Læsetid: 4 min.

Kenya presset til nyt opgør

Ny rapport ripper op i de etniske uroligheder efter sidste års præsidentvalg i Kenya. Politikerne og en del af befolkningen foretrækker fred og forsoning, mens donorer og det internationale samfund presser på for, at de skyldige bliver straffet
Dommer Philip Waki overrækker sin rapport til præsident Mwai Kibaki (t.v.) og premierminister Raila Odinga (t.h.). Kibaki og Odinga var rivaler ved sidste års præsidentvalg, der udartede til en regulær borgerkrig.

Dommer Philip Waki overrækker sin rapport til præsident Mwai Kibaki (t.v.) og premierminister Raila Odinga (t.h.). Kibaki og Odinga var rivaler ved sidste års præsidentvalg, der udartede til en regulær borgerkrig.

24. november 2008

ARUSHA, Tanzania - Man skal ikke kradse i et sår, som er ved at heles. Det kan selv børn forstå. Men hvad hvis såret er dybt som en kløft og skærer sig på tværs gennem et helt lands befolkning. Og hvad nu, hvis det ikke kun er blod, som pibler frem, men i tusindvis af mennesker, der er døde eller lemlæstede af massakrer, ildspåsættelser, voldtægter, forfølgelser og trusler. Og hvad, hvis det ikke er en fremmed bacille, som er skyld i grusomhederne, men befolkningen selv. Deres naboer, politiet, militæret og endda de politikere, som er valgt til at lede landet videre mod bedre tider.

Hvordan heler man sådan et sår? Og hvor grundigt skal det renses?

I Kenya trænger dilemmaet mellem hurtig forsoning eller holdbar retfærdighed sig på.

En opsigtsvækkende rapport placerer skylden for, at sidste års præsidentvalg udartede til en regulær borgerkrig. I ugerne efter afstemningen udløste mistillid til valgresultatet bølger af vold og had mellem mere eller mindre fattige befolkningsgrupper. Op mod en halv million kenyanere flygtede fra hus og hjem. Næsten 1.200 mistede livet. Mange af dem døde for politiets kugler. Andre for macheter eller ildspåsættelser og mordbrande. Hertil kommer et uvist stort antal ofre for voldtægter, kastrationer, røveri, chikane og plyndringer.

Politi bag volden

Waki-kommissionen, ledet af dommer Philip Waki, har siden rejst rundt i Kenya og afhørt 300 vidner. De sætter forbrydelserne i liga med folkedrab og krigsforbrydelser.

I rapporten nævnes, hvordan volden begyndte som en spontan reaktion på valget. Typisk med aggressioner rettet mod regeringsinstitutioner. Senere tog volden en mere organiseret form. Politikere og forretningsfolk planlagde angreb. Der blev sendt trusselsbreve til de politiske modstandere. Et stort antal mennesker blev mobiliseret ud fra dybtliggende etniske stridigheder og forsynet med våben. Samtidig hævder rapporten at have bevis for, at både politi og militærenheder selv deltog i overfald og voldtægter og systematisk har undladt at forhindre eller dokumentere overgrebene.

Waki-rapporten navngiver 10 ansvarlige inden for politiets og politikernes rækker. Man anbefaler, at de stilles for en domstol enten i Kenya eller af Den Internationale Straffedomstol (ICC). Navnene på de formodet skyldige bliver indtil videre holdt hemmelige, men er overleveret til tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan, som også mæglede i den politiske twist mellem præsident Kibaki og oppositionspolitikeren Raila Odinga.

Ind under gulvtæppet

Udsigten til retsforfølgelse har fået et hav af magtfulde stemmer til at kritisere Waki-rapporten for ikke at være grundig nok. Blandt andre politikere, der henter deres stemmer i de provinser, hvor volden var værst. Som oppositionspolitikeren William Ruto, der stod for den hårde linje i det etnisk funderede opgør og har sit politiske bagland i Rift Valley. Han kalder rapporten for mangelfuld og bygget på rygter.

Men også præsident Kibaki citeres for at sige, at kenyanerne må afveje retfærdighed med tilgivelse. Selv oppositionslederen Raila Odinga fra ODM har efter nogen overvejelse valgt at satse på fred og fordragelighed frem for et retsligt opgør. Han sidder nu i parlamentet ved siden af præsident Kibaki i det, som er Kenyas hidtil største og dyreste regering med over 50 ministre og en bilpark, som i sig selv tager en betydelig bid af statskassen,

Aktuelle meningsmålinger tyder imidlertid på, at et flertal af befolkningen ønsker at se problemerne i øjnene og placere ansvaret for, at Kenya gik fra at være regionens stabile smørhul til en etnisk trykkoger.

"Vi er overbeviste om, at krisen ikke er ovre. Vi er vidner til en situation, hvor politikerne i regeringen er tilfredse, nu de deler magten. Det er foruroligende, at man foretrækker at skubbe årsagerne til krisen ind under gulvtæppet," siger 36 kenyanske organisationer i en fælles udtalelse.

Menneskerettighedsfortalere ser politikernes interne debat som udtryk for "et skamløst forsøg på at undgå straf" og opfordrer til, at nationen står sammen og tager de nødvendige skridt og yder de nødvendige ofre for at få landet tilbage på sporet mod demokrati.

"Antagelsen om, at fred og forsoning på magisk vis kan sive ned gennem samfundet som resultat af magtdelingen mellem de politiske rivaler viser sig tragisk nok at være fejlagtig," udtaler Muthoni Wanyeki, der er direktør i Kenyas Menneskerettighedskommission

Pres på regeringen

Ønsket om at retsforfølge de øverst ansvarlige får støtte af hele det internationale straffesystem og ideen om en global norm for retfærdighed, som Kenya formelt tilsluttede sig i 2005. Anklagere ved Krigsforbryderdomstolen i Haag er klar til at overtage processen, hvis ikke Kenya selv bringer sagen for retten eller nedsætter et særligt tribunal inden den 1. marts næste år.

Og sammen med truslen fra internationale donorer, blandt andre EU, om at holde udviklingsbistand tilbage lægger det pres på Kenyas regering.

Det glæder Margaret fra Eldoret. Hun flygtede fra sin landsby en nat i januar, da uroen var på sit højeste. Sammen med sin mand kastede hun sig ind i deres bil og lod sit barndomshjem og sin egen frisørforretning gå op i naboernes vrede flammer. Nu bor hun i en lerhytte i nærheden af Arusha, på den anden side af grænsen.

"Det er ikke kun, fordi jeg selv har behov for, at nogen skal tage ansvaret. Jeg har fundet ro her og forsøger at skabe et nyt liv. Men hvis vi ikke får løst Kenyas problemer nu, vil de vare ved i generationer. Det var meget intenst og hadefuldt, da det stod på. Nu sidder de samme mennesker og mæsker sig og har fået råd til at sende deres børn på kostskole i udlandet. Man kan ikke forvente, at folk ved magten skal dømme sig selv. Vi er nødt til at have hjælp udefra," siger hun.

Eller som Amnesty Internationals juridiske rådgiver Jonathan O'Donohue siger det:

"Man må aldrig glemme, at retfærdighed og varig fred er forbundet. Den eneste løsning på den type konflikter er at sikre de ansvarlige en fair retssag uden risiko for dødsstraf, at sandheden om forbrydelserne kommer frem, og at ofrene bliver hørt og hjulpet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu