Læsetid: 6 min.

Nykonservative venter på et nyt modbillede

Barack Obamas valgsejr har skabt et ideernes vacuum blandt amerikanske intellektuelle, mener den tidligere nykonservative tænker Nathan Glazer. I den værste situation står skribenter, der har identificeret sig med Det Republikanske Partis rabiate højrefløj og promoveret Sarah Palin
Politisk binding. Oprindeligt var vi ikke interesseret i at identificere os med et politisk parti, hverken demokraterne eller republikanerne. I dag har den nye generation af udenrigspolitiske nykonservative tænkere hægtet sig på den republikanske vogn, siger Nathan Glazer.

Politisk binding. Oprindeligt var vi ikke interesseret i at identificere os med et politisk parti, hverken demokraterne eller republikanerne. I dag har den nye generation af udenrigspolitiske nykonservative tænkere hægtet sig på den republikanske vogn, siger Nathan Glazer.

Martin Burcharth

22. november 2008

Siden krigskatastrofen i Irak har det været en udbredt antagelse, at den amerikanske nykonservatismes kronede dage er ovre. Denne formodning er blevet bestyrket af Barack Obamas og Det Demokratiske Partis markante sejr ved valget 4. november.

I særdeleshed virker nogle af de toneangivende nykonservative meningsdannere - ikke mindst den allestedsnærværende Bill Kristol - mere kompromitterede som intellektuelle end nogensinde af deres promovering af Alaska-guvernøren Sarah Palin til vicepræsidentposten.

Mark Lilla, professor i humaniora på Columbia University, kunne i en kronik i The Wall Street Journal kort efter Obamas triumf ikke dy sig for at erklære den engang så politisk dominerende konservative bevægelse for død.

"Redaktørerne for National Review og The Weekly Standard hoppede på Palin-vognen - tidsskrifter, der præsenterer sig som arvtagere til William Buckleys konservatisme og den alvorstunge nykonservatisme fra New York. Efter hendes kampagne må vi erklære disse intellektuelle traditioner for officielt døde," skrev Lilla.

Nykonservatismens flagskib

Men i realiteten er historien om amerikansk konservatisme mere kompliceret. Det antyder f.eks. Lillas egen politiske biografi. I en yngre alder var han - som så mange andre af vor tids førende amerikanske intellektuelle - dybt betaget af og involveret i det nykonservative univers.

"Vi må huske på, at Mark Lilla var redaktør for nykonservatismens flagsskib - tidsskriftet The Public Interest," bemærker Nathan Glazer, professor emeritus på Harvard University og en af fadderne til nykonservatismen.

Mark Lilla er altså ikke alene. Tænkere som Francis Fukuyama, Michael Walzer, Michael Kazin (søn af Alfred Kazin) og kendte skribenter som Christopher Hitchens og David Rieff har allesammen været inspireret eller knyttet til den nykonservative skole på et eller andet tidspunkt.

I den brede offentlighed er nykonservatismen generelt et misforstået fænomen - anset for at været et misdannet form for konservatisme. Men hvad amerikanske og udenlandske medier har omtalt som nykonservative idéer under George W. Bushs styre, er rent faktisk en afart af den 'ægte' nykonservatisme.

Skolens historie

I sin kerne udspringer den nykonservative skole fra en kreds af intellektuelle, der levede i og omkring New York i midten af det 20. århundrede - altså på højden af Den Kolde Krig. Gruppen omfattede verdenskendte tænkere og litterater som Hannah Arendt, Mary McCarthy, Irving Howe, Lionel og Diana Trilling, Clement Greenberg, Daniel Bell, Irving Kristol og Susan Sontag samt flere andre.

Fælles for næsten alle var jødisk oprindelse, uddannelse på City College og Columbia University i 1940'erne og 1950'erne samt en fascination af socialismen, men afsky for sovjetkommunismen. Alt i alt, en antitotalitær forankring.

En lidt yngre gruppe - bestående af Michael Walzer, Susan Sontag og Marshall Berman - var tilknyttet The New School i New York.

I 1960'erne begyndte nogle af disse New York-intellektuelle at bevæge sig mod højre med argumenter om, at markedsøkonomiske principper burde have indflydelse på udformningen af social bistandspolitik, uddannelse og fordelingspolitik.

"Vi gav også udtryk for en vis varsomhed overfor, hvor virkningsfuld den offentlige sektors bestræbelse på at forbedre borgernes levestandard via politiske indgreb ville være," erindrer Glazer.

Sociologerne Daniel Bell (1919) og Nathan Glazer (1924) samt filosoffen Irving Kristol (1920) og Norman Podhoretz (1930) stod for denne linje og fik opbakning af den kendte demokratiske politiker og senator Daniel Patrick Moynihan, som døde i 2003.

Nykonservatismens dåb

Selve termen nykonservativ blev først kendt i slutningen af 1970'erne, da Irving Kristol og Norman Podhoretz svingede brat til højre i deres udenrigspolitiske orientering med en eftertrykkelig vægt lagt på USA's ubetingede opbakning til Israel. Det bidrog til en mere antiarabisk politik.

Mens Irving Kristols tidsskrift, The Public Interest, primært koncentrerede sig om indenrigspolitiske emner, byggede Norman Podhoretz tidsskriftet Commentary op på sin stærkt proisraelske og antikommunistiske holdning. I dag er Podhoretz en af de få nykonservative tænkere, der stadig forsvarer Bushs beslutning om at angribe Irak i 2003.

I første omfang medførte udskillelsen af de nykonservative fra kredsen af New York-intellektuelle ikke noget dramatisk brud. Irving Kristol fortsatte med at øve stor indflydelse i indenrigspolitik gennem sit lederskab af The Public Interest.

Podhoretz reaktionære udenrigspolitiske linje opnåede støtte fra konservative demokrater som senatorerne Henry 'Scoop' Jackson og Daniel Patrick Moynihan. Sidstnævnte blev udnævnt til USA's FN-ambassadør og blev efterfulgt af en anden demokrat, der var skuffet over sit partis eftergivende linje overfor kommunismen og småtotalitære stater, nemlig Jeane Kirkpatrick.

Også i indenrigspolitikken lykkedes det for de nykonservative at tiltrække opbakning fra demokrater. Deres kritik af den amerikanske forbundsstats bistandspolitik blev delt af indflydelsesrige midtsøgende demokrater som Bill Clinton og Al Gore.

"Præsident Clintons bistandsreform i 1996 kan tages som udtryk for, at vi havde 'sejret ad helvede til'," siger Nathan Glazer. "Det gav ikke længere mening at tale om en nykonservatisme, når nogle af vores ideer var blevet adopteret af de to store partier."

Det skulle først blive i forbindelse med et generationsskifte, at begrebet nykonservatisme blev kendt af en bred offentlig kreds. I 1997 grundlagde Irving Kristols søn Bill og Robert Kagan den lille tænketank Project for the American Century i Washington. Inden da havde Kristol startet det politiske ugeblad The Weekly Standard, finansieret af mediemogulen Rupert Murdoch.

"I denne periode var nykonservatismen stadig en strømning, som tiltrak intellektuelle fra venstrefløjen og højrefløjen. Udover Mark Lilla var der folk som Hendrik Hertzberg og Michael Kingsley fra det liberale magasin The New Republic; de er senere blevet fast inventar i kredsen af liberale intellektuelle omkring det Demokratiske parti," forklarer professor Glazer.

"Dengang var vi ikke interesseret i at identificere os med et politisk parti, hverken demokraterne eller republikanerne. Det opfattede vi ikke som den intellektuelles opgave. I dag har den nye generation af udenrigspolitiske nykonservative tænkere hægtet sig på den republikanske vogn," fremhæver Glazer.

De unge løver

Blandt de unge nykonservative løver fra Reagan og Bush-æraen synes Bill Kristol - søn af Irving, den intellektuelle strømnings grundlægger - at være det mest eklatante eksempel på en renoncering af en intellektuels rolle i samfundsdebatten.

Glazer fortsætter: "Kristol blev uddannet på Harvard og underviste endda en overgang på universitets Kennedy-skole, men så gik han ind i politik og blev stabschef for vicepræsidentkandidat Dan Quayle i 1988-92 og stod i spidsen for Det Republikanske Partis succesrige bestræbelse på at skyde Bill og Hillary Clintons plan om en sygesikringsreform i sænk i 1993. Hans virke i dag som chefredaktør for The Weekly Standard og klummeskriver i The New York Times tjener primært som en politisk platform for Det Republikanske Parti. Og i denne valgkamp lykkedes det ham endda at få overtalt McCain og hans rådgivere til at vælge populisten Sarah Palin til hans makker."

I Glazers og mange andere amerikanske intellektuelles øjne er Bill Kristol plettet af sin mangeårige forbindelse til Det Republikanske Parti i en grad, så han næppe bliver rehabileret af sine egne. Hans gode makker, Robert Kagan, risikerer at lide samme skæbne. I det nyligt relancerede moderat konservative kvartalstidsskrift World Affairs indbyder Kagan til debat, om hvorvidt nykonservatismens udenrigspolitiske principper - spredning af amerikansk demokrati og værdier om nødvendigt med væbnet magt - er en uadskillelig del af amerikansk historie. Altså ikke en nyskabelse. I dialogen inddrages skribenterne David Rieff og George Packer - der indledningsvist støttede USAs invasion af Irak - og historikeren Ronald Steel.

