Læsetid: 6 min.

En million er på flugt i Congo

Mens nye kampe blusser op mellem tutsi-oprørere og regeringshæren, vokser strømmen af flygtninge i Nordkivus jungler - deres elendighed og fortvivlelse er overvældende
Anslået én million mennesker ud af en befolkning på seks millioner menes nu at være fordrevet og på flugt i Congo.

Anslået én million mennesker ud af en befolkning på seks millioner menes nu at være fordrevet og på flugt i Congo.

4. november 2008

RUTSHURU - Marceline sidder på en lang træbænk ud for den faldefærdige sundhedsstation dybt inde i den congolesiske jungle. Med et tomt blik i øjnene vugger hun blidt sin seks måneder gamle søn, Patrick. Hans svage skrig fylder den fugtige luft. Patrick har malaria - en sygdom, der let kan tage livet af en, der er så ung og sårbar.

Når Patricks mor taler, lyder hun som en kvinde, der har givet op. Da hun forklarer, hvad der er sket med hendes familie, er det ikke svært at forstå, hvorfor.

I de seneste seks måneder har Marceline og hendes syv børn måttet flygte for livet to gange. Begge gange overfaldt grupper af bevæbnede mænd hendes landsby og skød vildt om sig. Hun så mænd, kvinder og børn blive ramt af kuglerne og så med rædsel, hvordan naboer, som forsøgte at redde sig i sikkerhed, blev majet ned.

De seneste dage har hun boet i en gammel skole sammen med over 100 andre familier.

Det er et fugtigt, uhumsk sted. Hendes eneste livline er den mad, det vand og den lægebehandling, som hjælpeorganisationerne kan yde, og det er slet ikke nok.

Da jeg beder Marceline om at tænke tilbage til det tidspunkt, hvor hun kan huske, der sidst var fred i Congo, og hun følte sig sikker, svarer hun efter lang tids tøven "1993?". Svaret lyder mere som et spørgsmål.

I dag er Marceline igen på flugt. Sundhedsposten i det østlige Congo, hvor jeg møder hende, er blevet indtaget af Laurent Nkundas CNDP-oprørere. Hun og hendes børn slutter sig på ny til den lange strøm af menneskelig elendighed, der vandrer ud ad de røde jordveje, forbi bananplanter og kaffeplantager, forbi de smaragdgrønne bakker og ulmende vulkaner, på vej mod den relative sikkerhed, de håber at finde i Goma, hovedbyen i det nordlige Kivu.

Dagen før har jeg foretaget turen i modsat retning fra bakkerne ud fra Goma til Rutshuru, en by 90 km mod nord, som er hjemsted for et halvt dusin lejre. Der er en magisk og - situationen taget i betragtning - næsten upassende skønhed over denne del af Congo.

Et falmet vejskilt viser vej til et for længst glemt turistmål. Tåge lægger sig for foden af bjergene i horisonten. Vi passerer vældige plantager af kaffe, som engang blev dyrket med henblik på eksport. Et stort, gammelt, hvidt hus fra kolonitiden, nu totalt forfaldent, troner på toppen af en bakke, der er tilplantet med kaffe. Jeg møder senere den kvinde, som engang ejede det.

"Der var så smukt her," siger hun med et vemodigt smil.

Langs jordvejen, hvor junglen synes at vinde frem på begge sider, støder vi på lommer af congolesiske soldater, der angiveligt bevogter vejen, i tilfælde af at oprørerne skulle komme her forbi.

Deres ansigter udstråler en blanding af kedsomhed og frygt.

Soldaternes intermistiske telte er i værre tilstand end de, som huser flygtningene - små, vaklende strukturer af stave med bananblade på er de.

Det ligner en ussel tilværelse for de elendigt betalte og elendigt udstyrede regeringssoldater, dårligt rustede, som de er, til at bekæmpe en oprørsstyrke, der ser ud til at være langt bedre finansieret. Den humanitære katastrofe, der nu er ved at opsluge det nordlige Kivu, og som i weekenden drev den britiske udenrigsminister, David Miliband og hans franske kollega, Bernard Kouchner, til regionen, har udviklet sig i langsomt tempo. Anslået en million mennesker ud af en befolkning på seks millioner menes nu at være fordrevet i Nordkivu.

Jævnlige slag

Konfliktens rødder går tilbage til tiden efter 1990'ernes folkemord i Rwanda, da hutugerningsmænd flygtede over grænsen til Congo (dengang kendt som Zaire) sammen med millioner af hutu-flygtninge. De ekstremister, der havde medvirket i folke-drabet, dannede hurtigt en ny milits og truede med at vende tilbage til Rwanda.

Den milits, som i dag kendes som FDLR (Forces Democratiques de Liberation du Rwanda), hjemsøger stadig det nordlige Kivu, hvilket giver Rwandas regering tilstrækkelig grund, hævder den, til at være på vagt over for en invasion.

Deres tilstedeværelse er også den grund, som Laurent Nkunda angiver til sit oprør. Som congolesisk tutsi hævder han at kæmpe for Congos mindretal, idet han påstår, at såvel regeringshæren som FN's fredsstyrke har taget FDLR's parti. Det førstnævnte er uden tvivl rigtigt, mens det sidstnævnte intet har på sig.

Oprørslederen er imidlertid meget påpasselig med at blive opfattet som en mand, der alene bekymrer sig for sit eget folk.

Da jeg mødte ham for to år siden, nævnte han ikke ordet 'tutsi' én eneste gang under vor to timer lange samtale. Han hævder nu at kæmpe for alle congolesere, idet han sværger, at han vil "befri" landet.

De rwandiske ledere benægter hårdnakket at støtte Nkunda, men påstanden overbeviser næppe mange.

Op til 20 procent af hans styrker menes at bestå af rwandere. Nogle er tidligere rwandiske soldater, som er blevet demobiliseret, andre er rekrutter fra Rwandas byer og landsbyer, herunder hovedstaden Kigali. Rwandiske styrker krydser jævnligt grænsen og udkæmper slag mod FDLR.

Men trods de overvældende beviser for Rwandas støtte til Nkunda, har Storbritannien - som er Rwanda's største internationale donor - hidtil vendt det blinde øje til Kigalis grænseoverskridelser.

Den ultimative gevinst, som Congos væbnede grupper kæmper om, er de enorme mineralrigdomme, som ligger under jorden. Landet har ufattelige reserver af guld, diamanter, tin og coltan, et mineral, der anvendes i mobiltelefoner. Kampen om Congos ressourcer nærede også de to store krige, som hærgede landet fra 1996 til 2003.

Trods en officiel afslutning på krigene, fortsatte konflikten med mindre afbrydelser frem til valget i 2006. Dette valg, som var Congos første virkelig demokratiske afstemning i over 40 år, så ud til at indvarsle en ny begyndelse.

Joseph Kabila, der havde ledet overgangsregeringen, siden hans far blev myrdet i 2001, vandt en klar sejr for to år siden, ikke mindst takket være stor støtte fra den østlige del.

Det glemte helvede

I nogle dele af det nordlige Kivu vandt han med over 95 procent af stemmerne. Men folks håb er bristet.

Våbenhviler er kommet og gået, fredsaftaler blevet underskrevet og ignoreret, og hele tiden har FN's fredsbevarende styrke måttet kæmpe hårdt for at beskytte civile.

FN's fredsbevarende mission, MONUC, er den største i verden, men dens 17.000 tropper er strakt ud over et stort land på størrelse med Vesteuropa.

'De blå hjelme' er kommet til at blive hadet af et stort antal af de mennesker, de skal forestille at beskytte. Sten smides ofte på FN patruljer, og i sidste uge blev fire af deres baser angrebet af vrede civile, da de seneste kampe brød løs. FN's ledende officerer på stedet siger, at der er ikke er meget, de kan stille op. De har fået tildelt en tabende hånd af det internationale samfund, der ikke tager større notits af Congo, når det ikke længere er på forsiden.

En fredsaftale mellem regeringen, Nkunda og andre oprørsgrupper blev underskrevet i januar. I tiden frem til den aftale, begyndte CNDP's underordnede at omtale deres chef som 'formand' i stedet for 'general'.

Det vakte håb om, at Nkunda var interesseret i at blive politisk aktør - men inden for en måned var han general igen.

Nu står hans tropper i udkanten af Goma. Skulle han ønske at indtage byen, kan han let gøre det. Men han ved også, at en erobring af denne by med 600.000 indbyggere vil kunne give den endelige impuls til, at Congos regering, FN-styrken og det internationale sætter sig effektivt til modværge mod ham.

Trods Nkundas løfter om at 'befri' sit land, er der ikke mange, der tror på, at han har det fornødne antal mænd og økonomiske midler til at forsøge det. Efterhånden som kampene vil aftage, og familierne igen giver sig til at vandre mod deres hjembyer, vil Nordkivu efter alt at dømme vende tilbage til sin tidligere inkarnation: Som et glemt helvede.

© The Independent og Information, Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu