Læsetid: 9 min.

Manden der ikke kan smile

Den britiske premierminister har fået ny politisk medvind efter finanskrisen - og er søgt tilbage til sine socialdemokratiske rødder
Kriselederen. -Det er svære tider - det er ikke tid for en novice.- Sådan lød den sætning, der fik neutraliseret såvel den konservative udfordrer David Cameron som de interne kritikere - og atter sendt Labour-lederen Gordon Browns poplaritet opad. Den internationale finanskrise gav ham chancen for et comeback.

Kriselederen. -Det er svære tider - det er ikke tid for en novice.- Sådan lød den sætning, der fik neutraliseret såvel den konservative udfordrer David Cameron som de interne kritikere - og atter sendt Labour-lederen Gordon Browns poplaritet opad. Den internationale finanskrise gav ham chancen for et comeback.

Dominique Faget

15. november 2008

Nogle gange handler politik om de små ting; de ting, som vi almindelige dødelige ikke skænker en tanke, men som alligevel betyder noget. Den lille ting, der her har betydning, er, at Gordon Brown ikke skifter skjorter. Det har ikke noget med hygiejne eller renlighed at gøre. "Det plejede han ellers. At skifte skjorte". Når han forlod Downing Street 10 - hvor premierministeren har sin embedsbolig - plejede han at have en anden skjorte på, end når han 20 minutter senere udvekslede høfligt indpakkede ukvemsord med sin konservative rival David Cameron.

Det er ikke- som citationstegnene viser - korrespondentens observation, men taxichaufførens. Og den engelske 'cabbie' der kører mig til Parliament Square, har også en forklaring på dette.

"Tidligere svedte Gordon Brown som et svin. Han var hunderæd for Cameron, men det er han ikke længere. Derfor har han ikke brug for at skifte skjorte."

Denne iagttagelse kan ikke verificeres. Det er ikke sikkert, den er sand. Men taxichaufførens lille overvejelse siger noget, som utallige statistikker ikke kan indfange; Gordon Brown har vundet folkets tillid. Den grå og halvkedelige præstesøn fra det endnu mere kedsommelige Kirkcaldy i det nordøstlige Skotland bliver pludseligt opfattet som briternes redningsmand - og måske dén, der kan lede verden ud af den økonomiske krise.

"Jeg ved ikke, om den slags politisk semiotik (videnskaben om tegn, red.) kan bruges som et objektivt kriterium for, hvor godt det går Gordon Brown for nærværende, men det er korrekt, at han pludselig er blevet mere selvsikker," siger Richard Bellamy der er professor i statskundskab, University College i London.

"Brown var for kort tid siden en mand, der virkede ynkelig; en, der famlede efter en samlet fortælling og en mening med det hele. Krisen har paradoksalt nok givet ham selvtillid," mener Bellamy.

Erhvervspraktikanten

Han mener, at man helt præcist kan sige, hvornår det begyndte at vende.

"Det gjorde det på Labours årsmøde. Og det skete med én eneste sætning. Den lød i al sin banale enkelthed: 'Det er svære tider - det er ikke tiden for en novice'. Den sound bite gav Brown medvind. For den overbeviste vælgeren om, at den konservative leder, David Cameron, er for ung og uprøvet til at manøvrere den britiske økonomi gennem verdenskrisen," siger Richard Bellamy.

Men Browns udtalelse betød også, at han med et eneste slag neutraliserede den kampagne, som udenrigsminister David Miliband mere eller mindre offentligt havde ført imod Brown.

Den ungdommelige udenrigsminister - ofte omtalt i pressen som 'erhvervspraktikanten' - måtte konstatere, at Brown med sin gravitas og erfaring er et mere troværdigt bud på en premierminister her under krisen.

Brown som i sommer var dømt politisk død; manden, som ministerkollegerne stillede over for et ultimatum; 'vend meningsmålingerne inden november, eller træk dig tilbage'.

Nu har han gjort lige præcis det, de krævede af ham. Og det har styrket hans position så meget, at han har kunnet udnævne politiske allierede som f.eks. den nye gruppeformand, Nick Brown, og Margaret Beckett, den tidligere næstformand af partiet, til regeringens kabinet.

Meningsmålinger

De konservative var i september 30 procent foran i meningsmålingerne, og dengang blev Cameron opfattet som den mest kompetente på det økonomiske område ifølge en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet IPSOS/MORI.

Ifølge de meningsmålinger, der blev offentliggjort sidste weekend, er der nu - statistisk set - dødt løb mellem Labour og de konservative. Og Brown er langt foran sin modstander, når det drejer sig om vælgernes opfattelse af, hvem der er mest kvalificeret til at tage sig af økonomien.

I forrige uge vandt Labour et suppleringsvalg i Fife i Skotland. Det var en overraskelse for bookmakerne. Labour havde tabt stort ved det forudgående suppleringsvalg i Glasgow. Men i Fife - der er nabo til Browns egen valgkreds - vandt partiet.

Ifølge den skotske avis The Herald gjorde Brown afstemningen til en folkeafstemning om ham selv.

Han brød med den gamle konvention om, at premierministeren ikke deltager i suppleringsvalg.

"Det var en satsning. Og den gav resultat. Brown er blevet mere modig. Han tør satse, og det belønner vælgerne. De ser det som et bevis på handlekraft," siger professor Vernon Bogdanor fra Oxford.

Men han mener, at det er lidt af et paradoks, at Brown klarer sig så godt.

"Faktisk går det dårligt med økonomien. Arbejdsløsheden stiger med 1.000 mennesker hver dag, og den økonomiske vækst er negativ. Men alligevel stiger Browns popularitet i meningsmålingerne," siger han.

"Det er et udtryk for det, vi kalder better the devil you know-princippet (hellere en djævel vi kender-princippet). Altså dette at vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. Folk tør ikke risikere noget. Det kunne gå meget værre, hvis de - tilsyneladende - uerfarne konservative kom til. Det er muligvis Labours spin. Men det er noget, vælgerne er hoppet på," siger George Jones, der er professor emeritus på London School of Economics.

George Jones kender magten indefra. Udover sin videnskabelige karriere var han i 1970'erne en af daværende premierminister James Callaghans nærmeste rådgivere. Han undrer sig over tendensen.

"Normalt er det nærmest en slags naturlov i valgforskningen, at en regering bliver straffet, hvis det går dårligt. Men den lov synes Brown at have stillet på hovedet. Det har overrasket hans modstandere."

De konservative virkede sejrssikre - ikke mindst fordi de havde vundet lokalvalget i maj, og fordi den prestigefyldte post som borgmester i London blev vundet af den farverige konservative politiker Boris Johnson.

Ideologi

Men det, der overrasker Jones mest, er, at Brown og finansminister Alistair Darling så utilsløret har ført traditionel socialdemokratisk politik.

Den gamle socialdemokratiske guru, økonomen John Maynard Keynes, der i 1930'erne opfandt den moderne blandingsøkonomi, som inspirerede til velfærdsstatens grundlæggelse, er flere gange blevet citeret af Brown.

"Det er, som om Brown - næsten bevidst - lægger sig op ad den tradition. Og at han virker så overbevisende, skyldes, at han som ung akademiker i 1970'erne skrev en lærd doktorafhandling om de skotske socialister. Det er hans ungdomsidealer, han er vendt tilbage til."

Det har den konservative leder svært ved at finde et modtræk til. Cameron var rådgiver for den konservative finansminister Norman Lamont - efter manges opfattelse historiens mindst succesfulde politiker på den post.

"At Cameron rådgav Lamont om valutapolitik på det tidspunkt, hvor Storbritannien var tvunget til at træde ud af EMS-samarbejdet (det europæiske valutasamarbejde, der gik forud for euro'en, red.), har ikke gjort ham mere troværdig", mener Jones.

Men ikke alle er enig i, at Brown er vendt tilbage til sine rødder - endsige, at han kan sikre Labour en valgsejr ved næste valg.

Udsving

Professor Vernon Bogdanor maner til besindighed.

"Det er korrekt, at meningsmålingerne ser meget bedre ud for Brown nu. Men det, der er mest interessant, er, hvor meget de svinger. Jeg tror ikke, det er noget bevis for en blivende popularitet. Kort efter Brown kom til, var han bagud, så overhalede han de konservative med 10 point - og så var han 30 procent bagud. Alt dette skete på mindre end et år. Det viser, at vælgerne er rådvilde. Alt kan ske," mener Bogdanor.

Han er heller ikke overbevist om, at Brown har 'genopdaget' fordums tiders finanspolitik.

"Keynes var meget mere end en socialdemokratisk ideolog. Han var faktisk medlem af det liberale parti - og tilhænger af skattelettelser," siger Bogdanor.

Ash Sing fra tænketanken Centre for Social Justice er en af dem, der har kritiseret Brown. Han er bekymret over, at Brown "relativt ukritisk" er faldet tilbage "på de gamle historier om den offentlige sektor".

"Det er Browns plan, at han skal gennemføre skattelettelser og iværksætte store offentlige anlægsarbejder. Men den slags betyder, at vi får et endnu større statsunderskud - og det fører til rentestigninger. Fordi staten altid betaler sine lån tilbage, vil bankerne sætte renten op," mener Singh.

Men den mulighed har Brown og Alistair Darling tilsyneladende allerede taget højde for. Økonomiprofessor Charlie Weir fra Aberdeen Business School - hvor Alistair Darling er uddannet - mener, at hele situationen har ændret sig. "Den slags betragtninger forudsætter, at der findes et frit marked. Men det gør der ikke længere. Regeringen har ændret spillereglerne," siger han. Det skyldes regeringens delvise nationalisering af den finansielle sektor.

"I begyndelsen af bankkrisen opkøbte staten bankaktier og nationaliserede delvist store dele af den finansielle sektor. Det betød konkret, at staten - selvom den ikke har aktiemajoriteten - i de fleste banker, dog har bestemmende indflydelse."

Økonomiminister Yvette Cooper har antydet, at regeringen "overvejer at sikre, at renten ikke stiger". Men hun har samtidigt påpeget, at "det ikke er regeringens intention at lege investeringsbank".

Det opfatter professor Weir som et slet skjult budskab om, at regeringen vil bruge deres nye styrke til at gribe ind, hvis det er nødvendigt. Men regeringen kan af økonomiske grunde ikke sige det direkte.

"Det vil føre til fald i bankernes aktiekurser, hvis regeringen pludselig gik ud og sagde, at bankerne skulle sænke udlånsrenten. Hvem ville købe aktier i en bank, hvis den ikke har lov til at tjene penge," spørger Weir retorisk.

Han ved, hvad han taler om. Som student på Edinburgh Universitet i 1970'erne kendte han Gordon Brown.

Rektor 23 år

"Brown var ikke, som folk er flest," siger han. "De fleste ser ham som en lidt halvkedelig akademiker. Men det er kun den ene side af ham."

Han henviser til, at Brown under ungdomsoprøret udnyttede en gammel klausul om, at studenterne kunne bestemme, hvem der skulle være rektor for universitetet. Universitetsstyrende organer forsøgte at ignorere Brown. Men det accepterede den unge politikerspire ikke. Han gjorde sin indflydelse gældende.

"Dengang var Brown kæreste med en pige, hvis gudfar var Prins Phillip. Han fik pigen til at ringe til prinsegemalen. Og da Philip er protektor for universitetet, var det svært for universitetet at ignorere hans telefonopringning. Brown blev rektor, da han kun var 23 år og stadig student," fortæller Weir.

En anden af Browns medstuderende, Dorry Williams, er ligeså imponeret over sin gamle ven.

"Gordon var lidt småkedelig. Han kom fra relativt små kår - og var lidt af et vidunderbarn. Han fik dispensation til at begynde på universitetet, da han var kun 16 år,", fortæller hun. Men Brown blev efter et halvt år tvunget til at stoppe studierne, da han blev alvorligt skadet under en rugbykamp.

Han blev ramt i hovedet af en støvle og lå på hospitalet i seks måneder. Han reddede synet på det ene øje, men blev blind på det andet. Det overbeviste Brown om, at den offentlige sektor har en positiv rolle at spille. Det var efter sin sygdom, Brown besluttede at gå ind i politik.

"Alle hans ansigtsmuskler blev så beskadiget, at han ikke kan smile," fortæller Dorry. Det er en historie, der også genfindes i Tom Bowens ellers kritiske biografi Gordon Brown: Prime Minister.

Brown kan ikke smile - men han har meget at glæde sig over. I hvert fald for en tid.

"Gør som Gordon Brown," sagde Paul Krugman, den amerikanske økonom den dag, han fik Nobelprisen i økonomi.

Og det synspunkt er han ikke ene om. Selv det superkonservative ugeblad The Spectator sammenlignede for kort tid siden Labour-premierministeren med ingen anden end den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt - manden der i 1930'erne førte USA - og verden - sikkert gennem verdensdepressionen.

Brown har ikke selv underspillet dette. I en tale i forgårs brugte han Roosevelts gamle mundheld om, "at det eneste, vi skal frygte, er frygten selv". Den slags gør man kun, hvis man har selvtillid - og hvis man ikke har brug for at skifte den svedige skjorte ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu