Læsetid: 3 min.

Iraks regering truer sig til USA-sikkerhedsaftale

Premierminister Nuri al-Maliki manøvrerer mellem sunnier, egne shiaer og kurdere for at få sikkerhedsaftalen med USA vedtaget i dag - med trusler og en politisk pris
26. november 2008

Beirut - Trods et overvældende kabinetsflertal på 27-1 for den 'strategiske sikkerheds-aftale' med USA er Iraks premierminister, Nuri al-Maliki, tydeligvis nervøs for udfaldet af parlamentets afstemning, der finder sted i dag. Aftalen skal sikre, at USA kan forblive i Irak i tre år, efter at besættelsens FN-mandat udløber 1. januar.

Al-Maliki har truet med at gå af, dersom aftalen ikke opnår 'bred konsensus' som krævet af shia-muslimernes åndelige leder, ayatollah Ali Sistani. Iraks forsvarsminister, sunnien Abdul-Qadir Obeidi, truede lørdag med undtagelsestilstand, idet "væbnede militante tror, at de er stærkere end sikkerhedsstyrkerne", og i går advarede vice-premierministrene, sunnien Rafia al-Issawi og Barham Saleh, en kurder, om "frygtelige konsekvenser for sikkerheden", hvis der ikke skabes bredt flertal for aftalen.

Det sker næppe. Omkring 100 af de i alt 275 delegerede ventes at stemme imod, men al-Malikis Forenede Irakiske Front mønstrer 83 mandater, og med de nordirakiske kurderes 75 er et flertal formentlig sikret.

Formentlig. For spørgsmålet er til hvilken pris, og om al-Maliki er villig - og har politisk kapital - til at betale den.

Årsag: Den atmosfære, der efter valget i december 2005 lignede harmoni mellem shia-blokken og de sunni-muslimske kurdere, er det seneste år afløst af modsætninger, hvis bundlinje har fire bogstaver: olie.

De tre reelt autonome kurdiske provinser med egen præsident, Massoud Barzani, eget parlament, eget flag og egen milits gør nemlig, hvad der passer dem uden hensyn til, hvad centralregeringen i Bagdad siger og mener. For nylig modtog kurderne en ladning lette våben i tre transportfly fra Bulgarien, hvilket fik centralregeringen til at løfte en pegefinger og beordre 'forhåndsorientering', næste gang den kurdiske peshmerga-milits står og mangler militært isenkram.

Olien er hovedstol

Men hovedstolen i modsætningerne er den olielov, det kurdiske parlament vedtog i 2007, og som er grundlag for kontrakter med en snes internationale olieselskaber uden godkendelse fra Bagdad, der har dømt aftalerne 'forfatningsstridige'.

Så sent som mandag forsøgte Iraks olieminister, Hussain al-Sharistani, at banke de kurdiske modparter på plads, men uden at nå til enighed om at annullere de ensidige olie-aftaler. Den kurdiske premierminister, Nechirvan Barzani - søn af ovennævnte Massoud - meddelte efter mødet, at der foreløbig var opnået forlig om fælles drift af et oliefelt syd for den kurdiske hovedby, Erbil, og at "samtalerne fortsætter".

Når kurdernes har kunnet gå enegang, skyldes det, at Iraks parlament i flere år har skændtes om en olie-lov, der principielt skal tilgodese hele Irak, men som ikke kan vedtages, da nationalister og kurdere trækker i hver sin retning. Irak har verdens næststørste kendte reserver koncentreret i syd og nord, hvorimod de store sunni-provinser i midten af landet ikke har produktion.

Den besværlige knast i striden mellem Barzani-klanen og al-Maliki er det olierige område omkring Kirkuk, lige syd for de tre kurdiske provinser.

Kurderne ønsker Kirkuk indlemmet i det autonome Kurdistan med henvisning til, at området før Saddam Husseins regime havde kurdisk flertal.

Kurdisk stat lurer

Hvor al-Maliki i begyndelsen af sin periode var positiv over for at genoprette Kirkuks etniske balance med kurdisk flertal, er hans entusiasme med tiden fordampet - både fordi hans eget shia-bagland vil gøre krav på lignende autonomi i Basra-regionen mod syd, og fordi Syrien, Tyrkiet og al-Malikis nærmeste forbundsfælle, Iran, som hver især har deres kurder-problem, er imod kurdisk kontrol med oliefelterne. De frygter, at når Barzani-klanen får adgang til Kirkuks olie-indtægter, er udråbelse af et selvstændigt Kurdistan næste skridt. En kurdisk stat vil uundgåeligt påvirke de 12-15 mio. kurdere i Tyrkiet, hvor terror-organisationen PKK kæmper for kurdisk politisk autonomi. I afvigte weekend sprang olieledningen mellem Kirkuk og Ceyhan i Tyrkiet læk efter en eksplosion i den tyrkiske Mardin-provins, som PKK mistænkes for.

Ifølge den syriske analytiker Sami Moubayed vil uenigheden mellem al-Maliki og de kurdiske politikere spille ind, når der i dag skal findes et flertal for sikkerhedsaftalen med USA. Moubayed påpeger, at kurderne vil tage sig betalt for deres stemme 'kurdiseringen' af Kirkuk, en udvidelse af det kurdiske autonome område og en nedlæggelse af den 'supplerende stamme-milits', al-Maliki har etableret som modvægt til de amerikansk bevæbnede sunni-militser, kurdernes peshmerga-milits og shia-rebellen Moqtada al-Sadrs Mehdi-milits. Indrømmelser, der vil møde hård modstand blandt sunni- og shia-arabere.

Nuri al-Maliki har således en 'fuld tallerken'. Dagen i dag vil vise, om han spiser op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu