Læsetid: 4 min.

Kina: 'Vesten skal ændre livsstil'

Kina opfordrer rige lande til at tage ansvar for den globale opvarmning og samtidig støtte udviklingslande økonomisk. Med en ny præsident i USA er der større chance for en klimaaftale, lyder det i Beijing
Kina er ved at overtage den uheldige førsteplads som verdens største udleder af CO2, men målt per indbygger udleder Kina mindre end en sjettedel af USAs CO2-forurening og mindre end en tredjedel af Danmarks. På billedet ses et kulkraftværk i Kinas nordøstlige provins, Liaoning.

Kina er ved at overtage den uheldige førsteplads som verdens største udleder af CO2, men målt per indbygger udleder Kina mindre end en sjettedel af USAs CO2-forurening og mindre end en tredjedel af Danmarks. På billedet ses et kulkraftværk i Kinas nordøstlige provins, Liaoning.

11. november 2008

BEIJING - Verdens rige lande skal "ændre deres ubæredygtige livsstil," lyder det anklagende fra premierminister Wen Jiabao.

Ved en FN-sponsoreret klimakonference i Beijing gentager han Kinas konsekvente overbevisning om, at i-landene sidder med ansvaret for at tackle den globale opvarmning.

Først i sidste uge anerkendte centralregeringen i Beijing, at Kina var ved at overtage den uheldige førsteplads som verdens største udleder af CO2 - det efter flere internationale research-institutter inden for de sidste to år har meldt, at Kina allerede har overhalet USA.

Xie Zhenhua, viceleder af Kinas nationale udviklings- og reformkommission, understreger dog, at Kinas udledning per person stadig er langt lavere end den i udviklede lande - for mens hver enkelt kineser i gennemsnit udleder ca. tre ton CO2 per år, står en dansker for 10 ton og en amerikaner for 20 ton.

Xie siger videre, at landets udledning historisk set er lille, og det ikke er retfærdigt at stille Kina alene til ansvar for det øgede CO2-udslip, bl.a. fordi 24 procent af Kinas totale udledning af drivhusgasser er frembragt af den eksportproduktion, der gavner verdens forbrugere med billige priser.

Beijing anerkender dog, at det er bydende nødvendigt at tackle konsekvenserne af landets eksplosive og ødelæggende industrielle vækst. Den kinesiske presse skriver om den globale opvarmning, der allerede forårsager ringe høst, tørke og oversvømmelser i Kina, og antallet af demonstrationer mod forureningen stiger.

Brug for hjælp

Men budskabet fra premierminister Wen er, at udfordringen er så stor, at der er brug for penge og ekspertise udefra. "Det tog udviklede lande årtier at løse problemerne med at spare energi og skære ned på emissioner, mens Kina er nødt til at løse det samme problem indenfor et relativt meget kortere tidsrum. Så sværhedsgraden er uden fortilfælde," siger Wen.

Hans regering fremlægger en klimaplan, der indebærer, at rige lande betaler for overførsler af miljøteknologi til u-lande og afsætter op mod én procent af deres bruttonationalprodukt til en fond, der skal hjælpe de fattigste lande med at bekæmpe klimaændringer. Det vil være lig med ca. 300 mia. dollar om året, hvis alle OECD-landene betaler.

Yvo de Boer, FN's klimachef, bakker i Beijing op om, at rige lande giver udviklingslande adgang til miljøvenlige teknologier.

"Hvis teknologioverførsler finder sted, vil lande som Kina være i stand til at skride til handling, hvilket ikke er økonomisk muligt for dem i øjeblikket," siger han.

Connie Hedegaard, den danske klima- og energiminister, stiller sig dog skeptisk over for det kinesiske forslag.

"Erfaringen viser, at når rige nationer tidligere har lovet at afsætte en del af deres BNP til udviklingsstøtte, så kommer en stor del af pengene aldrig frem," siger hun, og efterlyser i stedet tiltag, der i højere grad aktiverer markedskræfterne.

Connie Hedegaard mener, at kineserne er blevet mere lydhøre overfor hendes argument om, at "der er god økonomi i at investere i miljøteknologi og blive mere energieffektiv."

Og mens hun ikke er begejstret for kinesernes forslag, er hun dog positiv over, at det er et udslag af større kinesisk aktivitet på klimaområdet.

"Det er mit helt klare indtryk, at Kina engagerer sig på en helt anden måde end for blot 1-2 år siden," siger hun.

Kyoto-afløser

Ministeren er bl.a. i Kina for at hjælpe forhandlingerne om en afløser til Kyoto-protokollen på vej.

Den håbes at falde endeligt på plads i slutningen af næste år på FN's klimatopmøde i København.

Kina skrev under på Kyoto, som binder lande til en aftale om at mindske udledningen af drivhusgasser, men nægtede at underlægge sig tvungne nedskæringer. Og Beijing vægrer sig for at gøre det under en ny aftale, med den begrundelse, at det kan lægge bånd på landets økonomiske udvikling.

Samtidig har USA aldrig ratificeret Kyoto.

George W. Bush-administrationen argumenterede for, at den var for dyr for den amerikanske økonomi og unfair, når bl.a. Kina undgik udledningsbegrænsninger.

Uden de to største forureneres deltagelse har Kyoto-aftalen været svækket. Men ved klimakonferencen i Beijing var der håb om, at en ny amerikansk ledelse kan gøre en forskel.

"Med nyvalgte Barack Obama er det mit håb, at USA kan påtage sig lederrollen og føre forhandlingerne fremad," siger FN's klimachef Yvo de Boer.

Blandt Barack Obamas valgløfter er en plan om, at USA vil være klar til at reducere udledning af drivhusgasser til 1990-niveauet inden år 2020 og med 80 procent inden 2050.

Guan Qingyou, der forsker i klimapolitik ved Tsinghua Universitet, mener, at Obamas løfte om en større klimaindsats vil påvirke Kina.

"Vi plejede at tro, at chancerne for at opnå en aftale i København var ringe, men med nye toner fra USA har vi en fantastisk mulighed," siger han og tilføjer:

"Med ændringer i USA vil der komme mere pres på Kina for at følge efter."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kina har præsteret at skyde satellitter ned i rummet og har et fint rumprogram - det er dyrt!
Kina har lidt forklaringsproblemer i Tibet.
Kina har et bundt fine atombomber og fremføringsraketter - det er dyrt!
Kina har store investeringer i Congos mineraludvinding - det er dyrt!

Mon ikke Kina har råd til en miljøindsats - når de kan finde ud af at gå i rummet, så kan de vel også finde ud af miljøet?

Alexander Tengbjerg

Uanset hvad har Kina desværre ret. En amerikaner fourener op til flere gange mere end den gennemsnitlige kineser, det er bare altid en fin måde at undgå at se miljøproblemerne i øjnene ved at give Kina skylden. Hvilket de vestlige ledere i høj grad gør.

Peter Jespersen

Her har kineserne desværre helt ret - så vil jeg håbe at de selv følger trop for så kan Connie Hedegård ikke stå med armene overkors og sige "Jamen-jamen, jamen-jamen, kineserne forurener også, så jeg gider ikke at røre en finger - hey DONG, vil i bygge et nyt stenkulsværk - det var da fint".

For danskeren er den mest svinende beboer i europa og den 4 mest svinende i verden.

Alt andet lige er det da absurd, at en amerikaner forurener 10 gange så meget som en dansker. Det skulle være muligt at komme ned omkring dansk niveau, som jo heller ikke er videre imponerende.

>>> Peter Jespersen

"For danskeren er den mest svinende beboer i europa og den 4 mest svinende i verden."

Da jeg ikke er bekendt med disse faktaer vil jeg høre dig hvor de stammer fra?

Kære Peter Jespersen.

kan du huske op til olympiaden i Beijing, hvor vi sad og så på fjernsynet hvor forurenet luften i Beijing var ? Bekymringen over, om man kunne lave sportspræstationer i en sådan forurenet
luft . Kineserne prøvede at lukke en del fabrikker for at dæmpe forureningen - det hjalp ikke synderligt.
Så er der "mælkeskandalen", som de kinesiske myndigheder holdt skjult indtil olympiaden var vel overstået.

En "hovedstads- kineser" ( altså fra Beijing) sviner meget mere en en "hovedstads-dansker" (altså en fra København).

Så laver kineserne det trick, at de dividerer forureningen ud på befolkningen i de helt uudviklede områder i Kina, og så ryger gennemsnittet ned - men er det acceptabelt? Forureningen i Beijing og ander kinesiske byer og industriområder må ned - der er for meget svinerei og i et sundhedsskadeligt omfang for lokalbefolkningerne.