Læsetid: 3 min.

Mens ANC mundhugges, glemmes fattigdommen

Mens kløften mellem rig og fattig bliver større og millioner står uden job er landets største parti, befrielsesorganisationen African National Congress (ANC), mere optaget af intern splid og en definitionskamp om ’det virkelige ANC’
3. november 2008

Massiv fattigdom og skyhøj arbejdsløshed er hverdag for næsten halvdelen af befolkningen i Sydafrika. Skellet mellem rig og fattig er et af de største i verden og ser kun ud til at vokse sig endnu større.

"Vi står over for enorme sociale problemer i landet. Folk er fattige og der er tårnhøj arbejdsløshed. Mange er desperate," siger Ashwin Desai, der er professor i Sociologi ved Johannesburg Universitet i Sydafrika.

Siden befrielsespartiet ANC kom til magten i 1994, har de sociale forhold ikke forbedret sig meget. Flere mener, at det er den tidligere ANC-formand og netop afgåede præsident Thabo Mbekis politik, der er den direkte årsag til den manglende udvikling. Mbeki lancerede kort efter sin tiltrædelse i 1999 en neoliberal markedsdrevet udviklingsstrategi, der skulle sikre investeringer i landet. Han løsnede op for arbejdernes rettigheder, satte skub i privatiseringen og skar i de offentlige udgifter.

Selv om det lykkedes Mbeki at tillokke et stort antal udenlandske investorer, der har løftet landets økonomi, har kun få fået del i udbyttet.

"I Mbekis strategi kom vækst først og derefter omfordeling. Resultatet er, at skellet mellem rig og fattig i dag er det samme, eller næsten er blevet større, siden ANC kom til," siger André Sonnichsen, der forsker i sydafrikansk politik ved Københavns Universitet.

"Der er kommet en lille sort middelklasse, som ikke eksisterede før ANC kom til. Til gengæld er der kommet flere fattige hvide, der dog fortsat i gennemsnit ligger væsentlig højere end de sorte i indkomst. Men man kan sige, at racerne er blevet spredt mere ligeligt på tværs af de sociale klasser."

Centralisering af ANC

Utilfredsheden med Mbekis politik førte til, at han i december 2007 blev væltet som formand for ANC af rivalen Jacob Zuma og i slutningen af september måtte træde tilbage fra posten som Sydafrikas præsident. Begrundelsen var, at Mbeki var mistænkt for, at blande sig i en retssag mod den korruptionsanklagede ANC-leder Jacob Zuma. Men mange mener, at det blot var en anledning til at skaffe sig af med den, i visse kredse, upopulære præsident.

"Mbeki har ikke været modtagelig over for partikritik. ANC har en udpræget tradition for intern demokrati, men Mbeki har kørt en meget centralistisk stil. Han har været døv over for fagforeningens kritik af den førte økonomiske politik og har på den måde brudt aftalen om, at fagforeningerne leverer stemmer til ANC til gengæld for indflydelse," siger André Sonnichsen.

Splittelse i ANC

Afsættelsen af Mbeki har medført stor røre. 11 ministre valgte at gå af og en af dem, den tidligere forsvarsminister Mosiuoa Lekota, har nu annonceret, at han ønsker at stifte et nyt parti, der skal videreføre "det rigtige ANC".

Men selv om Mbeki ikke længere er præsident, står landets store sociale problemer fortsat ikke øverst på dagsordenen. I stedet er det de interne stridigheder i det store parti, der løber af med befolkningens opmærksomhed.

"Selv om ANC ser ud til at dele sig i to, så er det ikke politik, der bliver diskuteret, men personfnidder," siger Patrick Bond, der er leder af centret for civilsamfund ved KwaZulu-Natal School of Development Studies i Sydafrika.

Lekota har endnu ikke udmeldt, hvilken politisk linje et eventuelt nyt parti vil følge.

"Vi har store sociale problemer, men i stedet handler det for tiden mest om mudderkastning. Hvem definerer det 'rigtige' ANC, hvem er mest korrupte og hvem bruger stammefællesskaber i deres retorik," siger Patrick Bond: "Men vi ved endnu intet om, hvad det nye parti vil stå for, selvom vi selvfølgelig har vores formodninger," siger han og hentyder til, at dem der bryder ud af ANC formentlig vil stå for den samme liberale linje, som Mbeki har ført i sin tid som landets præsident.

"Konflikten står i vejen for debatten om de væsentligste problematikker," siger Patrick Bond.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu