Læsetid: 10 min.

'Alt er muligt i Amerika'

USA's næste præsident Barack Obama holdt sent i nat dansk tid sin sejrstale foran 125.000 mennesker i Grant Park i Chicago
USA's næste præsident Barack Obama holdt sent i nat dansk tid sin sejrstale foran 125.000 mennesker i Grant Park i Chicago
5. november 2008

Her er USA's nye præsident Barack Obamas sejrstale, som han tirsdag aften, amerikansk tid, holdt foran 125.000 jublende og bevægede tilhængere i Chicago.

Hallo Chicago!

Hvis der er nogen derude, som stadig tvivler på, om Amerika er et sted, hvor alt er muligt, som stadig overvejer, om vore grundlæggeres drømme lever i vor tid, og som stadig stiller spørgsmålstegn ved styrken i vort demokrati, så får I jeres svar i aften.

Det er svaret fra de køer, som strakte sig rundt om skoler og kirker i et antal, som denne nation aldrig tidligere har set. Fra mennesker, som ventede tre timer og fire timer, mange for allerførste gang i deres liv, fordi de mente, at denne gang måtte det være anderledes, og at deres stemme kunne gøre den forskel.
Det er svaret fra unge og gamle, rige og fattige, Demokrater og Republikanere, sorte og hvide, latinoer, asiater, oprindelige folk, homoseksuelle, heteroseksuelle, handicappede og ikke-handicappede amerikanere, som har sendt en besked til verden om, at vi aldrig har været en samling af røde stater og blå stater.

Vi er – og vil altid være – Amerikas Forenede Stater.

Det er svaret, der ledte dem, som så længe og af så mange har fået at vide, at de skulle være kyniske, ængstelige og tvivlende i forhold til, hvad vi kan opnå, til at lægge deres hænder på historiens bue og endnu en gang vende den mod håbet om bedre tider.
Dette har været længe undervejs. Men i aften, og på grund af hvad I gjorde på denne dag, ved dette valg og i dette afgørende øjeblik, er forandringen kommet til Amerika.

Jeg har netop modtaget et ekstraordinært elskværdigt opkald fra senator McCain. Senator McCain kæmpede længe og hårdt i denne valgkamp, og han har endda før kæmpet længere og hårdere for det land, som han elsker. Han har ofret sig for Amerika i en grad, som de fleste af os har svært ved at fatte, og vi står bedre i dag med de tjenester, som denne tapre og uselviske leder har ydet. Jeg ønsker ham og guvernør Palin tillykke med alt, hvad de har opnået, og jeg ser frem til at samarbejde med dem om at forny dette lands løfte i de kommende måneder.

Jeg vil takke min partner på denne rejse, en mand, som førte kampagne fra hjertet og talte for de mænd og kvinder, som han voksede op med i Scrantons gader og kørte med i toget på vej hjem til Delaware, USA's vicepræsident Joe Biden.

Jeg ville ikke stå her i aften uden den urokkelige støtte fra min bedste ven gennem de sidste 16 år, klippen i vores familie og mit livs kærlighed, vort lands næste førstedame Michelle Obama. Sasha og Malia, jeg elsker jer begge højt, og I har fortjent den nye hundehvalp, som kommer med os til Det Hvide Hus. Og selv om hun ikke længere er iblandt os, så ved jeg, at min bedstemor også er her sammen med den familie, som har gjort mig til den, jeg er. Jeg savner dem i aften, og jeg ved, at min gæld til dem ikke kan måles.
Til min kampagneleder David Plouffe, min chefstrateg David Axelrod og det bedste kampagneteam, som nogensinde er blevet samlet i den politiske historie. I fik dette til at ske, og jeg vil være jer evigt taknemmelige for, hvad I ofrede for at få det gjort.
Men fremfor alt vil jeg aldrig glemme, hvem denne sejr virkelig tilhører. Den tilhører jer.

Jeg var aldrig den mest oplagte kandidat til dette embede. Vi lagde ikke ud med mange penge eller mange anbefalinger. Vores kampagne blev ikke udtænkt i Washingtons haller. Den begyndte i baghaverne i Des Moines, i dagligstuerne i Concord og på verandaerne i Charleston. Den blev skabt af arbejdende mænd og kvinder, som gjorde indhug i deres små opsparinger for at give fem dollar og ti dollar og tyve dollar til denne sag.

Den fik styrke fra de unge mennesker, som afviste myten om deres generations apati, som forlod deres hjem og deres familier for job, der gav meget lidt i løn og endnu mindre søvn.

Den fik styrke fra de ikke helt så unge mennesker, som trodsede den bidende kulde og den brændende hede for at banke på døren hos vildt fremmede mennesker, og fra de millioner af amerikanere, som deltog frivilligt, organiserede og beviste, at mere end to århundreder senere er en regering af folket, ved folket og for folket ikke forsvundet fra denne jord.

Dette er jeres sejr.

Jeg ved, at I ikke gjorde dette bare for at vinde et valg, og jeg ved, at I ikke gjorde det for mig.

I gjorde det, fordi I forstår det vældige omfang af de opgaver, som venter forude. For selv om vi fester i aften, så ved vi, at de udfordringer, som morgendagen vil bringe, er de største i vor tid – to krige, en planet i fare, den værste finansielle krise i 100 år.
Selv om vi står her i aften, så ved vi, at tapre amerikanere vågner op i ørkenen i Irak og i Afghanistans bjerge for at sætte deres liv på spil for os.

Der er mødre og fædre, som vil ligge vågne, efter deres børn er faldet i søvn, og tænke på, hvordan de skal få betalt terminen, lægeregningerne eller spare nok penge sammen til at sende deres børn på universitetet.

Der er ny energi, der skal udvindes og nye job, der skal skabes. Der er nye skoler at bygge, trusler at møde og alliancer at genopbygge.
Vejen forude bliver lang. Vores opstigning bliver stejl. Vi når måske ikke frem på et år eller i løbet af en bare periode. Men, Amerika – jeg har aldrig været mere håbefuld, end jeg er i aften om, at vi vil nå målet.

Jeg lover jer, at vi som et folk vil nå frem.

Der vil komme modgang og forkerte begyndelser. Der er mange, som ikke vil være enige med mig i enhver beslutning og politik, jeg vil gennemføre som præsident, og vi ved, at regeringen ikke kan løse ethvert problem.

Men jeg vil altid være ærlig over for jer om de udfordringer, vi står overfor. Jeg vil lytte til jer, især når vi bliver uenige. Og frem for alt vil jeg bede jer om at deltage i arbejdet med at genskabe denne nation på den eneste måde, det er blevet gjort i Amerika i 221 år – nemlig blok efter blok, mursten efter mursten og barket næve efter barket næve.

Hvad der begyndte for 21 måneder siden i den dybe vinter må ikke slutte på denne efterårsaften.

Denne sejr alene er ikke den forandring, vi søger. Den er kun chancen, der gør os i stand til at skabe den forandring. Og det kan ikke lade sig gøre, hvis vi går tilbage til sådan, som tingene var.
Det kan ikke lade sig gøre uden jer. Uden en ny tjenstvillighedens ånd, en ny opofrelsens ånd.

Så lad os udvikle en ny ånd af patriotisme, tjenstvillighed og ansvar, hvor vi alle beslutter at deltage og arbejde hårdere og drage omsorg - ikke blot for os selv - men for hinanden.
Lad os huske, at hvis den finansielle krise lærte os noget, så er det, at vi ikke kan have et blomstrende Wall Street, mens Main Street lider.

I dette land rejser vi os og falder som en nation, som et folk. Lad os modstå fristelsen til at falde tilbage til den samme ensidighed, smålighed og umodenhed, som har forgiftet vort politiske liv så længe.

Lad os huske, at det var en mand fra denne stat, som første gang bar Det Republikanske Partis banner til Det Hvide Hus, et parti baseret på værdier som selvtillid, individuel frihed og national enighed.
Det er værdier, som vi alle deler. Og selv om Det Demokratiske Parti har vundet en stor sejr i aften, så fejrer vi den med en høj grad af ydmyghed og vilje til at hele de kløfter, der har holdt vore fremskridt tilbage.

Som Lincoln sagde til en nation, der var langt mere delt end vores: »Vi er ikke fjender, men venner, selv om lidenskaber måske har gjort os anspændte, må de ikke bryde vore kærlighedsbånd«.

Og til de amerikanere, hvis støtte jeg endnu ikke har vundet, vil jeg sige, at selv om jeg måske ikke fik jeres stemme, så hører jeg jeres stemmer. Jeg behøver jeres hjælp. Og jeg vil også være jeres præsident.

Og til alle dem, der ser med i aften hinsides vore kyster, fra parlamenter og paladser til dem, som kryber sammen om radioerne i de glemte hjørner af vor verden: Vore historier er forskellige – men vor skæbne er fælles, og et nyt daggry for amerikansk lederskab er kommet.

Til dem – til dem, der vil rive verden ned, siger vi: Vi vil overvinde jer. Til dem, der søger fred og sikkerhed, siger vi: Vi vil støtte jer. Og til alle dem, der har tvivlet på, om Amerikas ledestjerne stadig lyser klart: Vi har i aften endnu engang bevist, at vor nations sande styrke ikke kommer fra vore våbens magt eller graden af vores rigdom, men fra den vedvarende kraft i vore idealer: Demokrati, frihed, muligheder og urokkeligt håb.

Dette er Amerikas sande genialitet: At Amerika kan forandre sig. Vores union kan blive fuldendt. Og hvad vi allerede har opnået, giver os håb om, hvad vi kan og må opnå i morgen.

