Læsetid: 3 min.

HipHopRepublikanernes sorte aften

En minoritet i minoriteten havde håbet på en sejr til McCain og blev skuffede: Information så valg med de unge, sorte og republikanske bloggere fra HipHopRepublican.com
5. november 2008

NEW YORK – Klokken er fem minutter over elleve, og Brandon Bryce sidder stille og sammensunket i en rød kunstlædersofa på en bar midt på Manhattan og ryster mistroisk på hovedet.

På Fox News-skærmen foran ham blinker tallet 297 ud for Barack Obamas navn – demokraten har 27 valgmænd mere end nødvendigt. Han har vundet.

Pludselig retter Brandon Bryce sig op: »Vent lidt, har de optalt ...«

»Dude, det er ovre,« siger vennen Javier David, og tager sin jakke på.

De to unge mænd er begge tilknyttet bloggen HipHopRepublican.com – som navnet antyder et skriverkollegie af unge, sorte amerikanere, som hellere havde set John McCain end Barack Obama i det hvide hus.

De har fulgt valgaftenen sammen med et par andre HipHopRepublicans – blandt andet bloggens redaktør, Tiffany Shorter – på baren Deweys på Fifth Avenue i New York.

De er så meget i undertal, som man næsten kan blive: Over 90 procent af USA’s sorte foretrak Obama, som vandt stort her i New York. Og nærmest symbolsk er de anbragt på barens overetage, mens underetagen er fyldt med hujende demokrater, som ser CNN.

Amerikaner før sort

Spol tilbage til samme morgen, og stemningen blandt hiphoprepublikanerne er mere optimistisk. Brandon Bryce står stolt op klokken syv og stemmer på McCain hjemme i den sorte bydel Harlem, på et fritidscenter på hjørnet af 148th Street og Broadway, med en god følelse i maven.

Javier David tror også, at John McCain kan lave en god slutspurt, da han morgenstemmer på den lokale skole i Bedford-Stuyvesant, Brooklyn. Kun Tiffany Shorter har allerede opgivet håbet, da hun stemmer på den lokale Public School nr 45 på Upper West Side.

Men da de tre mødes klokken ni om aftenen, er det kun Brandon Bryce, som stadig holder fanen højt.

»Jeg bevarer troen!« udbryder han flere gange højt og løfter en knyttet næve. Mens de nedslående valgresultater tikker ind, forklarer han, hvad det vil sige at være HipHopRepublikaner:

»Samfundet har nået et punkt, hvor man, hvis man er sort, skal være Demokrat og tænke på en bestemt måde. Jeg er vild med den her gruppe, fordi den giver afro-amerikanere mulighed for at se tingene i et nyt lys, fra et nyt perspektiv,« siger han.

»Jeg ville ønske, jeg kunne stemme på den første afro-amerikanske præsident. Men jeg er først og fremmest amerikaner. Det er det, det handler om. Obama er en fantastisk person, men jeg kan ikke lide hans politik.«

Palin har modet

Klokken ti ankommer den bestilte pizza langt om længe, og Brandon Bryce sender storsmilende fadet rundt med en sarkastisk kommentar:

»Del rigdommen,« siger han – med henvisning til Barack Obamas udtalelse under valgkamen om, at »vi skal sprede rigdommen lidt rundt«. Noget der i republikanske ører – også HipHopRepublikanske – lyder som ren Robin Hood, på den dårlige måde.

Klokken 22.10 kommer endnu en dårlig nyhed på skærmen: »Obama vinder Iowa ... åh Gud ... « sukker Brandon Bryce, midt i en heftig diskussion med Javier David om, hvad der gik galt for republikanerne.

En langhåret fyr med Sarah Palin-trøje kommer forbi, siger godnat og »god bless you«.

»Sarah Palin – jeg kan lide hende,« siger Brandon Bryce. »Hun er modigere en McCain, og det er det, det i sidste ende handler om. Hvem man stoler på.«

Klokken 22.20 – 40 minutter før Obama udråbes som vinder – håber Brandon Bryce endnu: »Jeg bevarer troen! Det skete i 1970, og det kan ske igen!«

Samme besked giver han klokken 22.50. Ti minutter senere lyder et jubelbrøl fra underetagen. Obama er udråbt som vinder.

»Der står det – ’president elect: Obama’,« siger Javier David.»Tid til at gå hjem. Jeg er deprimeret.«

»Sådan, farvel til demokrati og goddag til socialisme,« siger Brandon Bryce.

Tjeneren stikker hovedet frem: »Det er jeg ked af, gutter. Hvad med nogle shots?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu