Læsetid: 3 min.

Køer, krydsede fingre og konspirationsfrygt i Harlem

En Obama-sejr tages langt fra for givet midt på valgdagen i Manhattans gamle sorte bydel, Harlem – og frygten for republikanske valgkomplotter, omtællinger og valgskandaler lurer
Udland
5. november 2008
En Obama-sejr tages langt fra for givet midt på valgdagen i Manhattans gamle sorte bydel, Harlem – og frygten for republikanske valgkomplotter, omtællinger og valgskandaler lurer

NEW YORK – »Jeg er vokset op her i kvarteret, og har nok lagt mærke til valgene i 15 ud af mine 25 år, og jeg har aldrig set så lang en kø,« siger Keosha Bond. Hun har hele morgenen stået i en knaldgul trøje ved valgstedet på ældrecenteret på hjørnet af 5th Avenue og 117th Street i Harlem og forsøgt at overtale folk til at lade sig influenzavaccinere, når de nu alligevel er ude for at stemme. Køen uden for bygningen er 100 meter lang og det har den været hele morgenen, siger hun.

»Nogle har ventet i 2-3 timer, når de kommer ud til os, men det lader til, at folk er villige til at vente,« siger hun.
Selv stemte hun på Barack Obama tidligt i morges, men trods demokratens solide føring i meningsmålingerne er hun langt fra sikker på noget – og er bange for, at det ligesom i 2000 ender med en mere eller mindre skandaløs og langtrukken omtælling af stemmerne.

Den samme bekymring har Ebony N, som har stået i køen med sin familie i en time og af en eller anden grund ikke vil have sit efternavn i avisen:

»Jeg er bange for, at det sker igen, og at det vil have en negativ indflydelse på tilliden til vores demokratiske system – og at den mistillid bliver noget mere udtalt end sidst. Men folk er realistiske, så et nederlag til Obama vil ikke være lige så slemt som en omtælling,« siger hun.

Hendes mand, Willie, supplerer: »Folk vil helt klart blive vrede, hvis der bliver omtælling af stemmerne – det her er et stort valg, og jeg har heller aldrig set så lang en kø,« siger han.

Rod med valgmaskinerne?

Og valget er stort i Harlem, hvor man i butikker langs den legendariske 125th Street længe har kunnet købe indrammede portrætter af Barack Obama side om side med dem af Dr. Martin Luther King og Malcolm X. Og ved Ibrahim Abdullahus madvogn skråt over for moskeen på Malcolm X Boulevard er valget dagens store samtaleemne. Også her luftes skepsis over for valgstystemet, mens den unge køkkenchef langer sodavand og smurte boller ud af vognen. Selv har han ikke stemt endnu, men han startede dagen med at klistre et stort Obama-skilt på siden af sin vogn – for der er brug for hver eneste stemme:

»Jeg er bange for, at når det kommer til stykket, vil mange ikke turde stemme på en sort mand. USA er stadig et meget farvefølsomt samfund, og i mange byer ude på bøhlandet er folk ikke udsat for mangfoldigheden. De lever stadig i 50’erne og 60’erne,« siger han.
»Og hvad der virkelig skræmmer mig er stemmemaskinerne: Mange folk har fortalt mig i dag, at hvis du går ned på 86'ende eller 96'ende gade (en langt rigere og hvidt domineret del af Manhattan, red.), er der måske femten eller tyve valgmaskiner på hvert valgsted, men så snart du kommer herop, er der måske to eller tre. Det er et kneb, som skal tage modet fra folket ved at lade dem stå i kø i timevis. Men det her valg har rørt os på en måde, så vi vil gå gennem ild og vand for at sikre, at det ikke går galt,« siger han.

Sønnike kan blive præsident

Men hvad nu, hvis det alligevel glipper for Obama, bliver der så rav i gaden? Ibrahim Abdullahus mor, Fauzia, blander sig:

»Hvis du prøver at få en historie om, at folk vil vælte hele byen, så kan du godt glemme det. Folk vil være skidesure, men det bliver ’business as usual’,« siger hun.

»Det vil jo bare bevise, at vi har ret,« siger Ibrahim, inden hans mor forsøger at forklare, hvorfor det her valg er vigtigt for folk i det Harlem, hun har boet i gennem 30 år:

»Da min 15-årige søn som seksårig sagde til mig, at han ville være brandmand og præsident, sagde jeg til ham, at han kunne blive lige, hvad han havde lyst til. Hvis Obama vinder, kan jeg sige det samme med langt større overbevisning. Det her er virkelig en ægte amerikansk historie. Og hvad jeg virkelig godt kan lide ved Obama er, at han har lovet at være ærlig over for os.«

»Det siger de da allesammen,« bryder Ibrahim Abdullahi ind.

»Det gør de da ikke,« fortsætter moderen, »men vi krydser vores fingre. Efter 42 ’white cats’ på stribe er det tid til noget forandring. Obama har fingeren på folkets puls.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her