Læsetid: 5 min.

Den hellige politistad

Jerusalem går til borgmestervalg på religiøse og ultra-nationalistiske programmer, som betyder, at byens arabiske tredjedel endnu en gang boykotter valghandlingen
På begge sider af Jerusalems både synlige og usynlige demarkationslinjer vokser spændingerne med de ny-fundamentalistiske strømninger som mental spagnum, og selvbestaltede kontrollanter holder øje med, at de religiøse krav til -moderat påklædning og optræden- ikke krænkes. På billedet ses ortodokse jøder ved Grædemuren.

På begge sider af Jerusalems både synlige og usynlige demarkationslinjer vokser spændingerne med de ny-fundamentalistiske strømninger som mental spagnum, og selvbestaltede kontrollanter holder øje med, at de religiøse krav til -moderat påklædning og optræden- ikke krænkes. På billedet ses ortodokse jøder ved Grædemuren.

Kaspar Wenstrup

Udland
11. november 2008

JERUSALEM - Som jeg stod og tog noter til en forklaring på, hvorfor Grædemurens kvindeafsnit kun fylder en fjerdedel af bedearealet - den er ganske kort, at mændenes ritualer kræver bønneborde - blev jeg rykket i ærmet: "Du kan ikke stå og skrive her," sagde en ældre, kontrollør-uniformeret mand: "ikke på shabat."

Min israelske veninde gjorde en grimasse:

"Den religiøse kontrol er strammet - og ikke kun her, men overalt i denne by."

Kort forinden var vi rendt på en ortodoks bekendt, som med smilende øjne lige dér på pladsen foran den jødiske helligdom meddelte, at sekulære folk som hende og hendes europæiske goy-ægtemand (ikke-jøde, red.) 'snart kun vil være til stede i bure som overleveringer fra en vantro tid'. Derpå løftede han åndeligt talt på sin bredskyggede, sorte hat og gik videre.

Som i Iran

Den israelsk-europæiske familie bor i en etnisk blandet forstad syd for Jerusalem, Abu Tor, hvor de har lejet sig ind i det sidste jødiske hus, før gaden bliver arabisk. Den unge kone er ude for, at arabiske lømler 'smider både humus og hånsord' efter hende, når hun færdes i kvarteret uden sin mand. Ikke fordi hun selv er provokerende, men fordi hendes israelske nationalitet er en provokation.

På begge sider af Jerusalems både synlige og usynlige demarkationslinjer vokser spændingerne med de ny-fundamentalistiske strømninger på begge sider som mental spagnum. På begge sider holder selvbestaltede kontrollanter øje med, at de religiøse krav til 'moderat påklædning og optræden' ikke krænkes - en praksis, der er velkendt i lande som Saudi-Arabien og Iran.

"Det er blevet slemt de senere år," sagde Daniella, der driver et af Den Hellige Stads få sekulære vandhuller i det jødiske Vestjerusalem, 'Barood', og som stadig holder åbent på shabat.

"Den religiøse tendens fylder efterhånden hele den kollektive bevidsthed."

Den religiøse dominans er da også det centrale tema i det kommunalvalg, der afvikles i dag, og som - set i lyset af Jerusalems centrale placering i de globale medier med næstflest udenlandske korrespondenter, kun overgået af New York - forekommer absurd.

"Ingen af de store politiske partier har stillet med en kandidat," som en af byens talrige tv-korrespondenter bemærkede. "Og byen er ikke bare en hovedstad, men centrum for tre verdensreligioner."

Den ultra-ortodokse kan ved dette valg stemme på en fundamentalistisk rabbiner, Meir Porush, fra partiet Forenet Torah Jødedom, som siges at være endnu mere rabiat end den nuværende borgmester, der ikke genopstiller, mens sekulære, reformjøder og de såkaldt 'moderne ortodokse', der udgør en anden tredjedel af vælgerne, fylkes om den sekulære og ultranationalistiske Nir Barkat, en millionær og entreprenør, der fører i meningsmålingerne, og en russisk født milliardær, Akady Gaydamak, som er eftersøgt i Frankrig for økonomiske forbrydelser, stiller op på borgerlister. En fjerde borgmesterkandidat, Dan Biron, værtshusholder og tilhænger af fri cannabis, repræsenterer Det Grønne Blads Parti.

Forklaringen på det politiske letvægterfelt er, at ingen af de etablerede politikere ønsker at 'brænde sig' på Jerusalem, der er i centrum af fredsprocessen, og som trods millionvis af turister er Israels fattigste by. F.eks. investerer Jerusalem 3.800 shekel (en shekel er ca. 1,40 kr.) pr. barn om året, hvor Tel Aviv, den økonomiske hovedstad, investerer 11.105 shekel i børnepasning, uddannelse og sundhed, og hvor bosættelsen Gush Etzion lige syd for Jerusalem bruger 14.450 shele pr. barn pr. år.

Arabisk valgboykot

På den palæstinensiske side er billedet ligeledes stigende fattigdom, der modsvares af stigende religiøsitet, især eksponeret efter Hamas' sejr ved det palæstinensiske valg i 2006. En arabisk politiker, Zuheir Hamdan, overvejede at stille op, men har trukket sig af 'tekniske grunde'. Årsagen er, fortæller en palæstinensisk iagttager, at han er truet til at trække sit navn fra stemmesedlen, da han anses for at være 'kollaboratør' med gode forbindelser til bl.a. Benyamin Netanyahus Likud-parti. Under intifadaen blev han offer for en knivstikker, der sårede ham livsfarligt, og i dag er han uden indflydelse, idet kun tre til fem procent af Jerusalems arabere ventes at deltage i valget.

Også på den arabiske side er religionen på march. Salafismen - det ultrakonservative islam, som er mere fundamentalistisk end Det Muslimske Broderskab, der er Hamas' oprindelige udspring - har fået fodfæste i Hamas' al-Qassem-brigader såvel som blandt studenter og fagligt aktive, ikke kun i Gaza, men på Vestbredden og i Østjerusalem. Her, hvor det kan ses med et halvt øje, at Jerusalems jødiske bystyre kun bruger 10 pct. af det samlede vedligeholdelsesbudget, boykotter de 250.000 arabere kommunevalget i dag.

"Hvis vi deltager i kommunalvalget, legitimerer vi samtidig Israels anneksion af vores by," siger Khaled Abu Aker, en palæstinensisk journalist født i Jerusalem "som min far, bedstefar, oldefar og tipoldefar."

Khaled har boet og arbejdet i Jerusalem hele sit voksne liv, d.v.s. mere end 30 år, men i dag opholder han sig mere i Ramallah, den palæstinensiske hovedby på Vestbredden, for som han siger:

"Jerusalem er blevet en døende by. Den mur, Israel har rejst i Jerusalem, har skilt byen fra dens forstæder, og det betyder faldende økonomi - oplandet mangler, og det gælder selvfølgelig også for journalistikken. Der er mindre og mindre at skrive om, og det passer israelerne godt - deres mål med muren er at komme af med de 150.000 på den anden side, der har id-kort som Jerusalem-borgere, men ikke længere kan få adgang til byen."

Siden 1967, da Israel i junikrigen erobrede det den gang jordansk styrede Østjerusalem med jødernes hellige steder, bl.a. Tempelbjerget og Grædemuren, har det været israelsk politik at udrense byens arabiske element. Palæstinensere, som forlader deres bopæl i længere tid for at arbejde i Golfen eller i Europa, får ikke fornyet deres id-kort, når de vender hjem - eller får besked på, at de skal forblive i Jerusalem i mindst to år, hvis det skal fornyes.

"De hjemvendte kan ikke få arbejde i Jerusalem, da der ikke er økonomisk aktivitet af betydning, så de får valget mellem to års arbejdsløshed eller fratagelse af deres rettigheder som borgere i byen," siger Khaled Abu Aker.

"Så det siger sig selv, at vi ikke vil deltage i et kommunalvalg, der indirekte vil være en godkendelse af den praksis."

Den konflikt er kommet for at blive - ingen af de fire kandidater går ind for at give Østjerusalem tilbage til palæstinenserne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her