Når du siger, at Israel tilbød palæstinenserne 97 % af Vestbredden, så omtaler du det kendte (Ehud) Barak-Clinton udspil. Denne påstand er bygget på én af redegørelserne fra Camp David, navnlig Clintons udsending Dennis Ross. Som du nok ved, så er der rimelig mange redegørelser fra topmødet og temmelig meget uenighed: (Sher 2003, 151-233; Edelist 2003, 338-94; Drucker 2002, 189-250; Agha & Malley 2001, 2002; Ross 2001; Morris 2001; Shikaki 2002; Ross 2004, 650-711).
Men du har ret, næsten alle forhandlere omtaler at Barak tilbød noget i retning af 90% ved slutningen af mødet, men det er ikke det eneste der diskuteres vedr. topmødet. Hvis du undersøgte de øvrige punkter i tilbuddet, så ville det slet ikke være så svært at forstå, hvorfor palæstinenserne, såvel som den nuværende favorit Mahmoud Abbas, afslog forslaget. Først og fremmest måtte palæstinenserne afgive 10 % af de resterende 22 % af det historiske Palæstina til en 1 % landswap [1]. Husk på at formuleringen i UN242 er en 1:1 landswap . Dernæst måtte palæstinenserne afgive al den jord, som Israel ulovligt havde bygget på den "grønne" våbenhvilegrænse efter 1967, dvs. samtlige bosættelser i Jerusalem. [2] Ydermere skulle palæstinenserne som følge af aftalen acceptere, at Vestbredden blev separeret i tre kantoner adskilt fra Østjerusalem og inddelt mellem israelske enklaver af bosættelser og vejkonstruktioner.[3] Og til slut, så skulle hele Palæstina demilitariseres, med undtagelse af interne politistyrker [4]. Men hele din forestilling kan afvises, da Clinton selv indså, at palæstinenserne ikke kunne godkende en sådan "final status agreement." Derfor udstedte Clinton de kendte Clinton-Parameters umiddelbart efter den palæstinensiske afvisning. Igen er det Dennis Ross, som hævder, at palæstinenserne alene afviste parametrene [5], men det er ikke, hvad som skete, da Clinton få dage senere erklærede, at begge sider accepterede parametrene, men samtidigt at begge sider havde betydelige forbehold [6]. De to forhandlende parter fortsatte deres forhandling i Taba i Egypten fra den 21-27 januar 2001. Her opnåede man betydelige fremskridt, som det fremgår af et studie, der er accepteret af begge sider [7], og som det fremgår af et pressemøde afholdt d. 27. januar 2001, hvor begge parter sagde, at "vi har opnået betydelig fremskridt"; "vi er tæt på et forlig"; "hvis forhandlingerne fortsætter opnår vi måske en løsning"[8]. Barak standsede forhandlingerne senere på dagen, med en undskyldning om, at man var tæt på valg i Israel; man var 10 dage til valget, og derfor besluttede man, at aflyse mødet 10 dage tidligere end aftalt [9].

Men i dag er situationen efter Sharon og Olmert blevet forværret, Jeg håber, at Israel godtager den saudiske fredsplan, som du omtaler; men såvidt jeg ved på dette tidlige stadie, så er Peres-centeret ved at udarbejde et modsvar - ikke en omfavnelse af forslaget. Den seneste udvikling i retning af fred er Hamas fortsatte tilskyndelse til forhandliner iht. UN242 - jeg glæder mig til at se hvor dette leder.

[1] Prof. Zeev Maoz, "Defending the Holy Land," 2006, Michigan University Press, s. 466

[2] ibid.

[3] Prof. Ron Pundak, "From Oslo to Taba: What Went Wrong?," www.peres-center.org/ | Jeremy Pressman, "Visions in Collision: What Happened in Camp David and Taba," 2003, International Security 28, s. 5-43 | Prof. Zeev Maoz, "Defending the Holy Land," 2006, Michigan University Press, s. 466-67

[4] Jeremy Pressman, "Visions in Collision: What Happened in Camp David and Taba," 2003, International Security 28, s. 15-17 | Khalil Shikaki, "A Palestinian Perspective on the Failure of the Permanent Status Negotiations," 2004, Bir Zeit University Press, s. 13 | Hussein Agha & Robert Malley, "Camp David and After: An Exchange," New York Review of Book, 13. juni.

[5] Dennis Ross, "The Missing Peace: The Inside Story of the Fight for Middle East Peace," 2004, Farrar, Strauss & Giroux

[6] Bill CIinton: "Both Prime Minister Barak and Chairman Arafat have now accepted these parameters as the basis for further efforts. Both have expressed some reservations," White House, Office of the Press Secretary, 7. januar 2001, Israel Policy Forum Gala, Waldorf Astoria Hotel, New York

[7] Miguel Moratinos, "'Non-Paper' on Taba Negotiations," 2001, Journal of Palestine Studies nr. 31 forår 2001, s. 81-89

[8] "Israeli-Palestinian Joint Statement at Taba," Journal of Palestine Studies nr. 31 forår 2001, s. 80-81

[9] David Matz, "Trying to Understand the Taba Talks (pt. 1)," Palestine-Israel Journal of Politics, Economics and Culture nr. 3, 2003 s. 96-105, online på http://www.pij.org/details.php?id=32 | David Matz, "Why did Taba end? (pt. 2)," Palestine-Israel Journal of Politics, Economics and Culture nr. 4, 2003 s. 92-98

Vilhelm von Håndbold

Jeg opfordrer dig til at se (hele) denne debat ml. Professor Norman Finkelstein og tidl. israelske udenrigsminister Shlomo Ben Ami...så kan du se hvordan en debat ml. ærlige mennesker forløber sig, når fakta danner basis for udvekslingen:

http://video.google.com/videoplay?docid=3827483813731896334&ei=D2gbSZ7RE...