Dette valg havde mange begyndelser og mange historier, som vil blive fortalt i generationer. Men særligt én er i mine tanker i aften. Den handler om en kvinde, som afgav sin stemme i Atlanta. Hun minder meget om de millioner, som stod i kø for at gøre deres stemme gældende i dette valg, bortset fra en enkelt ting: Ann Nixon Cooper er 106 år.

Hun blev født blot en generation efter slaveriet på et tidspunkt, hvor der hverken var biler på vejen eller fly i luften, hvor folk som hende ikke kunne stemme af to årsager – fordi hun var kvinde og på grund af hendes hudfarve.

Og i aften tænker jeg på alt det, hun har set i hendes århundrede her i Amerika – hjertesorgen og håbet, kampen og fremgangen. De gange, hvor vi fik at vide, at vi ikke kan, og de mennesker, der insisterede på det, som amerikanerne tror på: Ja, vi kan!
På en tid, da kvinders stemmer var gjort tavse og deres håb afskrevet, oplevede hun dem rejse sig, tale ligeud og række ud efter stemmesedlen. Ja, vi kan!

Da der var fortvivlelse og depression over hele landet, så hun en nation overvinde frygten med en Ny Aftale, nye job og en ny fornemmelse af en fælles sag. Ja, vi kan!

Da bomberne faldt på vor havn, og tyranniet truede verden, var hun der og blev vidne til, at en generation rejse sig i storhed og et demokrati blive reddet. Ja, vi kan!

Hun så busserne i Montgomery, vandkanonerne i Birmingham, en bro i Selma og en prædikant fra Atlanta, som forsikrede folk, at »Vi vil overvinde modgangen«. Ja, vi kan!

En mand landede på månen, en mur blev væltet i Berlin, en verden blev forenet af vor egen videnskab og fantasi. Og i år ved dette valg satte hun sin finger til en skærm og afgav sin stemme, for efter 106 år i Amerika, gennem de bedste tider og de mørkeste stunder, ved hun, hvordan Amerika kan forandre sig.

Ja, vi kan!

Amerika, vi er kommet så langt. Vi har set så meget. Men det er så meget mere at udrette. Så lad os i aften spørge os selv, om vore børn vil opleve det næste århundrede, om mine døtre vil være så heldige at leve lige så længe som Ann Nixon Cooper, hvilke forandringer vil de se? Hvilke fremskridt vil vi have skabt?
Dette er vor mulighed for at gribe denne udfordring. Dette er vores øjeblik.

Dette er tidspunktet, hvor vi kan sende vores folk tilbage til arbejdet og åbne mulighedernes døre for vore børn, genstabe velstanden og fremme fredens sag, generobre Den Amerikanske Drøm tilbage og bekræfte den fundamentale sandhed: At ud af mange er vi én. At så længe vi trækker vejret, håber vi. Og når vi bliver mødt med kynisme og tvivl, og nogen fortæller os, at vi ikke kan, så vil vi vil vi svare med den tidløse overbevisning, der sammenfatter folkets ånd:

Ja, vi kan! Tak, Gud velsigne jer og må Gud velsigne Amerikas Forenede Stater.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Ann Nixon Cooper er 106 år.
Hun blev født blot en generation efter slaveriet på et tidspunkt, hvor der hverken var biler på vejen eller fly i luften, hvor folk som hende ikke kunne stemme af to årsager – fordi hun var kvinde og på grund af hendes hudfarve....
Hun så busserne i Montgomery, vandkanonerne i Birmingham, en bro i Selma og en prædikant fra Atlanta, som forsikrede folk, at »Vi vil overvinde modgangen«. Ja, vi kan!"
Ja, og talen var lige så fantastisk som begivenheden!
Først Mandela og nu Obama.
Nogle fremskridt sker der da heldigvis i denne plagede verden !

Alt er muligt ... indtil nu er der ikke sket meget andet end, at Obama er blevet valgt.

Fint, men hvis det er "alt", så er det jo ikke ret meget. Jeg mener, han vil være oppe imod enorme kræfter, når han skal til at gøre "alt muligt".

Så lad lad os lige spise brød til, os snakke om, hvorvidt alt muligt er muligt om et års tid eller to.

Jeg ved ikke meget om Gud, men jeg kan umuligt tro på, at han skulle have nogen særlig grund til at velsigne USA ... nå, det er måske derfor, at de ustandseligt beder Ham om det.

Eller måske jeg ikke rigtigt ved, hvad en velsignelse er ?

"Alt er muligt" i USA er en fidus, der benyttes til at få de "undertrykte" til at tro på et bedre liv.

I Danmark hedder det nu, at du bare skal arbejde lidt mere. Så får du råd til dit eget vagtværn, adgang til private hospitaler og private skoler. Ligesom i USA ... der er bare ikke så mange af de der rige.

Heller ikke i USA.

Og alligevel tror mange af de slet ikke så rige på, at alt er muligt.