Vragstumperne i Irak

David Rieff, Susan Sontags søn, erklærer sig stort set enig med Kagans tese. Packer er mere på den ene side og på den anden side.

Steel skriver bidende og tørt om Kagans initiativ: "Det er typisk et tegn på en eksistenskrise, når en oprørsk politisk bevægelse (de nykonservative, red.) hævder at være mainstream - Det bliver ikke let for dem at redde noget fra vragstumperne i Irak. Men bevægelsen mest eminente fortaler Robert Kagan gør i det mindste et forsøg."

Herfra er der et stykke til Francis Fukuyama, forfatter til det berømte essay Historiens afslutning og Det sidste Menneske, som i et åbent oprør mod Kristols, Kagans og andres version af nykonservatismen tog afstand fra Irak-krigen postfactum og grundlagde sit eget udenrigspolitiske tidsskrift The American Interest. Initiativet skulle ses som en afløser af Irving Kristols udenrigspolitiske magasin The National Interest, hvor Fukuyama havde offentliggjort sit essay i 1993.

Men The National Interest lever videre.

Nathan Glazer: "Ikke desto mindre kan man se tidsskrifter som Fukuyamas American Interest og Worlds Affairs som en bestræbelse på at videreføre den intellektuelle debat om en moderat konservativ udenrigspolitik. Problemer er, at vi lige nu befinder os I et ideernes tomrum. Jeg ser ingen trendsetter. Vi venter alle på Barack Obamas udspil. Han har distanceret sig fra den gamle demokratiske retorik, men vi ved ikke, om der kommer noget nyt i stedet for."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jo jeg læste det da. Det var da sikkert interessant og relevant. Jeg tænker den bedste part var hensigten: Vi kan ikke regne med at blot fordi Obama vandt valger med nogle få procent er ny-conservatismen (åbenbart noget andet end neo-liberalismen) pludselig væk. Der var stadig 48% der stemte på noget helt andet end Obama, og de skal nok bygge på musklerne.......

Glem ikke at godt og vel halvdelen af de 48% der stemte republikansk ikke havde nogen speciel ideologisk motivation til at gøre det andet end racisme, så det er ikke herfra fornyelsen skal komme.

Er der nogen af jer som har en trotskistisk baggrund og kan sætte jer ind i tankegangen bag Irak-krigen??

Jeg er ikke specielt skolet i dén form for socialisme; men har på fornemmelsen, at gamle trottere forstår de nykonservative bedre.

Martin Burcharth:

""Vi må huske på, at Mark Lilla var redaktør for nykonservatismens flagsskib - tidsskriftet The Public Interest," bemærker Nathan Glazer, professor emeritus på Harvard University og en af fadderne til nykonservatismen."

Hvad enten mande er lilla, orange eller skotskternet, så er det en kendsgerning, at nykonservatismen er blevet parkeret på historiens mødding efter at George W. Bush er blevet sendt på pension. De danske værdikæmpere må se i øjnene, at deres ideologiske rollemodeller i USA totalt har mistet deres autoritet.

Anders Fogh Rasmussen har lugtet lunten og har udskiftet George W. Bushs værdikamp med B. Obamas miljøkamp. De der ikke følger statsministerens eksempel risikerer at ende som de sidste værdikæmpere i den vestlige verden.

@ Henrik Jensen :
Du kunne jo spørge Karen Jespersen ..

I øvrigt er den rette betegnelse ikke "ny", men "neo".
Og "konservativ" kunne sagtens erstattes med "zionistisk".

Joho! Neo-conmæn'en lever videre i deres tænketanke/lobbyer og deres andre netværk som AIPAC etc.
De forsøger få indflydelse og magt ved at anbringe nøglepersoner (spindoktorer, embedsmænd, 'ekspertrådgivere' etc.) inden for erhvervslivet og i regeringer, så de kan påvirke beslutningstagendet og den demokratiske proces eller rette sagt forvride den til deres egen fordel,. Og ofte så dygtig gjort, at de nyttige idioter, de 'arbejder for' ikke opdager, at de er blevet snydt eller brugt til et andet formål, som ikke gavner forretningen eller samfundet.

Et godt eksempel er Moderaterne, et af regeringspartierne i Sverige, som holder på at blive omdannet til Det Nye Moderaterna godt hjulpet på vejen af neoconservative kræfter fra tænketanken NYBRO. Flere af ministrene er aflæggere af netop denne lobby, så er også partisekrtæren Per Schlingmann, en vældig udfarende kraft med mange 'gode' ideer. - Her sidst med et forslag om, at udlændinge skal have grundig kendskab til love og det svenska samfund før de lukkes ind i landet, hvilket naturligvis hentyder til, at muslimske udlændinge skal have det! - Det kunne være Pia Kjærsgård, som kom med det forslag.