Læsetid: 5 min.

Magtens størrelse og farve

Det bliver atter en mand, der sætter sig i sædet som leder af verdens mest magtfulde nation. Men denne gang er det mand og sort, mand med forskel. Det er mange så sikre på vil gøre en forskel, at det i sig selv gør en forskel, selvom alle er enige om, at det ikke var det, som var forskellen
Forskelle. Ved dette valg var der flere kandidater, der udgjorde en forskel - men hvad var forskellen, og betyder den noget?

Forskelle. Ved dette valg var der flere kandidater, der udgjorde en forskel - men hvad var forskellen, og betyder den noget?

Emmanuel Dunand

Udland
15. november 2008

Hvad der var helt sikkert ved dette amerikanske valg, som ved alle andre amerikanske valg op gennem historien, var, at vinderen blev en mand. Bombesikkert til sidst, kan man sige, da valget stod mellem en mand ... og en mand.

Det har der selvfølgelig været en masse feministiske overvejelser over undervejs. Om man skulle synes, Hilary Clinton var bedst, bare fordi hun var kvinde: Om man dernæst skulle synes Sarah Palin var god, selv om hun var dårlig.

Nu stod valget så mellem to mænd, som man roligt kan sige, der var masser af forskelle på.

Men én var nu den største.

Nej, selvfølgelig var den ikke den største. Det kan vi simpelthen ikke indrømme. Der var politisk tilhørsforhold, alderen; visse påstod oven i købet intelligens til forskel. Man kunne for resten tænke helt for sig selv, at den ene var i den grad mest lækker.

Men alligevel havde forskellen tendens til at komme i forgrunden, selv om den ikke skulle gøre en forskel.

Da Barack Obama så blev valgt, gik det helt amok. Der var anonyme sorte mennesker på forsiderne verden over, denne avis inklusiv, og de græd, som den tidligere forsmåede præsidentkandidat Jesse Jackson græd, for så var Obama alligevel blevet symbol. På at man kan. Også når eller selvom eller på trods af, at man er sort.

Altid dette 'også' eller 'selvom'. For meget eller for lidt.

Jesse Jackson havde ellers under valgkampen nået at mumle, for - ups! - åben skærm og mikrofoner, at han ville skære nosserne af Obama for at have talt ned til sorte mennesker. En rigtig mand til mand-kommentar. Hilary Clinton er det nok svært at skære nosserne af, for hun er hvid. Nå, nej, hun er kvinde.

For selvfølgelig er noget helt væsentlig rykket. Ikke i valgkampen, men med det faktum, at det lykkedes for et farvet menneske at vinde verdens mest magtfulde post.

Obama til forskel

Magtens målestok har i ganske lang tid været mand, hvid, vestlig. Alt andet stikker ud eller ind, er for meget eller for lidt, og derfor har Obamas 'farve' selvfølgelig med kvinders forskel at gøre også. Man kan ikke 'bare' være kvinde og søge magten, viste det sig endnu engang. Hvis man undgår, at det kvindelige direkte har betydning, så kommer det tilbage ad bagveje. Al talen om, hvordan den magtsøgende kvinde klæder sig for meget, for lidt, går i for høje eller for lave hæle, tager læbestift på eller ej, er for streng, for mild, for fri eller for uafhængig af sin mand, ved for meget eller for lidt om finans- og udenrigspolitik. Eller endnu værre ved for kvindeligt meget om sygesikring og skoler, det må en mand til gengæld godt, også selvom han er sort. Længe troede vi, det var her, det var på tide, at noget rykkede. Udover at bedrive politik, kæmpede kvinden Clinton i lange tider med hele det ekstranummer en ikke-lige-som-hvid-mand skal levere i politik.

Jesse Jackson hævdede under valgkampen - lige efter det med nosserne - at Barak Obama, stod på skuldrene af andre sorte ligeretskæmpere, hvilket uden tvivl er sandt. Men måske svømmede Obama også frejdigt af sted i slipstrømmen fra kvindekampen.

Den var man til gengæld så grundigt træt af, at der var noget forfriskende ved Obamas forskel. Han kom lige ind fra højre, et overmenneske i ægte nietzscheansk forstand, det ressentimentsfrie menneske. Eller på amerikansk: No bad feelings. Selv den bitterhed, som næsten er til at føle på hos Jesse Jackson, var Obama befriet for. Hverken sur, gammel, feminist eller black panter altså, og derfor kunne man vitterlig for et øjeblik bilde sig ind, at det ikke gjorde nogen forskel. At han var sort. Og det er jo det, vi så gerne vil tro, og så fejrede vi, at det forskellige vandt, nå nej, at vi alle er lige.

Hvem er racist

Måske skulle vi bare fejre, at valget af Barack Obama har åbnet en sprække, som forhåbentlig for al ligeretstænkning ikke lukker lige med det samme. For det er ganske enkelt en sprække i, hvad selve magtens størrelse er.

I lyset af sejren er det ganske muntert at konstatere, hvorledes det slet ikke er til at håndtere, dette for meget eller for lidt - i dette tilfælde farve - der sætter magtens størrelse på spil. Det gik verden over, at den italienske premierminister Berlusconi var 'racistisk' med en indforstået mandejoke med præsident Medvedev, om at Obama er "ung, smuk og solbrændt". Men man kan også konstatere, at den lille vits afslørede alt om mandlig forfængelighed, mandchauvenisme og racisme i sølle blanding.

Skuffelsen lurer

Er Berlusconi racistisk, hvad skal man så tænke om den velmenende amerikanske litteraturprofessor Harald Bloom, der midt i sin begejstring for Obama i Information ikke desto mindre udtalte, at Obama er af "blandet race"? Hvor svært er det for en sprogets mester, at slippe det sprog om 'renhed', der summer bag ordet 'blandet'? Eller at opgive ordet 'race', som ret beset intet har at gøre blandt mennesker? En hund kan være 'ren' labrador eller schæfer, har vi mennesker bestemt, og det er grumset, når de blander sig, for hvad skal vi så kalde det? Atter var Obama på forkant med afvæbnende humor, da han foreslog, at den hundehvalp, hans piger er blevet lovet i Det Hvide Hus, kunne være en ... bastard.

Der er en sprække. Den sprække, man opdager, når nogen uskyldigt siger, at Obama er halvt hvid, halvt sort. For hvad er han så helt?

Det nye ved USA's nye præsident er, at han ikke er hel. Det er det, der har åbnet sprækken, både for at man må tænke sig om, med hvad man siger - og for et nærmest overdimensioneret, messianisk supermandshåb.

Men bagslaget kan blive, at den skuffelse, der altid følger magtens svigt og bristede forventninger, denne gang vil blive lige så overdimensioneret. Var det derfor Obama alligevel så lidt bleg og gråhåret ud, da han vandt?

Når amerikanerne og verden bliver ualmindeligt skuffede, fordi der altså er ingen, der er supermænd, så lurer faren for, at verden tankeløst vender tilbage til en magt, vi ved, hvad er. En hel og hvid og vestlig og mand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her